WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Raketten




Molbohistorie (ukendt år)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere molbohistorier her Dokument


   Engang havde en molbo i Aarhus købt en raket eller sværmer, som han gemte hjemme i sin dragkisteskuffe. Så en dag, da han havde en del gode naboer og venner hos sig, og de alle ved et krus gammeløl var kommet i godt humør, faldt det ham ind, at nu skulle de have deres fornøjelse af den. Molboerne gik ud på en grøn eng, der var omgivet af vand, for her, mente de, kunne raketten ikke gøre byen skade.
   Nu skulle den antændes, og den dristigste af mændene tog noget tønder på enden af en lang kæp, som han holdt hen til den, men det ville ikke ret fænge. Endelig vovede han sig nærmere hen til raketten og begyndte at puste til ilden. Det hjalp. Raketten tændte og gjorde det første spring ind mellem hans ben, men da den ikke kunne slippe ud for hans lange kjole, slog den ham snart på det ene, snart på det andet ben. Forfærdet fægtede den arme molbo om sig med armene, vendte ansigtet mod himlen, for at raketten ikke skulle fare ham i øjnene, og hoppede og sprang, hver gang den rørte ved hans ben.
   Endelig var raketten udbrændt, men en skælm, som var til stede og nok ville have flere løjer med manden, tog nu en del små sten og begyndte at knalde ham disse i ryggen.
   Molboen, som troede, at det var raketten, der nu begyndte at gå til vejrs, tog til at løbe uden at turde se tilbage, og da den anden forfulgte ham med stenene, løb han ud i vandet, lige til det gik ham til halsen. Da i det samme en sten ramte ham i nakken, råbte han: »Jeg er hjerteskudt!« og tog sig af bare forskrækkelse en vældig dukkert, hvorefter han skønnede, at raketten endelig måtte være slukket.