WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Præstevielsen




Molbohistorie (ukendt år)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere molbohistorier her Dokument


   Molboerne skulle engang have en ny præst, og da de hørte, at han skulle præstevies en vis dag i Arhus, tog en stor del af sogneboerne til Aarhus for at se, hvordan det gik til. Da de nu kom ind i domkirken og så alle ceremonierne ved højtideligheden, faldt de i stor forundring over, at de andre præster førte ham op i koret for alteret. Det kom dem for, at de satte ham ind i et stort skab, hvor der stod mange sorte karle og hvirrede, og de tyktes, at de trykkede ham ned til jorden og holdt fast på hovedet af ham, så at han ikke kunne rejse sig. Medens de så på dette, sagde nogle af dem til hinanden: »Hvis vi ellers kendte noget til ham, var det synd andet end at redde ham, og det er vi jo mandsstærke nok til.« Og andre sagde: »Nej vi får såmænd ingen præst denne gang, for de kvæler ham nok; de er for mange om ham. Det var ellers skade,.for han ser dog så from ud.« Men en gammel molbo, der ville være klogere end de andre, sagde: »I er nogle rigtige tosser. Kan I ikke forstå, at de lærer ham, hvordan han rigtig skal trykke sine sognebørn! Jo, I kan tro, at ham kan vi tidsnok få til præst!«