WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Morianen




Molbohistorie (ukendt år)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere molbohistorier her Dokument


   At der er mennesker til, som er sorte over hele kroppen, ville molboerne ikke tro, og når folk, som havde faret på lange rejser, kom hjem og fortalte, at de havde set sorte mennesker, mente de, at det enten måtte være en rigtig sort løgn eller også fanden selv, de havde set; thi at han var sort med gloende øjne og glitrende tænder, anså de for en given sag.
   Det skete da hverken værre eller bedre, end at en mand fra Vestindien kom til Mols for at besøge en ven, der var præst, og han havde en morian eller neger med som tjener. Samme neger var en lystig skalk, og da folk nu om søndagen var samlede i kirken, der lå tæt ved præstegården, fik han i sinde at ride på et karbånd ind på kirkegården, uden hat eller klæder, blot iført en skjorte. Som han nu i denne luftige dragt kom farende ind mellem kirkefolkene, troede de begribeligvis, at det var fanden selv. Nogle løb ind i kirken og slog døren i, andre skyndte sig hjem, og en del søgte redning i præstegården. Da nu præsten og vestinderen kom ud, bestyrtede over denne larm og skrigen, fik de den besked, at den skinbarlige fanden havde ladet sig se ved højlys dag, og da præsten og hans ven ikke ville tro dette, råbte en af molboerne: »Se hist hen, hvor han endnu står og glor ud ad døren!« Da de så derhen, opdagede de den unge morian, og således var hurtigt den djævel fordrevet.