WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Mads Molbo i krig




Molbohistorie (ukendt år)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere molbohistorier her Dokument


   Krigen nærmede sig. Landet blev invaderet. Også Molboerne skulle yde deres, og Mads blev indkaldt til kasernen i Århus. Nu havde han hørt de gamle i landsbyen fortælle om, hvordan mange blev skudt i krigen. Hvis man blev ramt i hjertet ville man øjeblikkelig dø. Så Mads fik en god ide. Kakkelovnslågen derhjemme var støbt i massivt støbejern. Den ville han have skrædderen til at sy ind i uniformens for. Mads overgav det til Århusskrædderen. Og da denne ikke regnede med, at Mads var særligt modig, var det nok bedre at sy lågen ind i bukseforet, da han nok havde større chance for at blive skudt under flugt. Da Mads hentede sin uniform, syntes han nok det var mærkeligt, at kakkelovnslågen sad så langt nede, for han mente nu at hjertet sad højere oppe. Men han ville ikke spørge for ikke at blive til grin.
   Det viste sig nu, at være til stor besvær at marchere med en kakkelovnslåge i bukserne. Men han tog gerne denne lidelse på sig for sit lands skyld. En dag så han en høne, og sulten tvang ham til at fange den. Men da bønderne opdagede, at han ville stjæle deres høns, løb de efter ham og slog løs på hans bagdel med spader og river. Mads troede, at det var fjenden der angreb, så han kastede sig ned og spillede død, medens de slog løs på hans bagdel. Omsider kom han hjem til sin deling og fortalte, at fjenden havde angrebet ham bagfra og slået løs på hans hjerte for at dræbe ham, og han viste officeren kakkelovslågen i bukserne. Officeren grinede og sagde, at han da havde hjertet et underligt sted. Det gjorde Mads meget vred:
   »Jeg ved da godt, at I fine byboer altid gør nar med os fra Mols, men den går ikke. Tror du måske ikke, at en tapper Molbo ved, hvor hjertet sidder? Mit hjerte sidder på rette sted!«