WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Det stemplede papir




Molbohistorie (ukendt år)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere molbohistorier her Dokument


   At prutte nøje og betale redeligt, er molboernes valgsprog. En herremand sendte engang en af sine bønder til Aarhus for at købe et ark stempelpapir til en rigsdaler. Den købmand, der solgte stempelpapir, hed Tønnes Mikkelsen, og da molboen forlangte et rigsdalerpapir, tog købmanden et ark frem. Bonden talte så to mark op, lagde dem på disken og lukkede sin pung.
   »Der skal flere penge til,« sagde købmanden.
   Molboen lagde tøvende endnu en mark.
   »Ja, du kan godt få papir til tre mark,« sagde Tønnes og hentede et ark til en halv rigsdaler.
   »Jamen det skal være et rigsdaler.«
   »Det kan du få, men så må du op med daleren.«
   Men molboen var ikke så tosset og ville derfor gå til en anden købmand. Der var imidlertid ingen andre end Tønnes Mikkelsen, der havde udsalg af stempelpapir.
   »Det er da også en forbandet by,« sagde molboen. »I Æbeltoft kan jeg få otte marks hør for syv mark, og ti marks hør for otte mark, og her kan jeg ikke få et rigsdalerpapir hos mere end denne ene mand, og han er så hård, at han ikke vil slå en skilling af på et ark tyndt papir, hvorpå der er malet lidt i det ene hjørne. Var det endda altsammen overmalet, kunne jeg nogenlunde finde mig deri. Men jeg skal jo have papiret og må forsøge igen.«
   Så stillede han på ny hos Tønnes og bød ham fem mark og fire skilling. Men købmanden svarede: »Nej, min gode mand, I kan ikke få det en skilling ringere end en rigsdaler, som det koster.«
   »Hvor kan I være så hård, monsør Tønnes. Men så får jeg da en kardus tobak på købet og et par piber, men det skal være af de små krognakkede, der er krusede i kraven og et fjerdingspund af den fede hollandske tobak.«
   Men købmanden ville ikke give det mindste i købet, og molboen gik derfor meget misfornøjet bort og lovede sig selv, at der skulle han dog aldrig handle mere.