Molbohistorie (ukendt år) Oprindelsesland: Danmark
Flere molbohistorier her
Et fornemt herskab på Mols havde engang en abekat, som de for løjers skyld havde ladet gøre smukke klæder til, så at den i hast at se til nok kunne ligne et lille menneske.
En herremand i nabolaget sendte en dag en af molboerne hen til dette herskab med et brev af stor vigtighed, hvorpå der skulle svar med tilbage. Da molboen kom ind i gården var herskabet ude i haven, men abekatten sad indenfor ved et åbent vindue. Så snart bonden opdagede den lille pyntede person, gik han hen til ham og spurgte, om herskabet var hjemme, for han kom fra herremanden med et brev, som han skulle have svar på. Abekatten nikkede til ham og rakte efter brevet, som molboen ærbødigt afleverede. Først så den lidt på seglet, men pillede så brevet op, kikkede på de indvendige sider, som om den studerede herremandens kragetæer, rev endelig det hele i stumper og stykker, og smed det ud ad vinduet. Molboen, der lidt forundret så til, spurgte så, om han ikke skulle have noget svar med tilbage. Abekatten så hånligt ned på ham og rystede på hovedet. Så gik bonden sin vej; men da han kom hjem og herremanden spurgte, om han havde noget brev med tilbage, svarede han: »Nej, der var ingen andre hjemme end den unge junker, ham flyede jeg brevet. Han læste det også, men det var tydeligt, han blev vred over det og mente, at det ikke var værd at svare på.«