Valdemar og Tove
Folkevise (Historisk vise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Der går Dansen ude ved Å,
der danser hun Dronningen med sine Jomfruer små.
Med Råde. - Kong Valdemar lover dem både.
Der danser Dronningen med sine Jomfruer ni,
stolt var hun Tovelil, hun kvad for de.
»Hør du, Tovelil, Lege min,
du hold op Silke med Hånden din!«
»Fuld ilde da måtte jeg Kongen love,
måtte jeg ikke Silke på Jorden drage.«
»Da sig mig, Tovelil, Lege min,
og når fik Kongen Vilje din?«
»Jeg var mig så lidet et Barn,
der jeg stod i min Faders Gård.
Jeg stod ude både liden og væn,
Dannerkongen rider frem med alle sine Mænd.
Han sendte efter mig de Riddere ni,
og ikke så vilde jeg følge de.
Så kom han selv, Kongen, med alle sine Mænd,
så måtte jeg, Tovelil, følge dem.
Siden bar jeg så blege Kind,
for hans Magt var større end min.«
»Du sig mig Tovelil, Lege min,
hvad var da Morgengave din?«
»Han gav mig så godt et Guldskru,
så måtte jeg give den Herre min Tro.
Han gav mig en Silkesærk,
det var otte Jomfruer deres Håndeværk.
Han gav mig de Guldringe ni,
Sveriges Dronning åtte de.
Han gav mig så godt et Guldbånd,
sligt et kom aldrig udi eders Hånd.
Han klædte mig i Silke og Skarlagen rød,
så var I ej, Dronning Soffi, med alle eders Møer.«
Det svared Dronning Soffi udaf ret Harm:
»Du skal aldrig tage mere Gave udaf hans Hånd.
Vil Herre Gud, at jeg må leve,
da skal han dig halv mindre give.«
Dronningen svøber sig Hoved i Skind,
hun går i Loft for Kong Valdemar ind.
»Hør I, min Herre, hvad jeg siger eder:
hvi har I Tovelil i Hjertet så kær?«
»Fordi har jeg Tovelil i Hjertet så kær,
for hendes to Sønner tjener mig så nær.
Første jeg rider igennem Flensborg By,
Hr. Bjørn han fører mit Banner i Sky.
Første jeg rider igennem Holsterland,
Knudlille fører mit Banner på Hand.«
»Hør I, min Herre, hvad jeg beder eder,
må Tovelil gå i Badstue med mig?«
»Så gerne giver jeg mit Minde dertil,
alt om hun Tovelil selv så vil.« -
Det stod så i Vintre to
ikke kunde Dronningen stolt Tovelil få.
Det var om en hellig Juledag
til Kirken da vilde stolt Tovelil fare.
Tovelil ganger ad Gaden fram,
både Silke og røde Guld efter hende svam.
Dronningen ud af Vinduet så,
hun så stolt Tovelil på Gaden gå.
Dronningen taler til Jomfruer to:
»I beder stolt Tovelil ind for mig gå.«
Tovelil slog over sig Skarlagenskind,
så går hun i Loft for Dronningen ind.
Ind kom Tovelil og stedtes for Bord:
»Hvad vilde I, min Frue, hvi sendte I mig Ord?«
Dronningen klapper på Hynde blå:
»Du kom, stolt Tovelil, hvile herpå!
Hør du, stolt Tovelil, hvad jeg siger dig,
vil du i Aften gå i Badstue med mig?«
»Ikke så er jeg badstueled,
jeg bader med eders Nåde, så vel til rede.«
Dronningen taler til Jomfruer to:
»Lader I mig den Badstue bo.
I gører den Badstue hed som Glød,
stolt Tovelil skal derinde dø.«
Tovelil skulde i Badstuen gå,
selv stod hun, Dronningen, og så derpå.
Tovelil ind i Badstue tren,
Dronningen lukker selv Døren igen.
»Her er ikke Vand, her er ikke Lud!
for al Guds Ære, I lader mig ud!«
Hr. Bjørn han rider over den Stræde,
han hørte sin Moder i Badstuen græde.
Hr. Bjørn han til Badstuen rendte,
da var hans Moder indebrændt.
Med sorrigfuldt Hjerte og blegen Kind
så går han i Loft for Dronningen ind.
»Her sidder I, Dronningen, i Skarlagen rød,
hvorfor skulde min Moder i Badstuen dø?«
»Fordi lod jeg din Moder indbrænde,
alt for hun sov hos Herre min.«
Hr. Bjørn slog Dronningen ved sin Kind,
det Blodet stank over hendes Skarlagenskind.
»Lever jeg og min Broder Knud,
da skal vi drive dig af Danmark ud.«
»Vil Gud, at jeg og min Herre må leve,
både ham og dig skal vi af Landet drive.«
Med Råde. - Kong Valdemar lover dem både.