Ungersvendens Klage

---

Folkevise (Lyrik)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her


Jeg var mig så liden
i min Faders Gård;
min Stifmoder mig forsendte,
min Fader ikke hjemme var.
   Der er så mangt i min Hu, der man skulde ej vide.

Min Stifmoder mig forsendte
til en så dyb en Dal;
der danser både Elver og Dværge
så mangen hedensk Mand.

Jeg gik mig et lidet derfra,
over en så bred en Bro:
der stod to Roser oprunden,
de var med røde Guld boet.

Der stod to Roser oprunden,
de var med røde Guld boet:
der kom en Lindorm skridende
han skar dem op med Rod.

Der kom en Lindorm skridende,
han skar dem op med Rod;
og hver en Strøm, der fra dem løb,
den var med røden Blod.

Og jeg gik mig et lidet derfra,
over en så grøn en Eng;
der stod så skøn en Jomfru,
hun redte en Ungersvends Seng.

For oven da bredte hun Silke,
for neden bredte hun Peld;
den Ridder og den stolte Jomfru
de lagde dem der imell'.

Jeg gik mig til Hovedgærd,
jeg løftede op hvide Lin:
der lå min yngste Broder
hos allerkæreste min.

»Var du ikke min Broder,
min Broder alt så god,
da skulde jeg lade den Brudeseng
svømme i røden Blod.«

Jeg bredte på dem Silke
alt med så ond en Vilje:
»Du lig nu min kære Broder,
mens du vilde os adskille.«

Så gik jeg mig et lidet derfra
på en så grøn en Tved;
der stod to liden små Rådyr,
de legte så favr en Leg.

Den ene det var en Råbuk,
den anden en liden Rå:
den skal have den onde Lykke,
den gode kan ikke få.

Aldrig fik jeg fuldtro Ven,
siden jeg mist Fader og Moder;
der kalder mig mange kær Frænde sin,
de mener deraf ej et Ord.

Alle mine lønlige Sorrig
dem træder jeg under min Fod:
alt des mere jeg sørger,
des mindre er min Bod.
   Der er så mangt udi min Hu, der man skulde ej vide.