Ungen Svejdal
Folkevise (Kæmpevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Det var ungen Svejdal,
han skulde Bolden lege;
Bolden drev i Jomfruens Bur,
det gjorde hans Kinder blege.
Du lad dine Ord vel!
Bolden drev i Jomfruens Bur,
og Svenden efter gik;
før han kom af Buret ud,
stor Sorg han i Hjertet fik.
»Du tør ikke kaste
Bolden efter mig;
der sidder en Jomfru i fremmed Land,
hun lider fast efter dig.
Du skal aldrig Søvn sove,
ej heller Roen få,
før du får løst den skønne Jomfru,
som længe har ligget i Trå.«
Det var ungen Svejdal,
svøber han sig i Skind,
så går han i Stuen
for raske Hovmænd ind.
»Her sidder I, alle I gode Hovmænd,
I drikker både Mjød og Vin,
imens jeg drager til Bjerget ud
og vækker op Moder min.«
Det var ungen Svejdal,
han ind ad Bjerget så;
der revned både Mur og Marmorsten,
og ned falder sorten Jord.
»Hvem er det, mig vækker?
hvi vækker I mig så mod?
Må jeg ikke med Freden ligge
alt under den sorte Jord?«
»Det er ungen Svejdal,
så hedder Navnen min,
så gerne vil han have gode Råd
fra kære Moder sin.«
»Jeg gav dig både Sølv og Guld,
mer end du vilde have;
må jeg dog ikke med Roen ligge
udi min egen Grav?«
»Så ilde gjorde min Stifmoder,
har lagt mit Hjerte i Trå,
alt for så stolt en Jomfru,
jeg aldrig med Øjne så.
Hun bad mig aldrig Søvn sove,
ej heller Roen fange,
før jeg fik løst den stolte Jomfru,
som længe havde ligget i Tvange.«
»Jeg skal give dig den Hest,
som skal være dig så god:
rid du ham både Dag og Nat,
han vorder ret aldrig mod.
Jeg skal give dig det gode Sværd,
som man kalder Adelring,
du kommer ret aldrig i den Strid,
du skal jo Sejren vinde.«
Det var ungen Svejdal,
han bandt sit Sværd ved Side,
han satte sig på sin gode Hest,
han agted ikke længer at bide.
Det var ungen Svejdal,
han tog sin Hest med Spore,
så red han over det brede Hav
og gennem de grønne Skove.
Han red over det vilde Hav
og gennem de mørke Skove,
til han kom til det samme Slot,
hans Fæstemø måtte inden sove.
»Hør du, goden Hyrde,
hvad jeg siger dig:
er her Jomfru på dette Slot,
du dølg det ikke for mig.
Er her Jomfru på dette Slot,
du dølg det ikke for mig;
bliver jeg Konge på dette Land,
til en Herre så gør jeg dig.«
»Plankerne er af hårde Jern,
og Porten er af Stål;
det er vel atten Vintre siden
den Jomfru Solen så.
Udenfor stander den vilde Bjørn,
dertil en Løve så gram;
men er I den rette Svejdal,
så frit må I gå fram.«
Det var ungen Svejdal,
han satte sig på sin Hest,
så red han til den samme Mur,
som han kunde allerbedst.
Det var ungen Svejdal,
han tog sin Hest med Spore,
så sprang han så listelig
alt i den Borgegård.
Så sprang han så listelig
udi den Borgegård,
Løven og den vilde Bjørn,
de falder ned for hans Fod.
Løven og den vilde Bjørn,
de falder den Herre til Fod;
Linden med sine forgyldene Blade,
hun bugned neder til Jord.
Linden bugned neder til Jord
med sine forgyldene Blade;
op da stod den stolte Jomfru,
som længe havde ligget i Dvale.
Det da var den stolte Jomfru,
hun hørte de Sporer klinge:
»Hjælp mig Gudfader i Himmerig,
jeg måtte blive løst af Tvange.«
Det var ungen Svejdal,
han ind ad Døren tren;
det da var den stolte Jomfru,
hun stander ham op igen.
Ind kom ungen Svejdal,
han var både favr og ung;
det da var den stolte Jomfru,
så vel favned hun hans Komme.
»Velkommen, unge Svejdal,
ædelig Herre min!
Tak have Gudfader i Himmerig,
os både har løst af Pine!«
Nu har ungen Svejdal
forvunden både Angst og Harm,
nu sover han så gladelig
udi sin Jomfrus Arm.
Nu har den stolte Jomfru
forvunden både Angst og Kvide,
nu sover hun så gladelig
ved ungen Svejdals Side.
Og lad dine Ord vel!