Ung Kærlighed
Folkevise (Lyrik)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Lad fare, min Sjæl, din høje Attrå,
lad fare så stolten Begære;
lad sidde den Frugt, du kan ikke nå,
besvær dig ret aldrig mere.
Forsæt det vendes aldrig.
Forgæves dit Håb og høje Mod,
så ringe er Styrken dine;
lad fare den Mod, som du tror god
så løser du Fængsel mine.
Hvi bær du Ved så til den Bål,
som kan dig selver brænde,
når det optænder den varme Sol,
og står ej til at vende? -
O ringe Creatur, elendig Trøst!
O fattige Hu og Sinde,
som ej var værd at have den Lyst,
at Solen skulde over dig skinne.
Hvi siger du det forgæves at være,
som både kan ske og hænde;
stiltiendes Håb kan meget bære,
umuligt til muligt at vende.
Aldrig sidder Frugten så højt på Kvist,
som modnes af Sol og Sommer:
den jo falder engang forvist,
Gud give inår det kommer.
Aldrig sad Falken så højt på Hald,
Dyren var aldrig så vilde:
de må jo ræddes for et Fald,
om Jægerens Råd er snilde.
Min Styrke er større, end du forstår,
jeg den usynlig dølger;
jeg er ikke ene, ihvor jeg går,
tryg Magt mig altid følger.
Et villigt Fængsel er lystig Tvang,
let Byrden, som gerne drages,
sød er den Gråd, som endes med Sang,
kort Nat, som lystig dages.
Hvi skulle jeg ej forøge den Bål,
som både kan slukke og tænde;
det læskes af Dug, som brænder af Sol,
trods dem, som det vil vende.
Hvi skulle jeg frygte den Livsens Nød,
som mig kan holde i Live;
kort er den Tvang, sød er den Død,
som mig kan Livet give.
På Jorden er Dyr, i Floden Fisk,
adspredte både langt og vide;
i Luften svæver de Fugle risk,
så højt over Bjærg og Lide.
Så er og muligt og kan vel ske,
i Ilden Dyr at leve
og derudi både lege og le
og sælsom Kortvil prøve.
Skin, Sol du klare, med kraftig Magt,
tænd op den gerne vil tændes;
at smelte som Sne lad være din Agt
dens Hu, som heftig længes.
Der er og ingen i Verden til,
og der min Hu kan tvinge,
foruden du alene, om du vil,
de andre ere for ringe.
De er ikkun Skyggen af den Glans,
som følger din Klarhed skønne!
De er at regne mod dig i Dans
som Nælder mod Linden hin grønne.
Hør op, min Sang, fuld vel jeg når,
hvad du giver at betænke;
halve Ord er nok, hvem dem forstår,
viis Skæmt er Alvors Svenke.
Forsæt det vendes aldrig!