Tyge Hermansøn
Folkevise (Riddervise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Det var om en Løverdag,
det regnede under Ø;
det var Tyge Hermansøn,
skulde hente sin Fæstemø.
Jeg skal ride ud imod så væn én.
Den Herre ud af Vinduet så,
de Bække de løb så stride.
»Jeg køber ikke så dyre min Mø,
jeg rider mig selv af Live.
Hør du, Nilaus Bendiktsøn,
din Hest haver lange Ben:
jeg beder dig for den volde Gud,
hent mig min unge Brud hjem!«
Svared det Nilaus Bendiktsøn,
han svared et Ord for sig:
»Skal jeg hente din unge Brud,
jeg gør dig visselig Svig.«
Det var Nilaus Bendiktsøn,
han rider den Brud imod;
der svam Silke og Sindal grøn
alt for hans Gangers Fod.
De klædte dem i Silke
og udi gylden Skrud;
så rede de til Kirken
alt med den unge Brud.
Bruden står for Kirkedør
og rød som Rosensblomme;
alt bad Bruden til Vandet se:
»Monne ikke Brudgommen komme?«
Svared det Nilaus Bendiktsøn,
han svared et Ord med Blide:
»Han turde ikke over Bækken i Dag,
for Strømmene de løber så stride.«
De satte Bruden på Brudebænk,
og både med Tugt og Somme;
alle monne de til Vandet se,
monne Brudgommen ikke komme?
Skænkte de den brune Mjød
udi Sølverskål;
det led fast ad Aften
og fast mod Sengemål.
Fulgte de den unge Brud
udi det Brudehus;
for gik Riddere og Svende,
de bar for hende Blus.
Løfte de den unge Brud
udi den Brudeseng;
hun sad der vel udi Timer tre,
ikke kom Brudgommen end.
De Præster stod for Brudeseng,
de sang det bedste de kunde.
»Hvem skal sove hos Bruden i Nat,
mers vi haver ingen Brudgomme?«
Frem gik Nilaus Bendiktsøn,
han skyder sine sølvspændte Sko:
»Jeg vil sove hos Bruden i Nat,
jeg giver hende min Tro.«
Det var om en Onsdag,
der Vandet tager at falde;
over kom Tyge Hermansøn
med sine Brudemænd alle.
Det var Tyge Hermansøn,
han kom udi Bryllupsgård;
ude stod den unge Brud,
hun var vel svøbt i Mår.
Ude stod den unge Brud,
hun var hvivet højt:
»Du rid bort, Tyge Hermansøn,
du er her intet hørt.«
Hør du, stolten Sidsellil,
det har jeg med dig,
at du har lovet en anden Svend,
og svige skulde du mig.«
»Hør du, Tyge Hermansøn,
det må du vel vide:
jeg vil ikke love den Svend,
i Regnen turde ikke udride.
Havde du været en Jomfrusvend,
og havde du haft mig kær,
da havde du brudt den Bølge blå
alt med dit blanke Sværd.«
»Da vil jeg mig udi Kloster give,
en Munk så vil jeg være;
Mænd ved det, stolten Sidsellil,
jeg kommer her aldrig mere.«
»Falder din Vej her nogentid frem,
og stilles denne Bæk,
har jeg ikke Oste foruden to,
du får dem i din Sæk.«
Jeg skal ride ud imod så væn én.