Svend Felding
Folkevise (Kæmpevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Det var Hr. Svend Felding,
han skulde ride til Romme;
det monne alle Danske love,
at han monne did komme.
Det var Hr. Svend Felding,
han skulde til Romme ride;
gæsted han sig en Jomfru,
så sildig en Aftenstide.
Hun satte Svend Felding øverst til Bords
blandt andre Riddere i Skare;
ida spurgte den skønne
Jomfru, alt hveden han kommen var.
»Det er ingen Pilegrim,
os haver i Aften gæst;
det er Kongen af Danmark,
for han vil vide vort bedste.«
»Jeg er ikke Konge i Danmark,
jeg rider ikke så stærk;
jeg er en fattig Bondesøn,
er født i Danmark.
Hør I det, min skønne Jomfru,
I lader ikke eder fortykke;
der fødes mange Børn i Danmark
og hvert med sin Lykke.«
»Jeg har det alle mine Dage hørt,
de Danske de ere så fromme;
jeg takker Vorherre så gerne,
her vil nogen af dem komme.«
Det var den skønne Jomfru,
hun monne sig såre give:
»Her er en Trold på dette Land,
han vil mine Lande fordærve.
Her er en Trold på vore Lande,
han vil mit Land forøde;
han vil ikke have andet til Kost,
end Fruer og Jomfruer til Føde.«
»Havde jeg Hest, og havde jeg Harnisk,
som var mig vel til Måde,
da vilde jeg for eders Skyld
bryde med Trolden en Stage.«
De ledte frem trehundrede Heste,
og de vare alle hvide;
det første Svend Felding lagde sin Hånd på dem,
de fulde på Jorden som Tige.
»Der vilde jeg give til det røde Guld
og vel et Hundrede Mark,
at jeg havde nu en danske Hest,
var født udi Danemark.«
Det da svared den Møller,
han stod alt ved den Mur:
»Jeg haver mig en dansker Hest,
om I ham ride turde.«
Jeg haver mig en dansker Hest,
om I ham ride turde;
hver Gang han til Møllen går,
han kan vel bære et Pund.«
»Hør du, goden Møller,
du lader mig Hesten se;
ere vi både danske,
vi strider med Trolden led.«
Der den Hest han kom frem
han var, som Mølleren sagde;
stærk var Hesten, og bred var Bringen
Svend Felding sin Sadel På lagde.
Svend Felding han gjorded sin Hest
og mest over det tykke;
det første Hesten rørte sig,
da gik den Sadelgjord i Stykke.
»Jeg førte ud af Danmark
vel femten gode Guldringe,
havde jeg en Sadelgjord for dem,
de turde jeg lade springe.«
Femten så var de skønne Jomfruer,
de vævede med Silke alle,
førend de kunde få en sadelgjord,
Svend Felding kunde være til Måde.
Så årlig om den Morgen
da var den Sadelgjord rede,
tre Alen lang og Kvarter tyk
og dertil alenbrede.
Svend Felding drog af sine Handsker,
hans Hænder var murende hvide;
selv gjorded han sin gode Hest,
på Svendene turde han ikke lide.
Han gjorded Hesten så overfast
og sig så vel til Måde;
Hesten faldt for ham På Knæ
og neder til den Jord.
»Og hør du det, min gode Hest,
og har du Mandevid,
da skal jeg dig en Prik linde,
alt førend jeg stiger til dig.«
Og der han havde ham en Prik lindet,
da blev han så glad;
det var Svend Felding,
han satte sig på hans Bag.
Det første Ridt de sammen red,
de vare både så stærke;
Svend Feldings Sværd det brast itu,
hans Skjold sprang langt i Marke.
Svend Felding fandt på så godt et Råd
og sig så vel til Føje:
»Du møder mig i Morgen på dette Sted,
så vil vi hinanden bedre forsøge.
Det var ikke mit Alvor i Dag,
jeg vilde min Hest ikkun prøve;
du møde mig i Morgen på dette Sted,
jeg vil dig mandeligen bie.«
Så gik han til Kirken,
og lod han sig berette;
så tog han det Olje,
han lod det for sig sætte.
»I lægger nu her det lange Spær,
som man i Marken monne føre;
I tager mig hid min Skudemast,
jeg ager hende vel at røre.«
Det andet Ridt, de sammen red,
og de var både vrede;
Troldens Hals han gik itu,
og han faldt udi Hede.
Troldens Hals han gik itu,
hans Ryg i femten Stykke;
så red han til den skønne Jomfru,
han mon hende en Skål tildrikke.
Ud da gik de Riddere ni,
de løfted Svend Felding fra sin Hest:
»Land og Riger skal være eder til Rede
og Jomfruen, om I vil hende fæste.«
»Min Fæstemø sidder i Danmark,
hun bær for mig stor Kvide;
for tusind Pund af det hvide Sølv
vilde jeg hende ikke svige.
I lader nu gøre en By
neden ved den Sø
til de fattige Pilegrimme,
og giver dem Øl og Brød.
I sparer ikke Øl, I sparer ikke Mad
til danske Pilegrimme;
I lader dem nyde Svend Felding godt ad,
imens I er udi Live.
I sparer ikke for de Pilegrimme
hverken Vin eller Brød;
I beder godt for Svend Feldings Sjæl,
når han er død.«