Stolt Ellensborg
Folkevise (Riddervise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Hr. Peder han ganger i Gårde,
han leger med sølvbundet Sværd;
da kom hannem i Hue
den lange Jorsalfærd.
Og nu da længes mig.
Det var Herre Peder,
han svøber sig Hoved i Skind;
så går han i Højeloft
for stolten Ellensborg ind.
»Hil sidde I, stolten Ellensborg,
hvor længe vil I mig bie,
imens jeg rider ud af Land
at bedre Synder mine?«
»I otte År vil jeg eder bie,
alt med mine Frænders Råd;
jeg vil mig ikke mandgive
det Kongen mig selver bad.«
De otte År forgangen var,
stolt Ellensborg tager til at lange;
hun tager over sig Kåben blå,
til Stranden så monne hun gange.
Det var stolten Ellensborg
hun går på hviden Strand;
det da var de rige Købmænd,
de styred deres Skib til Land.
»Hør I, goden Købmand!
og hvad haver I at sælge?«
- »Vi haver både Lærred og Lin,
det bedste, Jomfruer vil vælge.
Vi haver Lærred, og vi haver Lin,
og Silke grøn som Løg;
min stolte Jomfru, I køber med os!
vi steder eder herligt Køb.«
»Mig er ikke om Lærred, mig er ikke om Lin,
ikke om Silke grøn som Løg;
min Søstersøn drog af Landet i År,
jeg sørger mig selv til Døde.«
»Vi kender ikke eders Søstersøn,
vi kender Hr. Peder, hin rige;
han haver sig en Jomfru fæst
i Østerkongens Rige.«
Det var stolten Ellensborg,
hun svøber sig Hoved i Skind;
så går hun i Højeloft
for sine syv Brødre ind.
»Her sidder I, alle I Riddere syv,
og kære Brødre mine!
hvilken vil nu sejle den salte Sø
for kære Søster sin?«
»Det er stor Fare for en Karl,
halv større for en Kvinde,
at sejle nu den salte Sø,
så liden Sejr at vinde.
Vi bryder ikke nu de stærke Bølger,
det er så stor en Våde,
men vil du bie til Sommerdag,
da vil vi følges både.«
»Vil I ikke sejle den salte Sø,
er det så stor en Men:
førend jeg skulde bie til Sommerdag,
før skulde jeg sejle alene.«
Hun lod skære Klæder til sine Møer
og alle i Ridders Lige,
for hun vil sejle den salte Sø
de stærke Bølger at bryde.
Hun satte sig selv til Styre,
sine Møer til Åren at ro;
så sejled hun til det samme Land,
alt som Hr. Peder var på.
Midt udi den Borgegård
der aksler de deres Skind,
så går de i Højeloft
for rige Hr. Peder ind.
Stolt Ellensborg ind i Salen tren
med Sværd ved venstre Side,
hilser hun Fruer og stolte Jomfruer,
hun var både mild og blid.
Æt sad rige Hr. Peder,
han smiler under Skind:
»Krist da signe dine Øjne to!
så gørlig jeg dem kender.«
Hr. Peder han over Bordet sprang
med Sølvkar på hviden Hænde:
»Du vær velkommen, min Søstersøn,
til disse her fremmede Lande!«
»Det er ikke eders Søstersøn,
det er fast liger en Frue,
hun haver Hår som spundet Guld,
ligger flæt under Silkehue.«
»Står I op, Fruer og stolte Jomfruer,
I følger min Brud til Senge,
imedens jeg følger min Søstersøn
igennem de grønne Enge.«
»Vel har I både Riddere og Svende,
kan følge eders Søstersøn over Enge;
selv skal I, Herre Peder,
følge eders Brud til Senge.«
»I står op, både Riddere og Svende,
I følger min Brud at sove;
selv vil jeg i Aften følge
min Søstersøn igennem Skove.«
Det var Herre Peder,
tog stolt Ellensborg ved hviden Hånd;
så monne de sig så gladelig
ud af Salen gange.
Det mælte Herre Peder,
han tren i Skibet ned:
»Haver gode Nat, Fruen af Østerland!
vi findes aldrig mere.«
Det var stolten Ellensborg,
slog ud sit favre Hår:
»Sørge du nu den samme Sorg,
jeg havde i otte År.«
Vel er der Jomfruer i Danmark,
hvor finder man stolt Ellensborgs Lige!
Hun turde selv hente sin Fæstemand
af Østerkongens Rige.
Og nu da længes mig.