Stolt Elins Hævn
Folkevise (Riddervise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Det var bolde Hr. Renold,
han red sig under Ø,
han fæster Hr. Bondes Datter,
så væn en Mø.
Hun sveg hannem i Søvne.
Han fæsted Hr. Bondes Datter,
han førte hende hjem;
Kongen og vor Ærkebisp
de red med dem.
Og så førte de den unge Brud
i Hr. Renolds Gård;
der var ikke det røde Guld
for Legeren spart.
Så fulgte de den unge Brud
i Salen ind;
for gik Riddere og Svende,
de bar hendes Skind.
Og så satte de den unge Brud
på Brudebænk;
frem gik Riddere og Svende,
de bar hende Skænk.
Op stod stolten Elin,
tog Kanden i Hand,
så går hun at skænke Vin
mens Dagen vandt.
Så går hun at skænke Vin,
mens Dagen vandt;
så vredelig tog hun Sølvkar
af Brudens Hand.
Så skænked de ud den klare Vin,
mens Solen sken;
sildig om den Aften fulgte de
Bruden til Senge.
Så fulgte de den unge Brud
til Brudehus;
for går Riddere og Svende,
de bar de Blus.
Så satte de den unge Brud
i Brudeseng;
op stod bolde Hr. Renold,
han dvælte ikke længe.
Alle da monne det gode Folk
af Brudehus gå,
foruden stolten Elin, hun stod
under Silke små.
Det mælte bolde Hr. Renold,
alt som han lå:
»Vil I nu sige mig, min unge Brud,
mens vi er ene to.
I siger mig nu det, min unge Brud,
så væn en Vand,
hvorlunde lyster eder at sove
hos en troløs Mand?
Al min kristelige Tro,
der Gud gav mig,
den gav jeg stolten Elin,
førend, jeg loved dig.«
»Imens I havde så høvsk en Mår
i Gårde her,
hvi red I da til min Faders Gård
og fæsted mig der?
Imens I havde så høvsk en Mår
i eders Bo,
hvi red I da til min Faders Gård,
gav mig eders Tro?«
»Jeg vilde ikke med stolten Elin leve
det Slegfredliv,
fordi loved jeg eder,
Jomfru Dagmaar,
til min Ægteviv.«
Det svared Jomfru Dagmaar
så dydelig:
»Så vel måtte stolten Elin
have været eders Lige.«
Ikke vidste bolde Hr. Renold andet,
end de var ene to;
stolt Elin hun stod i Brudehus,
hun lyder derpå.
Det var i den første Søvn,
Hr. Renold fik,
det var stolten Elin,
til Brudeseng gik.
Hun drog ud forgyldte Kniv
af Ærme rød;
hun slog til Herre Renold,
det han blev død.
Op da vågned den unge Brud,
og vened hun sig:
»Jeg beder dig for den øverste Gud,
du slå ikke mig!«
»Havde det ikke voldet det gode Ord,
du svared for mig,
den samme Død, Hr. Renold fik,
havde jeg agtet dig.
Sæt du nu op din Guldkrone
og dit røde Guldbånd,
så sandelig kom du Jomfru god
fra Renolds Hånd.
Skynd dig nu til din Fader hjem,
og bær Guld så rød!
du kommer vist af Hr. Renolds Gård
så væn en Mø.«
Hun sveg hannem i Søvne.