Ridderens Runeslag
Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Hr. Peder og Hr. Oluf de sidder over Bord,
de snakked så mangt et Skæmtens Ord.
Op under den Lind der vågner allerkæreste min.
Hr. Peder han svor det på sin Tro,
at han vilde lokke så mangen stolt Jomfru.
»Jeg ved ikke den Jomfru i Verden til,
det jeg vilde jo hende med mine Runer forvilde,«
Hr. Oluf slog sin Hånd imod Bord:
»Hr. Peder, du sig ret aldrig slige Ord.
Alt har jeg mig en Jomfru fæst,
du skulde hende ret aldrig med Runer friste.«
»Der vil jeg sætte ved mit røde Guld,
jeg vil lokke den Jomfru hid til mit Bur.«
Hr. Peder legte på sin forgyldene Harpe,
det hørte liden Kirsten over Marke.
Hr. Peder blæste i sin forgyldte Lur,
det hørte liden Kirsten hjem til sit Bur.
Længe stod liden Kirsten, hun lydde derpå:
»Mon jeg skulle did i Aften gå.«
Æt stod liden Kirsten, hun tænkte ved sig:
»Ingen af mine Møer tør jeg lade følge mig.«
Liden Kirsten og hendes liden Hund,
så ene gå de igennem Rosenslund.
Hun klapper på Hr. Peders Loft med sit Skind:
»Stat op, Hr. Peder, du lad mig ind!
Stat op, Hr. Peder, og lad mig ind,
så ve er mig for Tale din.«
»Er du så ve for Tale min,
i Aften da kommer du ikke herind.
Men gerne da vilde jeg lade dig ind,
var det ikke for Hr. Oluf, kære Herre din.
Om du har mig end i Hjertet kær,
Hr. Oluf er os alt for nær.«
»Stat op; Hr. Peder, og lad mig ind,
her driver Dug over mit Skarlagenskind.«
»Driver der nu Dug over dit Skarlagenskind,
da vend det ud, som før vendte ind.«
»Imens du vil ikke lade mig ind,
da lad nogen af dine Svende følge mig hjem.«
»Den Måne hun skinner både klar og ren,
i Aften må du nu ene gå hjem.
Den Måne hun skinner så klar over Toft,
du gak end ene hjem til dit Loft.«
Liden Kirsten og hendes liden Hund,
så ene gik de hjem igennem Rosenslund.
Liden Kirsten hun gik den Alfarvej,
Hr. Oluf han gik den lønlig Sti.
Der hun kom til Borgeled,
der stod Hr. Oluf, han hviler sig ved.
»Velkommen, liden Kirsten, allerkæreste min,
hvor har du været om Nattetid.«
»Jeg var mig gangende ude til Å,
jeg skuede de Blomster brune og blå.
Jeg skuede de Blomster brune og blå,
det fejreste agter jeg mig at få.
Jeg skuede de Roser hvide og røde,
de står udi deres allerfejreste Grøde.«
»For denne Nats Gang og andre slig,
den dårer os både så visselig.
For denne Nats Gang og andre flere,
så Mænd, liden Kirsten, gør det ikke mere.«
Liden Kirsten hun satte sig i sin Seng,
stor Sorrig havde hun i Hjerte og Sinde.
Den første Søvn, Hr. Oluf fik,
liden Kirsten af hans Arm gik.
Skam få Hr. Peder hans forgyldte Lud,
den sviger så mangen ærlig Brud.
Skam få Hr. Peders Guldharpe så rød,
den dårer så mangen ærlig Mø.
Liden Kirsten drog Kniv af Ærme rød:
»Alt skal jeg endnu med Æren dø.«
Op vågned Hr. Oluf, og op han så,
han svam udi liden Kirstens Blod.
Hr. Oluf satte så Hjalten imod en Sten,
og Odden den råded hans Hjerte Men.
Det vil jeg nu give hver Ungersvend for Lære:
prøve sig aldrig den Viv, der Æren har kær.
Op under den Lind der vågner allerkæreste min.