Ridder Stigs Runer og Bryllup
Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Stiglille og Find det var to Brødre,
og slige fødtes aldrig før til Jord.
Hvi tvinger I mig så årlig.
Stiglille tjener i Kongens Gård,
og Find han faldt for Kvinder deres Mord.
Stiglille tjener i Kongens Gård,
Fruer og Jomfruer de børster hans Hår. -
Stiglille stod for Kongens Bord,
liden Kirsten var ham hardt i Hu.
»Det er syv År siden jeg Runer nam,
i Aften skal jeg prøve, om de due kan.«
Med højren Hånd da skænker han Vin,
med den venstre da kaster han Runen sin.
Han kasted Runen til liden Kirstin,
den sprang under Frøken Regisses Skind.
Stiglille sortned som en Jord,
Frøken Regisse dåned, som hun stod.
Stiglille svøber sit Hoved i Skind,
han går i Loft for Fostermoder sin.
»Og Fostermoder kære, råder I mig Råd,
jeg har kast Frøken Regisse Runen på.«
»Du gak i Seng, du luk din Dør,
og lad nu, som det dig aldrig vord.
For var du kun et Bondebarn,
da gæster hun i Aften din Hand.
Når hun tager dig i sin Arm,
du lig vel stille og lid den Harm.«
Sildig om Aftenen, Rim faldt på,
Frøken Regisse tager over sig Skarlagen blå.
Hun tog over sig Skarlagen blå,
til Stiglilles Bur så monne hun gå.
Hun klapped på Buresdør med sit Skind:
»Stat op, Stiglille, og lad mig ind.«
Liste havde hun Fingre små,
selv tog hun de Låse fra.
Femten Låse og en Pind,
hun gik i Bur til Stiglille ind.
Hun satte sig på hans Sengestok,
hun legte alt med hans gule Lok.
Hun tog ham op, hun tog ham i Arm,
alt lå Stiglille og lidde den Harm.
Årlig om Morgenen, det var Dag
da var det for Kongen sagt.
Kongen taler til liden Smådreng:
»Du skal hente Stiglille frem.«
Ind kom Stig og stedtes for Bord:
»Hvad vil I, min Herre, hvi sendte i mig Ord.«
»Hør du Stig, både skøt og brat,
lå min Søster hos dig i Nat?«
»Sandhed var det, hun til mig gik,
ingen Skade der hun fik.«
Længe stod Kongen og tænkte derpå,
hvad han skulde til Ansvar få.
»Hende bad Riddere og Rigens Mænd,
ingen vilde hun have af dem.
Ingen af dem hun have vil,
nu må hun have, som Lykken siger til.«
Der var Glæde i Kongens Gård,
Kongen gav sin Søster bort i Stiglilles Vold. -
Stiglille lader til Bryllup byde,
vor Dronning vil selv den unge Brud rede.
Der de komme i vilden Hede:
»Er det Stiglilles Gård vi se?«
Der de kom for Stiglilles Gård,
en løvgrøn Skov så stod der for.
Der spiller inde både Hjorte og Hinde
og alle de Dyr, man kunde finde.
Der de kom for Stiglilles Led,
to Hvidbjørne stod der bunden ved.
Der de kom for Stiglilles Port,
Lågen var af det hvide Sølv gjort.
Der de kom til Stiglilles Stue,
hun skinner som brændende Lue.
Bordet det var med Silke draget,
Bjælkerne udskårne i forgyldene Bogstave.
Bordet var af det røde Guld,
Dugen var af Ageruld.
Forgyldene Retter kom der på Bord,
der var Mjød og Vin uspart.
Gulvet det var med hvide Siljer strøt,
der dansed Jomfruer og høviske Møer.
Stiglille dansed smal som Vånd,
han havde et Guldkar på sin Hånd.
Stiglille drikker sin unge Brud til,
både Skov og Mark de blomstres ved.
De tænde op de høje Blus,
de fulgte den Brud til Brudehus.
De fulgte den Brud til Brudeseng,
Stiglille dvæler ikke halvt længe.
Nu har Stiglille forvundet sin Harm,
han sover hver Nat i Frøken Regisses Arm.
Nu er Stiglilles Vise ad Ende,
Herre Gud os sin Nåde sende.
Hvi tvinger I mig så årlig.