Ribold og Guldborg
Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Ribold han var en Kongesøn,
- så højt under Skoven -
han giljed Guldborg, det var udi Løn.
De Danske rider igennem Norge.
»Og hør du, Guldborg, både favr og fin,
vil du være allerkæreste min?
Og jeg skal føre dig til det Land,
som dig kommer aldrig Sorrig på Hand.
Jeg skal føre dig til den Ø,
hvor du skal leve og aldrig dø.
Der er ikke andet Græs end Løg,
der synger ej andre Småfugle end Gøg.
Der er ikke andet Vand end Vin,
tro på mine Ord, allerkæreste min.«
»Hvor skulde jeg eders Tale tro,
der må jo Græs på Jorden gro.
I fører mig aldrig til den Ø,
jeg er jo Vorherre skyldig en Død.
Hvor skulde jeg komme af Gårde med dig,
der ere så mange, der vogte på mig.
Mig vogter Fader, og mig vogter Moder,
mig vogter Søster, og mig vogter Broder.
Mig vogter og min Fæstemand,
den rige Krist befaler jeg ham.«
»Det dig vogted al din Æt,
da skal du holde det, du haver jæt.
Guldborg, du sanke dit Guld udi Skrin,
mens jeg sadler Ganger min.«
Ribold han var i sine Hænder så stærk,
han løftede Guldborg til højen Hest.
Og de red sig ad Vejen frem,
der mødte dennem en træsker Mand.
»Vel mødt, vel mødt Ribold!
hvor har du stjålet den Jomfru stolt?«
»Det er min syge Søster,
jeg hented i Går af Kloster.«
»Ribold, og Ribold, du lyver for mig
jeg kendte hende Guldborg, før jeg kendte dig.
Jeg kender hende på hendes favre Hår,
jeg tjente hendes Fader udi femten År.«
»Jeg giver dig min gode Guldring,
du sig ej i Byen, jeg red her omkring!
Jeg giver dig mit gode Sværd,
du rid ikke i Byen og sig ikke af min Færd.«
»Og hav du selv dit gode Sværd,
jeg rider i By, jeg siger af din Færd.«
Og de red dem igennem den Skov,
Guldborg hun både legte og lo.
»Her sidder du Konge og drikker Vin,
Ribold spiller med yngste Datter din.«
Somme til Hesten rendte,
og somme sin Bue bespændte.
Guldborg så sig så højt udi Sky,
hun hørte så meget af Hestekny.
Guldborg hun så sig atter på Bag,
hun hørte så meget af Brynjebrag.
Guldborg hun sig over Aksel så:
»Hisset kommer mine Frænder, hvad bliver her til Råd.«
»Guldborg, hold min Ganger grå,
imens jeg drager mit Harnisk på.
Og om du ser mig bløde,
nævn ikke mit Navn til Døde.
Og om du ser mig falde,
nævn ikke mit Navn med alle.«
Og han hug i den første Flok
hendes seks Brødre med gule Lok.
Og han hug i den anden Skare
hendes Fæstemand og kære Fader.
»Ribold, Ribold, du stille dit Sværd!
Du stille det i Vorherres Færd!
Du lader min yngste Broder være,
han kan min Moder de Tidender bære.«
Og der Ribold nævnet var,
og da fik han sit Banesår.
Ribold han vredes ved det Ord,
han hug hendes yngste Broder til Jord.
De red sig igennem Rosenslund,
der kom ikke et Ord af begge deres Mund.
»Hør I, Ribold, min Hjertenskære,
hvi er I ej glad, som I var føre?«
»Gud nåde dig, Guldborg, så lidet du kan,
din yngste Broder gør mit Hjerte stor Vånd.
Gud nåde dig, Guldborg, så lidet du vedst,
din yngste Broder var mit Hjerte næst.«
Og der han kom til Borgeled,
der stod hans Fader og hviltes ved.
»Hør du, Ribold, hvad jeg siger dig,
hvor har du fået den væne Viv?
Hør du, Ribold, kære Sønne min,
hvi er din Jomfru så bleg om Kind?«
»Min Jomfru må vel om Kind være bleg,
hun har været med i så hård en Leg.
Og min kær Fader, I tager min Hest,
og min kær Broder, du hente mig Præst.
Og min kær Broder, du hente mig Præst,
så skal du være min Fæstemø næst.«
»Så gerne jeg det gjorde,
om jeg for Synden turde.«
»Så sandt hjælpe mig Gud af al min Nød
for mig er hun en fuldgod Mø.
Een Gang jeg mig forlysted
hendes Rosenmund at kysse.
Og min kære Søster, du rede min Seng
og min kær Moder, følger mig til den.«
Ribold vendte sig til Væggen brat,
han døde bort den samme Nat.
Der kom af Ribolds Bure
tre Lig så dejlig og så prude.
Ribold og så hans Fæstemø,
- så højt under Skoven-
hans Moder måtte af Sorgen dø.
De Danske rider igennem Norge.