Nilus og Hillelil
Folkevise (Riddervise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Det var bolde Hr. Nilus,
han red sig under Ø;
fæsted han stolte Hillelil,
hun var så væn en Mø,
De legte en Leg, og Legen var alt udaf Vrede.
Drukke de deres Bryllup
vel i Dage fem;
den sjette Dag ad Kvælde,
da fulgte de Bruden hjem.
De lod sadle deres Heste
og rede hendes Karm;
der de komme på Heden,
der blæser så stærk en Storm.
»Det blæser og det regner,
og Vejret det gøres kaldt;
siger mig, stolten Hillelil,
hvor vi skal slå vor Tjald.
Rider vi os til Høringsholm,
det er så langt af Led;
rider vi os til Fredelund,
eders Morbroder er mig vred.«
»Rider vi os til Fredelund,
og ligger vi der udi Nat;
er min Morbroder hjemme,
jeg gør eder fuldgod Sat.«
Det var bolde Hr. Nilus,
han kom der ridende i Gård,
ude står Hr. Peder,
han var vel svøbt i Mår.
»Her står I, Herre Peder,
og kære Morbroder min;
I låner Hr. Nilus Hus i Nat
med alle sine Mænd.«
»Gud nåde dig, stolten Hillelil,
så lidt godt der du kan;
alt havde jeg dig agtet
en halv rigere Mand.«
»Det I havde mig agtet
en halv rigere Mand,
aldrig give I mig den,
jeg under så vel som hannem.«
»Jeg vil låne ham Hus i Nat,
ham og alle sine;
så vel véd bolde Hr. Nilus,
det han vejed Broder min.«
Så fulgte de stolten Hillelil
i Højeloft at sove;
så fulgte de bolde Hr. Nilus
udi den Borgestue.
Skænkte de bolde Hr. Nilus
både Mjød og klare Vin;
ude går Hr. Peder,
væbner sig og alle sine.
Ind kom Herre Peder,
han kasted sit Sværd på Bord:
»Mindes du det, Hr. Nilus,
at du vejed min Bror.«
»Det ved jeg så gørlig,
som det havde sket i Går;
jeg vil eder for Broder stå,
den Stund jeg leve må.«
»Du skal dig i Freden fare
med alle dine Mænd;
foruden dine Søstersønner to.
de skal her blive igen.«
Op da stod de Helte to,
de gjorded dem med deres Sværd:
»Min Herre, I giver os Orlov,
selv ville vi råde vor Færd.«
Alt stod Herre Nilus
og så han derpå:
til hans Søstersønner to
de døde på Jorden lå.
»Det loved jeg på den hellige Grav,
som Vorherre tålte Død:
jeg skulde aldrig mit Sværd om Søndag drage,
foruden mig trængte stor Nød.«
Op stod Hr. Nilus,
og han sit Sværd uddrog;
det vil jeg for Sandingen sige,
så mandelig han hug.
Det var Herre Nilus,
og han hug alt så fast,
så længe til hans gode Sværd,
det sønder i Hjaltet brast.
Han værged sig med de Hynder
og med de Bolster blå;
udenfor den Stuedør,
der fik han sit Banesår.
Det mælte Herre Nilus
både med Sorrig og Kvide:
»Kommer nu, stolten Hillelil,
det er nu Tid at ride.«
Det var Herre Nilus,
satte sig til sin Hest;
så red han til Hørringsholm,
som han kunde allerbedst.
Det var Herre Nilus,
han kom der ridende i Gård;
ude stod hans kære Søster,
hun var vel svøbt i Mår.
»Velkommen, min kære Broder,
og hvi rider du så ene;
hvor er mine Sønner to,
som dig skulde idelig tjene?«
»Jeg red mig til Fredelund
alt med stolt Hillelils Råd;
der blev dine Sønner to,
selv fik jeg Banesår.
Hør du, min kære Søster,
og lad du rede min Seng;
og vær stolten Hillelil i Moders Sted,
hun er en Frue så væn.«
»Hvor da skal jeg blive
stolt Hillelille god;
for hende misted jeg mine Sønner to,
og min Broder i sit eget Blod.«
Det var Ynk i Højeloft
og halv mere Harm;
det var bolde Hr. Nilus,
han døde i sin Søsters Arm.
Død blev Herre Nilus,
det var stor Angst og Kvide;
stolt Hillelil lagde sig i hans Arm,
hun døde alt hos hans Side.
De legte en Leg, og Legen var alt udaf Vrede.