Niels Ebbesen

---

Folkevise (Historisk vise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her


Greven drog i Danmark ind,
ham fulgte så faver en Skare:
fire Bannere og firsindstyve,
hvo turde imod ham fare!

Greven skulde til Randers ride,
og did lod han sig råde;
det var ham for lange spået
han skulde sit Liv der lade.

Ikke vil han det lade fordi,
end vilde han det friste;
Riddere og Svende, Bønder og Bomænd
dem vilde han hjemme gæste.

Greven sendte Niels Ebbesen Bud,
at han skulde til ham ride;
han sagde ham Fred og Felighed
nu ad den samme Tid.

Greven mødte Niels Ebbesen
ude ved Randers Strande:
»Vær velkommen, Hr. Niels Ebbesen,
og hvor går dig til Hande?

Hør du det, Niels Ebbesen,
og var du snimen hjemme?
Hvor så lider de Nørrejyder
og så dine rige Frænder?«

»End har jeg i Nørrejylland
både Frænder og Måge;
de skulle eders Nåde tilrede være,
ihvort I vil dem have.«

»Niels Ebbesen, du er en kunstig Mand,
og dertil er du from:
hvor du kan ikke over komme,
der rider du langt derom.

Hør du det, Niels Ebbesen,
vil du mit Ærinde bort ride?
mange Svende har du med dig,
der du må vel på lide.«

»End har jeg fyrretyve Karle med mig,
sådan som de ere;
hvad heller de er flere eller færre,
end har jeg dem fuld kære.«

»Har du fyrretyve Karle med dig,
da er det vel til Måde;
igår red du i Hr. Bugges Gård
med hundred Mænd i Plade.«

Det var alt Niels Ebbesen,
han var så brad til Svar:
»Er her enten Riddere eller Svende,
der har mig den Løgn på sagt?

Er det enten Mand eller Kvinde,
på mig det sige vil,
jeg vil ret aldrig flytte en Fod,
før jeg vil svare dertil.«

»Hør du det, Niels Ebbesen,
vi ville der ikke mer om tale;
du rid til Hr. Bugge,
om han vil Venskab have.«

»Skal jeg alt eden Ærinde
til Hr. Bugge ride,
da giver I mig tilkende,
hvad jeg skal hannem sige.«

»Hr. Bugge han har mig undsagt,
og så hin unge Poul Glob,
Hr. Anders Frost er og en af dem,
og er fremmerst i da Råd.

End flere jeg har til Vilje været,
de vil mig nu forsmå;
I lide fast på Hr. Bugges Råd,
I ser, hvor det vil gå.«

»Hr. Bugge ved jeg intet af,
hvad som han vil gøre;
Anden Frost har været eders Tjener så tro,
aldrig skal I andet spørge.

Anders Frost har været eders Tjener tro,
aldrig skal f andet spørge;
vilde han Orlov af eder tage,
hvi måtte han det ikke gøre?

Det er så Sæd i Danmark,
har været af gamle Dage:
når en Svend ikke længer tjene vil,
da må han Orlov have.«

Da svarede Greve Hr. Gert,
ham lyster det ikke at høre:
»Der må ingen Svend fra sin Herre ride,
den Stund han lyster ham at føre.«

»Der er ingen tilsammen viet
uden Munken og hans Kappe:
Hovmand rider, og Hovmand kommer,
hvor han kan tjene til Takke.«

»Niels Ebbesen, du taler mig fast imod,
og du snakker alt for længe:
Du skal enten Danmark rømme,
eller jeg skal lade dig hænge.«

»Skal jeg ud af Danmark rømme
fra Hustru og Børn så små:
usen skal I sige deraf,
at I mig nogen Tid så.«

»Rid du bort, Niels Ebbesen,
jeg vil dig ikke høre;
eller jeg bryder mit Lejde over dig
som jeg tør fuldvel gøre.«

»Aldrig så I mig så ræd,
jeg turde jo fuldvel skælve:
Grev Hr. Gert, I ser vel til,
og mandeligen vogter eder selve.«

»Niels Ebbesen, du snakker mig fast imod,
så har du og gjort tiere:
du skal felig for mig være,
til Solen går til Hvile.«

Heden da red Niels Ebbesen,
slår op med hviden Hand:
»I lader eder mindes det,
jeg kommer fuld snart igen.«

Så red han ad Vejen frem,
han hug sin Hest med Spore:
efter stod Greven med alle sine Mænd,
ingen efter ham turde.

Det var alt Niels Ebbesen,
og han kom ridende i sin egen Gård;
ude stod hans kære Hustru,
han spurgte hende om gode Råd.

»Hør du det, min kære Hustru,
du skal mig gode Råd kende:
Greven han har mig undsagt,
han siger han vil lade mig hænge.

Tvende Kår lagde han mig for,
det tredje var ikke godt:
det jeg skulde ud af Danmark rømme
fra alt det Gods, vi åtte.«

»Hvad Råd skal jeg eder kende?
Jeg er en fattig Kvinde:
de værste Råd de bliver eder bedst,
om I kunde på dem finde.

De værste Råd er eder al-bedst,
om I kunde på dem finde:
enten Greven ihjel at slå,
eller ham inde at brænde.

I lader eders Hest til Smedje gå,
så inderlig vel beslå;
alle Hagerne vende frem,
det giver jeg eder for Råd.

Alle Hagerne vende frem,
på Sporet de eder ikke kende;
I lader det ingen Mand vide,
det Råd gav eder en Kvinde.« -

»I æder og drikker, I Dannesvende,
I gør eder fuldglade!
først denne Nat forgangen er,
da fanger vi Dagen i Stad.

Dagen kommer ikke, før Solen skin,
så får vi Tidende ny;
så vil jeg på mine Svende se,
hvilken fra sin Herre vil fly.«

Op da stod de Dannesvende,
de svared deres Herre så fri:
»Vi vil med eder ride,
vove både Gods og Liv.«

Så red de til Fruerlund,
der bunde de deres Heste;
så ginge de i Randers ind,
Grev Gert ham vilde de gæste.

Det var Niels Ebbesen,
han kom til Randers Bro:
»Hvilken mig ikke tjene vil,
og han tage Orlov nu.«

Frem gik da han liden Svend Trøst,
ham troede han allerbedst:
»Min Herre, I giver mig Orlov,
og dertil Sadel og Hest.«

Han begærede Orlov
og dertil Sadel og Hest;
den samme Dag førend Aften
han tjente ham allerbedst.

Det var Niels Ebbesen,
han klapper på Døren med Skind:
»I står op, unge Greve Gert,
I lade mig til eder ind.

I står op, Greve Gert,
I lader mig til eder ind!
Jeg er Hertug Henriks Bud,
han har mig til eder sendt.«

»Er du Hertug Henriks Bud,
du lad dig ikke forlange;
du mød mig i Morgen i Brødre-Kloster
mellem Messe og Ottesang.«

»Hør I det, Greve Gert,
I dvæler ikke forlænge:
Ribe det er bestoldet,
Kolding det er brændt.

Ribe det er bestoldet,
og Kolding det er brændt;
det vil jeg for Sandingen sige,
Niels Ebbesen han er hængt.«

»Er det Sanden, du siger mig,
da er det Tidende gode:
Hest og Klæder udi min Gård
den Stund vi lever både.«

Greven ud af Vinduet så,
han så de blanke Spjude:
»Så usen jeg til Danmark kom,
Niels Ebbesen holder herude.«

De stødte på Dør med Skjold og Spjud,
de Nagler ginge alle i Stykke:
»Er du herinde, Grev Gert,
vi vil dig en Skål tildrikke.«

»Sid du neder, Niels Ebbesen,
vi vil os bedre forlige:
sende vi Bud efter Hertug Henrik
og Hr. Klaus Krummedige!«

»Ikke sagde du så igår
alt ude ved Randers Strand;
du sagde, du skulde enten lade mig hænge,
eller jeg skulde rømme af Land.«

Svared det den sorte Svend,
for han var ikke hvid:
»Lægge vi neder den lange Tale,
vi lader de Sværde bide!«

»Ikke har jeg Slot eller Len,
at gemme så rig en Fange;
I spare nu ikke de skarpe Sværd,
I lader dem fast gange!«

Så tog de Greve Hr. Gert
alt udi sin gule Lok;
så hugged de ham Hovedet fra
alt over den Sengestok.

Den Tid Greven han var død,
og da slog de på deres Tromme;
det var Niels Ebbesen,
af Byen vilde han gange.

Fåret bræger, og Gåsen kæger,
og Hanen galer på Halle:
Hr. Ove Hals blev halv mere vild,
på de Holster monne han kalde.

Heden går Niels Ebbesen,
han vilde af Byen fly;
efter går Hr. Ove Hals
han vilde ham det forbyde.

»Hør du, Hr. Ove Hals,
lad du mig nu fare!
Du ved, du er min Svoger,
du måtte mig intet skade.«

»Alt ved jeg det fuldvel
jeg skulde din Svoger være:
nu har du slaget min Herre ihjel,
jeg må det ikke gøre.«

Niels Ebbesen brugte sit gode Sværd,
han vilde ham intet vige;
Hr. Ove Hals med Tyske fler
de måtte der lade deres Liv.

Det var Niels Ebbesen,
han kom til Randers Bro;
der stod liden Svend Trøst,
som førre Orlov tog.

Niels Ebbesen går over Randers Bro,
de løbe efter ham så fast;
efter går liden Svend Trøst,
Broen han efter ham kaste.

Niels Ebbesen han tren til sin Hest,
til Noringsris monne han ride;
det vil jeg for Sandingen sige:
han havde både Angst og Kvide.

Så gæsted han en Kjærling,
hun havde ikke uden to Leve:
den ene gav hun Niels Ebbesen,
for han slog den kullede Greve.

Gud nåde din Sjæl, Niels Ebbesen!
om du i Live var:
så mangen Tysk i Danmark
den samme Vej skulde gå.