Marsk Stig
Folkevise (Historisk vise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Marsti han vågner om Midenat,
og taler han til sin Kære:
»Mig haver drømt så underlig,
Gud råde, hvad det skal sæde.
Min ædelig Herre, hin unge Hr. Marsti.
Mig drømte om mit store Skib,
var vorden til lidene Båd;
og alle de Årer for Borde lå,
der var ikke Styre på.
Mig tykte, det jeg og mine Mænd
var ridende over en Bro;
min Ganger han slog mig under sig,
han løb til vilden Stod.«
»Hør I det, min ædelig Herre,
I giver det intet i Gem:
det volder, Bønder og Bomænd
vil føre eder Skatten hjem.«
Ind kom Hr. Marstis liden Smådreng,
og stedtes han for Bord:
»Her kommer Kong Eriks liden Smådreng
ridende udi vor Gård.«
Op stod unge Hr. Marsti,
han klædte sig for sin Seng;
så går han i Gården ud
og talte med Kongens Dreng.
»Hør I det, unge Hr. Marsti,
og hvad jeg siger eder:
I skal ride til Kongens Gård
og følge skal I mig.«
»Hør du det, du liden Smådreng,
og hvad jeg siger dig:
ved du noget om Kongens Råd,
da dølg det ikke for mig.«
»Jeg ved ikke af Kongens Råd,
førend I får det at høre,
foruden I skal i Leding i År,
og Kongens Banner at føre.«
Det var unge Hr. Marsti,
han svøber sit Hoved i Skind;
så går han i Højeloft
for skønne Fru Ingeborg ind.
Hr. Marsti han ind ad Døren tren,
han var i Huen så gram:
»Så Mænd ved, skønne Fru Ingeborg,
nu vil min Drøm gå fram.
Det jeg drømte, min gode Hest
han løb til vilden Stod:
det volder, jeg bliver vejen i Strid,
min Hest bliver slagen mig frå.«
»Tier I kvær, min ædelig Herre,
og siger I ikke så:
den rige Krist i Himmerig
eder vel bevare må.«
Det var unge Hr. Marsti,
han rider i Kongens Gård;
ude stod Danerkongen,
han var vel svøbt i Mår.
»Hør du, unge Hr. Marsti,
hvad jeg siger dig:
du skal udi Leding i År
og føre mit Banner for mig.«
»Skal jeg fare af Landen i År
og vove mit unge Liv:
da vogter mig min væne Hustru,
hun er så væn en Viv.«
Det svared unge Kong Erik,
han smiler under Skind:
»Hende skal ikke mere ad Skade blive,
end hun var Søster min.
Så vel skal jeg hende vogte,
så vel skal jeg hende gemme:
hende skal ikke mere ad Skade blive,
end I var selv hjemme.«
Det var unge Hr. Marsti,
han red af Landen ud;
igen sad skønne Fru Ingeborg,
hun monne både sørge og kvide.
Det var unge Kong Erik,
han beder lægge Sadel på Hest:
»Vi vil ride os op ad Land,
så høvisk en Frue at gæste.«
Det var unge Kong Erik,
han svøber sig Hoved i Skind;
så går han i Højeloft
for skønne Fru Ingeborg ind.
»Her sidder I, skønne Fru Ingeborg!
og vil I være mig huld:
da syr I mig en Skjorte
og singler den med røde Guld.«
»Skulde jeg sy eder en Skjorte
og single den med røden Guld:
så Mænd ved, Danerkongen,
da var jeg Hr. Marsti uhuld.«
»Har I det, skønne Fru Ingeborg,
og vil I have mig kær:
hver den Finger på eders Hånd
den skal det røde Guld bære.«
»Hr. Marsti han giver mig Guldringe
og Kæden om min Hals;
så Mænd ved, Danerkongen,
jeg bliver ham aldrig falsk.
Det loved I unge Hr. Marsti,
der han af Landet for:
I skulde mig vogte og gemme,
som jeg eders Søster var.«
De tændte op de Vokselyg,
de stod på Borden' og brændte;
så såre græd skønne Fru Ingeborg,
de fulgte hende med Kongen til Senge.
Det var skønne Fru Ingeborg
hendes allerstørste Kvide:
han red til hende både årle og silde,
han lagde hende hos hans Side.
Det var unge Hr. Marsti,
han kom fra Leding hjem;
så stærke var de Tidinge,
der hannem gik igen.
Hjem kom unge Hr. Marsti,
red ind i sin egen Gård;
ikke vilde skønne Fru Ingeborg
gå hannem ud imod.
Det var unge Hr. Marsti,
han ind ad Døren tren;
ikke vilde skønne Fru Ingeborg
stå hannem op igen.
Længe stod Hr. Marsti,
og tænkte han ved sig:
»Hvi monne skønne Fru Ingeborg
ikke ville stå op mod mig?«
»Den Tid I ud af Landen for,
da var jeg en Ridders Frue;
nu er jeg bleven Dronning i Danmark,
det monne så lidet due.
Den Tid I ud af Landen for,
da var jeg en Ridders Viv;
nu er jeg bleven Dronning i Danmark,
det angrer mig al min Tid.
Nu skal jeg aldrig Søvn sove
hos eders hvide Side,
førend I får vejet Kong Erik,
som mig har gjort den Kvide.
Nu vil jeg aldrig Søvnen sove
udi eders hvide Arm:
førend I får vejet Kong Erik,
som mig har gjort den Harm.«
Hr. Marsti klæder sig og sine Mænd
både i Brynje og Jern;
så rider han til Landsting
og undsiger Kongen der.
Det var unge Hr. Marsti,
han går for Kongen frem;
der hilser han al Rigens Råd,
så mangen ærlig Mand.
Hr. Marsti står på breden Ting,
og han begyndte at kære;
»Min Hustru er med Volde tagen,
derfor er jeg kommen here.
Jeg var mig af Landen ude
og voved for Riget mit Liv;
hjemme sad I, Kong Erik,
voldtog min væne Viv.«
Det svared unge Kong Erik,
han smiler under Skind:
»Hendes Ja og hendes Vilje
den var så god som min.«
Det svared unge Hr. Marsti,
han var ikke meget glad:
»Det er et gammelt Ordsprog:
Spotten og Skaden vil følges ad.
I har voldtaget min væne Hustru
og gjort mig det til Møde;
I skal det vide Kong Erik:
I skal for hendes Skyld dø.«
Hr. Marsti gik af Tinget,
og han tog til sin Hat:
»I lader eder mindes, alle Rigens Råd,
det jeg har Kongen undsagt.«
»Hør du, unge Hr. Marsti,
du lader bortfare slig Ord;
jeg giver dig både Borg og Fæste
og dertil grønnen Jord.«
»Jeg skøtter ikke om eders Borge,
de kommer ikke i min Hu:
jeg vilde, den Gerning var aldrig gjort
alt med min skønne Frue.«
»Marsti, du rider ikke så stærk,
jeg kan mig jo for dig værge;
vil du ikke være min Ven,
da må du vel lade være.«
»Ikke rider jeg så stærk,
I kan jo være min Magt;
har I det ikke føre hørt:
at List ganger Stien for Magt?
Ikke rider jeg så stærk,
ikke er jeg heller så streng;
Mand finder dog tit en Mynde,
der løber ad både Hjort og Hind.
Drages det vel til Minde,
at jeg har eder undsagt;
det kommer så tit, en liden Tue
hun vælter fuld stort et Las.«
Fru Ingeborg har en Søstersøn,
Rane er hans Navn;
han tjente unge Kong Erik,
det var ikke for hans Gavn.
Fru Ingeborg og unge Rane
de går dem i Råd,
alt hvor de skulde Kong Erik
hans unge Liv forråde.
Det var liden Rane,
han står for Kongens Bord:
han sagde Kongen af Hjorte og Hinde,
som spilled udi den Skov.
»Jeg ved mig både Hjort og Hinde,
de spiller udi den Lund;
tykkes eder så, min ædelig Herre,
did vil vi ride en Stund.«
Det var unge Kong Erik,
beder sadle Ganger grå:
»Vi vil ride til Landsting
og se, hvor Landen monne stå.
I rider nu frem, mine gode Mænd,
bestiller mig Herberg der;
jeg vil ride med Rane,
om hans Ord de Sanding er.«
Han bad alle sine gode Mænd
til Viborg om Herberg ride;
det kom så lidet udi hans Hu,
at Rane vilde ham svige.
Så red Rane den lønlig Sti,
og Kongen det ikke vidste;
det vil jeg for Sandingen sige:
han gjorde det med stor Liste.
De hidsed efter Hjort og Hind,
og lige så efter Rå:
de holdt det så længe,
at Dagen den monne forgå.
Det mælte unge Kong Erik,
han var i Huen så ve:
»Hjælp nu, Gudfader i Himmerig,
jeg er udaf min Led.«
Så så han sig så lidet omkring
udi de tykke Ris;
der blev han var et lidet Hus,
der brændte både Ild og Lys.
Han gik sig i Huset ind,
han var i Huen så ve:
der stod inde så skøn en Jomfru,
som nogen Mand vilde se.
Han tog hende listelig i sin Arm,
han talte til hende så brat:
»Hør I det, min skønne Jomfru,
I sover hos mig i Nat.«
Det da svared den skønne Jomfru,
så hjertelig hun lo:
»Svar du først, Kong Erik,
den Gerning du har sidst gjort.«
»Min skønne Jomfru, ved I det så vel,
så ved I også mere:
I siger mig det, min skønne Jomfru,
hvor længe mit Liv skal være.«
Det da svared den skønne Jomfru,
så hjertelig hun lo:
»Spørg du ad den liden Krog,
der dit Sværd hænger på.«
Det var unge Kong Erik,
han efter den Jomfru tog:
hun blev borte imellem hans Hænder,
han hende aldrig mere så.
Den Stund den Jomfru hos ham var,
da havde han Ild og Lys;
så snart som hun var kommen ham fra,
han stod i tykken Ris.
Det var unge Rane,
så tog han oppå:
»Herre, I rider af denne Skov,
mens Månen skinner så klar.
Her ligger en By lidet herfra,
for uden den grønne Lund;
tykkes eder så, min ædelig Herre,
did vil vi ride en Stund.
Did vil vi ride så længe,
at Månen monne skinne;
så Mænd ved, unge Kong Erik,
os sker der ingen Mén.«
Så red de til Finderup,
der bad de om Hus;
det var iså sildig
slukt var både Ild og Ljus.
Så stalded de ind i Finderup Lade,
og ingen Mand dem kendte;
det var end ej udi hans Agt,
ham skulde så gå ihænde.
Det mælte unge Kong Erik,
og så tog han oppå:
»Rane, du lukker den Ladedør,
som jeg monne dig tiltro.
Luk du vel den Ladedør,
som jeg monne dig tiltro;
du tænke på unge Hr. Marsti,
og tænk på hans Ord.«
»Marsti, min Frænde, er snar til Sinde
og underlig i sine Ord;
såmænd, min ædelig Herre,
I tør det ikke tro.
Viben vil værge for hver den Sted,
som udi Marken monne stå;
hun kan ikke værge den lille Tue,
som hun skal bygge på,«
Det var ikke enten Pind eller Stang,
som monne for Døren stå;
det vil jeg for Sandingen sige:
han satte derfor to Strå.
De var ikke brader i Laden kommen
og brader i Laden lagt:
så kom hin skønne Fru Ingeborgs Bud
udi den Bondegård.
Så stødte de på Døren
med Glavind og med Spyd:
»Du stat op, unge Kong Erik,
du gak hid til os ud.«
Det svared ungen Rane,
så tog han på:
»Ikke er unge Kong Erik herinde,
I tør det ikke tro.«
Han kasted over ham Hø,
han kasted over ham Strå;
det vil jeg for Sandingen sige:
han viste dem, hvor han lå.
Han hug over Bjælker
han hug over Balk;
så fast hug han Kong Erik,
han værged ham som en Skalk.
»Hvem vil ride til Viborg
og følge Kongens Lig?
hvem vil ride til Skanderborg
og sige Dronning Tiding slig?«
Ingen vil ride til Viborg
og følge Kongens Lig;
en Dreng sendte de til Skanderborg,
sige Dronning Tiding slig.
Ind så kom den liden Smådreng,
og stedtes han for Bord;
han var snild i Tale sin,
han kunde vel føje sine Ord.
»Hil sidder I, Daner-Dronning,
er klædt i Skarlagen rød;
vejen er unge Kong Erik,
i Finderup ligger han død.«
»Det skal du have for Tiding,
endog de ikke er gode,
Øl og Mad udi min Gård,
den Stund vi lever både.«
»De stak ham ind ved højre Arm
og ud ved venstre Side;
I vogter så vel det lidele Barn,
al Danmark bær for Kvide.
De stak ham ind ved venstre Aksel
og ud af højre Arm;
I vogter vel det lidele Barn
al Danmark bær for Harm.«
Marsti vog Kongen i Finderup,
han agt' 'et iså ringe;
så red han til Skanderborg,
han lader sin Ganger springe.
Det var danske Dronning,
ud af Vinduet så:
»Hisset ser jeg den selvgjorte Konge
ridende i vor Gård.«
»Jeg er ikke selvgjort Konge,
fordi du siger så;
men det var Drost Hr. Lovmand,
sidst i din Arm lå.
Så lidt agter du Kong Eriks Død;
så lidt agter du den Kvide:
mens du har Drost Hr. Lovmand,
og du har ham i Live.«
Det mælte Hertug Kristoffer,
han stod i Skarlagen rød:
»Alt er det fuld ond en Bod
for min kære Faders Død.«
Det mælte Hertug Kristoffer,
han talte et Ord med Ære:
»Æt skal du ud af Landen rømme,
om jeg skal Kronen bære.«
»Skal jeg ud af Landen rømme
og ligge på Vandet hin kolde:
så mangen Enke da skal jeg gøre,
og mest af Fruer hin bolde.
Skal jeg ud af Danmark rømme
fra Hustru og Børn så små:
alt skal jeg min Føde i Danmark hente
både Vinter og Sommer og Vår.«
Så red han fra Skanderborg,
han lod sin Ganger springe:
han red sig til Møllerup,
hin skønne Fru Ingeborg at finde.
Det var unge Hr. Marsti,
red i sin egen Gård;
op stod skønne Fru Ingeborg,
hun gik ham ud imod.
Det mælte unge Hr. Marsti,
han tog hende i sin Arm:
»Nu har jeg vejet Kong Erik,
som dig har gjort den Harm.
Hvad heller vil du nu være en fattig Kvinde
og følge en fredløs Mand;
heller du vil være en Slegfred
og bære det Hadingsnavn?«
»Langt hellere vil jeg være en Dannekvinde
og følge en fredløs Mand,
end jeg vil være en Slegfred
og bære det Hadingsnavn.«
Marsti drog sig til Hjelm,
og så tog han det ind;
det vil jeg for Sandingen sige:
derfor blegned mangen Kind.
Så snart da blev det Hus opsat,
og det var iså brat;
det vil jeg for Sandingen sige:
det var i to Dage og Nat.
Så lod de gøre det Hus på Hjelm,
så lod de det gøre så fast;
de skøtter hverken om Lod eller Krudt,
ikke heller om stærke Kast.
Bonden går på Marken,
og der sår han sit Korn:
»Hjælp os Gud Fader i Himmerig
haver Hjelm nu fået Horn.«
Marsti han lader opbygge Hjelm,
han sætter der Mur og Tinde;
Kongen drog derfor med al sin Magt,
ham kunde slet ingen udvinde.
Min ædelig Herre, hin unge Hr. Marsti.