WeirdSpace - Kultur uden grænser

Kong Valdemar og hans Søster




Folkevise (Historisk vise)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeviser her Dokument


Kongen og Soffi de sidder over Bord
   - under de Roser to -
de snakked så mangt et Gammensord.
Når andre Jomfruer de sover, jeg sover ikke om Aftenen

»Hør I, Kongen, kære Herre min,
vil I give Buris hin liden Kirstin?«

»Det skal ikke ske, mens jeg vindes Liv,
at give min Søster en Hestetyv.

Liden Kirsten er sig en Jomfru skøn,
Buris han er en Hestedreng.

Er Buris kære Broder din,
da er liden Kirsten kære Søster min.«

»Endog han er ikke alt så rig,
ligevel kan han være hendes Lige.«

»Vil det Gud, at jeg må leve,
en rigere Ridder skal jeg hende give.«

Dronningen slog sin Hånd imod Bord:
»Gud lade mig leve og hævne de Ord!«

»Monne du liden Kirsten, min Søster, forråde,
jeg bliver dig aldrig af Hjertet god.«

Kongen skulde i Leding fare,
Buris skulde hjemme være og tage Landen' vare.

Dronningen heder på Svende to:
»I beder Hr. Buris ind for mig gå!«

»Hør du, Buris, kære Broder min,
og du skal lokke hin liden Kirstin.«

»Lokker jeg hende, den væne Viv,
da koster det begges vore unge Liv.

Lokker jeg hende, den væne Mø,
da bliver vi både derover død.«

»Enten skal du lokke den Viv,
eller jeg skal dig af Danmark drive.«

Så giljed han hende i Uger fem:
hun vilde ham ikke svare i dem.

I Uger fem, i Måneder tre:
hun vilde ret aldrig til ham se.

Buris svøber sig Hoved i Skind,
han ganger i Loft for Søster sin.

»Hør I, Dronning Soffi, min Søster kær,
liden Kirsten gemmer både Tugt og Ære.«

»Hvad et du for en Elskovens Mand,
mens du de ramme Runer ikke kan!

Her stander jeg, en Kvinde,
vel vilde jeg de Runer finde.

Jeg vil skrive dig Runer i Hånd,
selv skal du bære dem frem.«

Han kasted Runer over Spange,
som liden Kirsten over skulde gange.

Nu har han hende så længe giljed,
fulkommet har han al sin Vilje.

Når andre Jomfruer de ganger i Eng,
så ganger liden Kirsten med Buris til Seng.

Når andre Jomfruer synger i Kor,
så ganger liden Kirsten med Buris til Bord.

Dronningen smiler under Skind:
»Hvi monne liden Kirsten så blegne Kind?«

Det svared den Jomfru så dydefuld:
»Det volder alt hendes Hovedguld.«

De fyrretyve Uger forgangen vare,
liden Kirsten tager til at lange så svare.

Hun tager til at bange,
og Tiden bliver hende lange.

Så fulgte de hende i Stenstuen ind:
»I henter mig nu de høviske Kvinder.

I henter mig fire, I henter mig fem,
I lader ikke Dronning Soffi vide af dem.

I henter mig otte, I henter mig ni,
I lader ikke Dronning Soffi vide af de!«

Det var Ynk i Stenstuen,
liden Kirsten fødte en Datter så prud.

Forganget var det År omkring
Kongen kom fra Leding hjem.

Kongen kom så ilde i Lag,
liden Kirsten fødte Barn den samme Dag.

Kongen kom fra Leding hjem,
Dronningen ganger ham ud igen.

»Hvor er liden Kirsten, den Jomfru god,
hvi ganger hun mig ikke ud imod?

Hvor er liden Kirsten, den Rosensblomme,
hvi fagner hun ikke sin Broders Komme?

Hør du, Soffi, Dronning fin,
hvor er liden Kirsten, Søster min?«

»Liden Kirsten har fanget så underlig en Sot,
hun ligger i vor Stenstue lukt.

Hun ligger i vor Stenstue inde,
født har hun så liden en Kind.«

Kongen han taler til Svende sine:
»I henter mig ind Søster min!«

Så sendte han efter hende Svende fem:
ikke kunde hun følge dem.

»Jeg er så mødig, jeg er så træt,
ikke gid jeg reden den Ganger så let.«

Så sendte han efter hende Svende ni:
så måtte liden Kirsten følge de.

De red dem under Højeloftssale,
så gladelig hørte de Fruertale.

De red til det Vindue, og ind de så,
da brændte der Lys i hver en Vrå.

Der brændte Lys i hver en Vrå,
og Vokskerte, som liden Kirsten lå.

De klapped på Døren med deres Skind:
»Vi beder os Lov at gange herind.«

»Så vel da må I gange herind,
her er ingen med liden Kind.«

»Stander op, liden Kirsten, I klæder eder brat,
I skal finde eders Broder i Nat.

I klæder eder brat, I værer ikke sen!
eders Broder er kommen af Leding hjem.«

»Det tør jeg sætte ved min sølvbunden Kniv,
denne Aftens Færd det koster mit Liv.

Det tør jeg sætte ved mit Hovedguld rød,
denne Aftens Færd det vorder min Død.

I tager min Datter, svøber hende i Lin,
ret aldrig ser hun Moder sin.

Hjælper min Datter til Kirke alle,
Lucelille lader I hende kalde.«

Hun bød dem gode Nat, Møer og Kvinder,
så såre da fældte de Tåre for hende.

Æle bød hun dem gode Nat,
selv var hun i Hjertet uglad.

De slog over hende Kåben blå,
alt stod liden Kirsten sort som en Jord.

Hun satte sin Fod i forgyldte Spore,
hun faldt alt død for Hestefod.

Det gjorde Hr. Peder, for han var god,
han løftede hende på sin Ganger grå.

»Det må nu hver Dannekvinde vide,
hvor jeg kan i gylden Sadel ride.

Skam få du, Soffi, det har du frist,
at jeg kan ikke ride min Hest.«

Hr. Peder tog hende i sin Favn,
han løftede hende fra Ganger i Jesu Navn.

Han løftede hende til Højeloftsdør:
»Den rige Krist råde for eders Færd!

I snører ikke eders Bryst for trang,
I gører ikke eders Vise for lang!«

I Døren gjorde hun Kors for sig:
»Den rige Krist befaler jeg mig.

Den rige Krist vil jeg mig befale,
han kan mit Hjerte bedst husvale.«

Liden Kirsten ind ad Døren tren,
Kongen stander hende op igen.

Liden Kirsten rækker hun Hånd fra sig:
»Velkommen, kære Broder, af Leding hjem!«

»Hør du, liden Kirsten, hvad jeg siger dig,
en Elskovens Vise kvæder du mig!«

»En Elskovens Vise jeg aldrig nam,
jeg kvæder en anden, det bedste jeg kan.«

»Du skal danse, og du skal kvæde,
mine Gæster skal du i Aften glæde.«

Liden Kirsten bar op en Vise og kvad,
det glædtes alt det, i Stuen var.

»Liden Kirsten, du må ikke længer kvæde,
uden femten Riddere skal efter dig træde.

Femten Riddere skal efter dig træde,
og selver vil jeg med dig kvæde.«

De dansede ud, de dansede ind,
liden Kirsten under sin Broders Skind.

Liden Kirsten dansede alt så let,
hendes Hjerte var med Sorgen spændt.

Han prøvede hende på hendes Sang,
end meget mere på hendes Gang.

»Hør du, liden Kirsten, kære Søster min,
vil du skifte Bælte med Broder din?«

Hun løste af sig både Bælte og Bånd,
hun stod så smal som Liljevånd.

»Skam få du, Dronning Soffi,
hvor har du løjet på Søster min!

Skam få alle de Vive,
som hende har på lyvet!«

Det svarede Soffi, den onde Kvinde:
»Der har ingen på hende lyvet.

Det er Guds Sanden, det er ikke Løgn,
hun har mig til Barsel bøden.«

Hun gjorde liden Kirsten det til Harm,
hun tog hendes Bryst af hendes Barm.

Så malkede hun hende for Kongens Fod:
»Min ædelig Herre, tror I mine Ord!«

Kongen han blev sa rød som et Blod,
liden Kirsten blev så sort som en Jord.

Den Herre blegnede under Rosenkind:
»Nu har al min Glæde fået Ende.

Så rig en Hertug vilde jeg dig give:
i Aften skal du lade dit Liv.

Jeg skal dig i Aften kvæle;
den hårdeste Død, du kan tåle.«

Liden Kirsten faldt for sin Broder på Knæ:
»Min kære Broder, benåde du mig!«

»Jeg kan ikke benåde dig,
så ilde har du gjort imod mig.

Jeg loved dig bort, jeg var af Land,
Kongens Søn af Engeland.«

Liden Kirsten fældte så modige Tåre:
»Min Lykke var mig ikke så god.

O Broder, lad mig så længe leve,
mens jeg skifter min Sjælegave.

Eder selv giver jeg mit Slot så bold,
for I har mit Liv at volde.

Hr. Buris giver jeg min Borg så rød,
for han har voldet, jeg skal dø.

Min Datter giver jeg mit fæderne Fæ,
for mig var det ikke bedre tet.

Vil Gud, hun lever, den lille Mø,
da hævner hun vist sin Moders Død.

Soffi giver jeg min sølvbundne Kniv,
hun har forrådt mit unge Liv.

Nu har jeg gjort mit Skriftemål,
gerne dør jeg for min Broders Hånd.«

Kongen taler til liden Smådreng:
»Du henter mig ind de Ølsvøber fem.

Du henter mig otte, du henter mig ni!
min Søster hun skal slide alle de.«

»Den rige Krist giver jeg min Sjæl,
her er ingen, der under mig vel.«

Der græd for hende alle, som der var inde,
foruden Soffi, den onde Kvinde.

»I stander op, Dronning Soffi, beder for mig,
eders Broder har mig voldet slig.«

»Ilde har jeg stedt min Rosenskind
skulde jeg bede for en Slegfredkvind.«

Kongen blev i Huen så mod,
han slog sin Søster ned for sin Fod.

Han slog hende iså længe,
hun lå udi blodige Strenge.

Hun krøb under Dronning Soffi hendes Skind,
hun sparkede hende ud med Fødder sine.

»I skjuler mig under eders Skarlagen rød,
for Kristus, som tålte på Korset Død!«

»Ilde har jeg stedt min Jomfrufore,
skulde jeg skjule din arge Hore!«

Da blev han Kongen af Banghed kryst,
sønder slog han hendes Hjerte i Bryst.

»Soffi, du er en udydig Kvinde,
mens du kan ikke ynke hende.«

Ud da flød hendes Lunge så rød,
dåned Hr. Peder på Bænken alt død.

»Se nu, Soffi, du onde Kvinde
nu er det sket, det du gerne vilde.

Nu er min kære Søster død,
hvor skal vi lægge den Rosen rød?«

»Vi begraver hende midt på Ribergade,
hver Dag under vores Hesteplade.«

»Ret aldrig skal du fange den Glæde,
din Ganger skal over hende træde.

Til Vestervig Kloster lader vi hende føre
og bygge over hende de Borge så røde.

Jeg lægger hende i Vestervig under Ø,
vi giver der did hendes Guld så rød.

I følger mig udi så mørkt et Hus,
at jeg ser hverken Ild eller Ljus.

Der må ikke Solen over mig skinne
før jeg fanger bedret den store Synd.

Soffi, forlad du dig derpå,
jeg bliver dig aldrig af Hjertet god.«

Kongen han lod det bestille:
»Lader ham Buris forstå vores Vilje.

I tager ham fra hans højre Øje,
for han skal mindes den væne Viv.

Hans ene Fod, hans højre Hånd,
for han skal mindes den Liljevånd.

Jeg skal gøre hans Søster den Harm,
lade sønderbryde hans højre Arm.

Det ynkeligste Mord lader vi ham gøre,
han skal det den Frue til Vilje bære.«

De gjorde Soffi det til Ære,
de lod Buris' Øjne for hende indbære.

»Elendig vil jeg leve mit Liv,
ret aldrig glemmer jeg den væne Viv.«

Så lange Lænker da lod han slå:
»I Vestervig Port der skal han stå.«

Udi Vestervig den røde Stad,
der gik han Buris hver daglige Dag.

Fra hans Borg de gyldne Spange
der lyster ham Buris hver Dag at gange.

Der lyster ham Buris hver Dag at gange,
den Lænke var syv Mile lang.

Han gjorde liden Kirsten det til Ære,
   - under de Roser to -
thi han havde hende udi Hjertet kær.
Når andre Jomfruer de sover, jeg sover ikke om Aftenen.