Kong Didrik og hans Kæmper
Folkevise (Kæmpevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
De var vel syv og syvsindstyve,
der de droge ud fra Hald;
men der de kom til Brattingsborg,
der sloge de op Silketjald.
Det donner under de raske Hovmænd, der de udride.
Kongen står på højen Borg,
og han ser ud så vide:
»Monne de Kæmper ej agte deres Liv,
mens dem lyster der at stride.
Ifør du, Sivert Snarensvend,
alt vil jeg dig nu prøve:
nu skal du i Marken ride ud
og skue deres Våben vel sløve.«
Det var Sivert Snarensvend,
han under Tjelden tren:
»Er her nogen Kæmpe god,
som Dysten tør med mig rende?
Hvilken af eders Dannesvende,
som Dysten kan ride albedst:
da vil jeg med ham ride
om begges vore gode Heste.«
De Kæmper kasted Terning på Tavlbord,
de Terning randt så vide;
det faldt til ungen Humlum,
han skulde med Sivert ride.
Det var ungen Humlum,
han går for Vidrik at stande:
»Vil du låne mig Skimming, din Hest,
da vil jeg sætte dig Pant.«
»Sivert han er en starblind Mand,
han ser ikke hans Skaft til Ende;
får han Skimming Skade i Dag,
du betalte det ikke med alle dine Frænder.«
»Jeg har mig en Søster,
en Spejl over alle Kvinde;
får han Skimming Skade i Dag,
jeg betalte det med hende alene.«
»Du får ikke af Skimming,
foruden du sætter mig Pant:
din yngste Søster, den Spejl klar,
syv Slotte i Birtingsland.«
»Vel otte Borge de bedste
dem sætter jeg dig til Fæst,
dertil min kære Søster,
hun bliver dig Pantet bedst.«
»Så løber Spæret i Siverts Hånd,
som Kringelen løber i Spore;
du vogte dig, ungen Humlum,
du kommer der ikke fore.
Om alle mine Borge var Guld,
og alt det Vand var Vin,
jeg vilde det ikke tage for Hesten i Dag,
jeg takker Gud, han er min.«
Så satte han sig på Hestens Bag,
så gladelig monne han ride;
Skimming tykte det underligt at være,
at hannem stak Spore i Side.
Da skinnede Guld på Humlums Skjold,
som Solen om Midsommerstide:
»Herre Gud nåde mig fattige Svend,
skal jeg så holde og bide.«
Det første Ridt de sammen red,
de Helleder var både stærke;
sønder gik begge deres Skjolderemme,
deres Skjold drev langt i Marke.
»Mig tykkes, du er en favr Ungersvend,
din Hest kan du vel ride;
tag du nu dit Skjold igen,
et Stød vil jeg dig give.«
Det andet Ridt, de sammen red,
da var det Siverts Hovværk:
han stak ungen Humlum,
at han drev langt i Marke.
»Nu har jeg dig til Jorden slaget,
og vundet har jeg din Hest;
du sig mig, favren Ungersvend,
hveden du kommen est?«
»Kong Magnus er min Fader
over al Birtingsland;
Dronning Ellin hedder min Moder,
det siger jeg dig for sand.«
»Vel kender jeg din Fader,
han er min fuldgod Ven;
tag du nu selv din Hest igen,
du er min kære Søstersøn.
Tag du nu min Skjolderem,
du bind mig til en Eg;
og rid du så til Tjelden igen,
du sig, du har vundet den Leg.«
Ind kom ungen Humlum,
var klædt i Kjortel grøn:
»Nu har jeg vundet min Hest igen
og bunden den skele Svend.«
»Hør du det, ungen Humlum,
du far alt med Tant;
det var alt med Vilje gjort,
om du Sivert bandt.«
Det var Vidrik Verlandssøn,
beder sadle Ganger grå:
»Jeg vil ride i Marken ud
og se, hvor Sivert må.«
Det gjorde Sivert Snarensvend,
der han så Vidrik ride;
han vred Egen op med Rod,
han turde ham ikke bunden bide.
Han vred Egen op med Rod,
han turde ham ikke bunden bide:
»Kommer han Vidrik Verlandssøn,
han hugger mig Rogen fra Side.«
Dronningen står i Højeloft,
og ser hun ud så vide:
»Hisset ser jeg Sivert Snarensvend
han fører Sommer i By.«
Dronningen står i Højeloft,
og ser hun ud så somme:
»Sivert, du gjorde det ikke af Leg,
du rykte op slig en Blomme.
Sig mig nu, Sivert Snarensvend,
du har så vide været;
har du været under Vidriks Vold,
sig mig deres Skjoldemærke.«
»Der står i det første Skjold
Løven alt så bjært,
Kronen af det røde Guld,
det er Kong Didriks Mærke.
Der står i det andet Skjold
en Hammer og en Tang,
den fører Vidrik Verlandssøn,
han griber og tager ingen til Fange.
Der står i det tredje Skjold
et Tavl af røde Guld,
det fører Helled Hagen,
han er en Kæmpe tilfulde.
Der står i det fjerde Skjold
Linden alt så grøn,
den fører ungen Humlum,
han er en Kæmpe skøn.
Der skinner på det femte Skjold
en UIv iblandt de Ris;
den fører ungen Ulv van Jern,
blandt Kæmper vinder han Pris.
Der skinner på det sjette Skjold
Ravnen iså brun,
den fører rigen Ravngaard,
han kan så vel de Rune.
Der står i det syvende Skjold
en Fedel og en Bue,
den fører han Falkvor Spillemand,
vil drikke og ikke sove.
Der står i det ottende Skjold,
det er en Høg hin hårde,
den fører Mester Hildebrand,
sin Hest vel ride turde.
Der står i det niende Skjold,
der skinner en brændende Brand,
den fører Brand Hr. Vidfærdling,
han rider igennem Herrers Land.
Der står i det tiende Skjold
en Lindorm alt så led,
den fører Orm hin unge,
han ræddes for ingen Mands Vrede.
Der står i det elvte Skjold
et forgyldte Mærke,
det fører stærke Diderik,
han er en Djævel stærke.
Der står i det tolvte Skjold,
der skinner tre dragen Sværd,
dem fører Esmer Konge,
han råder for Kæmpers Færd.
Nu har jeg eder deres Skjolde sagt,
som jeg ved allermest;
der er så mangen ærlig Mand
og Kæmper udaf de bedste.«
Det donner under de raske Hovmænd, der de udride.