WeirdSpace - Kultur uden grænser

Jomfruen og Dværgekongen




Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeviser her Dokument


Ridder holder under Buske,
- der Tiden gøres mig så lang -
så tager han til at ønske.
      Eja, hvad Sorrigen du est tung.

»Herre Gud give, jeg måtte ønske så,
at jeg måtte Kongens Datter få.«

Det hørte Dværgen, under Busken lå:
»Det skal ret aldrig vorde så.«

Det mælte Dværgen under grønne Lide:
»Hun skal ret aldrig vorde din.

Hør du, Ridder hin rige,
vil du hid til mig ride.

Hvad da vil du give den Mand,
der dig kan fly Kongens Datter til Hand?«

»Jeg vil give ham Guld og Sølv
at tage selv, mens han have vil.«

»Hvad da hedder den Jomfru rig,
der du bær for i Hjertet Kvide?«

»Den Jomfru hedder Jomfru Ermerig,
sig mig, hvor du er kommen hid?

Sig mig hvad du er for en Mand,
de ramme Runer skrive kan?

Jeg giver dig det Guld så rød,
vil du fly mig den væne Mø.«

»Rid bort, Ridder, sig det ingen Mand,
i Aften skal Jomfruen komme dig til Hand.«

Bort red Ridder med så frit et Mod,
efter stod den Dværg så svigefuld.

Dværgen svøber sig Hoved i Skind,
han ganger i Loft for sin Moder ind.

»Min kære Moder, I kender mig Råd,
hvor jeg skal Kongens Datter få.

Hende haver giljet en Ridder rig,
Herre, hvor gerne jeg hannem sveg.«

»Min kære Søn, glem ikke din Gang,
i Aften vil Jomfruen til Aftensang.«

Han skrev Runer på Spange,
som Jomfruen skulde over gange.

Han skrev Runer på Stie,
som Jomfruen skulde over ride.

Sildig om Aften, Dug faldt på,
den Jomfru tog over sig Kåbe blå.

Den Jomfru hun vilde til Aftensang,
hun tog den Sti, til Bjerget rand.

Jomfruen ind ad Bjerget tren,
Dværgen rækker hende Hånden igen.

Dværgen rækker hende hviden Hand:
»Hvor er I kommen i disse fremmede Land?«

Det svared den Jomfru med sorrigfuldt Sind:
»Jeg ved ret aldrig, hvor jeg er kommen her ind.«

»I har eder en Ridder lovet,
og han har eder med Runer bedraget.

I har eder en Ridder fæst,
i Aften skal I være Dværgens Gæst.«

Om Aftenen blev hun i Bjerget inde,
om Morgenen fulgte han hende til Moder sin.

Og det stod så i otte År,
og hende rider Bejlere både til og fra.

Hende rider Bejlere både til og fra,
ingen kunde god Ansvar af hende få.

Hende beder rige Konger fem,
og ingen vil hun have af dem.

Hende beder rige Grever ni,
og ingen vil hun have af de. -

Jomfru Ermerig og hendes Moder,
så ene sidder de i deres Bure.

»Hør du, kære Datter min,
og hvi da falmer din favre Kind ?

Hvi da falmer dine Kinder så,
ligesom den Kvinde med Barne går?

Dig har bedet Konger og Grever rige,
hvi lader du ingen være din Lige?«

»Min kære Moder, vredes ikke ved,
al min Sorrig siger jeg eder.

Det duer ikke at dølge for dig,
den Dværgekonge har lokket mig.

Jeg har mig i Bjerget inde
syv Sønner ved den Dværg så fin.

Syv Sønner og end en Dotter,
jeg dem ret aldrig med Øjen så.«

Alt tænkte hun, de var ene to,
alt stod den Dværgekonge og lydde deroppå.

Og han slog hende med Elvertræ:
»Du skynd dig til Bjerget efter mig.«

Og han slog hende med Elverrod:
»Du skynd dig til mit eget Bur.«

Sildig om Aftenen, Dug drev på,
den Jomfru tog over sig Kåbe blå.

Den Jomfru tog over sig Kåbe blå,
til hendes Faders Loft så monne hun gå.

Hun klapped på Loftsdør med sit Skind:
»Gode Nat, kære Fader og Moder min.

Gode Nat, Fader og Moder,
min Søster og min Broder.

Og dertil Venner flere,
I ser mig aldrig mere.

Og signe eder Krist hin rige
og Venner og Frænder tillige.

Og signe eder alt det Gud haver skabt,
og bedre Lykke så var mig agt.«

Så såre da randt hende Tåre på Kind,
der hun skulde skilles fra Moder sin.

Så slog hun over sig Skarlagenskind,
så sorrigfuld går hun i Bjerget ind.

Den Jomfru ind i Bjerget tren,
hendes syv Sønner går hende igen.

Den yngste går hende grædende imod,
den ældste sætter hende Hynde og Stol.

»Hør I, kære Moder min,
hvi da røbte I Fader min?«

Så såre da randt hende Tåre på Kind,
hun gad ikke svaret Sønner sine.

Hun gad dem ikke svaret for Sorrig og Nød,
- der Tiden gøres mig så lang -
og end før Midnat var hun død.
      Eja, hvad Sorrigen du est tung.