WeirdSpace - Kultur uden grænser

Jomfruen i hindeham




Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeviser her Dokument


Hr. Peder og liden Kirsten de sad over bord
      - som røde guld bar -
de talede (mangt et gammelt) ord.
      - Som guldet bar over sit hoved. -

Liden Kirsten talte så sørgelig:
»Hør du, hr. Peder, hvad jeg siger dig.
Du gange dig hen udi stalde,
du sko dine foler så balde.

Du sko den brune, du sko den blå,
den bedste læg du guldsadel på.

Du ride dig udi rosenlund,
den liden hind spiller for din hund.

Den liden hind spiller for din fod,
men den lille hind du lade gå!«

Hr. Peder sprang over breden bord,
det brune mjød det stod på bord.

Han gik så hastelig udi stalde,
han sko'de sine foler balde.

Han sko'de den brune, han sko'de den blå,
den bedste han lagde guldsadel på.

Og han red sig udi rosenlund,
den liden hind spiller for hans hund.

Den lille hind spiller for hans fod,
han glemte, at han den gange lod.

Han lagde bøssen for sin kind,
og så skød han den liden hind.

Hr. Peder drog af sine handsker små
og lagde sig så til hinden at flå.

Han flå'de ned i hindens nakk',
og der fandt han sin søsters lok.

Han flå'de ned i hindens sid',
der fandt han sin søsters hænder så hvid'.

»Ak, kæreste søster, du tale med mig,
om Herren Gud har spart livet i dig.«

»Ak, gerne så vil jeg tale med dig,
mens Herren Gud har spart livet i mig.

Jeg var mig kuns et lidet barn,
min kær moder mig døde fra.

Min fader red da ud så vidt,
og han fæsted os en stifmoder strid.

Jeg stod ude at børste mit hår,
da min stifmoder kom agend' i gård.

Jeg stak min guldbørste i barm
og hjalp min stifmoder ud af karm.

Min stifmoder monne fortykke,
jeg havde for god en lykke.

Hun skabte mig til en liden saks,
bad, jeg skulde klippe og være hvas.

Om dagen jeg klipped det hermelin,
om natten sov jeg i forgyldte skrin.

Min stifmoder monne fortykke,
jeg havde fir stor en lykke.

Hun skabte mig til et lidet sværd,
bad, jeg skulde få så megen ufærd.

Om dagen jeg hængte ved ridderens sid',
om natten sov jeg i balgen blid.

Min stifmoder monne fortykke,
jeg havde for god en lykke.

Hun skabte mig til en liden har',
bad, jeg skulde alle skove omfar'.

Om dagen jeg måtte de skove omfar',
om natten sov jeg udi de blad'.

Min stifmoder monne fortykke,
jeg havde for god en lykke.

Hun skabte mif til en liden hind,
bad, jeg skulde al verden omrend'.

Hun bad, jeg skulde aldrig få bod,
før jeg fik drukket af min broders blod.«

Hr. Peder skar sig i fingre fem:
»Min kære søster, du drik nu af dem!«

Hr. Peder skar sig i fingre ti:
»Min kære søster, du drik nu af de!«

Da hun drak af sin broders blod,
da blev hun til en jomfru så god.

Hun takkede Gud og gik så hjem,
alle riddere og jomfruer toge mod dem.

Der blev stor fryd over al den gård
de lovede alle Guds godhed stor.

Liden Kirsten var en jomfru skøn.
de riddere elskede hende i løn.

Mange riddere kom der frem,
liden Kirsten tog den bedste af dem.

Nu drak de bryllup, og det var stort,
stor glæde var udi den ganske gård.

Nu haver liden Kirsten forvundet sin nød,
nu slider hun det guld så rød.

Ni haver liden Kirsten forvundet sin kvid',
nu sover hun ved sin herres sid'.

Nu haver liden Kirsten forvundet sin harm,
og sover hver nat i en ridders arm.

Alle hendes venner blev samlet da:
»Hvad for en løn skal din stifmoder ha'?«

Liden Kirsten svarte og var ej sen:
»En stor straf haver hun fortjent.

I en tønde med jernpigger skal hun sidde,
lad så vilde bæster hende slide.«

Straks blev hun i en tønde nedkast,
fire vildlapper løb med hende fast.

Da hun havde fået den ynkelige død,
da blev hendes kød til fuglenes fød'.

Så lønnes alle, der uret gør,
      - som røde guld bar -
enten efter døden, eller før de dør.
      - Som guldet bar over sit hoved. -