Jomfruen i fugleham
Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Jeg ved vel, hvor en skov hun stander,
hun står foruden under fjord;
der gror inde de fejreste træ,
som nogen mand haver hørt
-Så vinder en svend sin jomfru -
Der gror inde de fejreste træ,
som man kalder silje og linde;
der spiller inde de ærlige dyr,
som man kalder hjorte og hinder.
Der spiller inde både hjorte og hinde
og andre dyr så skønne;
der synger så lidel en nattergal
udi en lind så grøn.
Det spurgte Nilaus Erlandsøn,
som dyren' var vant at bede,
han lader sin ganger med det røde guld sko,
og did rider han at lede.
Did red Nilaus Erlandsøn,
så såre da monne han lange;
der var han i dage tre,
han kunne ikke fuglen fange.
Så sætter han snaren på alle de træ,
som fuglen' var vante at være;
den fugl blev i sin' øjen snar,
han måtte hende dog ombære.
Han sætter snaren på alle de stier,
som fuglen' var vant at gange;
den fugl var i sin' øjen så snar,
han kunne hende ikke fange.
Han tog øksen i sin hånd,
han vilde det træ neder fælde;
der kom den mand, der skoven åtte,
han skød sin skaft imellem.
»Hugger du neder min fæ'rne skove,
og gør du mig den vælde:
jeg lover dig, Nilaus Erlandsøn,
så dyrt skal du det gælde.«
Det da mælde den skønne jomfru,
hun stod på højen tinde:
»Ungersvend, vilt du lyde mit råd,
da skalt du fuglen vinde.
Hør du, favren ungersvend,
og vilt du lyde mit råd:
du får ikke af vilden fugl,
uden du haver tammen brad.«
Han skar braden af sit bryst,
han hængte det på lindekvist;
hun flagred' med sin' vinger, hun lod vel om,
fuld ondt var braden at miste.
Det da var den lidel nattergal,
hun fik det blodige brad;
så blev hun til skønneste jomfru,
der måte på forden gå.
Jomfruen under linden stod
i silkesært hint røde;
ridderen tog hende udi sin arm,
de klaged hverandre deres nød.
Ridderen tog hende i sin arm,
klapped hende ved hviden kind:
»Sig mig, allerkæreste min,
hvem voldte sorrig din?«
»Jeg sad over min faders bord,
jeg legte med roser og liljer;
min stedmoder kom der gangendes fram,
det var ikke med hendes minde.
Så skabte hun mig til en lidel nattergal,
bad mig ad skoven flyve;
min' syv møer i ulvelige,
bad, de skulde fuglen rive.«
Jomfruen under linden stod,
slog ud sit favre hår;
der kom løbendes hendes tjenestemøer,
i ulvelige de var.
Nu (haver) Nilaus Erlandsøn
forvunden båd' angst og harm;
nu sover han så gladelig
udi den jomfru hendes arm.
- Så vinder en svend sin jomfru.