Hr. Mortens Klosterrov
Folkevise (Riddervise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Jeg vil eder en Vise kvæde,
hvem der vil lyde på:
alt hvor den unge Hr. Morten
troloved en skøn Jomfru.
Medens de Roser og de Liljer de gror vel.
Hr. Morten fæsted Jomfru Lisebet,
både dannis og dydelig;
det fortrød hans Frænder,
for hun var ikke rig.
Hans Frænder sendte ham af Land
ud over den salte Rin;
de gav den Jomfru i Kloster,
det var mod al hendes Sind.
Det var Herre Morten,
han kom hjem til Land;
så stærke da var de Tidender.
som hannem kom til Hand.
Så stærke da var de Tidender,
der gik ham allernæst:
de havde givet i Kloster
den Jomfru, som han havde fæst.
Det var Hr. Morten,
han svøber sig i skind,
så går han i Højeloft
for sin fader ind.
»Hører I det, min kære Fader,
I har mig gjort stor Harm,
I har min Fæstemø i Kloster givet,
hun var ikke uden et Barn.
I har mig eders Ærind bortsendt
alt over den salte Sø;
nu har I given i Kloster
min kære Fæstemø.«
»Hører du, kære Sønnen min,
du skal ikke derfor kvide,
en fast riger Jomfru
og den vil jeg dig give.«
»Lange heller vil jeg min Fæstemø
alt i hendes Skarlagen små,
end jeg vil Hr. Ridder Stigs Datter
med alt det Gods hun å.«
»Hører du det, min kære Søn,
du tænk nu på mine Ord:
så lidet har Lisebet røde Guld,
end mindre grønne Jord.«
»Jeg skøtter ikke om hendes Guld eller Jord,
det siger jeg eder for Sand;
jeg har hende givet min kristelig Tro,
jeg holder det, om jeg kan.«
Det var unge Hr. Morten,
han råder med Broder sin:
»Hvor skal jeg få af Kloster
kære Fæstemø min?«
»Lader du dig Klæder skære,
læg dig på Båren under Ø;
jeg vil mig bortride til Klostret
og sige, at du er død.«
Han lagde sig på Båren Lig
det spurgtes så vide under Ø;
Hr. Nilaus red til Klostret
og klaged sin Broders Død.
Det var Hr. Nilaus,
han ind ad Klostret tren;
det var alle de Klosterjomfruer
de stander ham op igen.
»Hil sidde I, alle Klosterjomfruer,
jeg kærer for eder min Nød:
det min Broder, Hr. Morten,
han ligger på Båren død.«
Alle da sad de Klosterjomfruer,
de gav det lidet i Gem,
foruden Jomfru Lisebet,
hun kasted både Saks og Søm.
»Hører I det, I Klosterjomfruer,
jeg giver eder gode Gave,
må jeg Hr. Morten min Broders Lig
i eders Kloster begrave.«
Det svared Jomfru Lisebet,
hun var så væn en Mår:
»I begraver hans Lig i Klostrets Kirke,
han er den Ære vel værd!«
Så såre græd Jomfru Lisebet
alt under sit Skarlagenskind,
der de førte Hr. Morters Lig
i Slangerup Kloster ind.
Messen hun var sunget,
og Folket det for hjem;
da lod de Hr. Mortens Lig
stande i Kirken igen.
Det var Jomfru Lisebet,
tændte op de Vokslys ni;
alt for Hr. Mortens Ligbåre
så satte hun alle de.
Hun satte sig hos hans Ligbåre,
hun vred sine Hænder af Nød:
»Det være Vorherre forkært,
jeg blev ikke i Vuggen død!
Jeg blev given i Kloster
imod min Ja og Vilje;
det gjorde begges vore Frænder,
de vilde os både adskille.
I blev ud af Landet sendt,
det er min største Kvide:
jeg kunde eder ikke føre finde,
før jeg fandt eder Lig.«
Så såre da græd den Jomfru,
og hviden Hånd slog;
på Båren lå den Ridder,
så hjertelig han lo.
Op stod Hr. Morten,
han gad ikke længer hørt den Harm I
han lagde af sine Ligklæder,
tog Jomfruen i sin Arm.
»Hører I det, min kære Fæstemø,
I lader bortfare eders Harm!
det er eders Fæstemand,
der I haver i eders Arm.
Hestene står i Pilegaard,
og de er alle sorte;
Svendene er i Jernen klædt,
der eder skal følge bort.«
Det var Herre Morten,
slog over hende Skarlagen små;
så fulgtes de både så lystelig
alt over den Klostergård.
Alle da sad de Klosterjomfruer,
de læste i deres Bog;
de tænkte, det var Guds Engel,
der Jomfru Lisebet tog.
Alle da sad de Klosterjomfruer,
og tænkte hver for sig:
»Give det Gud Fader i Himmerig,
han vilde så hente mig"«
Tak have Hr. Morten,
han holdt så vel sin Tro:
han førte hende til sin Faders Gård,
der lod han sit Bryllup bo.
Medens de Roser og de Liljer de gror vel.