Hildebrand og Hilde
Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
I Buret så sidder stolt Hilde,
hun syr sin Søm så vilde.
Sorrigen er tung, hvem hende skal ene bære.
Hun syr det med Guld,
det hun med Silke skulde.
Det hun skulde virke,
det syr hun over med Silke.
Snart kom der Bud for Dronningen ind:
»Så vilde syr Hildelil Sømmen sin.«
Dronningen tager over sig Skarlagenskind,
hun ganger i Loft for Hildelil ind.
»Sig mig, stolten Hildelille,
hvi syr du din Søm så vilde?«
»Først andre Jomfruer tænker på Sømmen sin,
jeg tænker på Hjertesorgen min.«
»Hør du, stolten Hildelille,
hvad Sorrig har du i Sinde?«
»Min nådige Frue, I sidder hos mig,
al min Sorrig siger jeg eder.
Min Fader var en Konning fin,
hans Fyrstinde var og Moder min.
Mig bad Riddere og Hertugbørn,
ingen måtte jeg få af dem.
Min Fader lod mig sømme,
tolv Riddere skulde mig vogte og gemme.
Siden lod jeg mig lokke,
en Ridder udaf den Flokke.
Han hed Hertug Hildebrand
Kongens Søn af Engeland.
Så tog vi os for Hande,
at vi vilde følges af Lande.
Vi var ikke kommet uden lidet derfra,
min Fader kom efter os med en Fart.
Hr. Hildebrand sig over Aksel så:
»Hisset kommer eders Fader, han vil mig slå.«
Han hug i den første Skare
mine Morbrødre syv og min kære Fader.
Han hug i den anden Flok
mine syv Brødre med gule Lok.
Der stod min yngste Broder,
jeg var for hannem så modig.
Hr. Hildebrand jeg tiltalte,
det gør mit Hjærte stor Kvale.
»Hr. Hildebrand, I stiller eders Sværd,
I stiller det i vor Herres Færd!
I lader min yngste Broder leve,
han kan min Moder de Tidende føre!«
Han fik i det samme Kald
femten Sår og end et Fald.
Min Broder bandt mig ved Hestehale,
han slæbte mig både over Bjerge og Dale.
Der kom aldrig så liden en Torn,
hun tog jo Huden af min Fod.
Der kom aldrig så liden en Kviste,
hun tog jo Huden af mine Bryste.
Der jeg kom til Borgeled,
min sorrigfuld Moder hun stander derved.
Min Broder vilde mig kvæle,
min Moder bød de skulde mig sælge.
Så solgte de mig for en Klokke,
de hængte den i Marri-Kirke.
Den første Lyd, Klokken hun fik,
sønder min Moders Hjerte det gik.«
Der hun havde Dronningen hendes Sorg udtalt,
så blev hun af Sorrigen kvalt.
»Aldrig så jeg en Jomfru skøn,
der mere Sorrig bar i Løn.«
Dronningen lod hende herlig begrave,
alt som en Kongens Barn bør at have.
Sorrigen er tung, hvem hende skal ene bære.