Havbor og Signe
Folkevise (Kæmpevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Havbor Konge og Sivord Konge
de ypped dem en Kiv
alt om hin stolten Signelil,
hun var så væn en Viv.
I vinder ret aldrig så væn en.
Havbor vågner om Midjenat,
og taler han sine Drømme;
og vågen lå hans kære Moder,
hun gav dem vel i Gemme.
»Mig tykte, jeg var i Himmerig,
det var så favr en By;
jeg havde stolt Signelil i min Arm,
jeg faldt igennem den Sky.«
»Har du drømt om Himmerig,
da skal du vinde en Mø;
drømte dig, du faldt igennem den Sky,
da skal du for hende dø.«
Havbor lader sig vokse Hår
og Jomfruklæder skære;
så red han til Danmark,
det måtte så mangen Mand kære.
Det var Havbor Kongens Søn,
klædte sig i Skarlagenskind;
og så går han i Højeloft
alt for stolt Signelil ind.
»Her sidder I, stolten Signelil,
med eders Jomfruer og Møer;
Havbor han har mig til eder sendt,
I skulde mig Slignet lære.«
»Al den Slignet, der jeg kan,
lærer jeg eder så gerne;
I skulle sidde med mig til Bords
og sove hos min Terne.«
»Jeg har ædt med Kongens Børn
og sovet hos deres Side;
sover jeg hos den Terne i Nat,
da dør jeg i den Kvide.«
»Hør I det, min skønne Jomfru,
I bærer der ikke for Kvide;
da skal I sidde med mig til Bords
og sove hos min Side.«
Og alle da sad de skønne Jomfruer
og sy'de hver som de kunde:
alt sad Havbor Kongens Søn,
han havde sin Nål i Munde.
Alle da sad de skønne Jomfruer
og snakkede hver som turde;
alt sad ungen Havbor,
kasted ud de Dyr på Borde.
Han kasted ud både Hjorte og Rå,
som de i Skoven runde;
efter sy'de stolten Signelille,
det bedste der hun kunde.
Og det da mælte den Tjenestekvinde,
og så tog hun oppå:
»Ret aldrig så jeg en skønnere
Jomfru, der mindre Slignet må.
Hun syer aldrig så liden en Søm,
hun har jo Nålen i Mund;
hun får aldrig så stor en Skål,
hun drikker den af til Bund.«
»Hør du det, du Tjenestemø,
og spotte du ikke mig;
hvad heller du går ud eller ind,
da tænker jeg ikke på dig.«
Og det lidde fast Aften ad,
og Dagen han monne fremgå;
og det var stolten Signelille,
bad tænde op de Vokskærter to.
Så tændte de op de Vokskærter,
som var med Æren snoet;
så fulgte de ungen Havbor
med stolt Signelil at sove.
Hun lagde Hånd på Havbors Bryst,
den skinner af Guld så rød:
»Hvi er ikke Brysten' vokset på eder
alt som på anden Mø?«
»Det er så Sæd på min Faders Land,
at Jomfruer de rider til Tinge;
fordi er ikke Brysten' vokset på mig
udaf de Brynjeringe.
I siger mig, stolten Signelil,
mens vi er ene to:
er der ingen i Verden til,
der eders Hu ligger på?«
»Ingen ved jeg i Verden,
der min Hu ligger på:
foruden Havbor Kongens Søn,
ham må jeg ikke få.«
»Er det Havbor Kongens Søn,
I har i Hjertet så kær,
så Mænd ved, stolten Signelil,
han ligger eder alt så naer.«
»Hør I, Havbor Kongens Søn,
hvi vilde I mig så skænde;
hvi red I ikke til min Faders Gård
med Høg på hviden Hænde.«
»Hvor skulde jeg ride til eders Faders Gård
med Høg på hviden Hænde;
eders Fader er en hastig Mand,
han giver ingen Svar til Ende.«
»Hør I det, Havbor Kongens Søn,
det må vel være den Kvide;
fornemmer det min kære Fader,
det koster eders unge Liv.«
»Der ligger ved mit Hoved
et så godt et Sværd;
og var de tredive raske Hovmænd,
jeg ræddes ikke for den Færd.
Der ligger ved mine Fødder
min Brynje alt så ny;
og var de tredive væbnede Mænd,
jeg vil ikke for dem fly.«
Ikke vidste Havbor Kongens Søn andet,
end de var ene to:
ude stod den Tjenestekvinde,
og lydde hun derpå.
Hun stjal bort hint gode Sværd
og så hans Brynje ny;
så gik hun i Højeloft,
lod Sivord Kongen det sige.
»I vågner op, Sivord Konge,
I sover alt for længe,
det er Havbor Kongens Søn,
sover hos eders Datter i Senge.«
Og det var Sivord Konge,
han råber over al sin Gård:
»Vågner op, alle mine Mænd,
og drager eders Brynje på.
Vågner op, alle mine Mænd,
klæder eder foruden Falsk;
og det er Havbor Kongens Søn,
han er så hård en Hals.«
Og de stødte på Døren
med Glavind og med Spjud:
»Stat op, ungen Havbor,
og gak i Gården ud.«
Han tog til sit Hoved,
borte var hans gode Sværd:
»Står op, stolten Signelille,
her bliver en underlig Færd.
Hør I, stolten Signelille,
I lader eders gode Vilje kende;
første I ser, det jeg er død,
I lader eders Bure brænde.«
Tak have Havbor Kongens Søn,
han værged sig som en Mand;
de kunde ham ikke fange,
mens Sengestokken vandt.
Så bandt de hans Hænder
med de Liner små;
og det var Havbor Kongens Søn,
han monne dem sønder slå.
Og det da mælte den gamle Terne,
og så tog hun oppå:
»Tager I et af Signelils Hår,
og binder hans Hænder to.
Tager I et af Signelils Hår,
og binder hans Havbors Hænder;
før da brister hans Hjerte,
end han slider det sønder.«
Så toge de et af hendes Hår
og bandt hans Hænder to;
så monne han sig fangen give
og vilde det ej sønder slå.
Så toge de Havbor Kongens Søn,
fulgte ham for oven By;
de hængte ham i en Galge,
deraf blev så stort et Ry.
Og det mælte Havbor Kongens Søn,
han var i Huen så ve:
»Hænger først op min Kåbe,
og lader mig derpå se.
Hænger først op min Kåbe,
og lader mig derpå se;
hvad heller hin stolten Signelille
hun er vel eller ve.«
Og mælte det stolten Signelille,
hun mælte et Ord med Pris:
»I Dag skal jeg mig selver døde,
finde Havbor i Paradis.
Der er så mangen i Kongens Gård,
er glad ved Hr. Havbors Død:
i Dag skal jeg det hævne
på deres Fæstemøer.«
Det var stolten Signelille,
satte Ild i hver en Vrå:
sig selver monne hun kvæle
alt under de Bolster blå.
Det da mælte den liden Smådreng,
var klædt i Kjortel rød:
»Stolten Signelil brænder i Bure
med alle sine skønne Møer.«
»Tager I ned min Kåbe,
den må vel på Jorden ligge;
havde jeg hundred Tusind Liv,
jeg vil ikke et af dem tigge.«
»Somme I løbe til Bure,
I lade ikke Signelil brænde;
og somme løbe til Galgen,
I lade ikke Havbor hænge.«
Og der de kom til Galgen,
da var Havbor hængt;
og der de kom til Bure,
da var Signelil brændt.
»Havde jeg det førre vidst,
der Elskoven havde været så stærk,
jeg vilde ikke have gjort den Gerning i Dag
for al Danemark.«
Havbor var hængt, og Signelil var brændt,
det var så ynkeligt et Mord;
så toge de den forbandede Terne
og satte hende levende i Jord.
I vinder ret aldrig så væn en.