Hævnersværdet
Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Så vel hej,
Hr. Peder kom til Borgeled,
det var Danerkongen, han stod derved.
Velan, vel over at ride.
»Velkommen, Hr. Peder, Selle min
har du ikke endnu hævnet Faders Død din?«
»Jeg har været mig så sønderlig,
alt som den Sol hun meder sig.
Jeg har og været vesterlig,
alt som den Sol hun hviler sig.
Jeg har og været så norderlig,
alt som den Frost han fryser sig.
Nu er jeg her så østerlig,
alt som den Dag hun lyser sig.
Ret aldrig kunde jeg finde den Mand,
min Faders Bane mig vise kan.«
»Hvad da vil du give den Mand,
din Faders Bane dig vise kan?«
»Jeg vil give ham Guld og Sølv,
Penning mens han have vil.
Jeg vil give ham mere:
en Snekke, ligger til Rede.«
Det mælte Kongen under Skind:
»Her finder du nu Faders Bane din.
Herre Gud han hjælpe nu mig
så sandt som jeg vog din Fader fra dig.«
Hr. Peder han slog sig for sit Bryst:
»Du lig kvær, Hjerte, du være vel tyst.
Du lig kvær, Hjerte vær ikke for bråd,
alt skal jeg hævne det, snarest jeg må.«
Hr. Peder ganger i Gårde
med sit gode Sværd at råde.
»Hør du nu, Sværdet hin gode,
kan du nu vel røre i Blode.
Sværdet, vil du hjælpe mig
jeg har ikke Broder i Live uden dig.«
»Hvorledes kan jeg nu hjælpe dig
mit gode Hjalte er i sønder i mig.«
Hr. Peder han ganger til Smedje,
han lader sit Sværd der smede.
Han lod smede Hjalten af hvide Sølv
og Knappen af det røde Guld.
»Sværdet, vil du nu hjælpe mig?
Jeg har ikke anden Broder i Live uden dig.«
»Vær du kun i din Hu så hård,
som jeg skal være i Odden snar.
Bliv du nu ikkun i din Hu så trøst,
som jeg vil være i Hjalten fast.«
Hr. Peder han ganger sig til Helle,
som Kæmperne de drak snelle.
Hr. Peder han vilde sit Sværd der prøve,
otte Kæmper slog han til Døde.
Hr. Peder han hug både ude og inde,
han spared hverken Møer eller goden Kvinde.
Hr. Peder hug op med Tinder,
han spared ikke Kongen og hans Sønner.
Det mælte det Barn i Vuggen lå:
»Fuld ilde hævner du din Faders Død så.
Fuld ilde har du hævnet Faders Død din,
Gud unde mig engang at hævne min.«
»Alt har jeg nu hævnet Faders Død min,
men aldrig skal du hævne din.«
Så tog han det Barn med Vilje,
han hug det sønder i Midje.
»Stil dig nu, Sværdet, du brune Brand,
du stille dig udi Vorherres Navn.«
Det mælte Sværdet, både træt og mod:
»Nu lysted mig efter dit eget Blod.
Men havde nu ikke nævnet mig,
ret nu skulde jeg have vejet dig.«
Så ginge Hr. Peder til Smedje,
lod slå sig med Jern i Midje.
Han lod slå sig med Jern om Hånd og Fod,
for han vilde gange af Landet ud.
Så vel hej,
Hr. Peder han ganger over Kongens Grav,
alle da sprang ham Jernene af.
Velan, vel over at ride.