Germand Gladensvend
Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Vor Konge og vor unge Dronning
de sejlede dem over Hav I
der blev deres Skib på Vandet holdt,
de kunde ikke Børen få.
Så fløj han over den Rin.
»Er der noget under Vandet,
som Skibet holde må,
jeg giver eder både Guld og Sølv,
I lader mig Børen få.«
»Du har ikke Guld eller Sølv,
som dertil hjælpe må;
det er alt under din Linde,
der jeg monne efter trå.«
»Jeg har ikke under min Linde
foruden mine Nøgler små;
kommer jeg levende til Lande,
jeg lader mig andre slå.«
Så tog hun de Nøgler små,
hun kasted dem udi Strand;
de fik Bør hin blide,
de sejled så glade til Land.
Dronningen hun ganger på hviden Sand,
og hun fik fuldstor Harm:
hun følte Germand Gladensvend,
at han var kveg i Barm.
Det var ikke derefter
foruden Måneder fem,
Dronning hun ganger i Højeloft,
hun fødte en Søn så væn.
Født blev han om Aften,
og kristned de ham om Nat;
de kaldte ham Germand Gladensvend,
de dulgte ham, medens de mått'.
Så vel han vokste, så vel han treves,
sin Hest kunde han vel ride;
hver Sinde han sin Moder så,
så såre da monne hun kvide.
»I vider mig det, kær Moder min,
og hvad jeg vil eder bede:
hvi græder I så jammerlig,
hver Sinde I mig ser?«
»Hør du, Germand Gladensvend,
jeg må vel for dig kvide:
du var dig så liden,
der du blev Trolden given.«
»Hører I det, kære Moder min,
I lader bortfare eders Vånde;
hvad Lykke Gud mig give vil,
det formen mig ingen Mand.«
Det var om en Torsdag Morgen
så årle om den Høst,
åben da stod den Fruerstuedør,
der kom så led en Røst.
Ind da kom den lede Gam,
han sattes den Frue så nær:
»Mindes eder det, Allerkæreste min,
hvad I haver givet mig.«
Hun svor om Gud, hun svor om Mænd
og alt, hun sværge måtte:
hun vidste sig hverken Datter eller Søn,
der hun i Verden åtte.
Bort da fløj den lede Gam,
han gav så slemt et Skrig:
»Hvor jeg finder Germand Gladensvend,
da er han given mig.«
Der han var fulde femten År,
da lysted ham en Jomfru at love:
Kongens Datter af Engeland,
den allerskønneste Jomfrue.
Så såre da monne han længes
bort til sin Fæstemø:
»Min kær Moder, I låner mig eders Fjederham,
mens jeg flyver bort under Ø«
»De Vinger de er så brede,
de er så vide om By,
lever jeg mig til Sommer,
jeg lader mig gøre en ny.«
Han satte sig i sin Fjederham,
han fløj alt så trøst,
der han kom midt på Sund,
der hørte han Gammerøst.
»Vær velkommen. Germand Gladensvend,
så vel da kender jeg dig;
du var al så liden,
der du var given mig.«
»Du lad mig flyve, du lad mig fare
alt bort til min Fæstemø;
første jeg kommer tilbage igen,
vi findes vel under Ø.«
»Da skal jeg dig mærke,
alt hvor du flyver fra mig:
hvor du kommer blandt Riddere og Svende,
kende så vil jeg dig.«
Han hug ud hans højre Øje,
drak halvt hans Hjerteblod;
så fløj han til Jomfruens Bur,
for Viljen den var god.
Han satte sig på de Tinde
så gusten og så bleg:
alle de Jomfruer i Buret var,
de tabte både Skæmt og Leg.
Alle da sad de stolte Jomfruer,
gav det dog lidet i Gem,
foruden stolten Sølverlad,
hun kasted både Saks og Søm.
Hun tog ud en Sølverkam,
hun kæmte hans favre Hår;
hver en Lok, hun redte,
hun fældte så modig Tår.
Hver en Lok, hun redte,
hun fældte så modig Tår;
alt bandede hun hans Moder,
hans Lykke havde gjort så hård.
»Hør I det, Jomfru Sølverlad,
I bander ikke Moder min;
hun kunde det intet i volde,
så krank var Lykken min.«
Han satte sig i sin Fjederham,
og så fløj han derfra;
hun satte sig i en anden,
hun monne fast efter gå.
Alle de Fugle, hun mødte,
dem klipped hun alle så små,
foruden den leden Gam,
ham kunde hun ikke nå.
Det var Jomfru Sølverlad,
hun fløj ud med den Strand:
hun fandt ikke af Germand Gladensvend
foruden hans højre Hånd.
Så fløj han over den Rin.