Ebbe Skammelsøn
Folkevise (Riddervise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Skammel bor i Ty,
både rig og øvert kåd;
så høviske har han Sønner fem,
de to fores ilde ad.
Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen Sti vild.
Ebbe han tjener i Kongens Gård
både for Guld og Fæ;
Peder, hans Brodel lader bygge et Skib,
han rejser op Sejletræ.
Midt udi den Gården,
der aksler han sit Skind;
og så går han i Højeloft
for Jomfru Lucielille ind.
»Hil sidder I, Jomfru Lucielille,
I syer Hr. Ebbes Klæder;
Hr. Ebbe tjener i Kongens Gård,
han spotter eder og hæder.«
Det svared Jomfru Lucielille,
og svared hun for sig:
»Han spotter ingen stolt Jomfru,
end halve sider mig.«
»Står op, Jomfru Lucielille,
I giver mig eders Tro;
det vil jeg for Sandingen sige,
det Ebbe døde i Fjor.«
Svared det Jomfru Lucielille,
og svared hun for sig:
»Halve mere Skade får I deraf,
end jeg venter mig.«
»Hør I det, Jomfru Lucielille,
giver Peder eders Tro;
det vil jeg for Sandingen sige,
det Ebbe døde i Fjor.«
Drukke de det Fæstensøl
og end den samme Nat;
Brylluppet end før Månedsdag,
de rådte det iså brat.
Det var Ebbe Skammelsøn
han vågned om Midjenat;
og siger han sin næste Svend
af sin Drøm så brat.
»Mig tyktes, at min Stenstue
stod al i lysen Lue;
der brændte inde min kære Moder
og så min skønne Jomfrue.«
»Det I tykte, eders Stenstue
stod al i røden Glød,
det er: Peder, eders Broder,
har Bryllup med eders Fæstemø.«
Det var Ebbe Skammelsøn
han ind for Kongen gik;
beder han sig Orlov,
så bradelig han det fik.
Det var Ebbe Skammelsøn,
han kom ridende i By:
»Hveden er dette møgle Folk,
her er samlet af ny?«
Svared det den lille Mø
alt i sin Kjortel rød:
»Det er Peder, eders Broder,
har Bryllup med eders Fæstemø.«
Det var Ebbe Skammelsøn,
han vilde af Gården ride;
hans Moder og hans Søstre to,
de bad ham holde og bie.
»Hør I det, min kære Moder,
I lader mig nu ride;
og bier jeg i Aften,
her bliver stor Angst og Kvide.«
Den ene sin Søster gav han Guldbrase i Bryst,
den anden Guldringen af Hand;
det havde han Jomfru Lucielille agtet,
han tjente i fremmed Land.
Hans Fader bad ham i Salen gå,
sidde på de øverste Bænke;
hans Moder fik ham Kande i Hånd,
bad ham gå at skænke.
Skænkte han den brune Mjød
og så den klare Vin;
hver Tid han til Bruden så,
da randt ham Tåre på Kind.
Mælte det de Fruer
alt på de øverste Bænke:
»Hvi mon Ebbe Skammelsøn
så sørgende gå at skænke?«
»I æder, og I drikker
Mjød og klaren Vin;
alt få I andet at tale
end om Sorrigen min.«
Sildig om den Aften
Rimen han faldt på;
og det var da den unge Brud,
hun skulde til Sengen gå.
Ledte de den unge Brud
alt til sit Brudehus;
for går Ebbe Skammelsøn,
han bær for hende Blus.
Ledte han den unge Brud
alt ad den Højeloftsbro:
»Og drages eder det til Minde,
I gav rnig eders Tro?«
»Al den Tro, jeg eder gav,
den har Peder, eders Broder;
alle de Dage jeg må leve,
jeg vil eder være for Moder.«
Det svared Ebbe Skammelsøn,
ham randt Tåre på Kind:
»Jeg havde agtet eder til Hustru
og ikke til Moder min.
Hør I, Jomfru Lucielille,
I rømmer med mig af Land;
jeg vil slå Peder, min Broder, ihjel
og lide for eder den Tvang.«
»Slår I Peder, eders Broder, ihjel,
og siden skal I mig miste;
så må I sørge eder selv ihjel,
som vilden Fugl på Kviste.«
Det var Ebbe Skammelsøn,
han sit Sværd uddrog;
det var Lucielille,
han til Jorden vog.
Så tog han det blodige Sværd
alt under sit Skarlagenskind;
så gik han i Stenstuen
for Peder sin Broder ind.
»Hør du, Peder Skammelsøn,
og du tøver alt for længe;
det er alt en Sejerstund,
siden Bruden gik til Senge.
Hør du, Peder Skammelsøn,
du far alt med Leg;
Bruden sidder i Brudeseng,
bier dig efter bleg.«
»Hør du, Ebbe Skammelsøn,
og kære Broder min;
jeg lover dig i denne Nat
at sove hos Bruden min.«
Det var Ebbe Skammelsøn,
han sit Sværd uddrog;
det var Peder Skammelsøn,
han til Jorden vog.
Hans Fader misted hans venstre Fod,
hans Moder sin højre Hand;
fordi træder Ebbe Skammelsøn
så vidt i fremmede Land.
Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen Sti vild.