Dronning Dagmars død
Folkevise (Historisk vise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,
til Ringsted lader hun sig vente:
alle de fruer i Danmark er,
dennem lader hun sig hente.
I Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
»I henter mig en, I henter mig to,
I henter mig af de vise:
I henter mig liden Kirstin,
Hr. Karls søster af Rise.«
Liden Kirstin ind ad døren tren
med tugt og favren somme:
dronning Dagmar stander hende op igen,
så vel fagned hun hendes komme.
»Kan du læse, kam du skrive,
og kan du løse min pine:
da skal du slide rød skarlagen
og ride grå ganger min.«
»Kunne jeg læse, og kunne jeg skrive,
det gjorde jeg alt så gerne:
det vil jeg for sandingen sige,
Eders pine er hårdere end jerne.«
Så tog hun Sankte Mariæ bog,
hun læste op, alt det hun kunne:
det vil jeg for sandingen sige,
så såre hendes øjen de runde.
De fulgte hende ud, de fulgte hende ind,
det lidde jo længer og værre:
»Imeden det kan ej bedre vorde,
I sender bud efter min herre.
Imeden det kan ej beder vorde,
I sender bud efter min herre:
I sender bud til Gullands borg,
I finder hannem ikke før.«
Det da var den liden smådreng,
han lod ikke længer forlide:
han strøg sadel af ganger grå,
han lagde den på ørs hin hvide.
Kongen han stander på høj'loftsbro,
og ser han ud så vide:
»Og hisset ser jer liden smådreng,
så sørgerlig mon han kvide.
Hisset ser jeg en liden smådreng,
så sørgelig monne han trå:
det råder Gudfader i Himmerig,
alt hvor Dagmar hun må.«
Ind da kom den liden smådreng,
og steddes han for bord:
»Dronning Dagmar haver mig til Eder sendt,
gerne hun taler med Eder et ord.«
Dankongen han slog de tavlbord sammen,
at alle de tærning sjunge:
»forbyde det Gudfader i Himmerig,
at Dagmar skulle dø så ung.«
Der kongen han drog af Gullands borg,
da fulgte hannem hundred svende:
og der han kom til Ribe,
der fulgte hannem ikkun Dagmars dreng.
Der var en ynk i fruerstue,
der alle de fruer græd;
dronning Dagmar død' i liden Kirstins arm,
der kongen red op ad stræde.
Det var dannerkongen,
han ind ad døren tren:
det var liden Kirstin,
hun rækker hannem hånden igen.
»Og hør I, dannerkongen,
I skal hverken sørge eller kvide:
vi haver fanget en søn i dag,
haver skår'n den af Dagmars side.«
»Jeg beder eder alle, jomfruer og møer,
beder eder for Guds skyld alle:
I beder en bøn for Dagmars sjæl,
at hun måtte med mig tale.«
Dronning Dagmar rejser sig af båren op,
hendes øjne var blodige røde:
»O ve, o ve, min ædelig herre,
hvi gjorde I mig den møde?
Den første bøn, der jeg eder beder,
den vider I mig så gerne:
all' fredløs mænd dem giver I fred,
og lader alle fanger af jern'.
Den anden bøn, jeg Eder beder,
den kommer Eder selv til fromme:
I tager ikke ved Bengærd,
hun er så besk en blomme.
Den tredje bøn, jeg Eder beder,
den vider I mig så gerne:
lader i Knud, min yngste søn,
og konning i Danmark være.
Og lader I Knud, min yngste søn,
ej kong' i Danmark blive:
da skal Bengærd en anden føde,
og den skal min forøde.
Og havde jeg ikke min' ærmer om søndag snørt,
og ikke striger på sat:
da havde jeg ikke i pinen brændt
og hverken dag eller nat.
Hør I det, min ædelig herre,
vil I mer af mig vide:
der sidder Guds engel' i Himmerig,
da monne fast efter mig lide.«
I Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.