Dronning Dagmar og Junker Strange
Folkevise (Historisk vise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Kongen og Strange de sad over Bord,
- så mange forgyldene Fløj, -
de snakked så mangt et Gammens Ord.
Så sejler han Junker Strange mod Jomfru Dagmar.
»Hør du, Strange, hvad jeg siger dig:
du skal ind til Bejerland og fæste en Jomfru for mig.«
Det svared Junker Hr. Strange, han var så snar i Svar:
»Om jeg skal til Bejerland, hvem skal da med mig fare?«
»Tag du Hr. Limbæk udaf Aggershus,
dertil Oluf Lykke og så hin rige Peder Glob.
Bispen udaf Sjælland, han er en Mand så from,
Hr. Albrekt af Eskeholm, sine Ord vel føje kan.«
»Dertil tolv Riddere lader I med mig fare,
og tolv Par Klæder lader I mig skære.
Trøjerne skal være af himmelblåt,
og Kjortlerne skal være af Silke små.
Ærmerne skal være af Ageruld,
og Kraverne skal være af spunden Guld.«
Strange han gik neder til den Strand,
ham fulgte Kong Valdemar med alle sine Mænd.
De vandt op Silkesejl i forgyldene Rå,
de sejled til Bejerland i Måneder to.
De kasted deres Anker på hvide Sand,
Strange han tren der først i Land.
Midt på Sand skikked de deres Bud,
det de måtte komme Kongen af Bejerland til Ord.
Vel da svared den ædelig Herre,
så gerne da måtte de til ham fare.
Midt i Gården der akslede de Skind,
de går i Loft for Kongen ind.
»Her sidder I, Kongen, over eders Bord,
Kongen af Danmark har sendt eder Ord.
Han sendte eder Skænk og rigen Gave,
han begær'de eders Datter til Dronning at have.«
»Da skal I få Ansvar med det første,
jeg vil først råde alt med mine bedste.«
Kongen går i Højeloft og råder med Dronning sin:
»Kongen udaf Danmark beder om kære Datter min.«
»Vil Kongen af Danmark vor Datter have,
vi giver ham hende med Ære og dertil rige Gave.«
De klædte hende i røde Guld, fulgte hende i Stuen ind:
»Skaktavl må I nu lege med kære Datter min.«
Det Tavlbord var af Guld hin rene,
Hr. Strange skulde lege med den Frøken alene.
De drog Tavl af røde Guld,
Hr. Strange vandt den Frøken til al Danmarks Vold.
»Siger mig, Hr. Strange, hvad jeg eder spør:
er Kongen af Danmark så væn, som I er?«
Hr. Strange han sig til Solen så:
»Han er fast skønnere end mine tolv.«
»Hør I, Hr. Strange, hvad jeg siger eder:
er eders Herre så rig som Bejerkongen er?«
»Min Herre han har en Fiskedam,
der renter mere end alle Bejerkongens Land.«
Der blev Silke på Jorden bredt,
den Frøken blev til Stranden ledt.
De lagde Skib fra Lande, de var både glade og fro,
de sejlede til Danmark i Måneder to.
Den Frøken kom der sejlende til Land:
Kong Valdemar render sin Ganger på Sand.
»Siger mig, Hr. Strange, førend jeg kommer til Land,
hvem er den skele Svend, der rider på hviden Sand?«
»Min nådige Frøken, I siger ikke så,
det er den Herre, al Danmark å.«
»Skam få I, Hr. Strange, hvor kan I lyve,
da har Kongen af Danmark ikke foruden eet Øje«
»Min nådige Frøken, vær glad og fro,
I skal det aldrig fortykke, imens I leve må.
Alle de Dage jeg lever, vil jeg eders Tjener være:
og al den Adel i Danmark de skal eder både hædre og ære.
Der blev Silke på Jorden bredt,
den Frøken hun blev i Landet ledt.
Kongen han tog hende i sin Favn,
han gav hende Guldkrone og Dronningenavn.
»Skal jeg Dronning i Danmark være,
Krist give dem alle både Hæder og Ære.
Skal jeg Dronning i Danmark blive,
Krist signe dem alle, både fattige og rige.«
De drukke det Bryllup med Glæde og Ro,
- så mange forgyldene Fløj, -
de gav Hr. Strange både Guld og dyre Gave.
Så sejler han Junker Strange imod Jomfru Dagmar.