WeirdSpace - Kultur uden grænser

Aslag Tordsøn og skøn Valborg




Folkevise (Romanvise)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeviser her Dokument


Der leger Guldtavl udi Højeloft
de Fruer, man høviske kalder:
Fru Malfred og Fru Jullelil,
så underlig Lykken hun falder.
   Hun vender sig så ofte.

De Terning vender sig så ofte omkring
fra store Øjne til små;
så gør og den ustadige Lykke:
det Hjul vender til og frå.

Fru Malfred og Fru Jullelil
de leger Guldtavl med Ære;
på Gulvet ganger det Æblebarn,
det legte med Æble og Pære.

På Gulvet ganger liden Æblebarn
og legte med Æble og Blomme;
ind kom Aslag Tordsøn,
han agted sig til Romme.

Han hilsed Fruer, han hilsed Møer,
ham fulgte både Tugt og Snilde;
han skuer det lidet Æblebarn,
som Lykken vilde for dem spille.

Han løfted hende op i sin Arm,
klapped hende på hviden Kind:
»Krist give, at du var voksen,
så blev du Kæreste min.«

Det da svarede hans yngste Søster,
som Guldet krused over Tråd:
»Var hun voksen i Aften,
du måtte hende ikke få.«

Det svarede Jomfruens Moder,
hun svarede sandt og ret:
»Vel er i hinandens Lige,
men altfor nær udi Æt.«

Han tog en Guldring af sin Arm,
han bad det Barn med lege;
der hun voksed udi Årene frem,
det gjorde hendes Kinder blege.

»Du mindes vel det, Valborg Emmersdatter,
du er min Fæstemø;
jeg vil drage af Landet ud
og sejle den salte Sø.«

Hr. Aslag rider til Kejserens Gård,
han tog sig Tjeneste dere;
stolte Valborg sættes i Jomfrukloster,
som hun skulde Sømmen lære.

De lærte hende Slynge, de lærte hende Søm,
de lærte hende læse i Bog;
så ædelig ere hendes Sæder,
hun er i Sind så klog.

Der var hun så længe,
til hun blev elleve År;
Dronningen tog hende i sin Gård,
der hende faldt Moder frå.

Hr. Aslag tjener i Kejserens Gård,
forgyldte haver han Sporer;
så bær han det forgyldte Sværd,
så ridderlige er hans Fore.

Hr. Aslag sover udi Højeloft,
alt som en Herre vel sømmer;
han får ikke Ro om Natten at sove
alt for sine stærke Drømme.

Hr. Aslag sover udi Højeloft,
hviler sig under Silke rød;
han får ikke Ro om Natten at sove,
så drømte han om sin Mø.

Årlige om den Midsommersmorgen,
de Fugle de synge så blide:
Hr. Aslag sadler Ganger grå,
han lyster i Lunden at ride.

Det var Hr. Aslag Tordsøn;
han rider i Rosenslund;
der mødte ham en Pilegrim
udi i så snar en Stund.

»Hvor er du fød, hvor er du båren?
og hvor så stander din Trå?
jeg ser det på din Pilegrimsfærd,
mine Lande kommer du frå.«

»I Norge der er jeg født og båren,
og kommen af Giske-Æt;
til Rom har jeg mig svoret,
for Paven har jeg mig jæt.«

»Er du kommen af Giske-Æt,
og da er du min Frænde;
lever Hr. Emmers væne Datter?
sig mig, om du hende kender.«

»Vel kender jeg skønne Valborg,
den skønnest for alle Kvinder;
der er så mangen Ridder bold,
deres Håb sætter de til hende.

Opvoksen er Valborg Emmersdatter,
som Løven' stander fejrest på Ris;
for alle de Møer, i Landet er,
bær hun alene Pris.

Silkeærmer har hun om Arm,
hun fletter Guld i Hår;
de kalder hende Aslags Fæstemø,
den fejrest i Dansen går.

De kalder hende Aslags Fæstemø,
det gør de af godt Gammen;
de agter hende Haagen Kongens Søn,
jeg tænker, de kommer tilsammen.«

Det var Aslag Tordsøn,
svøber han sig i Skind;
så ganger han i Højeloft
for Kejser Hr. Henrik ind.

»Her sidder I, Kejser Hr. Henrik,
I er en Herre så blid;
ville I mig Orlov give,
hjem til Landet at ride?«

»Orlov vil jeg dig give,
med Vilje skal du det få;
først du kommer tilbage igen,
din Tjeneste skal åben stå.«

Hr. Aslag rider af Kejserens Gård,
han har vel femten Svende;
der han kom til sin egen Borg,
da lyster ham at ride alene.

Det var Aslag Tordsøn,
han kom til Borgeled;
Fru Helfred hans Søster,
hun stander og hviler sig derved.

»Hil stander du, Helfred, Søster min,
nu vented du ikke mit Komme;
hvor lider skøn Valborg,
en Rose for alle de Blomme?«

»Vel lider skønne Valborg,
og vel der hun må;
hun er den skønneste Jomfru,
der er udi Dronningens Gård.«

»Du råd mig, Helfred, Søster min,
du råd mig goden Råd:
hvor jeg kan med stolten Valborg tale,
at ingen Mand det frå.«

»Da svøb du dig i Silke,
og svøb du dig udi Peld;
du siger, du er mit Sendingbud,
skal tale med Jomfruen selv.«

Det var Aslag Tordsøn,
han ganger på Højeloftsspang;
der møder ham Dronningen med Jomfruer,
de kom fra Aftensang.

Han rakte skønne Valborg hviden Hånd,
taled til hende så blide:
»Jeg er Fru Helfreds Sendebud,
jeg har eder meget at sige.«

Hun brød op det Sendebrev,
hun læste det ud med alle;
der stod udi de Elskovens Ord,
som nogen kunde bedst udtale.

Der lå udi de Guldringe små,
var dreven udi Roser og Liljer:
»Dem giver eder Aslag Tordsøn,
der eder så ung har giljet.

I loved at være min Fæstemø,
den Tro skal I mig holde;
jeg vil eder ret aldrig svige,
det lover jeg eder, min bolde.«

»Har jeg eder trolovet,
det drages mig ikke til Minde;
I siger mig hveden I kommen er,
om I mit Venskab skal vinde.«

Så fulgte de begge i Højeloft,
som Gud gav dem til Råde;
der loved de hinanden Tro,
den Ed så svor de både.

De svor om goden Drotten
og så den rene Mø:
i Æren vilde de sammen leve,
udi Æren vilde de dø.

Hr. Aslag rider af Kongens Gård,
han var både glad og fro;
han Fæstemø sidder i Højeloft,
hun både legte og lo.

Det stod så i Måned,
og det stod så i ni;
elleve var de Riddersønner,
der hende bedes til i de.

Elleve var de Riddersønner,
der hende i Æren giljed;
den tolvte var Haagen, Kongens Søn,
han beder hende årlig og sildig.

»Hør I, Valborg Emmersdatter,
og vil I være min kære?
Jeg giver eder Kronen og Dronningnavn,
med Ære skal I den bære.«

»Hør I det, Hågen Kongens Søn,
og det kan ikke så gå;
den Tro, jeg engang Hr. Aslag gav,
den går jeg ret aldrig frå.«

Vred blev Haagen Kongens Søn,
svøber han sig udi Skind;
så går han udi Højeloft
for sin kære Moder ind.

»Her sidder I, min kære Moder,
hvad giver I mig for Råd?
jeg bedes til skønne Valborg,
hun giver mig Spot og Håd.

Jeg byder hende Hæder og Ære,
jeg byder hende Lande og Rige;
hun mener, hun under Hr. Aslag så vel,
hun vil ham aldrig svige.«

»Har hun éngang Troen bortjæt,
da er hun det pligtig at holde;
her er vel flere Grevedøtre,
der både er byrdig og bolde.«

»Vel er der flere Grevedøtre,
så bolde og så rige;
men ingen så skøn, som Valborg er,
ikke heller så dydelig.«

»Du kan hende ikke med Volden få,
det var dig en stor Skam;
skal du hende med Våben vinde,
Hr. Aslag er og en Mand.«

Vred gik Hr. Haagen,
og vred så gik han ud;
der mødte ham hans Skriftefader,
han hedte Sortebroder Knud.

»Hvi ganger min Herre så sørgende,
og hvor da står hans Trå?
er ham noget til Møde ganget,
da siger han mig derfrå.«

»Mig er nok til Mene lagt,
til Mene og til Trå;
Hr. Aslag har stolt Valborg fæst,
thi kan jeg hende ikke få.«

»Har Hr. Aslag stolte Valborg fæst,
han skal ikke føre hende hjem;
i Sortebrødre Kloster,
der ligger deres Slægtegren.

De er begge Næstsøskendbørn,
af Frænder så høje og gode;
dem holdt begge én Frue over Font,
på Højeborg hun boede.

Gudsøskende er de begge
alt for vores Klosterret;
så er de ædelige unge Blod
i tredje Led nær Slægt.

Min Herre lader skrive de Breve om Land
Kapitel skal dem lyde;
Hr. Aslag skal aldrig stolte Valborg få,
det vil vi vel forbyde.«

Det var Hr. Haagen Kongens Søn,
han taler til Taffelsvende små:
»Beder I Jomfruens Morbrødre tre
i Stuen for mig indgå.«

Ind da kom de Grever tre,
og stedes de for Bord:
»Hvad vil I og vor nådige Herre?
eders Nåde har sendt os Ord.«

»Jeg beder om eders Søsterdatter
med Ære og med Lige;
jeg vil hende til Dronning have,
om I vil mig hende give.«

Det svared hendes Morbrødre tre,
de var både glade og fro:
»Vel er skønne Valborg fød,
en Kongens-Søn lover hende Tro.«

Det var ædle Grever tre,
svøber de dem i Skind;
så går de i Højeloft
for Dronning Fru Malfred ind.

Først nejede de Dronning Malfred,
de bød hende Tugt og Sinde;
så hilsed de stolten Valborg,
den skønneste, der var inde.

»Vel dig vor kære Søsterdatter,
vel dig alle dine Tide:
dig bedes Kongens egen Søn,
og ham har vi dig givet.«

»Har I mig givet bort,
og sige I mig så for Ord,
jeg sviger aldrig Hr. Aslag,
jeg gav så ung min Tro.«

Det svarede hendes Morbrødre tre,
så rige og så bolde:
»Den Tro, du har Hr. Aslag svoren,
den skal du aldrig holde.«

Det var Haagen Kongens Søn,
lader skrive de Breve ni;
han lader hente den Ærkebisp
med Klerker syv Gange ti.

Mælte det vise Mester Erland,
han læste de Kongebreve ud:
»Skam få alle de, dette kom på Gang,
og først og sidst Hr. Knud.«

Ind kom Aage Ærkebisp,
han sættes med Kongen til Bord:
»Hvad er eders Vilje, min nådig Herre?
eders Nåde sendte mig Ord.«

»Jeg har mig en Jomfru fæst,
den skal I mig til vide;
den Tro, hun har Hr. Aslag given,
den skal hun overgive.«

Så skrev de den Stævning,
de lod den læse til Ting:
at møde for den Ærkebisp
bød de den Ædeling.

Så skrev de den Stævning,
de lod den læse om Land:
at møde for den Ærkebisp
bød de den Liljevand.

I Loftet sover Eskjern Erlands Frue,
hun vågned af Søvnen så brat:
»Sankte Birgitte råde de stærke Drømme,
som jeg har drømt i Nat.

Mig drømte om Jullelil hin væne,
der hviler under sorten Muld:
hun bad mig gøre for Ære Skyld
og være hendes Datter huld.

Min Herre, vi have sammen Sønner syv,
og hver holder tredive Svende;
de binder op Sværd, de stærker den Færd,
så bliver den Ære des længer.

Min Herre, lægger Sadel på Gangere tolv,
og rider bort som en Herre;
I følger den Mø, I stander hende bi!
det kunde end blive des bedre.

Min Herre, vi har sammen Sønner syv,
er født af Hertug bolde;
Fru Jullelil og jeg var Søskende to,
begge fød af én Kulde.«

Årlig om den Morgen,
ude var Ottesang,
til Kirken skulde Hr. Aslag ride
og så den Liljevand.

Den Ridder han sidder på høje Hest,
hans Hu den løber så vide;
den Jomfru blev løft i hængende Karm,
hun bær sin Sorrig med Snilde.

Den Herre han tren til højen Hest,
han monne så såre sukke;
den Jomfru hun sidder i hængende Karm,
hun dølger sin Sorrig med Tugte.

Det mælte stolten Valborg
hun kom udi Rosenslund:
»Der sukker sjælden et glad Hjerte,
men tit ler sorgefuld Mund.«

Udenfor Marri Kirke,
der træde de fra deres Heste;
så gik de i Kirken ind,
de Frænder og de bedste.

De stedes midt på Kirkegulv,
der mødte dem Bisper og Præster;
at dem var både udi Hjertet ve,
det kunde vel hver Mand mærke.

Mødte dem Ærkebispen
alt med sin sølvbundne Stav,
med alle sine Ordensbrødre,
skulde skille det Venskab ad.

Frem tren Sortebroder Knud
med sin Bog i Hænde:
»Her findes i Arvetal,
at Aslag er Valborgs Frænde.«

Så læste de op det Arvetal,
som Munken gav til Råde:
de fandtes at være to Næstsøskendbørn
på begge deres Mødrene både.

Først da fandtes de Næstsøskendbørn
af ædelig Blod det bedste,
så var de Gudsøskende,
thi skilte dem ad de Præster.

Nærsøskende er de begge,
af det Giske Blod;
Hr. Aslag og skøn Valborg
må ikke tilsammen bo.

En Frue holdt dem begge over Font,
der de førtes Børn til Dåb;
Hr. Andbjørn begge deres Gudfader var,
det kunde de ikke gå frå.

De fulgte dem begge for Alteret op,
finge dem et Håndklæde i Hænde;
så løste de op den stærke Tro,
for Svenden var Jomfruens Frænde.

De skar Håndklædet imellem dem begge,
at hver dem fik et Stykke;
så lever den aldrig udi Verden til,
der selv kan råde sin Lykke.

»Vel har I skåret os det Håndklæde imellem,
at skille vor faste Tro;
men aldrig skil' I vort Venskab ad,
vi bliver hverandre god.«

De tog Guldbånd af Jomfruens Arm,
Guldring af hviden Hånd:
»Her har I, Ridder, eders Gave igen,
opløst er Troskabs Bånd.«

Den Herre lagde Guld på Alteret,
gav til Sankte Olufs Ære:
»Alle de Dage, jeg leve må,
jeg Valborgs Ven vil være.«

Da vredes Haagen Kongesøn
under sit Silke rød:
»Mens du kan hende ikke overgive,
da er hun ikke Mø.«

Mælte det Erland Ærkedegn,
den viseste iblandt de Klerke:
»Det holder jeg for en ufrist Mand,
der kender ikke Elskoven stærke.

Med Vand læsker man Ildens Glød,
dertil den brændendes Brand;
Solens Hede den øverste
man ikke dæmpe kan.

Solens Hede den falder så stærk,
at ingen den dæmpe kan;
Elskovens Bånd er hårdere,
end man den bryde kan.«

Det var Hr. Aslag,
han stod i Silke rød:
»Den Sag skal jeg mig lægge fra,
skulde jeg end i Morgen dø!

Skal jeg en Lov gøre,
den kan jeg vel nå;
skal jeg med eder i Kredsen,
jeg tør eder fuldvel bestå.«

Frem tren Haagen Kongens Søn,
oppå så bred en Sten:
»I Morgen skal I sværge
en Ed foruden Mén.

I Morgen skal I sværge
på Sværd og hellige Læst,
alt om hun Valborg Mø er,
heller du har sovet hende næst.«

Årlig om den Morgen,
der Solen skinner over Hede,
på Borg går de Riddere gode,
der sværge skulde dyre Ede.

Det var Aslag Tordsøn,
rækker han Hånd fra sig:
»Går hid, Greve af Giske,
giver I Lov med mig.«

Frem gik elleve Riddere,
var klædt i Sobel og Mår:
»Vi vil give Lov med Aslag i Dag,
ihvem den Lov vil få.«

Så stride rinder Tåren af Jomfruens Kind,
som Hagel kan falde mest:
»Hvem skal sværge med mig i Dag?
thi jeg er usæl vist.«

Det svarede Jomfruens Morbrødre tre,
svarede de hende så:
»Ene må du sværge,
ene var du i Råd.«

Mælte det Erland Ærkedegn,
og så tog han oppå:
»Frænder haver du mange,
men Venner haver du få.

Frænder haver du mange,
men Venner kan du ikke finde;
hjælp dig Gud og Marie Mø,
din Sorrig måtte du forvinde.«

»Alt er jeg fader- og moderløs,
for Gud vil jeg det klage;
den vise Gud, som alting ved,
han ved vel min Årsage.

Fru Jullelil hviler under Malmersten,
Hr. Emmer under Muld;
leved de nu og sade på Bænk,
mine Frænder var mig da huld.«

Der hun stod i Angst,
og i den store Sorrig,
da kom Hr. Jarl ridende
hastig til den Borrig.

Ind kom Jarl hin milde,
han bød sig selver til:
»Jeg giver Lov med dig i Dag,
om ingen andre vil.

Fru Eskerlin er dig huld og god,
hun sover mig hver Nat nær;
din Moder og hun var Søskendbørn,
derfor kom jeg her.

I træder frem, mine Sønner syv,
I skal den Lov med gå,
Hr. Karls Sønner i Sønder-Talgø,
de skal her hos os stå.«

Frem gik de ædelige elleve Sønner,
de var vel tolv udi Flok;
med røde Guld var deres Ærmer snørt,
og kruset havde de Lok.

Frem gik elleve Sønner
født af Hertuger værd;
kruset var deres gule Hår,
forgyldte da var deres Sværd.

»Nu vil vi det sværge,
og Love vil vi tilgå;
træder nu frem, I Ædelinge,
der denne Lov skal få.«

Hr. Aslag lægger Hånd på Messebog,
Sværdet holdt han om Fæste;
hos ham svor hans rige Frænder,
de gæveste og de bedste.

»Vel havde jeg stolten Valborg kær,
hun var min højeste Trøst;
jeg hende ret aldrig så mægtig var,
at jeg hende nogen Tid kyst'.«

Den Jomfru lagde Hånd på Messebog
og svor hun om Vor Frue:
»Jeg aldrig mine Øjne så højt opslog,
jeg turde ham dristig skue.«

Den Jomfru lagde Bog på Alteret,
hun svor om Marier tre:
»Så dristig jeg aldrig mine Øjne opslog,
jeg turde Hr. Aslag se.«

Så løfted de over hende Himmel,
så bar de over hende Skrud,
så fulgte de hende i Højeloft,
kaldte hende Kong Haagens Brud.

Ind kom Haagen Kongens Søn,
han mælte et Ord så brat:
»Hverken Riddere eller Svende
skal komme herfra udi Nat.

Jeg fæsted i Dag skønne Valborg
alt til min Hjertenskære;
jeg giver hende Kronen og Dronningnavn,
jeg lever med hende med Ære.«

De bredte Taffel, de sættes til Bords,
de skænkte Mjød og Vin;
så længe stod Aslag Tordsøn
og snakked med Kæreste sin.

»I siger mig, skønne Valborg,
mens vi stander begge så ene:
hvad skal vi os begge tage fore,
at kunne hverandre forglemme?«

»Får jeg Kongen, om jeg så skal,
da er det mod mit Minde;
kunde jeg leve i tusind År,
I gik mig aldrig af Sinde.

Jeg vil sidde udi Højeloft
og virke det Guld i Hue;
så sørgelig vil jeg leve mit Liv,
alt som en Turteldue.

Hun hviler sig aldrig på baren Kvist,
hendes Ben er aldrig så møde;
hun drikker aldrig det klare Vand,
hun rører det op med Fode.

Min Herre, I rider i Rosenslund,
I beder den vilde Hare;
hver den Tanke I får om mig,
I lader den snarlig fare.

Min Herre, I rider i Rosenslund,
I beder den vilde Rå;
hver den Tanke I får om mig,
I slår eder straks derfrå,«

»Rider jeg mig udi Rosenslund,
at bede de Dyr udi Skove,
hvad skal jeg gøre de lange Nætter,
når jeg kan ikke sove?

Jeg vil sælge min Faderjord
for Sølv og Guld hin røde;
drage vil jeg udi fremmede Land
og sørge mig selv til Døde.«

»Min Herre, sælger ikke eders Fædrenejord,
og gøre eder ikke selv den Mén;
men fæster Hr. Andbjørns Datter,
det er en Jomfru så væn.

I fæster Alhed Andbjørnsdatter,
I lever med hende udi Ære;
jeg vil eder for Moder stå
og Sorgen for os begge bære.«

»Ingen skøn Jomfru vil jeg have,
ingen trolover jeg mig,
kunde jeg en Kejsers Datter få,
mens jeg fik ikke dig.«

Mælte det Erland Ærkedegn,
han klapped dem begge på Hærde:
»Skam få Sortebroder Knud,
han voldte den Ufærde.«

Hr. Aslag bød den Jomfru Godenat,
han gjorde det ikke gerne;
hans Hjerte var stærkere med Sorgen omspændt
end Fanger, ligger udi Jerne.

Stolte Valborg ganger udi Højeloft,
hendes Møer følger hende at sove;
hendes Hjerte brænder i Sorrigen så stærk
som Bål i lysen Lue.

Årlig om den Morgen,
Solen skinner over de Halde,
op sidder Dronning Malfred,
på sine Møer at kalde.

Dronningen vækker op sine Møer,
hun beder dem virke Guld;
alt sad Valborg Emmersdatter,
hendes Hjerte var sorgefuld.

»Hør du, Valborg Emmersdatter,
hvi sidder du så dru?
alle dine Frænder de glædes dem derved,
at du bliver Kongens Brud.«

»Så lidet kan det mig både,
min Slægt er fro og glad,
når jeg bær selv en daglig Sorrig,
den lægges med mig udi Grav.

Langt heller vil jeg en Frue have været
blandt Giskeslægt og Hold,
end jeg vil Hr. Haagen Kongesøn have
og bære den Krone af Guld.«

Det stod så i Måned,
det stod så i to;
Hr. Aslag og hans væne Mø
de hverken legte eller lo.

Der kom et Udbud på det Land,
og det kom alt så strenge;
ikke måtte Haagen, Kongens Søn,
selver blive hjemme.

Kong Haagen lod byde alle sine Mænd,
alt både læg og lærd;
med rider Hr. Aslag Tordsøn
alt med sit forgyldte Sværd.

De kender hans Skjold så vide,
han fører det hvide og blå;
men røde er begge de Hjerter to,
der inden skreven står.

Hr. Aslag forøver så mange Hovværk
sit Fæderneland til Fromme;
for ham falder mangen velbyrdig Svend,
han gør de Sadel tomme.

Han vejer så mangen velbyrdig Svend,
han træder ham under sin Hest;
han vejede Kong Amunds Sønner tre,
de skønneste og de bedste.

Der fløj Pile så tykke,
som Bønder de slår Hø;
sår blev Haagen Konge,
snarlig blev han død.

Det var Haagen Kongens Søn,
han faldt fra Hesten ned;
Det var Aslag Tordsøn,
han gav sig ilde derved.

»Hr. Aslag, jeg giver dig Rige,
Hr. Aslag, du hævne min Død,
så vinder du Valborg min Fæstemø,
dertil mit Guld så rød.«

»Så skal jeg det hævne,
at det skal spørges til By;
jeg skal ærlig med eder dø
og aldrig skammelige fly.«

Da faldt alle de norske Mænd,
som Bønder meje Korn,
foruden Aslag Tordsøn,
så mandelig han sig vord'.

Han værged sig så længe,
han værged sig så bold:
bort blev huggen hans Brynje,
og kløvet blev hans Skjold.

Syv så var de dødelige Sår,
den Herre havde udi Bryste;
så bar de ham i Tjelden ind,
så nødig de ham miste.

Så blodig han det Voldsted vandt,
for Sejren måtte han dø;
det sidste Ord han talte,
det var alt om sin Mø.

»I siger stolten Valborg Godenat,
Sankt Oluf skal for os råde;
når vi findes på Gjællebro,
så glad da findes vi både.

I siger stolten Valborg Godenat,
Sankt Oluf skal for os råde;
når vi findes glad i Himmerig
der lever vi tilsammen både.«

Ind kom den liden Smådreng,
og stedtes han for Bord;
han var vel snild i Talen,
han kunde vel føje sine Ord.

»I Fruer, I sætter op Sløjer hvide,
I dølger eder under Lin;
død er Haagen Kongens Søn
og Aslag Herre min.

Død er Haagen Kongens Søn,
han lægges på Ligebåre;
hans Død hævned Aslag Herre min,
fik derfor Banesår.

Så vandt de det Voldsted,
Norgeland til Ære;
der døde så mangen Bondesøn,
så mangen velbyrdig Herre.«

Så såre græd Malfred Dronning
- det kan hver Moder vide -
så gjorde og stolten Valborg,
så mangefold var hendes Kvide.

»I spænder Gråganger for forgyldte Karm,
i Kloster vil jeg mig give;
jeg glemmer aldrig Hr. Aslags Død,
den Stund jeg er i Live.«

Udenfor Marie Kloster
der tren hun af hendes Karm;
hun gik så sørgende i Kirken ind,
hun havde både Sorrig og Harm.

Hun løfted Guldkronen på Alteret,
satte hende på Altersten:
»Jeg vil aldrig love Mand,
men leve en Jomfru ren.

To Gange var jeg Fæstemø,
men aldrig var jeg Brud;
nu vil jeg mig i Klosteret give,
til jeg bæres død derud.«

De bar ind hendes gyldene Skrin,
der lå udi Guldet mest;
det skifted hun iblandt sine Frænder,
som de havde været hende bedst.

Hun tog op det store Halsbånd,
der lå Stene i Guld;
det gav hun Fru Eskerlin,
for hun havde været hende huld.

Så tog hun op det Guldbånd,
dertil den Brase bred;
det gav hun Hr. Haagen Jarl,
der gjorde med hende Ed.

Hun tog Guld og hun tog Sølv,
vel hundred Tusind Ringe;
dem gav hun de ædelige Hertugbørn,
der Loven med hende ginge.

Hun gav til Kirker og Kloster
og til de Børn, der læste;
for hende og hendes Kæreste
selv stiftede hun for dem Messe.

Hun gav Enker og faderløse Børn,
de Folk der vandred om Føde;
til Sancte Anne Billede
gav hun Guldkronen røde.

»I træder frem, Aage Ærkebisp,
I vie mig i Dag med Muld;
jeg ganger aldrig over Kirkegård,
før jeg bæres død derud.

I træder frem, Aage Ærkebisp,
I vier mig i Dag med Muld;
jeg svær Klosterorden,
som Marre skal være mig huld.«

Nu går Valborg i Klosteret,
hun lider megen Tvang;
hun sover ikke fra Messe,
ikke heller fra Ottesang.

Vel er given i Klosteret ind
både Møer og høviske Kvinder,
men aldrig så væn, som Valborg var,
hendes Lige kan man ikke finde.
   Hun vender sig så ofte.