WeirdSpace - Kultur uden grænser

Agnete og Havmanden




Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeviser her Dokument


Agnete hun ganger på Højelands Bro,
da kom der en Havmand fra Bunden op,
      - hå hå hå -
da kom der en Havmand fra Bunden op.

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
Og vil du nu være Allerkæreste min?«

»O ja såmænd, det vil jeg så,
når du ta'r mig med på Havsens Bund.«

Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund,
så førte han hende til Havsens Bund.

Der var de tilsammen i otte År,
syv Sønner hun da ved den Havmand får.

Agnete hun sad ved Vuggen og sang,
da hørte hun de engelandske Klokkers Klang.

Agnete hun ganger sig for Havmand at stå:
»Og må jeg mig udi Kirken gå?«

»O ja såmænd, det må du så,
når du kun kommer igen til Børnene små.

Men når du kommer på Kirkegård,
så må du ej slå ud dit favre Guldhår.

Og når du kommer på Kirkegulv,
så må du ej gå med din kær Moder i Stol.

Når Præsten nævner den høje,
da må du dig ikke nedbøje.«

Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund,
så førte han hende på den engelandske Grund.

Da hun kom på den Kirkegård,
da slog hun ud sit favre gule Hår.

Deb Tid hun kom på Kirkegulv,
så gik hun med sin kær Moder i Stol.

Der Præsten nævned den høje,
hun monne sig dybt nedbøje.

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og hvor har du været i otte År fra mig?«

»I Havet har jeg været i otte År,
syv Sønner gar jeg ved den Havmand få't«

»Og hør du, Agnete, kær Datter min:
og hvad gav han dig for Æren din?«

»Han gav mig det røde Guldbånd,
der findes ikke bedre om Dronningens Hånd.

Han gav mig et par guldspændte Sko,
der findes ikke bedre på Droningens Fod.

Og han gav mig en Harpe af guld,
at jeg skulde spille på, når jeg var sorrigfuld.«

Den Havmand han gjorde en Vej så bred,
fra Stranden op til Kirkegårdens Sten.

Den Havmand han ind af Kirkedøren tren,
og alle de små billeder de vendte sig omkring.

Hans Hår det var som det pureste Guld,
hans Øjne de var så sorrigfuld.

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og dine små Børn de længes efter dig.«

»Lad længes, lad længes, så såre som de vil,
slet aldrig så kommer jeg mere dertil.«

»O tænk på de store og tænk på de små,
ja tænk på det lille, som i Vuggen lå.«

»Ret aldrig tænker jeg på de store eller små,
langt mindre på det lille, som i Vuggen lå,
      - hå hå hå -
langt mindre på det lille, som i vuggen lå.«