Aage og Else
Folkevise (Tryllevise)
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeviser her
Der sidder tre Møer i Bure,
de to slynger Guld;
den tredje hun græder sin Fæsteman
under sorten Muld.
For hun har trolovet den rige.
Det var rige Hr. Aage,
rider han sig under Ø;
fæsted han Jomfru Elselille,
hun var så væn en Mø.
Fæsted han Jomfru Elselille,
så væn en Mø;
alt om deres Bryllupsaften
måtte han for hende dø.
Så såre græd Jomfru Elselille,
hendes Hænder hun vred;
det hørte Ridder Hr. Aage
så langt af Led.
Så såre græd Jomfru Elselille,
sine Hænder hun slog;
det hørte Ridder Hr. Aage
under sorten Jord.
Op står Ridder Hr. Aage,
tager Kisten på Bag;
så lakker han til sin Fæstemøs Bur
med så megen Umag.
Han klapper på Døren med Kiste,
for han havde ikke Skind:
»Du stat op, stolten Elselille,
du luk din Fæstemand ind.«
Længe lå stolten Elselille
og tænkte ved sig:
»Monne det være Ridder Hr. Aage,
der kommer til mig?«
Det mælte liden Elselille
med Tåre på Kind:
»Kan I Jesu Navn nævne,
så kommer I ind.«
»Du stat op, stolten Elselille,
luk op din Dør;
jeg kan så vel Jesu Navn nævne,
som jeg kunde før.«
Op står stolten Elselille
med Tåre på Kind;
så lukker hun den døde Mand
i Buret ind.
Så tog hun den Guldkam,
hun kæmte hans Hår;
for hvert et Hår, hun redte,
da fælder hun Tåre.
»Hør I, Ridder Hr. Aage,
allerkæreste min:
hvordan er der under den sorte Jord
i Graven din?«
»Sådan er der i den sorte Jord,
i Graven hos mig:
som i det frydelig Himmerig
thi glæd du dig.«
»Hør I, Ridder Hr. Aage,
allerkæreste min:
må jeg dig følge i sorten Jord
i Graven din?«
»Sådan er der i sorten Jord
i Graven hos mig:
som i det sorteste Helvede,
gør Kors for dig.
For hver en Gang du græder for mig
din Hu gøres mod:
da står forinden min Kiste fuld
med levret Blod.
Foroven ved mit Hoved
står Græsset grønt;
forneden ved mine Fødder
med Slanger omhængt.
For hver en Gang du kvæder,
din Hu er glad:
da er min Grav forinden omhængt
med Rosensblad.
Nu galer Hanen den hvide,
til Jorden må jeg;
til Jorden stunder alle de Lige,
nu må jeg med.
Nu galer Hanen den røde,
til Jorden må jeg;
til Jorden må alle de døde,
nu må jeg med.
Nu galer Hanen den sorte,
til Jorden må jeg;
nu lukkes op alle de Porte,
nu må jeg med.«
Op stod Ridder Hr. Aage,
tog Kisten På Bag;
så lakker han til Kirkegård
med så megen Umag.
Det gjorde stolten Elselille,
for hendes Hu var mod:
så fulgte hun sin Fæstemand
igennem mørken Skov.
Der hun kom igennem Skoven
på Kirkegård:
da falmer Ridder Hr. Aage
sit favre gule Hår.
Der kun kom af Kirkegård
i Kirken ind:
da falmer Ridder Hr. Aage
sin Rosens-Kind.
»Hør du stolten Elselille,
allerkæreste min:
du græd nu aldrig mere
for Fæstemand din.
Du stat op, stolten Elselille,
du gak nu hjem;
du græd nu aldrig mere
din Fæstemand igen.
Du se dig op til Himmelen
til Stjernerne små:
så får du at vide,
hvor Natten hun går.«
Så hun op til Himmelen
til Stjerner små;
i Jorden slap den døde Mand,
hun hannem aldrig mere så.
Så snarlig slap den døde Mand
i Jorden hen;
så sørgelig gik stolt Elselille
tilbage igen.
Så såre græd stolt Elselille,
Gud hun bad:
at hun ikke måtte leve
i År og Dag.
Det var stolten Elselille
blev syg, hun lå;
det var inden Månedsdag,
hun lagdes på Bår.
For hun har trolovet den rige.