Villering Kongesøn og Miseri Mø
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Det er nu længe siden, at der var en konge, der var ude på jagt med alle sine riddere og svende.
"De bedede hjort, og de bedede hare,Kongen havde den raskeste hest, og han var kommet langt forud for alle sine folk. Så blev det aften, og der faldt en tyk tåge over skov og eng, og kongen for helt vild. Han kunne hverken finde vej eller sti, og inden han vidste af det, var han midt ude i en stor mose. Hesten sank snart i med bagbenene og snart med forbenene, og til sidst sank den så meget i sumpen, så den slet ikke kunne komme op igen, men gik til bunds i mosen med hud og hår. Kongen slap af ryggen på den, lige inden den sank, og han var glad for, at han bjergede livet. Han hoppede så fra tue til tue, faldt i og kom op igen mange gange; det var, som der slet ingen ende var på den mose. "Jeg sætter nok livet til her i den fordømte sump," tænkte kongen. Han var nu helt udaset, og han så ingen redning. Da så han med ét en lille gammel mand med et langt skæg og en kæp i hånden komme vandrende hen over mosen; det var som om han gik på tør jord, men han gik dog lige tværs over alle huller og pytter.
og alle de dyr i skoven vare."
"Ohøj," råbte kongen, "hjælp mig ud af dette uføre."
"Ja, du er kommet på gale veje, konge," sagde manden, "og du kommer vist aldrig levende herfra, hvis jeg ikke hjælper dig. Men det skal jeg også gøre, når du blot vil love mig, at det førstefødte af hankøn, som fødes i din gård, efter at du er kommet vel hjem, skal høre mig til. Lover du det?" Ja, kongen var i stand til at love, hvad det skulle være, for at slippe ud af den klemme, han var i, og han sagde: "Ja, vel lover jeg dig det, lad mig så slippe i land." For han satte jo livet på spil ved hvert skridt og hvert hop.
"Der har du min kæp," sagde den gamle, "følg bare efter den, den skal nok vise dig vej." Og så smed han sin kæp hen til kongen; han kunne ikke gribe den, men det var lige meget, for kæppen hoppede fra tue til tue, og kongen bag efter: Nu sank han ikke mere i, og snart havde han fast grund under fødderne. Kæppen blev ved at gå foran, til kongen så sit slot lige foran sig; så slog den et sving i luften, og så travede den alene tilbage ad samme vej, som den var kommet.
Da kongen var kommet op af mosen og fulgte kæppen på tør jord, så tænkte han jo over, hvad han havde lovet. Der var da så meget levende i hans gård, at det var svært at sige, hvad der ville være det førstefødte efter hans hjemkomst. Det kunne være et føl eller en hvalp, en gris eller et lam, et kid eller en kalv eller kanske en kattekilling. Men det kunne jo også være et menneskebarn, og det kunne endogså være kongens eget, for hans dronning ventede sig hvad dag, det skulle være. Men om det så var dronningen selv, der først fik en lille, så kunne det jo lige så godt være en pige som en dreng, og så gjaldt det jo ikke. Men lige som kongen kom op ad trapperne, så fødte hans dronning en prins. Det var deres førstefødte søn, og det var det første levende af hankøn, der kom til verden i kongens gård efter hans hjemkomst. Det var der ingen tvivl om, og kongen forstod nu, at det var den søn, han havde lovet trolden for sit liv. Så snart dronningen var oven senge, fortalte kongen hende det hele, og de blev da enige om, at de måtte se at komme overens med trolden, hvad det så end skulle koste. Deres eneste søn kunne de ikke give ham.
Drengen blev døbt, og han blev kaldt Villering, og da han var fjorten dage gammel, så om aftenen, dronningen sad alene ved hans vugge, så stod den gamle mand fra skoven foran hende og sagde, at hun jo nok vidste, at den lille hørte ham til. Det hjalp ikke alt, hvad hun bød ham i bytte. Men hun fik dog udvirket, at hvis trolden med det samme fik hundrede okser, så måtte hun beholde sønnen i fem år. Så så de ikke noget til trolden, før de fem år var omme: så var han der igen. Men han gav dronningen lov at beholde drengen fem år endnu, og han fik så to hundrede okser. Og da drengen var ti år gammel, kom den gamle igen, og for tre hundrede okser gav han forældrene lov at beholde drengen endnu i fem år.
Villering Kongesøn voksede da op i sin faders gård, til han fyldte sit femtende år. Han var da den håbefuldeste yngling, stor og smuk og vel oplært og uddannet i alle henseender. Da stod den lille gamle mand fra skoven igen en aftenstund for dronningen med sin kæp i hånden, og sagde: "Nu kommer jeg for at hente min dreng." Hun tiggede og bad og bød ham alt, hvad det skulle være, for at få lov at beholde sønnen, om det så kun var i fem år endnu. Men der hjalp ingen snak, og der gjaldt ingen gråd. Trolden sagde, at nu ville han have, hvad der hørte ham til. "I morgen skal han komme til mig," sagde trolden, "nu sætter jeg min kæp her ved døren; den skal nok vise ham vej. Og kommer han ikke, så skal jeg tage og sænke hele slottet med samt ham og jer alle ned i jorden, så der skal stå syv favne mosevand over jer. Det er nu femten år siden, jeg frelste kongens liv, og et kongeord kan ikke brydes."
Så gik trolden, men kæppen lod han stå ved døren. Og kongen og dronningen havde nu ikke andet at gøre, end næste morgen at sige Villering farvel med grædende tårer og lade ham tage kæppen i hånden og begive sig på rejsen. Så snart han kom uden for slottet, for kæppen mellem benene på ham. Han vidste ikke, om han red eller fløj, men han blev båret i susende fart over bjerg og dal, over land og vand, indtil han hen imod aften atter følte jorden under sin fod og kæppen i sin hånd og stod foran et slot, der lå lige som gravet ind i et bjerg.
Den lille gamle mand med det lange skæg stod uden for porten. Villering vidste straks, hvem det var.
"God aften, trold," sagde han.
"God aften, kongesøn," sagde trolden, "her kalder man mig ellers for konge og herre, og ikke som du siger. Og jeg kunne have lyst til straks at vride halsen om på dig, så løs som du er i kæften. Og det gør jeg også, hvis du ikke på stående fod kan sige mig tre sandheder, som der ingen løgn er ved."
"Ja," sagde Villering, "det er snart sagt: Aldrig lå jeg blødere end i min moders skød; aldrig smagte jeg sødere end af min moders bryst; og aldrig har jeg gjort min moder større sorg end i dag."
Det var der ingen løgn i; så blev trolden ganske blid imod ham og sagde, han kunne høre, han var godt oplært. "Men du kan dog endnu lære meget hos mig," sagde trolden, "og du kommer til at tage ordentligt fat og bestille noget. I dag er det helligdag, så kan du gå frit omkring og se dig om alle vegne; men i morgen er det arbejdsdag."
Der var rigtignok meget at se i troldkongens slot, som Villering aldrig før havde set mage til. Overalt skinnede det af guld og sølv; men det var Villering jo vant til. Men han så så mange underlige ting, som han slet ikke vidste, hvad var til. Og så mange underlige fugle og dyr, så han både ude og inde, og blomster og træer, som ikke lignede noget af, hvad han kendte til. Der var flere folk på gården end trolden og ham. Der var troldens tolv karle; de så fæle og bistre ud og var alle af rigtig troldeslægt. Og så var der troldens gamle moder, hun boede oppe i øverstestuen, og værre heks havde der aldrig været til. Hun havde kun to sorte tænder tilbage, og de hang langt ud af munden på hende. Og en næse havde hun så krum og så lang, så den nåede ned over hagen. Hun var fæl at se på. Men hun havde til sin opvartning en køn lille pige, som slet ikke lignede hende. Hun blev kaldt for Miseri Mø, og hun var ingen født troldeunge, men et rigtigt menneskebarn, en kongedatter som trolden havde stjålet, da hun var ganske lille. Hun havde nu gået så længe hos den gamle troldkælling, så hun havde lært hende alle hendes kunster af. Hun var helt urimeligt klog, men var meget sød alligevel. Hun lagde jo godt mærke til Villering Kongesøn, og hun syntes rigtignok bedre om ham end om alt det troldtøj, hun levede imellem; men hun lod sig ikke mærke med nogenting. Villering fik sin aftensmad, og han fik sig en god seng, og så sov han sødelig til næste morgen.
Så kom trolden og kaldte på ham og tog ham med sig ud til en skov, han havde. Den skulle Villering fælde, det skulle være hans dagsværk. "Er du ikke færdig med det inden aften, så vrider jeg halsen om på dig," sagde trolden, og så gik han. Men drengen stod alene ude i skoven med en økse, som han knap kunne slæbe. Han begyndte at hugge i et træ nede ved roden, så højt som han kunne løfte troldens økse, og der røg jo også nogle spåner af; men hvad kunne det forslå? Med alt hvad han sled og slæbte, kunne han ikke få det ene træ fældet inden aften, det kunne han nok se; så satte han sig ned og tørrede sveden af sig og tænkte, at nu var hans liv snart nået sin ende. Da kom Miseri Mø vimsende med en lille kurv på armen; det var hans middagsmad, hun havde med ud til ham. Så spurgte hun ham, hvorfor han så så forknyt ud.
"Fordi det er ude med mig," sagde han; "jeg skulle have fældet hele skoven inden aften, og jeg kan ikke blive færdig med et eneste træ. Har jeg ikke hele skoven fældet i rette tid, så skal jeg have halsen vredet om." Så sagde Miseri Mø, at det var da ingenting at pibe over: Den smule skov kunne man sagtens få fældet.
"Åh, så hjælp mig," sagde Villering Kongesøn.
"Hjælper jeg dig, så sviger du mig," svarede Miseri Mø.
Nej, han lovede da så vist, han skulle være hende huld og tro alle dage, når hun bare ville hjælpe ham. Så sagde troldepigen, at han skulle sætte sig til at spise den gode mad, hun havde bragt ham: Skoven skulle de snart blive færdige med. Så satte hun sig hos ham, og der blev hun siddende og talte med ham, og de to syntes mere og mere om hinanden. Da det nu var henad aften, så sagde troldepigen, at nu måtte hun hjem, inden troldkællingen vågnede: Hun fik sig altid sådan en lang middagssøvn. Og så ville hun have, at Miseri Mø skulle sidde der hele tiden, mens hun sov, og klø hende i hovedet. "Men det har jeg nu sat vores sorte kat til i dag," sagde hun, "så får den fløde i aften, og så sladrer den ikke. – Men der var jo den skov, vi skulle have fældet," føjede hun til, og så løftede hun sit forklæde og sagde: "Hvist, hvist, hvist!" Med det samme faldt skoven over ende, det ene store træ oven på det andet, det var hurtigt overstået. Så snappede Miseri Mø sin lille kurv, og så løb hun hjem til troldkællingen, og hun var da ikke vågnet endnu.
I det samme som solen var gået ned, kom trolden ud til Villering og skulle se, hvad han havde fået udrettet. Der lå hele skoven fældet, træ ved træ. "Du kan mere, end jeg troede," sagde trolden, "men dette har du vist ikke klaret af dig selv." Så kom Villering hjem i troldegården, fik sin aftensmad og kom til ro.
Næste morgen fulgte trolden ham ud til en fåresti. "Den skulle jeg have gjort ren," siger han, "og det må du være færdig med i dag inden aften; ellers vrider jeg halsen om på dig." Så gik han, og kongesønnen stod der alene i den tomme fåresti, den var lige så stor som en herregårdslade. Og møget lå meterhøjt over hele gulvet, helt op under taget. Der stod en skovl, men den var så tung, så Villering knap kunne løfte den. Han begyndte at pirre i alt det skarn, men endnu over middag var det ikke til at se, hvad han havde fået udrettet. Da kom Miseri Mø med hans mad, og han klagede sin nød for hende.
"Ja, hjælper jeg dig, så sviger du mig," sagde hun. Men han forsikrede, at han skulle være hende så tro og så huld som det pure guld. "Ja, ja," sagde hun, "så skal jeg da hjælpe dig. Den sti har ellers ikke været gjort ren i hundrede år; så det er et godt arbejde, han dér har givet dig." Så stak hun skovlen fast i skarnet og sagde:
"Skarn, følg skovl, og skovl, følg skarn!Så gav skovlen sig til at kaste skarnet, så det røg om ørerne på dem. "Her er ikke værd at være," sagde Miseri Mø, og så tog hun Villering ved hånden og førte ham ud i troldens have, og hun gav ham af alle de dejligste modne frugter, og de blev sammen i haven og havde meget at tale om, indtil hen imod aften, så sagde hun farvel: Nu måtte hun ind, før troldkællingen vågnede; den sorte kat var igen i arbejde i hendes sted; og han måtte igen ind på fårestien, inden solen gik ned, og trolden kom. Da Villering kom ind i stalden, så var den så ren som et nyvasket mælkefad. Så kom trolden. "Nå," siger han, "du er ikke så tosset endda, af en jordunge at være. Men det har du vist ikke klaret af dig selv." Så kom Villering ind og fik sin aftensmad og kom i sin seng.
Det er ikke værk for et kongebarn."
Næste morgen siger trolden til ham: "Nu har du haft strengt arbejde i to dage; men i dag skal du ikke gøre andet end ride min hingst til vands; det er da noget, du er vant til." Så kom Villering hen i stalden; trolden havde mange heste på stald, men ingen, der kunne lignes ved hans vrinsker, det var en stor grå hingst, der stod for sig selv i den øverste bås. Den stod ved en guldkrybbe, men krybben var tom. Den var bundet ved en grime af jern, med syv hængelåse for; og den stod og stampede i stengulvet, så det gnistrede om den. Og da Villering ville op i krybben til den, lagde den ørerne tilbage og hvinede og fnøs, så der stod ild ud af næseborene. Kongesønnen var ellers godt kendt med fyrige heste, men sådan én havde han aldrig set før. Han både fløjtede og snakkede godt for den; men lige gal blev den: Den ville både slå og bide, og den var nok ikke god at bides med. Dér stod Villering endnu og var ikke kommet længere, da Miseri Mø kom med hans middagsmad.
"Ja, det er nu det værste, han har sat dig til," sagde hun; "men der kunne også være råd for det." Han bad hende da så mindelig, at hun ville hjælpe ham; det vidste han, hun kunne. "Hjælper jeg dig, så sviger du mig," sagde hun. Nej, svarede han, hun kunne være vis på, at han ville være hende huld og tro alle dage; han havde aldrig holdt så meget af nogen som af hende. Så tog troldepigen et halmstrå og lagde op på hingstens ryg, og så sagde hun:
"Stå nu, Blak, for Miseri Mø,Da stod den så stille som et lam; troldepigen gik op til den og gav den et godt foder af det bedste der var; så blæste hun syv gange på de syv hængelåse, så var den løs; og så sagde hun:
så giver jeg dig både korn og hø."
"Gå nu, Blak, for bøn og for løn,Så lod den Villering sidde op, og han red den til vands i jerngrimeskaftet og tilbage igen og satte den op i båsen, hvor den stod før. Troldepigen pustede igen på de syv hængelåse, og så var alting igen, som det havde været. Så snart det var overstået, og Miseri Mø igen var smuttet ind til troldkællingen, så kom trolden ud i stalden til kongesønnen og sagde: "Ja, jeg ser nok, du har gjort, hvad du skulle, og det er meget godt. Nu kan du gå ind og få din nadver."
og bær ham Villering Kongesøn."
Så gik trolden ind til sin gamle moder og skulle snakke lidt med hende under fire øjne. Men Miseri Mø passede på, og hun lurede ved døren og hørte hele deres samtale. Hun hørte da trolden sige: "Miseri Mø er blevet os for klog, og hun må nu også have været i lag med kongesønnen; ellers kunne han aldrig have udrettet det, han har. Nu må vi skille os af med dem begge to. Det er bedst, vi spiser dem nu; sådan et par kongebørn smager herligt. Nu lader jeg dem selv hede ovnen, og når det er gjort, så skal de ind og steges." Det syntes troldkællingen godt om, og de to sorte tænder, hun havde tilbage, begyndte at gå af sig selv, da hun tænkte på, hvor det skulle smage. "Lad dem bare blive godt møre," sagde hun. – Ja, det lovede trolden; og så gik han ud og sagde til Villering, at de skulle bage i nat, han skulle hente brænde til ovnen; og til Miseri Mø sagde han, at hun skulle fyre godt op: Han gik nu ind og lagde sig til at sove lidt; så skulle hun lade ham vide, når ovnen var rigtig hed.
Så bar Villering Kongesøn brænde ind, og Miseri Mø fyrede i ovnen, indtil hun hørte trolden snorke. Så tog hun to brændestykker og rejste dem over ende, ét ved hver side af ovnen, og så hviskede hun noget til dem og spyttede på dem. Så tog hun Villering ved hånden og løb udenfor, og der sagde hun til ham: "Nu skal du steges, kongesøn, det er derfor, vi varmer ovnen op."
"Åh, hjælp mig," sagde han. "Hjælper jeg dig, så sviger du mig," sagde hun. Men han lovede og svor, at han altid ville være hende huld og tro; hun var jo hans allerkæreste, og hun skulle også være hans kone.
Så løb hun med ham ned i stalden og op til troldens vrinsker; hun snakkede for den, og hun løste den fra krybben, og så satte hun og Villering sig begge op på den og red afsted, alt hvad vrinskeren kunne strække ud.
Imidlertid vågnede trolden og råbte: "Er ovnen hed, Miseri Mø?"
"Nej, endnu ikke," lød svaret, der kom fra det ene af de to brændestykker, men det lød, som det var hende, der svarede.
"Så kom mere brænde i den," råbte trolden, og så lagde han sig til at sove påny. Noget efter vågner trolden igen og råber: "Er ovnen ikke hed endnu?"
"Nej, endnu ikke," var der nogen, der svarede; det lød som Villering, men det var det andet brændestykke.
"Nu må det da snart være nok," råbte trolden, og så sov han ind igen. Efter nogen tid vågnede han da påny og råbte: "Er den ovn ikke hed endnu?" Men der var ingen, der svarede. Så kom trolden på benene og ud til ovnen: Den var da ved at være kold. Så for han omkring og ledte både inde og ude; men der var ingen Miseri Mø, og der var ingen Villering Kongesøn; og da han kom ud i stalden, så var hans vrinsker også borte. Så brølede han op, så hele slottet rystede, og de kom på benene allesammen, både hans gamle moder og hans tolv karle. Det var da klart, at de to kongebørn var rømmet med vrinskeren, og de tolv troldkarle blev da sendt afsted efter dem. "Tag alt med jer hjem, hvad I ser af mærkeligt," sagde troldkællingen; hun var jo den klogeste af dem.
Kongesønnen og Miseri Mø var imidlertid kommet et godt stykke vej fra troldeslottet. Så taler hesten og siger: "Jeg sveder om min lænd."
"Så er de efter os," siger troldepigen, "se dig om, kongesøn! hvad ser du?"
"Jeg ser en flok krager komme flyvende," sagde han.
"Det er troldens tolv karle," sagde hun, "de skal hente os."
"Find dog på råd," siger han.
"Hjælper jeg dig, så sviger du mig," svarer hun.
"Nej, min allerkæreste, jeg skal være dig huld og tro alle mine dage," siger han.
"Dem kan vi sagtens narre," siger Miseri Mø.
"Du til en tjørn, og Blak til en sten,Så var kongesønnen blevet til en rosenbusk, og hun en rose på den, og vrinskeren var blevet til en sten, der lå ved vejkanten. Kragerne kom flyvende, de så nok busken og det hele, men de blev ved at flyve. Til sidst vendte de om og kom hjem til troldeslottet.
og jeg til en rose på grønne gren!"
"Så I ingen ting?" spurgte trolden.
"Nej, vi så ikke andet end en rosenbusk med en rose på og en sten forneden, sagde de.
"Åh, I er nogle gode tosser," sagde trolden, "det var jo netop dem. I skulle blot have taget rosen, så var resten nok fulgt med. Nu må jeg selv afsted." Han får sin kæp mellem benene og så farer han som en vind igennem luften.
Flygtningene var imens kommet et godt stykke længere bort. Så taler hesten igen og siger: "Jeg sveder om min lænd."
"Så er de efter os," siger troldepigen, "se dig om, kongesøn! hvad ser du?"
"Jeg ser som et ildhjul i luften," siger han.
"Det er troldekongen selv," siger Miseri Mø, "nu gælder det."
"Åh, hjælp dog," siger kongesønnen.
"Hjælper jeg dig, så sviger du mig," siger møen; "men jeg skal prøve." Så siger hun:
"Du til en kirke, og jeg til en præst,Så var hingsten blevet til en kirkegård, kongesønnen til en kirke midt i, og Miseri Mø til en præst, der stod og messede for alteret i den. Trolden så kirken, han syntes ikke, han havde set den før, og han kom ned og stak næsen ind ad kirkedøren; men da han så og hørte præsten, der stod og messede, så trak han næsen til sig igen og for hjem til sin gamle moder.
til en kirkegård vor gode hest!"
"Nå," sagde hun, "så du heller ikke noget til dem?"
"Nej," sagde trolden, "jeg var helt inde på kristen jord; der stod en kirke med en præst i; men dem så jeg ikke."
"Åh, du er en rigtig haletudse," sagde troldkællingen; "det var jo dem. Du skulle have taget præsten, så var kirke og kirkegård nok fulgt med. Nu må jeg selv efter dem." Og hun fik fat i en ovnrage og så red hun lukt igennem luften, så det gnistrede efter hende.
Imidlertid var flygtningene kommet et godt stykke videre. Men så talte hesten igen og sagde: "Jeg sveder om min lænd."
"Se dig om, kongesøn! hvad ser du?" sagde pigen.
"Jeg ser en gloende drage i luften," sagde han.
"Det er den gamle troldemoder," sagde hun, "det bliver det værste." Og i det samme sagde hun:
"Du til en andrik, og jeg til en and,Og i det samme sejlede de to om derude på vandet. Straks efter var troldekællingen der. Og hun ned til vandkanten: "Pilleken, pilleken, rap, rap, rap!" sagde hun, og hun lokkede for ænderne så blidt, som hun kunne, og hun kastede bygkorn ud til dem. Men anden sejlede udefter, og andrikken fulgte med. Så tog kællingen sit troldæble og kastede ud efter dem; der var en lang tråd i det, og havde hun rørt ved en af dem, så havde hun kunnet trække dem alle i land. Men anden greb andrikken i vingen og trak ham ned under vandet, så æblet for hen over dem, og i det samme bed anden tråden over, så æblet sank til bunds. Med det sank al kællingens trolddom, nu kunne hun ikke mere. Så blev hun så gal og så arrig, så hun fløj i flint, og der blev en hel mark fuld af flintesten. Men Miseri Mø og Villering Kongesøn og troldens vrinsker, de fik igen deres skikkelse, og de red så roligt videre, til de kom til det land og det slot, hvor kongesønnen havde hjemme.
og hesten til det klare vand!"
Da skabte Miseri Mø hingsten om til en grå sten ved vejen, og den satte de sig på begge to, og så sagde hun: "Du må nu ikke tro, Villering Kongesøn, at det kun er nogle få dage, siden du gik hjemmefra; for det er samfulde syv år. Det er endnu meget længere siden, jeg kom hjemmefra, og imens er min slægt uddød eller så godt som," sagde hun, og så klappede hun gråstenen. "Og der er også forandringer hjemme hos dig: Din moder er død, men din fader lever endnu; han er gift igen med en enkedronning; hun har en stor datter, og så har hun og din fader en lille søn sammen. Gå du nu ind til din fader og fortæl alting. Når du har gjort det, kan du komme ud og hente mig ind. Men nu må du passe på, at ingen får lov til at kysse dig, førend du har hentet mig ind; for sker det, så glemmer du mig helt." Det mente kongesønnen, han sagtens kunne love; han var da så glad og så taknemmelig og havde hende så kær. Så kyssede han Miseri Mø, og så gik han op på sin faders slot, men hun blev siddende på den grå sten nede ved vejen.
Villering Kongesøn kom da ind til sin fader, som straks kendte ham igen og blev så glad ved at se ham; og i det samme kom den nye dronning, Villerings stedmoder, også ind, og hun havde hans lille broder på armen. Og da hun hørte, hvem der var kommet, så ville hun straks kysse ham til velkomst. Men Villering undgik det. Så rakte hun hans lille broder frem, for at han skulle kysse ham, men Villering gjorde det ikke, han klappede ham bare. Da kom der en hvid myndehund ind; Villering vidste ikke bedre, end at det var hans egen, som han havde haft, da han var hjemme, den kom fortroligt hen til ham, og han klappede den og nævnte den ved navn. Men så sprang den op ad ham og slikkede ham i ansigtet, og i samme øjeblik havde han rent glemt Miseri Mø og al sin kærlighed til hende; han kunne slet ikke huske hverken hendes navn eller noget af alt, hvad hun havde gjort for ham. Nu skulle han jo fortælle, hvad der var hændt ham i de syv år, som han selv syntes var knap så mange dage; men han kunne ingen rede få på det. Så bad hans fader ham bare ikke plage sig med det, men hellere slå det helt af hovedet: Han havde jo været fortryllet, men nu var han jo sig selv igen og hjemme hos sig selv. Det ville de være glade for, og de holdt gæstebud og fornøjede sig på slottet den aften. Der var jo dronningens datter, en dejlig ung prinsesse, som Villering Kongesøn straks blev aldeles indtaget i. Og der var sang og dans og lystighed på slottet, hvor Villering dansede med den skønne prinsesse, mens hans rette kæreste, Miseri Mø, sad ene ude på den grå sten ved landevejen.
Da hun havde siddet der så længe, så hun nok kunne forstå, hvordan det var gået, så rejste hun sig op. Og så skabte hun gråstenen om til en lille grå kalv, og med den trak hun hen til slottets ladegård, som lå et stykke borte fra slottet, og der fortalte hun, at hun var en stakkels pige, som hverken havde fader eller moder og ikke ejede andet end den lille grå kalv, og hun spurgte, om hun ikke kunne få tjeneste der. Jo, hun kunne blive hønsepige. Hun skulle så passe alt kongens fjerkræ, og hun fik et lille hus at bo i for sig selv, hvor hun også kunne have sin lille grå kalv. Der sad hun så og passede sit; hun så ikke noget til Villering Kongesøn, og han tænkte jo aldrig på hende, for han havde rent glemt hende; men han var da samme aften blevet forlovet med prinsessen, som var hans stedmoders datter, og de skulle have bryllup med det allerførste.
Der gik ellers meget ry på slottet af den nye hønsepige. Både var hun da så urimelig køn, og så var hun så fingernem, så man aldrig havde set mage. Sådan en søm, som hun kunne sy, havde man aldrig før set på slottet. Nu skulle jo alle pynte sig på det bedste til kongesønnens bryllup. Så får kongens livkusk det indfald, at han vil bede den smukke hønsepige om at sy ham en stadsskjorte til den højtidelighed. Det var nok mest et påskud for at have et ærinde til hende; og han kommer jo ned til hende en aften og beder hende, om hun ikke ville gøre ham den tjeneste at sy sådan en skjorte til ham; han vil da betale hende godt for det. Jo, det skulle hun gerne føje ham i, det var snart gjort, sagde hun, og han kunne få skjorten færdig hjem med sig. Så sagde hun:
"Saks, klip klud, og nål, træk tråd,Så gik arbejdet af sig selv, og han sad imens og fortalte løst og fast om den store stads, der skulle stå oppe på slottet. Men da skjorten var færdig, ville han ikke gå endnu, men han begyndte at blive nærgående og at snakke om, at hun skulle være hans kæreste. Så siger hun: "Åh, gør mig nu først en lille tjeneste. Jeg har glemt at dække min ild til; spring du ud og slå aske på den. Der står en skovl på arnen, som du kan bruge til det; men sig til, når du har den fat." Det var karlen straks villig til, og han ud i skorstenen, og da han har fundet skovlen, så råber han det ind til hende. Så siger hun:
og det skal være færdigt til sengemål!"
"Karl, hold skovl, og skovl, hold karl,Så gik hun ovenpå og lagde sig. Men han kunne ikke slippe skovlen og ikke flytte sig af pletten, men stod og bankede med den skovl i asken hele natten igennem, så det stod i en sky om ørerne på ham. Først om morgenen, da hanen galede, så var han igen løs, og han skyndte sig at tage sin skjorte og liste hjem til slottet.
og det skal vare til hanegal!"
Op ad dagen så pralede han jo for de andre folk og viste dem den smukke skjorte, som den kønne hønsepige havde syet til ham. Men sit natteeventyr fortalte han ikke noget om. Så fik prinsens kammertjener lyst til også at få sig sådan en fin skjorte; og samme aften gjorde han sig da det ærinde ned til den kønne hønsepige. Og hun sagde også ja, det var snart gjort, han kunne få skjorten med, når han gik hjem til sengetid:
"Saks, klip klud, og nål, træk tråd,Han havde jo meget at fortælle om alle de kongelige; men da skjorten var færdig, så gav han sig endnu god tid, og han begyndte da også at ville lege kæreste med hende. Så siger hun: "Åh, nu har jeg glemt at sætte pind for mit tørvehus; det gør jeg ellers hver aften; kunne du nu ikke gøre det for mig? Pinden hænger i dørkarmen, ved et lille bånd, men sig til, når du har den fat." Han var straks villig, og han råbte jo, da han havde pinden i hånden.
og det skal være færdigt til sengemål!"
"Karl, hold pind, og pind, hold karl,siger hun, og så går hun til ro. Men karlen måtte stå hele natten og hugge med den pind, og det så hårdt, så hele døren var hul ved hul om morgenen, da han blev løs og luskede hjem med sin skjorte.
og det skal vare til hanegal!"
Kammertjeneren kunne dog ikke lade være at prale af sin fine skjorte og fortælle om den mageløst kønne hønsepige, som havde syet den til ham. Så syntes kongens staldmester, at han også måtte have sig sådan en skjorte syet. Og om aftenen kommer han ned til hønsepigens lille hus og beder hende pænt, om hun ikke også ville sy ham sådan en nydelig skjorte at have på til brylluppet. Jo, det kunne hun gerne; det var snart gjort:
"Saks, klip klud, og nål, træk tråd,Det gik jo strygende, og staldmesteren sad imens og gjorde sig så behagelig, som han kunne blive. Men da det var sengetid, og skjorten var færdig, så var han ikke færdig endnu, men ville gerne gøre sig endnu mere behagelig. Så siger pigen: "Det var da slemt, jeg må ud og besørge noget, jeg har glemt." – Hvad det var? spørger staldmesteren, og om han ikke kunne gøre det? – Nej, det var da en skam, siger hun, at bede sådan en fin herre om; for det var hendes kalv, der stod udenfor, den skulle sættes ind i stald hver aften. Det ville staldmesteren gøre, det fik hun ikke lov til, sagde han. "Ja, men den er noget vanskelig af sig," siger hun, "den vil aldrig gå ind, uden man tager den ved halen og trækker den ind." Men han skulle da have tak, hvis han ville sætte den ind for hende; han skulle bare sige til, når han havde fat i halen. Ja, staldmesteren kommer ud til den lille grå kalv, og han griber den i halen og siger så til pigen, at nu har han den. Så siger hun:
og det skal være færdigt til sengemål!"
"Karl, hold kalv, og kalv, hold karl,Så kunne han ikke slippe, og kalven lod sig ikke sætte i hus den aften: den bissede afsted over grøfter og gærder, over moser og myrer den hele nat, og staldmesteren måtte kønt følge med, så han kunne knap hænge sammen om morgenen, da kalven stod stille uden for hønsepigens hus, og han kunne slippe den. Han humpede da op på slottet og kom i sin seng, og han glemte rent at få sin nye skjorte med sig.
og det skal vare til hanegal!"
Staldmesteren måtte dog se til at få sine lemmer samlet sammen igen samme dag, for det var kongesønnens og prinsessens bryllupsdag. Så forrevet og forslået som han var, måtte han dog op og i klæderne og se efter hestene og køretøjerne, som de kongelige skulle bruge. Og han måtte endogså krybe til hest for at ride med, når de kørte til kirke.
Men de var nær aldrig kommet derhen, så mange uheld havde de på vejen. Straks, da brudeparrets vogn er kommet ud af slottet, så knækker den ene vognhammel. Der bliver hentet en ny og sat på, men den knækker også lige straks. Så siger kusken, at i det lille hus hist henne der bor en hønsepige, som har en ovnskovl, som de nok kunne bruge for hammel: Den er stærk nok, det er han vis på. Og der går jo bud ind til hønsepigen, at de kongelige skulle bruge hendes ovnskovl. Men hun siger: "Min moder stod aldrig for hovbud, og det gør hendes datter ikke heller." Så måtte brudgommen selv stå ud og gå hen og pænt bede hende låne ham sin ovnskovl. Så fik han den; den blev sat på som hammel, og skaglerne spændt om den, og den holdt godt nok.
Men de har kun kørt et lille stykke, så knækker den bolt, der holdt vognstangen; og enhver ny bolt, de satte i stedet, den knækkede lige straks. Så kommer kammertjeneren i tanker om, at hønsepigen havde en pind for sit tørvehus, som var stærk, det vidste han: den skulle nok holde som bolt for vognstangen. Han blev da sendt ind at få den; men hun svarede ligesom før, at hun stod ikke for hovbud, og brudgommen måtte igen selv ind og bede hende om den pind. Den passede godt nok, og den kunne magelig holde stangen og det hele.
Så kom de da afsted igen; men lige med ét, lige uden for hønsepigens hus, dér kører vognen sådan fast i vejen, at de seks heste, de har for, ikke kan flytte den af pletten. De spænder andre seks heste for, men det hjælper lige meget: Vognen står fast, som den var muret. Da kom staldmesteren i tanker om, at han havde hørt tale om, at samme hønsepige skulle have en lille grå kalv, som var så umådelig stærk: den kunne måske trække læsset. Så gik brudgommen selv ind og bad pigen, om de måtte låne den kalv. "Hvordan skulle den kunne trække det, som tolv heste ikke kan?" siger hun; men de må gerne prøve ad. Så spænder de hestene fra og sætter kalven for vognen; og det kan nok være, de kom i fart: Så snart den tog fat, så for vognen hen ad vejen, så ingen kunne se en ege i hjulene, de løb alle ud i ét for øjnene, og sådan gik det lige til kirken. Den lå oppe på en stejl bakke, og de skulle have holdt neden for og gået op til kirken, og der var bredt de fineste tæpper hele den vej, de skulle gå over kirkegården. Men kalven trak vognen i susende fart gennem kirkegårdsporten og op ad bakken over alle de fine tæpper og satte den lige for kirkedøren.
Brudeparret kom da ud af vognen, de var helt fortumlede; men de kom jo ind, og følget var samlet, og der var både præst og degn, og de blev viet, og så kørte de tilbage til slottet, hvor gæstebudet skulle holdes; men på hjemvejen havde de seks heste for igen: det gik ikke nær så strygende som på turen derhen. Så siger brudgommen, at det var da ikke mere end rimeligt at byde hønsepigen med til gildet; de havde jo hende så meget at takke for. Og så gik der da også bud efter hende. Hun kom, ligesom de skulle gå til bords, og der var ingen af gæsterne, der kendte hende; men der var heller ingen af dem, som tænkte på, at det kunne være hønsepigen: Hun var klædt som en prinsesse og førte sig som en dronning, og hun var uden sammenligning den smukkeste kvinde i hele selskabet, bruden ikke undtaget. Hun sætter sig midt for bordet, lige over for brudeparret, og hun har en fugl siddende på hver af sine skuldre: På den ene en due og på den anden en duerik.
Da hele selskabet har sat sig, så tager hønsepigen tre bygkorn frem og kaster på bordet, og straks flyver duerne ned efter dem: Duerikken tager de to, og duen får kun det ene. Da siger pigen:
"Nu sviger du hende, som hjalp dig i nød,Alle gæsterne så forundret på hende, og brudgommen allermest: Han syntes, han skulle kende hende, og han syntes, at han havde hørt det navn før.
ligesom kongesønnen sveg Miseri Mø."
Så strør hun seks bygkorn på dugen; duerne flyver efter, dueriken tager de fire, og duen får kun de to. Da siger hun igen som før:
"Nu sviger du hende, som hjalp dig i nød,Brudgommen spilede øjnene op og stirrede på hende; han begyndte at få en anelse om, at det var ham, der var tale om.
ligesom kongesønnen sveg Miseri Mø."
Så kastede hun ni bygkorn ud på bordet imellem dem; duerne fløj ned, duerikken tog de seks, og duen fik kun de tre. Da siger pigen:
"Nu sviger du hende, som hjalp dig i nød,Så fløj duerne igen op og satte sig på hendes skuldre. Men Villering Kongesøn for op fra sit sæde: Nu mindedes han alt og kendte hende igen. Så siger han til gæsterne: "Engang lod jeg mig gøre et meget smukt skrin til at gemme mine dyrebareste sager i, og en meget kostelig guldnøgle lod jeg mig gøre dertil. Så tabte jeg guldnøglen og fik en sølvnøgle i stedet. Nu har jeg fundet guldnøglen, og nu spørger jeg alle, som her er forsamlet, hvilken nøgle de råder mig til at bruge: Guldnøglen eller sølvnøglen?" Alle svarede da enstemmigt, at han skulle bruge guldnøglen. Da sagde Villering Kongesøn: "Siden I alle giver mig det råd, så må heller ingen være fortrydlig over, at jeg forskyder den prinsesse, jeg har holdt bryllup med i dag, og ægter den prinsesse, som sidder lige for mig med duerne på sine skuldre. Hun alene er min rette allerkæreste, som jeg skylder alt, og som rent var gået mig i glemme fra den dag, jeg trådte ind i dette hus." Nu kunne han mindes alt, hvad han havde oplevet, og han fortalte det hele fra først til sidst. Men da han kom til det, at han så pludselig og så ubegribelig havde tabt hukommelsen, da han var kommet ind på slottet, så tog Miseri Mø ordet og sagde: "Du mindes nu vel også, at jeg sagde, du måtte ikke lade nogen kysse dig, før du havde ført mig ind for din fader. Og du kyssede heller ikke din stedmoder, da hun ville kysse dig, og du kyssede heller ikke hendes lille dreng, som er din halvbroder; men du lod den hvide myndehund kysse dig, og det var ingen anden end den prinsesse, der står brud her i dag."
ligesom kongesønnen sveg Miseri Mø.
Han satte hende på breden sten;
for al sin møje fik hun kun mén."
Da forstod alle, at dronningen var en heks, og at hun og hendes datter havde lagt snarer ud for kongesønnen. Kongen lod straks både dronningen og hendes datter og deres lille søn sætte i en vogn og køre tilbage til det land, hvor de havde hjemme. Men nu blev der holdt rigtigt bryllup for Villering Kongesøn og Miseri Mø.
Så om aftenen før sengetid så siger Miseri Mø til sin brudgom: "Vil du nu være så god at lade den grå kalv hente, som står hjemme i mit lille hus? Det er ingen anden end troldens vrinsker, der bar os hele vejen hid. Lad den lukke ind i et gæsteværelse på slottet, hvor der er en opredt seng og et nyt sæt klæder, som er gjort til dig selv."
Da det var gjort, som hun ville have det, så sagde bruden til brudgommen: "Nu skal du være min, og jeg skal være din, og jeg vil ikke have nogenting for mig selv. Men jeg har endnu al min trolddom, som jeg lærte i troldens gård, og den vil jeg nu af med." Så sagde hun ham, hvordan det kunne ske: Ved siden af brudesengen skulle han lade sætte et stort kar fuldt af koldt vand, og når hun nu kom og ville stige i sengen, så skulle han gribe hende og styrte hende baglæns ud i det vand, så hun kom helt under det. Når han så igen løftede hende op af badet, så ville alle hendes tryllekunster være glemt, dem ville hun ikke mere mindes.
Han gjorde, som hun bad, og den næste morgen fulgtes brudgom og brud til det gæstekammer, hvor kalven var sat ind. Så stod der en prins, som lignede Miseri Mø, som en broder kan ligne en søster. Og han var også hendes broder, som trolden havde forgjort, så han først kunne blive menneske igen, når der ikke længere var nogen Miseri Mø. Men det var hun jo heller ikke mere, nu hvor hun var prinsens kone. De holdt bryllup endnu i otte dage, så rejste brudens broder hjem og overtog det rige, deres fader havde haft. Og Villerings fader overlod ham riget, så han blev konge der i landet. Og dette er kong Villerings og dronning Miseris historie.