Vildmanden
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en konge i England, han havde i sit rige en stor skovmose, som lå helt øde og hverken havde vej eller sti. Der var ingen, som turde vove sig ind i den, for der gik det rygte, at alt levende, som kom derind, hvad enten det var folk eller fæ, blev borte med det samme. De kaldte den for Vildmosen.
Så ville kongen engang have den vildmose rigtig undersøgt, og han lod hele sin hær omringe den og trænge ind i den fra alle sider. Midt inde i mosen traf de på en stor vildmand, som lå og sov. De fik ham forsvarligt bundet, inden han vågnede, og så førte de ham til kongens slot. Det var en underlig karl at se til. Han var skabt som et menneske, men meget større, og så var han lodden over hele kroppen og havde kun et øje; det sad midt i panden.
Kongen var meget glad for den fangst, han havde gjort. Han var sikker på, at vildmanden havde store skatte gemt i sin mose, og dem ville han gerne have fingre i. Men vildmanden var ikke til at få et ord ud af. Så lod kongen ham sætte ind i et stort jernbur, og det lod han mure ind i et solidt kampestenstårn. Hver dag blev der stukket mad og drikke ind gennem jernstængerne til vildmanden; men nøglerne til tårnet havde kongen selv.
Så traf det sig, at kongen måtte drage afsted for at hjælpe en anden konge at forsvare hans land; for der var mange konger i England i de tider. Nøglerne til tårnet betroede han da til sin dronning og bad hende passe godt på dem, og han svor på, at hvem som helst der slap vildmanden løs, han skulle miste sit liv. Dronningen lovede da også, at hun aldrig skulle lade de nøgler komme fra sig, hverken nat eller dag. Og så drog kongen i krig.
Denne konge og dronning havde et eneste barn, en dejlig opvakt dreng, som da var syv år gammel. Han løb en dag på slotspladsen og legede bold med sit guldæble. Så kommer han til at kaste sådan med det, at det flyver mellem jernstængerne i tårnet ind til den vilde mand. Drengen løb efter og bad vildmanden kaste hans bold ud igen. Men vildmanden sagde nej; han fik ikke sin bold igen, uden han selv kom ind og hentede den. Og så sagde han ham med det samme, hvordan han skulle få nøglerne til tårnet listet fra sin moder, dronningen.
Kongesønnen løber da ind til dronningen og lægger sit hoved i hendes skød og siger: "Åh, mor, der er noget i mit hoved, der klør; du må se, hvad det er." Hun så jo efter og sagde: "Der er ingenting." Men i mellemtiden havde drengen fået listet nøglerne op af hendes lomme; og han ud med dem til tårnet og lukker den yderste dør op: "Giv mig så mit guldæble," siger han. "Nej, du må lukke den næste dør op også," siger vildmanden. Det gjorde kongesønnen, og så bad han igen om sit guldæble. Men vildmanden sagde, han først måtte lukke den inderste dør op med; og da kongesønnen havde gjort det, fik han sit guldæble. Vildmanden gik med det samme ud af buret; men han gav kongesønnen en lille fløjte og sagde: "Kommer du nogensinde i nød, så blæs kun i den og kald på mig. Så skal jeg nok hjælpe dig." Og dermed løb han ad mosen til.
Kongesønnen blev jo hed om ørerne, da vildmanden løb sin vej; for han vidste, hvad hans fader havde lovet den, der hjalp ham fri. Han låste alle tre døre og løb igen ind til dronningen, lagde sit hoved i hendes skød og sagde: "Åh, mor, der er noget, der bider mig; se, hvad det er."
"Åh, det er nok ikke sandt," sagde dronningen, men hun skulle dog se efter i hans hoved, og imens listede han nøglerne i hendes lomme igen.
Næste dag, da de kom og ville fodre vildmanden, så var han borte, og ingen kunne begribe, hvordan han var gået gennem lukkede døre. Dronningen blev meget forfærdet over det; men hun havde nok en mistanke om, hvordan det var gået til. Hun sagde dog ingenting, hverken til sønnen eller til andre, men ventede roligt, til kongen kom hjem fra krigen.
Kongen blev rasende, da han fik at vide, at hans vildmand var borte; og han sagde, at hvad han havde svoret, det måtte holdes; og dronningen, som havde nøglerne, hun måtte stå til ansvar for, hvad der var sket; hun måtte vide, hvem der havde lukket vildmanden ud. Men dronningen sagde, at hun ikke havde gjort det, og hun heller ikke havde ladet nøglerne komme fra sig, så hun vidste ingenting. Da dømte kongen, at hun skulle bøde med livet; og hun blev da ført til retterstedet. Men nu trådte prinsen frem og sagde, at hans moder var uskyldig. Han havde listet nøglerne af hendes lomme og i den igen, og det var ham, der havde lukket op for vildmanden, for at få sit guldæble igen. Så blev dronningen jo fri; men nu skulle drengen da miste sit liv, som kongen havde lovet. Hans fader ville dog ikke lade ham dræbe; men bød, at man straks skulle føre ham hen til vildmosen og jage ham derind; så kom han nok alligevel af med livet, så kongens ed stod ved magt.
Kongesønnen blev da ført ud til vildmosen, og det blev sagt til ham, at dersom han nogensinde viste sig uden for den – om han ellers kunne slippe ud – så skulle han miste sit liv. Der var da ikke andet for ham at gøre end at gå ind i mosen og passe på at holde sig på de tørre steder og undgå sump og hængedynd. Sådan blev han da ved at arbejde sig ind i mosen, der var milevid til alle sider og helt overgroet med skov og krat.
Det var henimod aften, da kongesønnen blev jaget ind i vildmosen, og han var ikke kommet ret langt ind i den, før det blev mørkt. Så bestemte han sig for at krybe op i et træ for at blive der, til det blev lyst igen. Men da han kravler op, hænger han fast i en kvist, og da han ser efter, hvad det er, der har taget fat i kvisten, så er det den lille fløjte, han har fået af vildmanden. Den havde han da helt glemt; men nu gav han sig til at blæse kraftigt i den, og så råbte han af fuld hals: "Vildmand, vildmand!" I det samme stod vildmanden for ham og så nok så venligt på ham med sit øje midt i panden. "Sæt dig op på min ryg," sagde han, og drengen var ikke sen til at slynge benene over hans skuldre og gribe fat i hans tykke hår. Så løb vildmanden afsted med ham længere ind i vildmosen, og der sank han lige med ét ned i jorden. Dernede havde vildmanden sin bolig, og det var som et helt slot indvendigt. Der fik prinsen da et godt måltid, kom i en god seng og sov sødeligt den nat.
Så om morgenen kommer vildmanden ind til kongesønnen og siger til ham:
Her skal du bo, og her skal du være,Så tager han drengen med sig ud i stalden og viser ham alle sine heste, både brune, sorte og hvide, og han viser ham omkring uden for slottet. Der var både haver og enge, og der var også fægteplads og ridebane. Så oplærte han hver dag drengen i at ride og kæmpe til hest, at hugge og fægte, at skyde og svømme, at kaste med spyd og dyste med lanse.
og her skal du stå syv år i lære,
indtil du selv kan gå ud i den vide verden.
Sådan gik nu syv år, og den unge kongesøn var da fjorten år gammel; men han kunne godt gå for atten, så stor og stærk som var han. Da sagde vildmanden til ham: "Nu skal du vaske dit hår i denne her brønd." Og da han gjorde det, blev hans hår som det pureste guld. Så giver vildmanden ham et sæt simple klæder og siger til ham, at dem skal han trække i, og så skal han ud i verden og forsøge sin lykke. Samme aften tog den vilde mand ham på sin ryg, og så løb han med ham hele natten; drengen kunne ikke se, om det gik over land eller vand, men rask gik det, og langt bort kom de, inden dagen gryede. Da satte vildmanden ham ned på jorden og tog afsked med ham. "Der ligger et kongeslot lidt herfra," sagde han, "dér skal du gå ind og tage tjeneste ved, hvad du kan få. Men du skal aldrig tale om, hvem du er, eller hvor du kommer fra; og så længe du er i ringe stand, må du altid beholde din hue på, så ingen får dit gyldne hår at se. Hvad du ellers har at gøre, det finder du nok selv ud af. Men alt, hvad jeg har af våben og heste, kan du få, når du vil, og slippe af med igen, når du ikke har brug for det. Og du skal aldrig være bange for at ønske dig noget."
I det samme var vildmanden borte, og ungersvenden gik hen til kongeslottet og spurgte, om han kunne få tjeneste der. – Ja, han kunne blive gartnerdreng og hjælpe til med at grave og luge og plante og vande i kongens have. Det var han godt tilfreds med, og han kom da hen og meldte sig hos gartneren.
"Huen af, når du taler med mig," sagde slotsgartneren.
"Jeg må nok hellere beholde den på, for jeg har skurv," sagde kongesønnen.
"Nej, fy for en ulykke," sagde slotsgartneren; "så vil jeg ikke have dig i mit hus, men du kan sove ude i skuret."
Ja, det var han godt tilfreds med.
Gartnerdrengen passede sin tjeneste, og det vakte forundring hos alle: Alt det, han kunne få udrettet, og hvor godt alting lykkedes for ham. Men når han stak spaden i jorden, så ønskede han bare, at det stykke var gravet, som han skulle have færdigt; og så var det gravet med det samme. Og når han stak en pind i jorden, så ønskede han, at den måtte gro; og så gik det altid så, at hvad han plantede om aftenen, det stod i fuldt flor næste morgen. Det skønnede gartneren på, så han var meget tilfreds med den hjælper.
Så en morgen tidlig, han har ligget og sovet ude i skuret som sædvanlig, så går gartnerdrengen udenfor og vasker sig ved brønden, og han tager da sin hue af og reder sit lange, gyldne hår. Så træffer det sig, at kongens yngste datter – for han havde tre døtre, alle tre dejlige unge prinsesser – hun var kommet tidligt op den morgen og stod i sit vindue, som vendte ud til haven; og hun så noget skinne inde imellem træerne og troede først, det var solen, der stod op. Men da hun skulle se nærmere efter, så var det gartnerdrengens lange hår, der skinnede som det pureste guld. Det hæftede hun sig ved; men når hun kom i haven, så havde gartnerdrengen altid sin hue på, og han tog den ikke af, hverken for hende eller nogen af de kongelige, så lidt som for gartneren eller andre. Men efter den morgen kunne hun ikke holde sine øjne fra ham; og hun kunne ikke lade være at synes, at han var den skønneste unge mand, hun nogensinde havde set; og hun kunne ikke tro andet, end at han nok ikke var den, han gav sig ud for. Begge hendes søstre drillede hende med, at hun nok havde et godt øje til den skurvede gartnerdreng, for hun kunne ikke lade være med at se på ham, når de kom forbi ham. Ja, det hændte endogså en gang i middagsstunden, hun spadserede i haven med sin fader og sine to søstre, at de traf gartnerdrengen sovende på en græsbænk, og hun ikke kunne dy sig for at gå hen og lette på hans hue. Søstrene lo ad hende, og kongen skammede hende ud: At hun dog ville røre ved sådan en simpel én! Men hun brød sig ikke om det, for hun havde fået et glimt af hans gyldne hår.
Sådan gik der en tid. Da havde kongen sat sig for, at han ville gifte sine tre døtre bort til de tapreste riddere, der kunne vinde prisen i en turnering. Der skulle rides i tre dage; og den, som blev sejrherre og kastede alle de andre riddere af sadlen, han skulle have et guldæble af den prinsesses hånd, hvis dag det var, og forloves med hende.
Den første dag skulle der rides om den ældste prinsesse; og der var kommet en mængde prinser og riddere fra hele riget og fra mange andre lande. Da gik gartnerdrengen ud i skoven og ønskede sig sin brune hingst fra vildmandens stald, med panser og ridetøj af blinkende stål. Og så havde han det straks. Så han sprang op på hesten og red i fuldt firspring hen, hvor turneringen holdtes. Og de dystede med lanser, og de red og de stak, så mange blev kastet af sadlen og blev "græsryttere", og andre mistede liv og lemmer. Men stålridderen på den brune hingst han vandt over dem alle, og han fik prinsessens guldæble, og så sprængte han bort derfra; ingen så, hvor han blev af. Men guldæblet kastede han til en pyntelig riddersmand, en hertugsøn, som holdt uden for skranken og slet havde ikke været med i kampen.
Næste dag skulle der rides om den anden prinsesse. Og der var ikke færre i dag end i går af prinser og riddere fra mange lande, som ville vinde den pris. Da gik gartnerdrengen atter ud i skoven og ønskede sig nu sin sorte hingst fra vildmandens stald, med panser og ridetøj af skinnende sølv. Og han red og han dystede med de andre riddere, indtil han var sejrherre over dem alle og også havde vundet det andet guldæble. Det gav han til en grevesøn, som han tidligere på dagen havde kastet af sadlen, og så red han ud i skoven og kom i sine gamle klæder igen.
Tredje dag skulle der da rides om den yngste prinsesse. Hun var den smukkeste af dem alle tre, så der var ikke mindre rift om hende, end der havde været om hendes søstre. Den dag ønskede gartnerdrengen sig sin hvide hingst fra vildmandens stald, med panser og ridetøj af det pureste guld. Den dag lod han sit gyldne hår falde ud under hjelmen og helt ned over skuldrene, og sådan kom han sprængende ind på ridebanen, hvor turneringen holdtes. Og alle, som så ham, syntes, han var mere lig en Guds engel end et menneske. Og han red og han stak, så ingen kunne stå sig imod ham. Og så fik han guldæblet af prinsessens hånd. Men det gav han ikke til nogen; han beholdt det i sin hånd, mens han sprængte afsted, ingen vidste hvorhen. Han red nu ind i skoven og ønskede sig i sine gamle klæder igen, med guldhåret skjult under den lodne hue.
Nu blev de da kaldt frem, som havde vundet prisen hver af de tre dage. Den pyntelige hertugsøn og den slagne grevesøn de kom da nok så kry frem med deres guldæbler; og de blev forlovede hver med sin prinsesse. Men den gyldne ridder han meldte sig ikke, og ingen vidste, hvor han var blevet af. De to ældste prinsesser var nok så glade ved deres fæstemænd, og de gjorde da nar ad den yngste, "Dig er der ingen der vil have," sagde de, "men det er sandt, du har jo også en kæreste, og det er den skurvede gartnerdreng; lad os få bud efter ham." Og så gik der bud efter ham, og han kom i sine gamle klæder med sin lodne hue; men prinsessens guldæble holdt han i sin hånd.
Så kom kongen jo farende hen imod ham og sagde: "Hvor har du fundet det, og det hører jo ikke dig til." Men gartnerdrengen svarede: "Jo, det har jeg vundet i kampen, og prinsessen hører mig til." Og den yngste prinsesse gik hen og gav ham hånden og sagde, at den, som havde hendes æble, var hendes rette fæstemand. Kongen fandt jo, at det både var spot og skam; han var vis på, at den gyldne ridder havde tabt æblet og nu ledte efter det; derfor var han ikke kommet; men han kom vel nok, og så ville den sag blive afklaret. Det passede de to ældste prinsesser udmærket, at deres yngste søster gjorde sig sådan til grin; og de vidste ikke alt det, de skulle finde på, for at håne og drille hende og hendes simple fæstemand. Men den yngste prinsesse var sikker nok i sin sag, for hun havde genkendt den gyldne ridder som gartnerdrengen, så hun var rolig og glad, og hun brød sig slet ikke om, at hendes fader jog ham ned i haven igen, mens de andre gik til bords, og der blev holdt forlovelsesgilde for de to ældste prinsesser.
Dagen gik, men der kom ingen gylden ridder og meldte sig. Kongen var rigtig dårlig tilpas. Men søstrene hånede den yngste prinsesse og sagde: "Han ville hverken eje eller have dig; derfor har han smidt dit æble væk og gjort sig selv usynlig. Men du har jo din skurvede gartnerdreng."
"Ja, vist har jeg så," svarede hun, "og han er god nok til mig."
Da de gik fra bordet, så løb den yngste prinsesse ned i haven og passede sin gartnerdreng op. Da tog han huen af for hende, så det gyldne hår rullede ham ned over skuldrene; og han kyssede hende både på hånd og mund, og han sagde hende nu, hvem han var: At han var lige så meget kongefødt som hun var, så hun skulle ingen skam have af ham. Han fortalte hende også, at det var ham, der havde vundet alle tre guldæbler; men de to første havde han givet bort, for han ville ikke have nogen af de to ældste prinsesser; han ville kun have hende, som han nu havde fået, og som var så trofast og holdt så meget af ham. Det skulle nu ikke vare mange dage, før han skulle sidde med ære ved kongens bord.
Næste morgen skulle de to højbårne fæstemænd ride ud på jagt. Så kommer de to ældste prinsesser og siger drillende, at den tredje fæstemand også skal med. Gartnerdrengen bliver da hentet, og han bliver udrustet til jagten, således som de skadefro prinsesser synes, det må være passende: Han får et lille gråt æsel at ride på, og i stedet for en bøsse får han en gammel trægreb, der står i kostalden; og sådan må han ride afsted med de to fine junkere; og de to prinsesser er nær ved at le sig fordærvet ved at se på det optog.
Da de kommer lidt uden for slottet, så deler vejen sig: Til højre er der en smuk egn med dejlige høje skove, til venstre er der en stor mose med gammelt, forkrøblet småkrat. De to herrer slår ind på vejen til højre, men gartnerdrengen på æslet holder til venstre ind i mosen. Og da han kommer derind, så ønsker han sig sin gode bue fra vildmandens slot, og han ønsker at møde både hjorte og harer, ræve og vildsvin. Og snart har han da nedlagt så meget vildt, som hans æsel kan bære. Så trækker han tilbage med det til det sted, hvor vejene skilles. Hen ad aften kom de to herrer ridende meget slukørede, for de havde ikke truffet på så meget som en hare. Da de ser alt det vildt på æselet, så bliver de jo så venlige og beder gartnerdrengen sælge dem det. Det er han også villig til, men han vil have deres guldæbler for vildtet; ellers får de ikke noget. Det må de så gå ind på. De deler vildtet og rider så stolt i på slottet med det. Men gartnerdrengen kommer luntende bagefter på sit lille grå æsel og med sin trægreb over nakken. Der fik prinsesserne igen noget at le af.
Næste dag skal de to herrer igen ride på jagt, og gartnerdrengen må da med ligesom i går, på det lille grå æsel og med den gamle trægreb. Herrerne vil samme vej som sidst og venter da bedre lykke i dag, mens gartnerdrengen drejer ind i mosekrattet igen. Og det går da ligesom sidst: Da herrerne hen imod aften kommer til det sted, hvor vejene mødes, så har de tomme hænder, mens han er der med så meget vildt, som æslet kan slæbe. De tinger jo igen med ham om at købe det af ham. Men i dag vil han ikke sælge det, uden for en rem huden på hver af dem. "Jeg skal tage den bagtil, hvor det ikke kan ses," siger han. Og da de ikke kan få bedre aftale, men gerne vil anses for nogle gevaldige karle til jagt som til turnering, så går de ind på den handel. Drengen fik en gammel rusten kniv op af lommen, og det sved jo som en ulykke, da han skar en rem af hver af deres bag. Men de kom alligevel nok så strunke ridende ind på slotspladsen og fik både tak og ære for deres gode jagt; men bagefter kom gartnerdrengen trækkende med æslet ved grimen og støttende sig til sin gamle greb.
Dagen efter skulle der være stort gilde på slottet. Men samme nat kommer der bud, at der er ufred i landet. En hel hær af sørøvere er gået i land og skænder og brænder. Alle kongens stridsmænd drager da ud for at møde fjenden; og de to fornemme fæstemænd må jo også med. Da sætter gartnerdrengen sig på det lille grå æsel og tager den gamle trægreb og rider afsted sammen med dem. Vejen fører over en tørvemose, og der rider de to herrer sådan ind på ham, så de får ham tvunget ud i det sumpede morads ved siden af vejen; der sad æslet fast med alle fire ben og kunne ikke komme ud af stedet: Jo mere det sprællede, desto dybere sank det. Gartnerdrengen bad de to andre om at hjælpe ham op; men de så jo helst, at han måtte synke helt til bunds, så der aldrig kunne komme noget frem om deres guldæbler og om de remme, han havde skåret af deres hud; så de red afsted og lod ham blive siddende i sumpen.
Så snart de var ude af syne, ønskede han sig op på tørt land, og så ønskede han sig den hvide hingst, med panser og ridetøj af det pure guld, ligesom da han red for den tredje prinsesse. Og så red han alt, hvad remmer og tøj kunne holde, og nåede frem til det sted, hvor slaget stod. Da var det lige ved at gå galt for kongens folk; fjenden trængte hårdt på, og en del af hæren havde allerede vendt ryggen; og de to fine fæstemænd var de allerforreste i tilbagetoget. Men den gyldne ridder red frem i spidsen, huggede rask ind på fjenden og satte mod i kongens folk. Så nu vendte lykken sig, og fjenden måtte flygte tilbage til sine skibe, efter at han havde mistet halvdelen af sit mandskab.
Alle var enige om, at den fremmede ridder havde æren for den sejr, og han måtte absolut følge med tilbage til kongens slot. Og hertugsønnen og grevesønnen kom også hen og hilste på prinsen, for de kunne jo straks se, at det var en prins. De takkede ham for god undsætning og sagde, at man ventede ham på slottet; de havde jo genkendt ham fra turneringen, og han skulle nu være deres svoger. Den yngste prinsesse, som han havde vundet, var en herlig pige, sagde de, skønt ikke så klog som de to ældre søstre. Hun var nok lidt indskrænket, og hun havde halvt om halvt forlovet sig med en skurvet gartnerdreng, som havde fundet det guldæble, som prinsen måtte have tabt. Men når hun nu fik ham at se, så måtte det jo være forbi. Og de troede også nok, at den dreng nu lå på bunden af en tørvemose. Kongesønnen lod dem snakke, og han fulgte med dem hjem til slottet, hvor kongen selv tog imod ham. Han havde allerede fået melding om slaget og om den gyldne prins fra turneringen, der var kommet hæren til undsætning og havde vundet sejr. Og kongen førte nu sin yngste datter ved hånden og fæstede hende til den fremmede prins.
Nu blev der holdt et prægtigt gilde, hvor den gyldne prins sad til højbords, lige over for kongen, og alle viste ham den største ære. Så under måltidet tager han det guldæble frem, som han havde fået af den yngste prinsesse, da han vandt hende i turneringen. Bagefter tager han det guldæble, han havde leget med i sin faders gård, og som hans navn og krone stod på. Disse to guldæbler rækker han hende så som forlovelsesgave. Kongen sidder da og venter på, at de to andre riddere skal gøre ligeså; men de sidder og lader som ingenting. Så lidt efter tager den gyldne prins atter et guldæble frem og så ét til og rækker dem til sin forlovede og siger: "Lige søger lige; disse to skal også høre dig til." Kongen synes, han skulle kende de æbler, og da han får dem at se, finder han jo også sine to ældste døtres navne på dem, så det var jo de samme, som de havde givet til sejrherrerne i turneringen den første og den anden dag. Han spørger da, hvordan de er kommet i prinsens eje. – Og nu fortalte han det hele: At det såmænd var ham, som de havde kaldt for den skurvede gartnerdreng, og det også var ham, som havde vundet i alle tre turneringer, men de to første æbler havde han skænket til de to andre fæstemænd. Bagefter havde de solgt ham dem tilbage igen for det vildt, som han og ikke de havde nedlagt, og de havde endda måttet give ham hver en rem af deres hud.
Da kongen hørte det, blev han rasende og sagde, at de to uslinge straks skulle forlade hans rige, og at de gerne måtte tage deres fæstemøer med sig. Og de fulgte også med, for de skammede sig for meget til, at de ville blive. Men kongesønnen af England holdt bryllup med den yngste prinsesse og fik det halve kongerige at råde over, så længe kongen levede, og det hele, da han var død. Og der lever han nu med sin trofaste dronning i herlighed og glæde.