Vidunder
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en konge, som blev meget ung gift og var meget lykkelig. Men lykken varede kun kort, og han måtte tidligt friste en tung sorg; for da han havde været gift et års tid, mistede han sin elskede dronning, efter at hun havde født ham et lille pigebarn. Da hun mærkede, at hun skulle dø, tog hun det løfte af kongen, at han ville sidde enkemand i syv år; og dersom han da ville gifte sig igen, måtte han ikke tage nogen anden end den, som deres lille pige helst ville have til moder, når hun blev spurgt om det.
Det lovede kongen hende højtideligt, og så døde dronningen og blev begravet, og kongen sørgede inderligt over hende. De havde jo været så lykkelige og glade for hinanden den tid, de var sammen. Den lille prinsesse fik sig en amme, og hun trivedes godt; og denne amme var så kærlig og omhyggelig imod det lille kongebarn, så hun kunne umulig have vist det større kærlighed, om hun selv havde været moder til det.
Prinsessen kom da også til at holde så meget af sin amme, som det kunne have været hendes rigtige moder. Men al denne amme-kærlighed var dog ikke andet end beregning og forstillelse, for efterhånden som barnet voksede til, talte hun ofte til det om, hvor sørgeligt det ville være for dem begge to, om de skulle skilles ad, og hvor rart det ville være, om de altid kunne blive sammen; og omsider, da prinsessen gik i sit syvende år, sagde ammen rent ud til hende, at når hun igen fyldte år, så ville hendes fader kongen nok spørge hende til råds om, hvem han skulle gifte sig med igen, og hvem hun helst ville have til moder, og så måtte hun da svare, at det var hendes amme; ellers ville hun nok få en fremmed til stedmoder, som ville være ond ved hende.
Det gik da også ganske som den listige amme havde beregnet. Da den lille prinsesse var syv år gammel, bad hun sin fader om at ægte hendes amme; og han mente ikke, han kunne gøre andet, efter det løfte, han havde givet hendes moder på dødslejet. Og sådan blev ammen da dronning. Men fra den tid af var det helt forbi med al den kærlighed, hun havde hyklet for prinsessen. Hun havde selv en datter, som nu blev hentet til hoffet og ved alle lejligheder foretrukket for kongens datter; og den slemme stedmoder søgte desuden at skille prinsessen ved hendes faders kærlighed, ved dag ud og dag ind at beskylde hende for alle mulige skarnsstreger, som hun ikke havde begået. Kongen hørte aldrig andet end godt om sin steddatter og ondt om sin egen datter. Han skændte tit på hende, men mistede dog ikke sin kærlighed til hende. Men hun blev sky og bange for sin fader og kom så lidt som muligt for hans øjne.
Sådan stod sagerne, da kongedatteren var femten år gammel. Da skete det, at kongen skulle rejse bort en tid og føre krig ved landets grænser, og dronningen i mellemtiden skulle styre det hele derhjemme. Nu tænkte hun da tidligt og silde på, hvordan hun skulle skille fader og datter ad, så kongedatteren blev helt ryddet af vejen og hendes egen datter prinsesse i hendes sted. I sådanne tanker gik den onde dronning en dag ude i skoven; hun var helt ilde til mode, for kongen kunne snart ventes hjem, og hun havde endnu ikke fået udgrundet noget, som kunne føre til målet. Da kommer der en troldkælling til hende derude i skoven og spørger, hvorfor dronningen er så nedslået; hun mente nok, hun kunne hjælpe, når dronningen kun ville betro sig til hende. Så betroede den onde dronning da sin sorg til denne troldkælling, og hun lovede, at det skulle der være råd for. De skulle mødes igen næste dag ude i skoven.
Dronningen var da på pletten til den aftalte tid, og der kom troldkællingen til hende. Hun havde i mellemtiden malket alle vilde dyr i skoven, og af den mælk havde hun lavet en lille bitte ost, som hun gav dronningen. Den skulle hun få sin steddatter til at spise, så skulle hun nok få held af det. Men prinsessen måtte selv frivillig tage osten, ellers hjalp det ikke. Dronningen fik da osten med sig hjem, og hun fik lagt den frem et sted, hvor den faldt den unge prinsesse i øjnene. "Det var da en nydelig lille ost," sagde hun, "den må jeg have." Og osten smagte både sødt og godt, og kongedatteren spiste den helt op med en god vilje. Men den bekom hende ikke vel: hun følte sig syg efter den, hun skæmmedes dag for dag, og hun blev sværere og sværere; og inden kongen kom hjem, var hun at se til som en kvinde, der er med barn.
Da så kongen kommer hjem, tager dronningen jo imod ham, og han spørger straks til sin datter. Da satte dronningen et meget bedrøvet ansigt op og bad ham dog ikke blive alt for vred eller være alt for hård imod sin egen datter; det kunne jo ikke skjules, at hun var kommen galt afsted under hans fravær. Kongen lod straks datteren komme for sig; og så snart han så hende, vendte han sig bort. Han talte ikke til hende, men lod straks to af sine tro tjenere kalde og befalede dem at sætte hende i en vogn og køre hende dybt ind i den vilde skov, hvor ellers aldrig noget menneske kom; der skulle de straks aflive hende og så bringe ham hendes hjerte, hendes lillefinger og hendes blodbestænkede klæder, til bevis på, at de havde udført hans strenge bud.
Kongedatteren vidste ikke, hvad alt det skulle betyde. Hendes fader ville ikke tale til hende, og hun vidste dog ikke af at have gjort noget, andet end at hun følte sig syg og dårlig. Og nu tog kongens tjenere hende og kørte bort med hende, dybt ind i den vilde skov. Der holdt de stille, bød hende stå ud og sagde hende nu, at de havde befaling til at skille hende ved livet og bringe hendes fader kongen hendes hjerte, hendes lillefinger og hendes blodbestænkede klæder. Da begyndte prinsessen at bede for sig, at de dog ville skåne hendes liv; hun skulle love, aldrig mere at vise sig i sin faders rige. Tjenerne fik ondt af den arme kongedatter og ville hellere end gerne skåne hendes liv, når de blot ikke dermed satte deres eget i fare. Da fik de øje på en lille hjortekalv, der havde brækket et ben og derfor ikke havde kunnet følge med sin moder. Den tog de og dræbte, skar hjertet ud af den og bestænkede prinsessens overklæder med dens blod. Dem måtte prinsessen da af med, og sin ene lillefinger måtte hun også ofre; men det gjorde hun gerne for at beholde sit liv.
Tjenerne kørte hjem til kongen med de vidnesbyrd, de havde; men prinsessen blev ved at gå længere og længere ind i skoven. Det var en uhyre stor skov, som skilte kongens rige fra andre lande, og hun blev ved at gå, for at komme til den anden side. Men alle de vilde dyr i skoven de flokkedes om hende; der var både hjorte og harer, ulve og ræve og alle vilde dyr, som færdes og lever i skoven. Allesammen syntes de, at de havde nogen del i hende. De gjorde hende ikke noget, men de mylrede omkring hende, hvor hun gik, så hun kunne næsten ikke komme frem for dem; og hun var meget bange for, at de til sidst skulle rive hende ihjel; for de hylede og tudede og brølede og glammede omkring hende på alle sider. Hun skyndte sig afsted det hurtigste hun kunne; men da det blev aften, kunne hun ikke mere, men sank om af mathed under et træ. Så samlede hun sine sidste kræfter til at krybe op i træet, at hun dog kunne være i fred for alle de vilde dyr natten over.
Da kongedatteren var kommet op i træet og havde fundet sig et godt leje der, så faldt hun i en dyb og sød søvn og sov, lige til solen stod op. Da vågnede hun. Vel rystede hun af kulde, men hun følte sig dog vidunderlig styrket og udhvilet, og hun følte sig så let og fri; og da hun så på sig selv, lagde hun mærke til, at hendes uformelighed var helt borte, og hun igen var lige så smal som førend hun var faldet i denne sygelighed. Det var jo glædeligt nok, og hun havde nu ingen anden tanke end så snart som muligt at komme ud af skoven. Hun lod sig da glide ned af træet og løb bestandigt lige frem til hen imod middag, da kunne hun øjne udkanten af skoven og åbent land udenfor.
Men da hendes blik nu søgte ud i det fremmede land, da gik det først rigtigt op for hende, hvor ulykkelig og forladt hun dog var. Hun kastede sig ned på jorden og brast i gråd og vred sine hænder og klagede sin nød for Gud i himlen.
Da hørte hun en stemme bag ved sig, som råbte: "Her er jeg, lille moder! Vent dog og tag mig med!" Hun så sig om til alle sider; men hun kunne ikke få øje på andet end en lille sort hund, der kom løbende efter hende og bjæffede og viftede med halen. Men det var også den, som havde kaldt, og den kom nu springende og logrende og strøg sig op ad hende og kaldte hende for "moder" og sagde, den var hendes søn, som hun havde født samme nat. "Du skal kalde mig for Vidunder," sagde den, "og nu må du ikke sørge og græde mere, lille moder! Følg du kun med mig! Jeg skal nok sørge for dig, så du ingenting skal komme til at mangle."
Det var jo rigtignok et Vidunder, og kongedatteren forstod ikke noget af det: at den hund skulle være hendes søn. Men hjælpeløs som hun var, fandt hun sig dog opmuntret ved at se og høre den, og hun lod den råde og fulgte, hvor den gik.
Så løb Vidunder foran, et lille stykke ind i skoven igen, til et dejligt sted, hvor høje træer skyggede, og kildevæld rislede, og der var en fri og skøn udsigt vidt ud over det fremmede land, hvor solen skinnede, og fuglene sang. "Kunne du ikke have lyst til at bo her, lille mor!" sagde Vidunder. "Jo, men hvad skulle jeg bo i?" spurgte prinsessen. "Det skal du straks få at se," sagde Vidunder, og så vimsede han om og viftede med halen og kradsede med poterne, og bed grene af med tænderne, og snart havde han både gravet og lavet en pæn lille hytte, halvt inde i bakken og halvt udenfor. Så skrabede han en hob tørt løv og græs sammen og sagde: "Læg dig nu lidt og hvil dig der, lille moder! Jeg skal snart være her igen."
Det land, som man så ud over fra bakken i skoven, det var ikke det, som prinsessens fader var konge over; men tæt uden for skoven på denne kant lå en fremmed kongsgård, og der boede en anden kongeprins, som var nabo til prinsessens fader; for den store skov, hun var kommet igennem, den udgjorde grænsen imellem deres lande.
Til denne kongeprinses slot løb nu den lille sorte hund, og alle porte og døre sprang op for den, så snart den kradsede på dem med sine små poter. Og den løb ind til oldfruen på slottet og sagde: "Jeg hedder Vidunder. I kan vel lade mig få nogle dyner og puder til min moder; hun ligger ude i skoven og fryser." Så tog oldfruen og smed nogle gamle pjalter til ham. Men dem ville han ikke røre ved. "Jeres pjalter kan I selv beholde," siger han, og han op i prinsens sovekammer og tager de bedste sengeklæder, der var i prinsens egen seng, og så løber han ud med dem til prinsessen i skoven. Alle så efter ham og kunne ikke nok undre sig over alt det, den lille hund kunne bære. "Red nu din seng, lille mor!" sagde Vidunder; "og så skulle du have noget at spise. Jeg skal straks være her igen."
Så løb den lille sorte hund tilbage til kongeprinsens slot og lige ind i køkkenet. "Jeg hedder Vidunder," sagde den. "I har vel ikke lidt mad til min moder, som ligger ude i skoven og er sulten." Så smed kokken et par kødben til ham. "Jeres ben må I selv beholde, det var synd at tage dem fra jer," siger Vidunder, og han op på køkkenbordet og snapper prinsens steg, der stod på et sølvfad, og så løber han både med fadet og stegen lige ud i skoven til prinsessen. "Jeg kommer straks igen," siger Vidunder, og han afsted tilbage til kongeprinsens slot.
Så løber han ind i vinkælderen og siger til mundskænken: "Jeg hedder Vidunder. I har vel ikke lidt drikke til min moder, som ligger ude i skoven og tørster." Så står der en slat sur mælk i et potteskår, det var sat til katten, og det peger mundskænken på, at det kan han tage. "Jeres sure mælk kan I selv beholde," siger han, og han op på salen og op på prinsens bord og snapper prinsens sølvkrus med øl og hans guldhorn med vin i, og så løber han ud med det til prinsessen i skoven. Der levede hun stille i nogen tid og kom godt til kræfter. "Når der manglede hende noget, så hentede Vidunder det oppe på kongeprinsens slot.
Nu har vi hørt tale om to kongeriger, men der var endnu et tredje på den samme kant af verden. Det lå på den anden side af kongeprinsens land. Der regerede en gammel konge, som havde tre døtre. De var ikke så helt unge nogen af dem, og den ene var grimmere og arrigere end den anden. De ville gerne giftes, og faderen ville også gerne have dem gift; men han ville da have, at det i det mindste skulle være prinser, de skulle giftes med. Men der kom ingen bejlere, og årene gik, og de blev for hver dag grimmere og grimmere og arrigere og arrigere.
Nu traf det sig så, at den prins, som Vidunder hentede de mange gode sager hos, han var en ung og ugift mand, og hans rige var meget mindre end den gamle konges, hans nabos. Så sender den gamle konge bud hen til ham, om han ikke kunne have lyst til at gifte sig med en af hans døtre; han måtte selv vælge, hvilken han ville. Men prinsen lod svare tilbage, at han hverken ville eje eller have nogen af dem. Det var jo en grov fornærmelse, og den gamle konge lovede, at den skulle blive hævnet. Og han samlede sin hær og erklærede prinsen krig, og der stod et slag, hvor kongen vandt sejr, og prinsen blev taget til fange. Han blev sat ned i kælderen under et fangetårn, og der sad han i flere dage. Så kom der et bud til ham fra kongen, som sagde: "Kongen, min herre, lader dig sige, at rigtignok havde du fortjent at hænges for den spe og spot, du har gjort ham; men kongen vil endnu vise nåde imod dig og tilbyde dig liv og frihed og dit arverige på det vilkår, at du nu vælger dig en af hans døtre til din brud og mage." Men prinsen svarede bestemt nej, det gjorde han ikke. Havde han ikke villet gøre det unødt, så ville han det meget mindre nu, da man ville tvinge ham til det. Så blev der afsagt dødsdom over den fangne prins, og dagen for henrettelsen blev fastsat.
Som nu den fangne prins sad i sin ensomhed nede i det dybe fangetårn og havde mange sørgmodige tanker, så kommer der en hund ind til ham. Den var kun lille, og den havde da fundet en sprække eller et hul at gå ind ad; og det var nu ingen anden hund end Vidunder. Han taler og spørger, om prinsen ikke gerne vil ud af sit fængsel. Jo, svarer prinsen, det kunne da enhver se. "Ja," siger Vidunder, "dersom du vil gifte dig med min moder, så både kan jeg og vil jeg sætte dig i frihed." – "Din moder?" siger prinsen, "hvad er det for én, og hvordan ser hun ud?" – "Jeg hedder Vidunder," svarer hunden, "og sådan kan hun også hedde, for vi er af det samme blod." – "Nej tak!" siger prinsen, "gifte mig med en hund, det gør jeg ikke for alt i verden; lige så lidt det som at tage en af de gamle arrige prinsesser."
Med det samme var Vidunder borte. Men dagen før henrettelsen kommer han igen til prinsen i fangetårnet og siger: "Nåh, har du så betænkt dig på, om du vil giftes med min moder og dermed vinde liv og frihed og arveland? Ellers ved du, det hele er forbi i morgen." – "Ja, hvem det så ellers var, når det blot var et kvindemenneske – og ingen af de tre gamle arrige prinsesser," sagde prinsen, "så ville jeg ægte hende for liv og frihed og arveland. Men en hund, det kan der ikke være tale om." – "Ja, vil du gifte dig med min moder," sagde Vidunder, "så må du snart få brudeklæderne syet – og du kan lade dem skære til efter din stuepige." Da den fangne prins hørte dette, så sagde han ikke længer nej, for så var det dog et menneske. Men han syntes nok, det var sært, at hunden kunne snakke om at sy brudeklæder nu. Det kunne han da ikke sørge for, der hvor han sad.
Dagen efter skulle henrettelsen jo gå for sig. Der blev sendt soldater til fængslet, som hentede fangen og førte ham til retterstedet, hvor galgen var rejst, og bøddelen stod og ventede. Da den fangne prins blev ført op til galgen, så kom da Vidunder løbende, som en anden lille hund, mellem benene på vagten og foran op på retterstedet; men der tager hunden til orde og siger: at enten skal de straks give den fangne prins fri og føre ham hjem til sit rige igen, eller også vil han rive og splitte dem allesammen. "For han skal giftes med min moder," sagde Vidunder.
Det var der ingen, der ville høre noget om. De lo kun ad den næsvise køter, og bøddelen ville sparke den ned fra skafottet. Men de fik andet at vide. Vidunder for løs på dem og rev og splittede dem ad allesammen; så snart lå både bøddel og soldater, og den onde konge med, døde omkring galgen; mens Vidunder fulgte prinsen hjem til hans rige, lige forbi hans eget slot og ud i skoven til bakkehytten, hvor prinsessen boede.
Den unge prins var jo helt underlig til mode, da han fulgte efter hunden, som løb forud og viftede med halen. Men da han kom til hytten og så den dejlige unge prinsesse, så faldt der en sten fra hans hjerte, og han fæstede hende med glæde til sin brud, og tre dage efter skulle brylluppet stå.
Så siger Vidunder til prinsen: "Nu må du selv bestemme, hvem du vil byde til brylluppet, enten det bliver mange eller få; men en eneste gæst vil jeg gerne indbyde." Det fik han da lov til; og den gæst, som han ville byde, det var ingen anden end nabokongen, prinsessens fader. Så siger Vidunder videre til prinsen: "Når nu bryllupsdagen kommer, og I skal til bords, så vil jeg komme og sidde under bordet, som en anden lille hund, og jeg vil holde mig næst ved den fremmede gæst, som jeg selv har indbudt. Hver gang han vil tage noget mad, enten kød eller kage, så rækker jeg op og snapper det bort for ham. En stund vil han tåle det og tage noget andet; men til sidst bliver han dog vred og farer op fra bordet og spørger, om I vil holde ham for nar. Da må du sige, at det gør dig ondt, at nogen skal fornærme ham i dit hus, om det så kun er din hund. Og ihvor kær du end har den, vil du give ham lov til at dræbe den med sit sværd, om den bliver ham for næsvis. – Nu har jeg sagt dig, hvordan det skal gå til; og lov mig nu, at du nøje vil følge min forskrift!" Det lovede prinsen. Og han fik nu travlt med at byde gæster og rede til gilde.
Bryllupsdagen kom, og der var stor stads på færde. Gæster var der i mængde, og nabokongen, som Vidunder havde fået indbudt, han kom da også. Bruden var dejlig, som hun sad for bordenden med sin guldkrone på. Men hendes fader genkendte hende ikke. Han tænkte jo, at hun var død og borte for længe siden. Den lille sorte hund kom da løbende og satte sig under bordet, lige ved den gamle konges fødder; og hver gang, han tog noget mad, enten kød eller kage, så var den der og snappede det ud af hans hånd eller af hans tallerken.
En tid lang lod kongen som ingenting og tog ny mad og søgte så godt han kunne at beskytte den mod hunden; men den blev ved at snappe fra ham, så han fik næsten ikke en bid ført til sin mund. Da tabte kongen omsider tålmodigheden, for op fra bordet og sagde, han ikke ville være nar ved deres bryllup, og at de måtte have anbragt hunden der for at holde ham for nar. Det var ikke skik i fine huse at byde hunde til bords.
Da sagde brudgommen, som Vidunder havde lært ham: at det gjorde ham ondt, at den hund var så næsvis mod hans fornemste gæst. Og hvor kær den hund end var ham, så måtte kongen dog have lov at straffe den ganske som han ville. Kongen var endnu rasende vred, og han trak sit sværd og kløvede hovedet på hunden. Da randt al trolddommen ud af den med blodet, og i hundens sted stod der en dejlig lille dreng. Og drengen sagde til den gamle konge: "Her er jeg, bedstefader! Tag mig nu på dine arme og bær mig hen til min moder, som sidder for bordenden, for at hun kan have glæde af sin søn!"
Den gamle konge blev helt forfærdet og vidste ikke, hvad han skulle tænke; men han gjorde, som barnet sagde, og tog det på armen og bar det frem for bruden; og da forstod han, at hun var hans egen datter, som han havde villet aflive. Men bruden rystede på hovedet og sagde: "Nej, det er ikke mit barn. Sådan ser min søn ikke ud. "Men den lille Vidunder tog hende om halsen og sagde: "Jo, lille moder! Sådan ser jeg ud nu; og sådan bliver jeg ved at se ud, når bare du vil kendes ved mig." Og så fortalte drengen det hele: hvordan det var gået til, og hvordan den onde stedmoder, der først havde været amme og siden blev nabokongens dronning, var skyld i det hele.
Så blev brylluppet holdt i fryd og gammen. Men der gik straks bud over til nabokongens gård, og den onde dronning og hendes datter blev jaget på porten, inden kongen kom hjem. Og der var aldrig noget menneske, der siden hørte eller så dem, for de blev ædt op af skovens vilde dyr.