Ulv Kongesøn
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Det var en dag, kongen gik i sin have og havde sin eneste datter med; hun var da en femten års pige. Så kløede det i kongens hoved, og han bad datteren se efter, hvad det kunne være, der voldte ham den uro. Da fandt hun en lus i hans hår. Ingen af dem havde nogensinde set sådan et dyr før, og de satte det da i en smøræske for at se, hvor stort det kunne blive. Inden året var omme, var dyret vokset så meget, at det fyldte hele æsken. Så satte de det i en smørbøtte, og inden det andet år var ude, var det blevet lige så stort som smørbøtten. Da lod kongen dyret sætte ned i en smørtønde, og inden det tredje år var omme, var dyret så stort, at det sprængte tøndestaverne fra hinanden. Så ville kongen ikke føde på det store dyr længere, men lod det slagte; og skindet lod han slå op på en ladeport.
Kongen og hans dronning havde ikke flere børn end den samme datter, og hun var både smuk og klog og god. Der var ingen mangel på friere til hende af hendes egen høje stand; men prinsessen sagde nej til dem alle. Det var kongen vred over, og så bestemte han, at nu skulle hun have den mand, som kunne sige, hvad det var for et skind, der var slået op på ladeporten. Det var der ingen af alle bejlerne, der kunne sige. Der kom prinser og hertuger og riddere fra mange lande; men ingen kunne gætte den gåde. Så en dag kommer der en ulv løbende. Den standser op foran skindet og snuser til det. Kongen stod ved siden af, og han syntes, ulven så så spodsk ud, og så siger han: "Ved du da, hvad det er for et skind?"
"En konge holder vel ord?" siger ulven.
"Ja, hvad jeg har lovet, det holder jeg; hvad enten det er godt eller ondt," svarer kongen.
"Det samme gør jeg," siger ulven, "og siden dette her er et luseskind, så er din datter nu blevet min. Om otte dage kommer jeg og henter hende; og får jeg hende ikke med det gode, så lægger jeg dig og hele dit land øde."
Hvem der ikke blev glad, det var kongen; og dronningen blev endnu mindre glad, da hun fik at høre, at deres eneste datter skulle gives bort til en ulv. Men datteren trøstede dem, så godt hun kunne: "Det står ikke til at ændre," sagde hun. "Kongen må holde sit ord, ellers holder ulven sit." Otte dage efter kom så ulven for at hente hende. Kongen ville lade spænde for, så hans datter kunne køre standsmæssigt bort; men ulven sagde, at det ikke behøvedes. Blev hun træt, skulle hun nok komme op at ride. Så sagde prinsessen farvel til sine forældre og fulgtes bort med ulven. Da de havde gået lidt, sagde den til hende: "Sæt dig op på min ryg." Det gjorde hun, og så løb han afsted med hende, langt, langt ind i skoven, hun vidste ikke hvorhen. Til sidst løb den ind med hende på et prægtigt, stort slot. Der satte den hende ned og sagde til hende: "Her er vort hjem; alt her er mit, og alt mit er dit. Men én ting må du love mig: Du må aldrig tænde lys her på slottet; for så sker der en stor ulykke." Så viste ulven hende rundt overalt både ude og inde, og dejligt og hyggeligt var der alle vegne. Bordet stod dækket med mad og med vin, og sengen stod redt med de blødeste puder og det hvideste linned. Men der var ingen andre på slottet end dem.
Sådan levede prinsessen et helt år. Hver morgen løb ulven ud i skoven, og hver aften kom han hjem. Hun så ham kun som en ulv, men hun vidste, at om natten var han i menneskeskikkelse, og hun troede bestemt, at det var en forhekset prins, hun var blevet gift med. Inden året var omme, havde hun født en lille søn. Hun ville jo gerne have beholdt ham; men ulven tog ham og løb bort med ham, lige efter at han var født.
Da prinsessen havde været to år hjemmefra, siger ulven en morgen til hende, om hun ikke har lyst til at besøge sine forældre. Det kunne hun godt få lov til. Han skulle nok bringe hende derhen, og hun kunne blive hjemme i tre dage, så ville han komme og hente hende igen. Men hun måtte ikke tage noget med sig hjemmefra. Hun blev jo glad for det tilbud og takkede ham. Så lod han hende sætte sig op på hans ryg, og han løb med hende lige til hendes faders slot. Der blev der stor gensynsglæde; de havde ellers troet, hun var død og borte; men nu hørte de, hvordan det var gået hende: At hun havde et dejligt slot at bo i, at hendes mand ulven var så kærlig og god imod hende, og at han kun var ulv om dagen, men menneske om natten. Hun havde dog aldrig set, hvordan han så ud, for hun måtte ingen lys have på slottet.
Den tredje dag hen ad aften ville hendes moder holde på hende og sagde, at hun skulle blive længere hos dem; men hun ville ikke: Hun ville hjem med sin ulv. Da sagde moderen: "Men du skulle dog vide, hvad det er for én, du er gift med. Tag denne lille kniv med og sæt den i sengekanten. Når han går i seng, vil han komme til at ridse sig lidt på den; og hvis han da giver et skrig, så er det en trold; men hvis han blot klager sig, så er det et rigtigt menneske." Det lod hun sig overtale til og tog kniven med sig. Uden for slottet ventede ulven til den aftalte tid, tog hende op på sin ryg og løb med hende hjem til deres slot.
Næste dag fik prinsessen den lille kniv anbragt sådan i sengen, at spidsen nåede en lille smule op over madrassen; og da de så om aftenen går i seng, så stikker han sig ganske rigtigt på den. Da klager han sig og siger: "Nu kan jeg ikke mere stole på dig. Du har alligevel lyttet til din moders råd og taget den kniv med dig hjem." Prinsessen blev jo glad ved at se, at det var et rigtigt menneske og ikke nogen trold, hun var gift med; men samtidig skammede hun sig over, at hun havde handlet imod hans bud, skønt han var så god imod hende og af sig selv havde taget hende hjem til hendes forældre. Hun bad ham om forladelse og fortalte ham, hvorfor hun havde gjort det, og hun lovede nu altid at være ham tro og lydig.
Næste morgen, da ulven løb ud i skoven, da haltede han på det højre bagben, og det blev han ved med siden. Det var følgen af det knivstik. Da fortrød prinsessen endnu mere, hvad hun havde gjort. For hver dag, der gik, kom hun til at holde mere af sin ulv, som hun vidste var et ulykkeligt, forhekset menneske, og som altid var så kærlig og god imod hende. Noget efter fødte hun en lille datter. Heller ikke hende fik prinsessen lov at beholde; ulven løb bort med barnet samme dag.
Da der igen var gået nogen tid, det var da en fire år, siden hun først blev ulvens brud, så spørger han hende igen, om hun ikke havde lyst til at se til sine forældre. Det havde hun rigtignok; og så lod han hende sætte sig op på hans ryg, og så løb han derhen med hende. Da blev hun helt øm om hjertet, for hun mærkede jo, at han haltede hele vejen. Men det gik ellers rask nok, og de var hurtigt fremme. Så, inden de skiltes uden for slottet, siger ulven til hende: "Bliv her nu i tre dage, men ikke længere. Og lyt ikke efter din moders råd. Og bring ingenting med dig hjem denne gang." – Nej, det skulle hun da ikke; og hun kyssede ulven, før de skiltes; for nu var hun jo blevet så glad for ham.
Både kongen og dronningen blev rigtig glade over at se hende igen. Men inden den første dag var gået, begyndte hun allerede at længes efter sin ulv, så meget holdt hun nu af ham. På tredjedagen kommer de til at tale om de sære betingelser, hun lever under. Da siger dronningen til sin datter: "Du kan tro, der kommer nok snart en god forandring, og han bliver nok helt til menneske igen. Men hvis jeg var i dit sted, så ville jeg dog vide, hvordan han ser ud om natten, når han er menneske." Og så gav hun datteren et lille fyrtøj og et lys og sagde, at hun sagtens kunne se på ham engang, mens han sov. Det behøvede han jo ikke at få at vide. Prinsessen ville først ikke tage imod det, for det havde ulven jo forbudt hende. Men dronningen sagde, at det dog aldrig kunne skade at have det, og så stak hun fyrtøjet og lyset i sin lomme.
Den tredje dags aften var hun ude på mødestedet og ventede på ulven til den aftalte tid. Og da han kom, så kyssede hun ham og kaldte ham for sin allerkæreste ven. Og hun satte sig på hans ryg, og han løb afsted med hende. På vejen siger han så til hende: "Nu har du ikke lyttet til din moders råd ligesom sidst? Har du taget noget med dig, så er det endnu tid til at kaste det fra dig." Men hun kunne ikke få sig selv til at indrømme, at hun igen havde været ham ulydig, og så sagde hun, at hun ingenting havde taget med.
Så kom de hjem til deres slot, og der gik nogen tid. Hun skammede sig jo over, hvad hun havde gjort, og hun lovede sig selv, at hun ikke ville bruge det fyrtøj og det lys, men lade dem være i deres gemme. Men så er det en nat, hun vågner ved, at han ligger og klager sig i søvne, enten det nu var, fordi han plagedes af drømme, eller han var syg. Hun bliver helt ængstelig, og så falder det hende ind, at hun kunne dog tænde lyset et øjeblik og se, hvad der var på færde. Hun lister sig ud af sengen og får fyrtøjet fat og lyset tændt, og så ser hun for sig jordens dejligste prins. Han lå nu ganske rolig og smilede i drømme. Da kunne hun ikke styre sig, men faldt ham om halsen og kyssede ham; og hun glemte helt at slukke lyset først. Da slog han sine øjne op og sagde: "Allerkæreste ven, hvorfor gjorde du det? Nu kan vi ikke blive sammen længere, for jeg må bort herfra. Jeg er en kongesøn, der er forgjort af en heks, som ville have haft mig gift med sin datter. Men når en ren jomfru ville elske mig, som jeg var, og være mig tro i syv år uden at se mig i min sande skikkelse, så kunne jeg frelses og blive helt menneske igen."
Så sprang han ud af sengen i ulveham og haltede ud ad døren og løb bort i den vilde skov. Men prinsessen løb bagefter, alt hvad hun kunne, og hun fulgte hans spor hele dagen igennem, indtil hen ad aften, hvor hun kom til et slot, dér viste sporet hen. Så gik hun derhen, og slotsfruen kom ud og bød hende indenfor. Hun spurgte, om der ikke var kommet en ulv. Da sagde slotsfruen: "Min broder, Ulv Kongesøn den Halte, har været her, men han er borte igen. Han sover ude i skoven, men du skal blive her i nat." Tidligt næste morgenen, da prinsessen ville videre, kom der en dejlig lille dreng på tre år hen til hende og kyssede hende, og hun forstod straks, at det var hendes egen søn.
Men hun lod sig ikke opholde; hun kyssede sin lille søn mange gange og løb så udenfor, hvor hun snart fandt ulvens spor. Det fulgte hun hele dagen, indtil hen ad aften, da kom hun til et andet slot, hvor sporet viste ind. Der kom hun ind og blev taget imod af fruen på slottet, som også var en søster til Ulv Kongesøn den Halte, og som gav hende husly den nat. Om morgenen tidligt da hun ville afsted, da traf hun på en amme med et lille pigebarn på armen, som prinsessen godt forstod, var hendes egen datter. Og hun tog barnet i sin favn og kyssede det. Men så skyndte hun sig videre og løb hele den dag efter ulvesporet, som hun endnu kunne følge.
Hen ad aften kom hun da træt og udmattet til foden af et højt glasbjerg, og da hun så op ad det, så så hun højt oppe sin ulv, der klatrede oppe på det, og snart efter havde den nået toppen. Da så hun i et øjeblik, hvordan han stod der på toppen i sin menneskeskikkelse og vinkede ned til hende. Men i det samme forsvandt han på den anden side af bjerget. Hun prøvede da straks på komme efter ham op ad bjerget. Men det var helt umuligt; for det var stejlt og så glat som et spejl, undtagen hvor der var ligesom årer og fine ridser så skarpe som rageknive, som hun skar sig til blods på uden dog at få fodfæste noget sted.
Så satte hun sig ned ved foden af bjerget og græd, og der blev hun siddende hele natten. Om morgenen prøvede hun atter at finde et sted, hvor hun kunne komme op ad bjerget; men det var alle vegne lige umuligt. Hun skar sig kun til blods og kom ingen vegne. Og hun så nu op ad bjerget, hvordan ulven også havde måttet bløde for hvert skridt; men han havde dog kunnet holde sig fast med sine skarpe klør. Så satte hun sig atter ned og græd så bitterlig. Da kom der en gammel mand gående, og han spurgte hende, hvad hun græd for. Hun sagde, at det var, fordi hun måtte og skulle over det glasbjerg, men ikke kunne. Så forklarede han hende, at hun skulle gå til den nærmeste smedje og lade sig smede et par jernsko med spidse pigge under. Og han gav hende en krukke med salve, som hun skulle bruge til at læge sine fødder med, når hun var kommet over.
Hun gik da til smedjen og fik skoene lavet, og så klatrede hun op ad bjerget. Langsomt gik det, og strengt var det; og længe før hun nåede til toppen, var hendes fødder som et blodigt kød. Men hun holdt pinen ud og kom op på toppen og ned på den anden side. Der kastede hun sig på jorden og fik jernskoene trukket af; og da hun så fik smurt sine fødder med salven, var det straks godt igen.
Det land, hun kom til på den anden side af bjerget, så helt anderledes ud end noget, hun før havde set. Der var så mange dejlige træer og buske og blomster, som hun aldrig før havde set magen til. Og lige foran hende lå der et slot så stort og så prægtigt, så hun havde aldrig set noget lignede: Det så ud, som om det var af det pureste guld.
Også her fandt hun ulvesporet, men der var bloddråber i det. Hun fulgte det langs vejen og lige hen til slottet. Der hørte sporet op, og der var ingen ulvespor at se, som førte væk fra slottet. Så tænkte prinsessen, at her måtte han vist være; men hun tænkte jo også, at her havde vel sagtens den heks hjemme, som havde forgjort ham, og som han nu måtte tilbage til på grund af hendes ulydighed. Hun spurgte derfor ikke nogen efter Ulv Kongesøn den Halte, men gik ind nede i køkkenet og spurgte, om en fattig pige ikke kunne få arbejde der. – Åh, jo, det kunne hun nok; de havde nu al hjælp nødig, for husets datter skulle snart have bryllup. Hun kunne da få plads som vaskepige.
Så den første dag sender heksen – for det var ganske rigtig den heks, som havde forgjort Ulv Kongesøn, som boede på det slot – hun sender prinsessen ned til bækken med et stykke hvidt vadmel. Det skulle hun vaske og banke, indtil det blev sort. Ellers skulle hun straks jages på porten. Hun vasker og banker, og hun vasker og skyller, men vadmelet bliver bare hvidere og hvidere, i stedet for at blive sort. Da vidste prinsessen ingen råd; hun satte sig ned og græd så bitterlig. Da kom den samme gamle mand til hende, som havde hjulpet hende over glasbjerget. Han spurgte, hvad hun græd for, og da han fik det at vide, så sagde han: "Ja, hvis du vil kalde mig din allerkæreste ven, så skal jeg hjælpe dig."
"Nej," sagde hun, "jeg havde engang en allerkæreste ven, men ham ser jeg aldrig mere."
"Jeg får vel hjælpe dig alligevel," sagde den gamle, og så slog han til vadmelet med sin kæp, og i det samme var det så sort som kul.
Da prinsessen kom hjem til heksen med det sorte vadmel, så sagde hun: "Den slog dig ikke på øret, som lærte dig det. Kan du gøre hvidt til sort, så kan du vel også gøre sort til hvidt. I morgen så skal du vaske det sorte uldtøj, til det bliver så hvidt som sne, eller også skal du jages af tjenesten."
Næste dag gik prinsessen ned til bækken igen, og hun vaskede og bankede, og vaskede og skyllede; men vadmelet forblev lige så sort, som det var. Da satte hun sig igen ned og græd; og så kom den samme gamle mand igen og sagde ligesom i går, at hvis hun ville kalde ham sin allerkæreste ven, så ville han hjælpe hende. Men hun sagde nej, hun havde haft en allerkæreste ven, ham så hun aldrig mere. "Jeg får vel hjælpe dig alligevel," sagde den gamle, han rørte ved vadmelet med sin kæp, og så blev det straks så hvidt som nyfalden sne. Da heksen nu fik sit vadmel igen, så hvidt som hun kunne forlange, så sagde hun: "Du er en dygtig pige, og kan du gøre så meget, så kan du også gøre mere. Nu skal du gå til Hekkenfeldt, til min søster, og hente brudesmykket til min datter, som skal have bryllup."
Næste morgen begav prinsessen sig på rejsen; men da hun var kommet lidt bort fra slottet, var der så mange veje, at hun ikke vidste, hvilken af dem der førte til Hekkenfeldt. Så satte hun sig ned på grøftekanten og græd så bitterlig. Da kom der en smuk, ung mand til hende. Han talte så venligt til hende og sagde: "Hvad græder du for, min smukke pige?"
"Jeg skal til Hekkenfeldt," sagde hun, "og hente et brudesmykke; og jeg kender hverken vej eller sti."
"Ja, vil du kalde mig din allerkæreste ven," sagde den unge mand, "så skal jeg nok hjælpe dig."
"Nej," sagde hun, "jeg havde engang en allerkæreste ven, men ham ser jeg aldrig mere."
"Jeg får vel hjælpe dig alligevel," sagde den unge mand. "Der er meget, som du må passe på, for at den rejse skal gå godt. Her har du et lille nøgle garn. Det kaster du foran på vejen, og så følger du efter, hvor det løber, og vinder uldtråden op, ligeså hurtigt som den løber af garnnøglet. Så kommer du omsider til et led, der står og smækker op og i ustandseligt. Her har du en jernbøjle, den skal du sætte på leddet, så det kan holdes lukket. Så kommer du til en stor flok gæs; det er nogle farlige gæs, så store, stærke og arrige som de er. Men her har du en pose med korn, som du skal strø ud foran dem, så lader de dig i fred. Lidt længere fremme kommer du til en bagerovn, hvor der står to karle og rager i den gloende ovn med deres bare næver. Dem skal du give disse to ovnrager. Så kommer du til et bryggers, hvor der står to piger og rører i en kogende kedel med deres bare arme. Dem skal du give disse to grydeskeer. Så kommer du til en stor jernport, hvor der står to store, vilde hunde. Dem kommer du forbi, hvis du giver dem disse to brød, som jeg har her. Porten står og knirker og skriger på sine rustne hængsler, så det er en gru at høre på; men her har du en krukke fedt, så du kan smøre porten. Og når du så kommer ind på Hekkenfeldt, skal du bede heksen om brudesmykket til hendes søster. Men du må ikke spise noget af, hvad hun byder dig. Og du skal huske at gå samme vej tilbage uden at se dig tilbage."
Så fik prinsessen da samlet alle disse sager sammen: garnnøglet og jernbøjlen, posen med korn, ovnragerne og slevene, brødene og fedtkrukken; og så lod hun garnnøglet rulle ned på vejen. Det løb rask afsted foran hende, og hun fulgte bagefter og vandt uldtråden op. På den måde nåede hun frem til leddet, der stod og smækkede, og hun satte bøjlen på det, så det var lukket. Og de store gæs, som kom farende imod hende, dem fodrede hun med kornet. Og karlene ved bagerovnen dem gav hun ovnragerne. Og pigerne ved bryggerkedlen dem gav hun grydeskeerne. Og hundene ved porten dem gav hun brødene. Og porthængslerne dem smurte hun med fedtet, så de holdt op at skrige. Så kom hun da ind på Hekkenfeldt. Der sad heksen på en høj stol og grinede ondskabsfuldt af hende. Prinsessen hilste hende fra hendes søster og bad om brudesmykket til datterens bryllup. Så stod heksen op og sagde, at det skulle hun straks hente. Imidlertid skulle den lille pige have lidt at spise, og så gav hun hende en kalvefod at gnave på. Men så snart heksen var ude af døren, så kastede prinsessen kalvefoden ind under bænken.
Så kom heksen ind igen, og det første hun sagde, det var: "Kalvefod, hvor er du?"
"Under bænken," svarede den.
Så tog heksen den frem og sagde til prinsessen, at hun skulle værsgo spise hendes gode mad. Hun skulle nu bare ud at få pakket smykket godt ind. Da tog prinsessen kalvefoden og stak den ind på brystet. Og straks efter kom heksen ind igen: "Kalvefod, hvor er du?" sagde hun.
"I barmen," svarede den.
"Ja, er du i barmen, kommer du snart i tarmen," sagde heksen, og så gav hun prinsessen en æske og sagde, hun måtte passe godt på den, og at hun kunne understå sig i at lukke den op på vejen.
Så skyndte prinsessen sig tilbage; men da hun kom til jernporten, råbte heksen efter hende: "Port, pin hende!" Men porten svarede og sagde: "Nej, jeg gør ikke; nu har jeg skreget og knirket så længe, og aldrig har nogen smurt mig, førend hun."
Så råbte heksen igen: "Hunde, bid hende og slid hende!" Men de sagde: "Nej, vi gør ikke; nu har vi stået her og gøet og glammet så længe, og aldrig har nogen fodret os, før hun."
Så var hun kommet til bryggerset; da skreg heksen igen: "Skold hende, piger!" Men de sagde: "Nej, hillemænd, om vi gør; nu har vi stået og skoldet os selv så længe, til hun gav os sleve."
Så kommer hun til ovnen, og da skreg heksen til karlene: "Bag hende, brænd hende!"
"Nej," sagde karlene, "nu har vi stået her så længe og brændt os selv, indtil hun gav os ovnrager."
Så kommer hun til gæssene: "Træd hende ihjel, træd hende ihjel!" skreg heksen.
"Nej, vi gør ikke, nej, vi gør ikke," sagde gæssene, og de gik og pillede kornene op.
Så var hun ved leddet. Da hørte hun heksen hvine efter hende: "Klem hende, mas hende!" Men leddet svarede: "Nej, hende vil jeg ikke klemme, for hun gav mig en bøjle, og den har jeg længtes efter i mange hundrede år."
Nu var prinsessen jo sluppet godt fra alle de farer. På hele vejen havde hun ikke set sig tilbage, men var faret afsted. Så nu var hun forpustet og satte sig ned for at hvile. Æsken havde hun i hånden. Heksen havde rigtignok sagt, at hun ikke måtte kigge i den; men her gjaldt hendes ord ikke mere. Og prinsessen var da nysgerrig efter at se det smykke. Så lettede hun lidt på låget og skulle til at kigge ned i æsken. Men – svip – sagde det. Det var en lille fugl, der fløj ud af æsken, og væk var den. Da brast prinsessen i gråd. Nu var hun da helt fortabt. Hun turde ikke komme hjem uden smykket, og hun turde heller ikke gå for anden gang til Hekkenfeldt. Nu var hun da helt fortvivlet.
Da stod den samme smukke, unge mand for hende, som havde givet hende alle de gode råd og redskaber. Han spurgte, hvad der nu var i vejen: Og hun klagede ham sin nød.
"Ja, vil du kalde mig din allerkæreste ven," sagde han, "så skal jeg da hjælpe dig denne gang med."
Hun så på ham: Smuk var han, og god var han, og han lignede ikke så lidt Ulv Kongesøn den Halte; men det var dog ikke ham. Og så sagde hun: "Nej, jeg havde engang en allerkæreste ven; men ham ser jeg aldrig mere."
Den unge mand lod først, som han ville gå sin vej, men så sagde han: "Ja, jeg får vel hjælpe dig alligevel." Og så spurgte han: "Hvad gav heksen dig at spise?"
"En kalvefod," sagde hun. "Og her er den," tilføjede hun, og så tog hun den frem af sin barm. Da tog den unge mand kalvefoden, og han rørte ved den med sin stok og sagde til den: "Kalvefod, løb til Hekkenfeldt efter brudesmykket og kom straks tilbage med det."
Så løb kalvefoden hen ad vejen, så støvet stod efter den, og et øjeblik efter var den tilbage med brudesmykket. Det kom i æsken igen, og prinsessen skyndte sig afsted til heksens gård og bragte hende det. "Du er rigtig en flink pige," sagde heksen. "I morgen skal vi have bryllup; og du skal få hele stadsen at se, for du skal få lov at bære brudeblus for de unge folk."
Dagen efter skulle bryllupet holdes. Bruden var jo heksens datter, og brudgommen var ingen anden end Ulv Kongesøn den Halte, som heksen havde forgjort, og som hun nu atter havde i sin vold. Han var nu i sin skønne menneskeskikkelse, klædt som en prins. Og prinsessen kunne nu også godt kende ham. Hun stod ved døren til bryllupssalen med et lys i hver hånd. Heksen havde stillet hende der og bundet hende med sin trolddom, så hun hverken kunne røre hånd eller fod. Lysene brændte længere og længere ned, og hun følte heden i begge sine hænder; men kunne ikke røre sig af stedet. Nu var spisningen forbi, og de unge folk skulle føres til brudekammeret. Da kom heksen først og gik gennem døren, hvor prinsessen stod.
"Jeg brænder mine hænder," klagede prinsessen.
"Brænd kun lys og lysestage med," sagde heksen og gik forbi.
Lige efter kom så brudeparret, og så råbte prinsessen højt: "Hjælp mig nu, min allerkæreste ven!"
Da sprang brudgommen hen til hende og greb begge lysestumperne af hendes hænder og rakte en til heksen og en til bruden. Så måtte de stå som støtter på hver side af døren. Og lysene brændte ned, og heksen og hendes datter brændte op, og hele slottet brændte ned til grunden.
Men Ulv Kongesøn og prinsessen var allerede langt borte. Der hvor glasbjerget havde ligget, fandt de nu en grøn eng, som de gik igennem. På hjemvejen kom de forbi hans søstre og hentede deres to børn. De kom også til prinsessens fader og moder, og blev der et stykke tid. Men så rejste de tilbage til det land, som var deres eget, og som nu var blevet løst fra heksens fortryllelse. Og der levede de lykkeligt og vel igennem mange år.