Tvillingebrødrene

---

Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her


   Ude ved den åbne strand lå et lille sted, hvor der boede et par enlige folk. De var allerede til års, og ingen børn havde de. Det var kun småt for dem; jorden var mager og gav kun ringe afgrøde; de skulle have deres meste næring af søen; og manden plejede da også at fare ud på fiskeri, når vejret var til det. Så var det et helt år, det ikke var havvejr en eneste dag. Det var stadig storm og pålandsvind, så ingen kunne komme ud på søen for at fiske; førend pinsemorgen, da havde vinden vendt sig og vejret bedret sig, så det var rigtig godt fiskevejr.
   Så ville manden da ud på havet. Konen syntes ikke om det; hun sagde, der ingen held var ved at gå på fiskeri eller andet arbejde på sådan en højhellig dag. Men manden sagde, at de havde det så knapt, at han måtte gribe lejligheden, når den bød sig; det havde nu et helt år ikke været sådan et havvejr som i dag. Og han roede da ud med våd og med lod og med line.
   Men hvor han så fiskede, og hvordan han end bar sig ad, så fangede han slet ikke noget; førend langt hen på dagen: da trak han en enlig fisk op. Det var en sær, stor, styg en, som han aldrig før havde set mage til. Den vidste han ikke, hvad han skulle bruge til. Derfor smed han den ud igen, og så fiskede han videre. Men han fik ingenting, før noget efter: da trak han den samme sære fisk op for anden gang. Men han kylede den straks ud i søen igen. Han fiskede videre, men fik stadig ingenting; førend han endelig for tredje gang trak den samme sære, store, stygge fisk op. Han havde den oppe i båden og gjorde den fri af snøren og ville da til at kaste den ud igen, og så ville han også lade det være forbi med fiskeriet for denne gang. Hans kone havde nok haft ret: der var ingen lykke ved det på en højhellig dag.
   Men i det samme begyndte fisken at tale: "Du skal ikke kaste vrag på mig," sagde den, "jeg er bedre end du tror; du skal tage mig med hjem, for mig kan du få meget ud af." – "Hvordan det?" spørger manden. "Ja, hør nu godt efter!" siger fisken. "Når du kommer hjem, skal du skære mig op. Alle indvoldene tager du ud og kaster på din mødding. Så skal du skrabe alle skællene af mig og passe på, at ingen bliver borte. Derpå skal du skære hovedet af mig og grave det ned under en sokkelsten til dit hus. Halsstykket skal du koge og give din kone at spise, men du må ikke selv få noget af det. Så om ni måneder skal hun føde dig to sønner.
   Resten af min krop må du gemme, til drengene er syv år gamle; så skærer du den i tre dele. Bugstykket giver du din følhoppe, navlestykket giver du din unge tævehund, og halen lægger du op i det høje træ ved din gård, hvor der er en høgerede. Så vil din hoppe få to føl, din hunhund to hvalpe, og høgen to unger, som du alle skal føde op og opdrætte.
   Når så drengene er femten år gamle, så graver du ned ved den sokkelsten, hvor du lagde hovedet; så vil du se, at kæbebenene er blevet til to sværd og ørebenene til to knive. Til hver af dine sønner skal du give et sværd og en kniv, og de skal også hver have en hest, en hund og en høg af de tre par, som du har født op. Og de skæl, du har gemt, de er i mellemtiden blevet til guldpenge, og dem skal du dele ligeligt imellem de to drenge. Så er de godt udrustet; for de dyr skal de få megen gavn af; sværdene er sådan, at alt hvad man hugger til med dem, må falde; og knivene sådan, at man kan se, om deres ejermand er kommet i ulykke eller livsfare, for så ruster de, men ellers er de blanke.
   Selv skal du ikke lide nogen nød fra nu af, og du behøver ikke mere at tage ud på havet at fiske, for din jord skal give så god en afgrøde, at du skal blive en holden mand. Så kan du også få råd til at opfostre, først drengene og siden dyrene, på den bedst mulige måde. Husk nu godt på alt, hvad jeg har sagt, og følg det nøje, ellers vil det gå dig meget ilde."
   Så sagde fisken ikke mere, men var død. Manden skyndte sig med det samme at vende båden hjemad, og så snart han kom i land, gik han til sit hus og gjorde i et og alt, som fisken havde sagt. Han skar den op og kastede indvoldene på møddingen, skrabede alle skællene af og gemte dem, skar hovedet af og gravede det ned under en sokkelsten. Så skar han halsstykket af og kogte det og gav sin kone det at spise. Resten af fisken gemte han i saltlage.
   Ni måneder efter fødte konen to drengebørn; de voksede og trivedes vel og var de raskeste og stærkeste, flinkeste og kønneste drenge, man kan forestille sig se. Deres lange hår skinnede som guld, og de lignede hinanden som to dråber vand. De var altid sammen, til leg og til undervisning, og de elskede hinanden, så der aldrig var uvenskab imellem dem. Og forældrene, som efterhånden blev rigtig velstående folk, havde aldrig andet end glæde af dem.
   Da drengene var syv år gamle, huskede manden at gøre, hvad fisken havde befalet. Han tog kroppen, som han havde gemt, op af saltkarret, og skar den i tre stykker: bugstykket gav han til sin unge, sorte følhoppe, navlestykket til sin unge, gule tævehund, og halestykket hængte han op i det høje træ uden for gården, hvor der var en høgerede. Og høgemoder slog straks ned efter det og bar det op i reden. Den sorte hoppe folede i rette tid og fik to dejlige, sorte hingsteføl, og den store, gule hund fik to smukke hanhvalpe, og snart var der også to høgeunger i reden. Dem fik manden snart fanget og tæmmet, for i gamle dage brugte man afrettede høge til fuglejagt. Og de to føl, de to hvalpe og de to høge var så ens, at den ene ikke var til at skelne fra den anden.
   Da drengene var fyldt deres femtende år, så går manden ud og graver under den sokkelsten, og der finder han to blanke sværd og to hvasse knive. Og da han skal til at se til de skæl, han har gemt, så er de blevet til skinnende guldpenge. Dem delte manden mellem brødrene i to lige dele, og han gav hver af dem et sværd og en kniv og fortalte dem om deres særlige egenskaber. Så gav han dem hver sin hest, hund og høg, og de var heller ikke til at skelne fra hinanden. Bidsel og sadel og gode klæder gav han dem også, alting ens. Og han sagde, at de nu var myndige og deres egne herrer, og at de nu måtte gøre som de ville: enten blive hjemme eller drage ud i verden for at prøve lykken.
   Brødrene ville straks afsted, ud i den vide verden. De brændte af begærlighed efter at komme ud at se sig om og prøve deres mod og manddom. Så sagde de farvel til moder og fader, bandt sværdet ved siden, stak kniven i bæltet, satte sig op på hver sin sorte hingst. Det lange hår faldt ned over deres skuldre og skinnede som det pure guld. Hver af dem havde en høg siddende på skulderen, og deres store, gule hunde løb i forvejen. Sådan red de sammen ud i den vide verden.
   I nogle dage fulgtes de ad, og hvor de kom frem, måtte alle stå stille og betragte de unge riddere og deres dyr, så smukke som de var, og som de dog lignede hinanden! Det var især det sidste, som vakte så stor nysgerrighed, og det var de to brødre kede af. De var også rigtig kede af, at der slet ikke dukkede noget op, som de kunne prøve deres mod og kræfter på. Da de så inde i en skov kom til et sted, hvor vejen delte sig, blev de enige om at skilles og ride hver sin vej. Men førend de skiltes, tog de deres knive og stak dem ind i en lind, der stod ved det vejkryds, og de aftalte, at de hvert år ville komme til det træ for at se på knivene, om nogen af dem var ved at ruste, for så vidste den ene, at den anden var i livsfare. Så sagde de kærligt farvel til hinanden; og han, som var kommet først til verden og altså var den ældste af de to tvillinger, han sagde: "Nu rider jeg til højre, og du til venstre." Og så red de hver sin vej, og dyrene kendte deres herrer og fulgte med hver sin.
   Nu skal vi høre, hvordan det gik den ældste broder. Han red fra by til by og fra det ene land til det andet, indtil han en sen aften kom til en hovedstad og tog ind i et herberg. Dette herberg lå lige over for kongens slot, og da den unge ridder kommer op om morgenen og ser ud ad vinduet, så ser han at slottet er helt behængt med sort fra øverst til nederst. Han kalder på værten og spørger, hvad det skal betyde. "Ak, herre!" siger værten, "I må være langvejs fra, siden I ikke ved det: den store sorg, som er overgået os med kongens eneste datter, en dejlig prinsesse på seksten år. Vor konge har måttet love hende bort til en gruelig havtrold, som ellers ville ødelægge hele landet. Og det er lige i dag, at havtrolden skal have hende. Om en time kører de ud til stranden med hende. Derfor er både slottet og hele byen behængt med sort, og alle folk sørger og græder over den dejlige, unge prinsesse. Kongen har lovet, at den som kan frelse hende fra havtrolden, må få hende til ægte og arve riget efter hans død, for han har ingen andre børn end hende. Der er ganske vist en hofmand, som hedder Ridder Rød. Han har sagt, at han vil frelse hende eller ofre sit liv for hende. Men den ridder er der ingen, der har nogen tro til, så hun ender nok i havtroldens vold."
   Det varede kun en times tid, så kørte der en lukket vogn ud af slotsporten. Den var helt overtrukken med sort og forspændt seks sorte heste, og kusk og tjenere var også sortklædte. Vognen kørte ud ad stranden til, og i den sad prinsessen helt klædt i hvidt. Ved siden af vognen red Ridder Rød, i panser og plade, og med hjelm og skjold, sværd og spyd. Alle i byen var på gaden, og de græd og jamrede, da hun kørte forbi. Der var ingen, der havde /s. 87/ nogen tro til, at Ridder Rød kunne hjælpe den arme prinsesse.
   De kørte ud af byen med hende, gennem en stor skov og ned til stranden under den høje skrænt. Det var det sted, som trolden havde bestemt. Så snart de havde sat prinsesssen af, kørte kusk og tjenere bort, alt hvad remmer og tøj kunne holde. De var jo bange for, at havtrolden skulle komme efter dem. Så snart de var borte, så skyndte Ridder Rød, rystende som et espeløv, sig også bort fra prinsessen og op i skoven. Der bandt han sin hest ved et træ og krøb selv op i det for at kunne se, når havtrolden kom og tog prinsessen. Han tænkte, at når trolden først havde taget hende, så kunne han ride hjem og fortælle, hvor mandigt han havde kæmpet for at forsvare hende; der var jo ingen andre til stede, som kunne sige ham imod. Og for sin gode vilje og for det mod, han havde udvist, måtte han da stige i den gamle konges og i folkets yndest og være den nærmeste til at arve riget.
   Den unge ridder så fra sit herberg prinsessens karet. Og lidt efter satte han sig på sin sorte hingst og red ud med sin høg og sin hund og sit gode sværd. Han red en anden vej ud af byen, men stødte snart til den, som førte ned til stranden. Og nu gik det i fuldt firspring, så han nåede snart prinsessen, som sad i al sin ensomhed under den grønne skrænt og afventede havtroldens komme. Han sprang af hesten og gik hen og hilste på hende, men lod, som han ikke vidste, hvad hun var her for. Han spurgte blot, hvorfor hun sad der og græd og var så bedrøvet. Hun fortæller ham da, hvad der er på færde, og tilføjer: "Og Ridder Rød, som lovede at frelse mig, hvis han kunne, han er nu redet bort, og ... Og dér kommer trolden!" skreg hun og var med det samme besvimet.
   I samme øjeblik hørtes der en susen og brusen ude fra havet, og en uhyre stor, sort bølge med hvide skumrande væltede sig ind imod land. I den bølge var havtrolden. Han havde ikke mindre end ni hoveder, og de brølede alle på én gang og råbte: "Hvem står derinde med min kæreste?" – "Hun er min og ikke din," svarede den unge ridder, og med det samme er han i sadlen. "Det skal vi tuppes og snuppes om," brølede havtrolden, som ikke kunne tale rent. "Ja, det skal vi kappes og nappes om," svarede ridderen. Så drog han sit sværd, og så råbte han: "Til angreb, høg, hund og hest!" Så fór de imod trolden, og de mødtes lige i vandkanten, og høgen huggede i troldens øjne, hunden gik løs på dens ni halse, og hesten både bed og sparkede det bedste den kunne. Imens svang ridderen sit sværd og huggede tre hug, så tre af troldens hoveder røg af, og hunden slæbte dem i land.
   "Vent til i morgen, jeg må hjem og samle kræfter," hylede trolden, og så for han ud på dybet igen med sine seks hoveder, og havskummet stod helt rødt efter ham; sådan blødte han. Men ungersvenden vristede gabet op på de tre afhugne hoveder, skar tungerne ud, svøbte dem ind i prinsessens lommetørklæde og stak dem ind på brystet. Så tørrede han sværdet af i græsset, satte sig på sin gode hest og red afsted med høg og hund ad den samme vej, som han var kommet. Men han valgte en anden port end den, der førte til strandvejen, for dér stod alle byens folk og ventede, og sådan kom han uset hjem til herbergt.
   Medens kampen stod på, lå prinsessen jo besvimet, og Ridder Rød sad oppe i træet og rystede og bævede. Han havde set havtrolden komme, men han kunne ikke se det sted, hvor kampen stod. Han hørte bare al den susen og brusen, brølen og vrinsken, hylen og tuden, råben og kalden. Han hørte også troldens ord om at fortsætte kampen næste dag og så, hvordan den forsvandt ud på dybet, så det røde skum stod efter den. Nu kom han da i en fart ned af træet og hen til prinsessen, som han stænkede vand på og fik til sig selv igen. Men så sagde han til hende, at han havde kæmpet med trolden og hugget de tre hoveder af. "Nej," sagde prinsessen, der var en anden ridder hos hende for lidt siden; hun var helt sikker på, at det var ham, der havde kæmpet med trolden. Så sagde Ridder Rød, at dersom hun ikke ville sværge på at holde med ham i alt, hvad han sagde, så ville han slå hende ihjel på stedet. Så turde hun ikke andet end gøre, hvad han forlangte.
   Han satte hende da op foran sig på hesten og bandt et troldehoved i hestens hale og to ved dens manke, og sådan red de ind i byen og op ad hovedgaden, og alle folk var som gale af glæde. De råbte hurra for prinsessen og hurra for Ridder Rød, og de fulgte dem op til slottet, hvor kongen kom ud og tog imod dem. Og der fortalte Ridder Rød vidt og bredt om, hvordan han havde kæmpet med havtrolden og afhugget tre af dens hoveder; men trolden kom igen i morgen, så måtte prinsessen atter derud; men han skulle nok være med og frelse hendes liv. Prinsessen sagde ham ikke imod. Hun sagde, som sandt var, at hun lå og var besvimet, mens kampen stod på. Hun talte heller ikke om den anden ridder. Det turde hun ikke for det løfte, hun havde aflagt.
   Ridder Rød tænkte nu som så: "Den dristige helt, hvem det så end kan være, der i dag har stået sig i kampen med trolden, kan let komme til lade livet i morgen. Og så meget desto bedre, hvis han forinden har fået taget trolden af dage." Så var han sikker på prinsessen og kongeriget, tænkte Ridder Rød videre, men skulle havtrolden vinde sejr og tage prinsessen med sig, så ville han, Ridder Rød, for udvist tapperhed stå nærmest til at arve riget. For han skulle nok sørge for at hytte sit skind.
   Næste formiddag skulle prinsessen atter føres ud til stranden. Men nu mente alle, at der var håb for hende; de havde tillid til Ridder Rød, der havde stået sig så tappert den første dag. Den dag kørte hun ud i en sølvvogn, med seks gråskimlede heste for, og kusk og tjenere i gråt. Selv var hun i hvidt ligesom forrige dag. Og ved siden af vognen red Ridder Rød ligesom i går, i panser og plade, med hjelm og skjold, sværd og spyd. Alle byens folk var på gaden, og nu græd og jamrede de ikke mere; de råbte hurra for prinsessen og hurra for Ridder Rød og ønskede dem held og lykke.
   Da de nu var kommet ud til samme sted som foregående dag, så kørte vognen bort, men det blev aftalt, at den skulle holde et sted i nærheden inde i skoven. Kusken og tjenerne var dog endnu meget bange, og de kørte derfor helt ud til den anden ende af skoven. Og så snart de var borte, så sagde Ridder Rød også farvel. Han ville lægge sig i baghold for trolden, sagde han og skyndte sig at komme ind til sit skjulested, hvor han bandt hesten og klatrede op i træet.
   Da den unge ridder havde set prinsessen køre ud, så kom han hurtigt til hest og skyndte sig samme vej som i går ud til stedet, hvor prinsessen sad alene under skovbrinken. Han sprang af hesten og gik hen og talte med hende. Hun blev jo meget glad ved at se ham, og hun var nu vis på, at det var ham og ikke Ridder Rød, som i går havde kæmpet mod trolden. Hun skammede sig i sit hjerte, fordi hun havde ladet sig tvinge af Ridder Rød til at ikke at fortælle noget om ham. Men hun kunne heller ikke forstå, hvorfor han havde ladet hende i stikken, så hun var helt i Ridder Røds vold.
   De fik dog ikke talt ret meget sammen, før de hørte den samme susen og brusen som dagen før og så en stor, sort bølge med hvide skumrande vælte sig ind imod land. De hørte et rasende brøl af mange struber: "Hvem står derinde med min kæreste?" Det var havtrolden, og han var kommet godt til kræfter siden sidst: Der var vokset tre nye hoveder ud på ham i stedet for dem, han havde mistet. Men ungersvenden var ikke forknyt: "Hun er min og ikke din!" svarede han og var allerede i sadlen. "Det skal vi tuppes og snuppes om," snøvlede havtrolden. "Ja, det skal vi kappes og nappes om," svarede ridderen med sværdet ude af skeden. "Til angreb, høg, hund og hest!" råbte han, og så for han ind på havtrolden. De tørnede sammen lige der, hvor land og vand mødes ved højvande. Og nu gik det for alvor løs: Høgen hakkede, hunden bed og hesten både bed og sparkede, mens ridderen huggede hug på hug, til seks af de ni hoveder var kappet af og blev halet i land af hunden.
   Så havde trolden fået nok for den dag; men han ville dog endnu ikke give op: "Vent til i morgen, jeg må hjem og samle kræfter," hylede han og for så ud på dybet igen, og skummet stod blodrødt efter ham.
   Ungersvenden skar tungerne ud af de seks hoveder og lagde dem ind til de tre, han i forvejen havde i prinsessens lommetørklæde. Så tørrede han sit sværd af i græsset, fløjtede på sin høg og sin hund og vendte sig mod sin hest. Men i dag var prinsessen ikke besvimet, hun havde set på hele den frygtelige kamp; og inden han kunne komme på hesten igen, var hun henne hos ham og faldt ham om halsen og kyssede ham og takkede ham med tårer i sine smukke øjne. Den unge mand kyssede hende igen; men så sprang han på hesten, vinkede farvel til hende med hånden, og straks var han ude af syne med sin høg og sin hund, og han kom ligesom forrige dag uset tilbage til sit herberg.
   Men da Ridder Rød så havtrolden flygte ud på dybet, med løfte om at komme igen næste dag, så krøb han ned af træet og kom frem af sit skjul. Han gik lige hen til prinsessen, satte sin kniv for hendes bryst og sagde: "Vil du tie og holde med mig, eller vil du lade dit liv i denne stund?" Så turde hun jo ikke andet end love, at hun skulle gøre som sidst. Men hun stolede også på, at den unge ridder nok kom igen næste dag, og så skulle han nok bringe sandheden for dagen. Så samlede jo Ridder Rød de seks troldehoveder sammen og red i en fart hen og fik hentet sølvkareten, og prinsessen kom op i den, og så holdt de deres indtog i staden.
   Alle de seks troldehoveder hang på karetbukken, tre på hver side, og Ridder Rød red foran i panser og plade og frydede sig, mens folkeskaren fulgte dem med jubel til slottet, hvor kongen tog imod dem. Hans kyssede både sin datter og Ridder Rød og græd af glæde. Rigtignok fik han at høre, at de skulle afsted igen for tredje gang med. Men efter at ridderen nu havde stået sig så godt de to dage og stak næsen endnu mere i sky end den forrige dag, så tvivlede hverken kongen eller nogen anden på, at han nok også skulle stå sig den tredje og sidste gang og frelse prinsessen. Endnu samme aften blev al det sorte klæde revet ned af slottet og af folks huse, og der var fest og glæde både på slottet og over hele byen.
   Næste formiddag kørte prinsessen igen ud af byen. Men nu var det ikke længere noget sørgetog, det lignede mere et sejrstog. Hun kørte i guldkaret trukket af seks heste med skarlagensrøde dækkener, og der var forridere, og både de og kusken og tjenerne var i rødt liberi med guldtresser for og bag. Men prinsessen var i hvidt ligesom de forrige dage. Hun ville ikke have anden dragt. Og folket jublede og råbte hurra for prinsessen og hurra for Ridder Rød og ønskede dem lykke på deres færd.
   Det gik nu ligesom dagen før. Da de havde sat prinsessen af på stranden, kørte kusken med tjenere og forridere et godt stykke ind i skoven, men dog ikke så langt væk som den forrige dag. Ridder Rød blev ved sit rænkespil: han vidste, han ikke mere kunne narre prinsessen; han sagde kun, at han nok skulle passe på hende, og det gjorde han jo også på sin måde, og så kom han i en fart ind til sit gamle skjulested og op i træet.
   "Skulle det nu også gå godt i dag," tænkte Ridder Rød, "og den fremmede kæmpe vinder sejr, så siger jeg bare, at han først kom til bagefter, efter at jeg havde fældet trolden. Det vil både kongen og alle andre tro. Og skulle prinsessen bestemme sig for at sige, at det var ham og ikke mig, som vandt kampen alle tre dage, så kan hendes ord ikke stå til troende, for så har hun jo løjet om de to første dage, da hun sagde ja til, at det var mig, der overvandt trolden. Man vil sige, at det er, fordi hun er blevet forelsket i den fremmede eller forhekset af ham, når hun sådan bagefter vil give ham æren. Og så skal vi nok få ham hængt eller brændt. Hvis trolden og han i dag tager livet af hinanden i dag, og prinsessen bliver frelst, så er jeg sikker på at få hende. Og skulle det endelig være, at trolden tog både ham og prinsessen, så er jeg den nærmeste til at arve riget."
   Mens Ridder Rød tænkte alt dette ved sig selv, var den unge ridder, ad samme omvej som de forrige dage, kommet ud til prinsessen med sin høg og sin hund. Men i dag var han kommet lidt senere end ellers, eller også havde trolden skyndt sig; for i samme øjeblik som han kom ud til stranden, hvor prinsessen sad under skrænten, og hun lige havde rejst sig op for at vifte til ham med sit slør – så kom den store troldebølge susende og brusende ude fra dybet, og trolden med den, og han var nu mere rasende end nogensinde. Alle sine ni hoveder havde han fået igen, og han havde samlet gode kræfter. Den unge ridder mødte ham i vandkanten, og striden var lang og hård. Men enden på legen blev da, at alle troldens ni hoveder måtte falde for det skarpe sværd, og så han var død. Hans krop blev liggende der på stranden til føde for himlens fugle.
   Så snart kampen var ovre og sejren vundet, kom prinsessen springende hen til sin redningsmand. Nu var han også træt og udmattet, og hun førte ham hen til den grønne skrænt. Han lagde sit hoved i hendes skød og faldt i en dyb søvn. Den sorte hingst gik roligt og græssede, høgen var fløjet op i en trætop og sov med hovedet under vingen. Men hans store, gule hund løb ind i skoven og lagde sig i det bløde mos, lige under det træ, som Ridder Rød var krøbet op i.
   Han havde jo set havtrolden komme susende og brusende ude fra dybet og ind imod strandkanten, hvor prinsessen sad, men som han ikke kunne se. Han havde også hørt den forfærdelige støj af brølen og vrinsken, hylen og tuden, plasken og hvinen; for det var nogle skrækkelige hvin, trolden gav fra sig, hver gang et af hans hoveder faldt. Til sidst var der blevet ganske stille; men havde ikke set havtrolden fare ud på dybet som de foregående dage. Derfor sad han nu og rystede og bævede, for det kunne jo være, at trolden havde sejret og nu var ved at æde prinsessen. Og så kunne den måske få i sinde at komme ind og æde ham bagefter. Ridder Rød sad netop og tænkte på at lade sig glide ned af træet og liste sig stille bort, da han hørte det knage og brase i buskene. Så tænkte han da, at hans liv havde nået sin ende, og han var lige ved at hyle i vilden sky. Men han lod dog være at skrige og gjorde sig i stedet så lille som muligt, mens han holdt vejret og sveden sprak ud af hans krop. Da så han, hvad det var, der knagede og brasede. Det var ikke trolden, men en stor, gul hund, som brød sig vej gennem buskene og kom hen og lagde sig lige under træet, hvor han sad. "Nå," tænkte Ridder Rød, "det er nok en af troldens havhunde. Men den har dog ikke lugtet mig endnu." Og så sad han lige så stille som en mus og svedte angstens kolde sved.
   Imidlertid lå den unge ridder og sov, med sit hoved i prinsessens skød, og hun nænnede ikke at vække ham: han kunne nok trænge til et hvil efter sådan en dyst. Men hun tog en guldring af sin finger og bandt den i hans gyldne hår. Og så sad hun stille og så på den dejlige unge mand, indtil han vågnede. Hun troede bestemt, at han nu ville føre hende hjem til slottet og gøre Ridder Rød med alle hans løgne til skamme. Men så snart den unge ridder vågnede, sagde han, at han ikke kunne følge med hende; han måtte straks bort for at opsøge sin broder, for det var nu lige et år siden, de skiltes ad. Men hun skulle være hans kæreste og vente på ham i et år; så skulle han nok komme og klare sagerne.
   Så skar han tungerne ud af de ni troldehoveder og gemte dem sammen med de andre ni, som han havde i forvejen. Så fløjtede han på sin høg og sin hund, sprang på hesten og for afsted.
   Da hunden var borte, og det stadig var stille rundt omkring, så tørrede da Ridder Rød sveden af panden og vovede sig endelig ned af træet og listede gennem skoven hen til skrænten, hvor han kunne se ned til stranden. Der lå havtrolden på maven lige så lang han var, med kroppen på land og benene i vandet, og med alle dens ni hoveder strøet omkring på strandbredden. Prinsessen fik han også øje på. Hun var i god behold og sad der ganske alene. Hvem det så end var, der havde været og kæmpet med havtrolden og dræbt ham, så var han nu borte. Nu fik Ridder Rød modet tilbage og skyndte sig ligesom de forrige dage at true prinsessen til at love, hun skulle tie og sige det var sandt, når han gav sig ud for den, der havde fældet trolden og frelst hende. Det lovede hun ham med det samme; for nu da den rette var borte, kunne det jo ikke nytte at sige andet, end hvad Ridder Rød ville have. Men hun stolede fast på, at den rette nok kom igen og klarede sagerne.
   Så fik Ridder Rød da guldkareten hentet, med kusk og tjenere og forridere. Han fik samlet alle ni troldehoveder op, og de blev hængt rundt om kareten. Prinsessen satte sig ind, og Ridder Rød red ved siden af så stolt og så strunk, og sådan holdt de deres indtog i staden. Der var man begyndt at blive ængstelig, fordi det trak så længe ud, og alle byens folk var stimlet sammen ved byporten. Men da de så endelig kom, og prinsessen sad i vognen og hilste og nikkede og smilede til alle sider, så var der ingen ende på begejstringen. Der blev råbt hurra, og der blev kastet blomster, både til prinsessen og Ridder Rød. Og da de kom til slottet, og Ridder Rød fik fortalt hele sin historie om den gruelige havtrold, som han nu havde fældet, så både prinsessen og landet var frelst, så blev han jo samme dags aften forlovet med prinsessen og udnævnt til arveprins. Og der blev drukket skåler og tændt glædesblus i by og på land over hele kongeriget. Prinsessen sagde ikke noget; hun stillede blot den betingelse, at brylluppet skulle vente til årsdagen efter. Det gik kongen ind på, så det måtte Ridder Rød finde sig i.
   Imens red den unge troldedræber med sin høg og sin hund tilbage til det vejkryds, hvor han for et år siden var skiltes fra sin yngre tvillingebroder. Han kom til linden og fandt knivene. Hans broders kniv var lige så blank som hans egen: han var altså i live og i god behold. Han kunne også se, at broderen havde været der og set til hans kniv; og det kunne ikke være ret længe siden, for den skure, han havde skåret i barken neden under kniven, var ganske frisk. Så red han da videre ad den vej, hans broder var slået ind på, dengang de skiltes, og han red fra by til by og fra det ene land til det andet, men uden at se eller høre noget til sin tvillingebroder. Sådan gik der næsten et helt år, og han måtte nu skynde sig, for at være tilbage hos prinsessen til den aftalte tid.
   Han nåede derhen lige på årsdagen for, at han havde fældet trolden. Da han red ind ad byporten og op ad gaden, så han alle huse festligt smykkede med tæpper og kranse, og da han kom hen til sit gamle herberg lige over for slottet, så var det lige så pyntet som alle andre huse, og slottet var helt overtrukket med rødt skarlagen, med frynser og duske af skinnende guld.
   Han tog nu ind i sit gamle herberg og fik sit gamle værelse. Så spurgte han værten, hvad der var på færde: "Jeg har set mange riger og lande," siger han, "men ingen steder som her, hvor der sådan altid er noget stort på færde. Sidst jeg var her, for et år siden, da var alting betrukket med sort, og da havde de en havtrold at slås med. Denne gang er der pyntet overalt med rødt og med guld og med blomster. Hvad foregår der nu?" Værten fortalte da vidt og bredt om alt, hvad der var hændt, siden han sidst var der. Og i dag skulle Ridder Rød så endelig holde bryllup med kongens eneste datter, som han havde frelst fra havtrolden.
   "Da må vi have en flaske vin og drikke brudeparrets skål," siger den fremmede ridder. Og værten får da hentet en flaske nede fra kælderen og skænker op for ham og for sig selv. "Den vin smager mig ikke," siger ridderen, "de har den vist bedre på kongens bord i dag." – "Ja, det tror jeg," siger værten, "hvem der havde noget af den vin!" – "Det kan vi snart få," svarer ridderen. Han fløjter på sin høg, og den sætter sig på hans skulder. Så hvisker han noget til den, og den flyver ud ad vinduet og over til slottet, lige ind i riddersalen, hvor de sad ved bryllupsbordet. Der satte den sig på prinsessens skulder. Hun genkendte den straks, og hun strøg den og klappede den. Så med et snapper den vinkanden, der stod foran hende, og flyver med den ud ad vinduet og over til herberget, hvor ridderen og værten sad. Så skænkede ridderen op for dem begge, og de drak brudeparrets skål i kongens egen vin; og sådan en vin havde værten aldrig smagt magen til.
   Han blev helt ør i hovedet og sagde: "Ja, havde vi nu også noget af det bagværk, der står på kongens bord i dag. Det skulle passe godt til denne vin." – "Det kan vi snart få," siger ridderen, og han kalder på sin hund og hvisker noget til den. Så sætter den i spring ud af døren og lige over på slottet. Vagterne vil jo stoppe den, både i porten og på trapperne, og lakajerne og kammerjunkerne prøver at stoppe den i forsalene; men den vælter dem alle sammen omkuld og løber lige ind i riddersalen og hen til bryllupsbordet, hvor den lægger sit hoved i prinsessens skød.
   Brudgommen for op af sædet som stukket af en bremse, og han råbte: "Huh, der er havhunden!" Men prinsessen lo ad ham og klappede hunden, som hun godt kendte igen, og så sagde hun: "Kalder du det for en havhund? Det er jo en god, dansk hund. Og du kan da heller ikke være bange for havhunde, siden du fik bugt med en havtrold med de ni hoveder." Det blev der smilet af ved bordet, og så satte Ridder Rød sig ned igen; men han skævede slemt til hunden, for han genkendte den også fra dengang, han sad oppe i træet. Så lige med et snapper hunden en sølvkurv med bagværk, der stod på bordet foran brudeparret, og så i spring ud ad døren og ned ad trapperne og over i herberget, hvor dens herre sad og drak med værten.
   Nu kunne prinsessen da forstå, at hendes rette redningsmand og forlovede var i nærheden; men det varede endda noget, inden hun fik ham at se. Det var nu bestemt, at om eftermiddagen, efter taffelet, så kunne alle og enhver komme op på slottet for at hilse på brudeparret; og i en af de sale, man kom igennem, stod der plantet en række spydstager, atten ialt, og på hver af dem sad der et af de troldehoveder, som Ridder Rød havde samlet op på stranden.
   Den fremmede ridder fulgtes da over på slottet med sin vært. Da de nu kom ind i salen, hvor alle troldehovederne var udstillet, så går ridderen hen og spiler gabet op på det ene hoved efter det andet og siger, så alle kan høre det: "Men hvor er tungerne henne?" Det bliver folk jo opmærksomme på, og alle skal da hen at se efter: Nej, der er ingen tunger, det er rigtigt nok. Så kommer Ridder Rød til og så siger han: "Der har aldrig været nogen, for trolde har ingen tunger." – "Da er det sært," siger så den fremmede ridder, "at tungerødderne sidder i hovederne. Men her er tungerne, som passer til dem." Så tager han prinsessens lommetørklæde frem, som de lå svøbt i alle sammen. "Nu må enhver dømme," siger han, "hvem der har hugget hovederne af trolden: enten den, som har skåret tungerne ud af hovederne, eller den, som har taget hovederne, og som siger, at de aldrig har haft nogen tunger."
   Der blev stor opstandelse. Alle stimlede sammen og så, hvordan tungerne passede nøjagtigt i hver sit hoved. Kongen kom også til stede sammen med sin datter, bruden. Så snart hun ser den fremmede ridder, falder hun ham om halsen og siger: "Her er den, som har frelst mig og kæmpet med havtrolden alle tre dage." Og nu fortalte hun det hele: hvordan Ridder Rød hver gang havde forladt hende, når der var fare på færde, men var kommet igen, så snart faren var ovre; og hvordan han havde truet hende på livet, hvis hun ikke ville tie og sige god for alle hans løgne. "Men," fortsatte hun, "det er denne fremmede ridder med sin høg og sin hund og sin hest, der har kæmpet med trolden og taget ham af dage. Og lommetørklædet med troldetungerne i, det er mit, for der står mit navn og krone på det. Og da han den tredje dag havde hugget alle troldens ni hoveder af, da bandt jeg en guldring i hans hår – og den er dér!" sagde hun og viste i det samme kongen, hvor den sad.
   Så var der ingen mere, der tvivlede om den sag, og Ridder Rød måtte gå til bekendelse. Kongen lod ham straks lægge i lænker, og der blev sendt et par tjenere ud i skoven med ham, for at han kunne vise dem det træ, som han havde siddet i, mens kampene med trolden stod på. Men tjenerne havde hemmelig befaling til at hænge ham i det samme træ, og ordren blev udført samme aften; så Ridder Rød hører vi nu ikke mere til i denne historie.
   Men på slottet blev der holdt rigtigt bryllup, da nu den rette brudgom var kommet. Og den gamle konge, som var træt af at regere, takkede af med det samme, og lod den unge ridder hylde og udråbe til konge i stedet for. Alle var da glade, og det unge par var meget lykkelige for hinanden. Men hermed er historien ikke til ende.
   Straks efter brylluppet rejser de kongelige hele landet rundt, fra by til by; for den nye konge skulle jo hyldes og lære sit rige at kende. Dermed gik der jo nogen tid. Da de så igen er kommet tilbage til hovedstaden, så hænder det den første nat, at der sidder en hane lige uden for det kongelige pars sovekammervindue og galer udi ét væk, så de ikke kan få lukket et øje. Den unge konge står op og går hen til vinduet og jager hanen bort, den ene gang efter den anden; men straks er den der igen. Sådan går hele den nat. Næste nat er det det samme: hanen sidder og galer uden for vinduet og vil ikke lade sig jage bort. Så den tredje nat, da det unge par er kommet i seng, så begynder det samme igen: hanen galer værre end nogensinde lige uden for vinduet.
   Da siger den unge konge: "Dette er ikke nogen almindelig hane. Her må stikke noget under. Måske det er min broder, som er i fare og lader mig kalde på den måde. Jeg må ud efter den hane og se, hvordan det hænger sammen." Så sagde han sin dronning farvel, bandt sværdet ved sin side, kaldte på sin høg og sin hund, satte sig på sin sorte hest og red afsted. Han kunne bestandig høre hanen foran sig: den fløj fra træ til træ og galede, og kongen blev ved at følge den. Han kom ind i skov, som lå langs stranden, og han blev ved at ride rundt i den skov efter hanen, til han var nået helt ud til stranden, til det samme sted, hvor striden med havtrolden havde stået. Men han kunne ikke genkende stedet og kunne slet ikke se stranden foran sig, skønt det var ved daggry, da han nåede derud; for der var så tyk en tåge, at det ikke var til at se, om det var land eller vand, han havde foran sig.
   I samme øjeblik han nåede herud, så var hanen forsvundet og lod sig ikke høre mere nogen steder. Nu var han jo lige klog og ville se til at finde vejen hjem. Da hørte han noget pusle i nærheden og red efter lyden. Så kom han til en grim, gammel kælling, der gik og slæbte på en sæk og skrabede i sandet med sin kæp. Han spurgte, hvem hun var, og hvad hun bestilte her så tidligt. "Jeg er en stakkels gammel, fattig, barnløs kone," sagde hun. "Jeg går her og samler en smule ben; men nu kan jeg dårligt slæbe mig selv mere, endsige min sæk. Så sandt du er en ærlig ridder, så hjælper du en gammel kone og lader din hest bære sækken hjem for mig." – "Hvor er dit hjem?" spurgte kongen. "Åh, det er lige herved," sagde kællingen, "jeg skal gå foran og vise vej, når du bare vil hjælpe mig med min sæk."
   Så stod kongen af og lagde sækken op på hesten. Den var tung at løfte og lugtede slemt af alle de rådne ben, der var i den. Kællingen gik foran, og hun gik lige ud i havet. Hun slog med sin kæp i vandet og mumlede: "Bro for, og slip bag!" og så var der tørt land, men kun lige der, hvor de gik: hesten, som kongen ledte ved bidselet, og hunden, som fulgte i hælene på ham. Både foran og bagved og på begge sider af dem var der dybt vand. Men tågen var så tyk, at man næppe kunne se en hånd for sig, så kongen og hans dyr fulgte kællingen, uden at se, hvor vejen gik.
   De blev ved at gå, og det fik ingen ende. "I har langt hjem," sagde kongen. "Ja, men nu er vi der også lige straks," sagde kællingen. Og så varede det ikke ret længe, før de var ved et stort bjerg, der lå midt ude i havet. Kællingen slog på det med kæppen. Så lukkede bjerget sig op, og de kom alle sammen ind i en underjordisk stenstue, hvor der brændte et stort bål midt på gulvet.
   Kongen satte sækken ned, og så sig om. "Det var da en farlig ild," sagde han, "steger I mennesker her?" – "Åh, nej dog!" sagde kællingen, "men sådan et gammelt skind som jeg kan nok trænge til lidt varme." Så tager hun et hår af sit hoved og siger til kongen: "Åh, tag lige og læg det på din hest, så den står stille, ellers stamper den mit stuegulv itu." Det føjede kongen hende i, og så stod den rigtignok stille; men han hørte ikke, at kællingen mumlede: "Hovedhår bliv til hårde jernbånd og hold fast!" Så tager hun igen et hår af sit hoved og siger til kongen: "Åh, tag og læg det på din hund. Han ser så gal på mig, at jeg er bange for, at han skal bide mig." Det føjede kongen hende også i, og hunden lagde sig straks ned og blev ganske stille. Han hørte ikke, hun mumlede de samme ord som før. Så tager kællingen tredje gang et hår af sit hoved og siger til kongen: "Åh, kast det på din høg, så den ikke flyver omkring og kyser mine kyllinger." Kongen føjede hende også i det, og hun mumlede det samme som før, og høgen sad ganske stille. Så sagde hun til sidst: "Lad os nu også lægge et hår på det blanke og hylle det til, for det skær mig i mine gamle øjne," og dermed kastede hun et hår hen på fæstet af hans sværd og mumlede ligesom før.
   Kongen troede, at kællingen ikke var rigtig klog; men han var jo ikke bange for hende. Han ville nu til at se sig om på dette underlige sted.
   Da rettede kællingen sig op og blev så høj som et hus og bister at se til. "Nu skal du få betalt," skreg hun, "at du tog min dejlige dreng af dage. Hver nat må jeg gå på stranden og samle hans ben op, til jeg har dem alle, for så kan jeg måske få ham gjort levende igen."
   Da forstod kongen, hvem han var gæst hos. Han greb til sværdet med sit gamle krigsråb: "Til angreb, hund, høg og hest!" – "Nej, hårene er lænker; så de kan ikke komme fri," sagde troldkællingen. Nu så kongen, at han ikke kunne trække sværdet af skeden, og at dyrene ikke rørte sig af pletten. Så slog troldkællingen ham med sin kæp, og han faldt død om. Hun sparkede ham ned i en dyb hule under gulvet; men dyrene lod hun blive, hvor de var.
   På slottet gik den unge dronning nu og ventede den første dag og den anden dag, men hendes mand kom ikke tilbage. Der gik uger og gik måneder, men den unge konge var og blev borte. Der blev sendt folk ud i alle retninger for at lede efter ham; men ingen havde set ham. Så sad dronningen da på slottet og sørgede; men hun håbede bestandigt, at hendes unge helt og konge en dag ville komme tilbage i god behold.
   Imens dette stod på, var den yngre tvillingebroder, som havde færdedes vidt omkring og udrettet bedrifter, som det ville føre for vidt at fortælle om her, kommet til linden ved vejkrydset som aftalt. Det var endnu ikke et år siden, han sidst havde været der og fundet sin ældre broders kniv blank, og som tegn havde skåret en skure under den. Nu så han, at broderen havde været der og sat sit mærke under hans kniv. Han trak broderens kniv ud af træet. Da så han, at den var så godt som helt rusten og så ud, som om den havde været dyppet i blod. Der var endnu kun en lille plet blank på den.
   Så slog han straks ind på den vej, hans broder først havde taget, dengang de skiltes; og han red alt hvad han kunne, fra by til by og fra det ene land til det andet, indtil han kom til det land, hvor hans broder var blevet konge. Da han en dag hen ad aften red ind i landets hovedstad på sin sorte hingst, med sit gyldne, udslagne hår, sin høg på skulderen og sin store, gule hund efter sig, så blev han straks opmærksom på, hvordan alle folk på gaden vinkede til ham og blev stående og så efter ham. Og folk, som fik øje på ham inde fra husene, lukkede vinduerne op og viftede ad ham til hilsen. Han vidste jo godt, at han og hans broder lignede hinanden som to dråber vand, og deres dyr ligeså; og han forstod straks, at her måtte hans broder være både kendt og afholdt; for selv havde han aldrig før været på disse kanter. Han hilste da igen og blev ved at ride, til han kom hen til slottet. Der gjorde skildvagten honnør for ham, og svejtseren kom spankende med sin guldknappede stok og smækkede portene op for ham. Det lod altså til, at her havde hans broder hjemme. Han red da ind ad slotsporten, og der kom springende både staldmestre og staldsvende og tog imod hans hest, som de førte i stalden. Og lakajerne stod på trapperne og bukkede for ham og lukkede dørene op, den ene efter den anden, til han kom ind til den skønne, unge dronning, som fløj op med et glædesskrig og faldt ham om halsen. Så begyndte hun at spørge, hvor han dog havde været henne så længe. Det var nu tre måneder siden, han var redet fra hende om natten, for at forfølge den hane, der galede uden for deres vindue. Om han da havde fået fat på den? Om den havde haft bud til ham fra hans tvillingebroder? Om han så havde fundet sin broder i live og i god behold? Og meget mere, som han skulle svare på altsammen. Så strøg dronningen fjerene på hans høg og klappede hans hund og spurgte til hans hest og sagde, at hun elskede disse dyr næsten lige så højt som ham, for de havde hjulpet til med at frelse hende fra havtrolden med de ni hoveder.
   Her fik han da så meget at vide, som han behøvede, Men han gav sig ikke til kende. Han sagde blot, at han var meget træt og trængte til ro. I morgen skulle hun få svar på alle sine spørgsmål. I aften var det for langt at fortælle. Han havde været vidt omkring og oplevet meget. Hans broder var frisk og vel; og han var da glad, at han fandt hende ligeså. Hun nødte ham da til at spise lidt aftensmad, og så førte hun ham til det kongelige soveværelse. Han gik straks i seng, men før han lagde sig, trak han sit skarpe sværd ud af skeden og anbragte det midt i sengen. Så vendte han sig om, og det lod, som han med det samme faldt i søvn af træthed og udmattelse.
   Dronningen lagde sig også, men kunne ikke sove. Hun takkede Gud for den store glæde, at hendes elskede herre og husbond var kommet tilbage fra den lange og sikkert farlige færd, han havde været ude på. Hun glædede sig ved sin lykke, og hun glædede sig til i morgen, når hendes mand havde hvilet ud og skulle fortælle om alt, hvad han havde oplevet i den lange tid, hun havde gået og længtes efter ham. Da hørte hun hanegal uden for vinduet. Det var bestemt den samme hane, som havde plaget dem for tre måneder siden, og som havde lokket hendes husbond ud i natten. Hun var da glad ved, at han nu sov så trygt.
   Men han sov slet ikke, ham, som hun antog for sin husbond. Han lå og lyttede. Og da han havde ligget noget og hørt på den hane, så sprang han ud af sengen, trak i klæderne, stak sit sværd i skeden og bandt det ved sin side. "Ak!" sagde dronningen, "du vil dog vel ikke løbe mere efter den hane; den har vel sagt dig, hvad den havde at sige." Han svarede, at han måtte og skulle ud til den, men at han snart kom tilbage, og hun ikke skulle være bange. Og så løb han ud ad døren og ned i stalden, kom på sin hest og red ud i natten med høg og hund.
   Hanen blev ved at gale, men flyttede sig hele tiden, og han red efter den, den selv samme vej, som hans broder var redet; og han kom da også igennem skoven og ned til stranden i morgendæmringen. Der blev hanen borte, og i den tykke tåge traf han den samme gamle kælling, der gik med sin sæk og rodede i sandet. Og kort at fortælle, det gik ham ligesom hans broder: at hun bad ham om at føre sækken hjem for hende på sin hest, og han gjorde det. Og det gik ud over havet, hvor hun gik foran og sagde: "Bro for, og slip bag!" Og sådan kom de ud til bjerget i havet og ind i det, og der brændte det store bål midt på gulvet i stenstuen.
   Han sagde da ligesom broderen: "Det var en farlig ild, I har her. Steger I mennesker?" Og kællingen svarede: "Åh, nej dog! men sådan et gammelt skind kan nok trænge til lidt varme." Så tager hun nogle hår af sit hoved og beder ridderen lægge dem på sin hest, sin hund, sin høg og sit blanke sværd. Men han kastede dem hver gang på ilden.
   Så med et rettede kællingen sig op, så man kunne se, hvad for en gruelig trold hun var, og så grinede hun og sagde: "Nu har jeg dig med, og nu skal du komme ned til din broder, som tog min dejlige dreng af dage. Hver nat må jeg gå på stranden og samle hans ben op, til jeg har dem alle, for så kan jeg måske få gjort ham levende igen." Men ridderen drog sit sværd og kaldte på sine dyr: "Til angreb, hund, høg og hest!" – "Nej, hårene er lænker; se de kan de ikke komme fri," sagde troldkællingen. "Jo, de kan, for hårene er brændt!" sagde ridderen, og så for dyrene løs på hende, og han svang sit blanke sværd og lod det suse om ørene på hende.
   Da blev kællingen bange og tiggede og bad ham, at han dog ville skåne hendes liv. "Giv mig straks min broder igen, levende som før!" sagde ridderen. Og kællingen kom da i en fart hen og fik ham trukket op af hulen under gulvet; så stænkede hun ham med nogle dråber af en flaske med livsvand, og så var han atter levende og kendte og hilste på sin broder. "Løs også hans dyr og hans sværd!" sagde ridderen. Og det var jo snart gjort. "Før os så tilbage over havet igen," sagde ridderen, "og gå du foran!" Så fik de jo set, hvordan hun byggede bro: hun gik foran og slog i vandet og mumlede: "Bro for, og slip bag!" Og begge brødre red på det tørre land med hundene efter sig. Den yngste broder fulgte nærmest efter troldkællingen; og i samme øjeblik de var alle vel i land, så huggede han hovedet af hende med ét hug og lod hende ligge der i vandkanten.
   Nu red brødrene da sammen gennem skoven, og de havde meget at fortælle hinanden om al den tid, de havde været fra hinanden. Og ridderen måtte jo berette, hvordan han havde fundet sin broder, og hvordan han blev modtaget på slottet og antaget for den savnede konge, og at han havde hvilet i kongens seng ved hans dronnings side. Men da han sagde det, blev den unge konge så rasende, at han drog sit sværd og jog det i livet på broderen, så denne faldt død ned fra hesten.
   Så sporede kongen sin ganger og for afsted over grøfter og gærder, han vidste ikke selv hvorhen. Hunden løb hylende bagefter, men høgen på hans skulder talte og sagde: "Rid hjem, rid hjem!" Så slap han tøjlen, og lod hesten finde tilbage til slottet af sig selv. Da de nåede frem, stod han af hesten og lod svenden tage den. Så gik han langsomt op ad trapperne og ind til sin hustru. Hun kom ham glad i møde; men han så ikke til hende og svarede ikke på hendes spørgsmål. Hun kunne nok se, at der måtte være sket en ulykke, eller at han måtte være blevet syg, og hun førte ham til sovegemakket, hvor han kastede sig på sengen uden at mæle et ord.
   Så siger hun til ham: "En ting må du svare mig på: hvorfor lagde du dit dragne sværd midt i sengen i nat? Hvis du ville myrde mig, så gid du havde gjort det, for så havde jeg ikke fået dig at se sådan som nu." Da gik det op for ham, hvor trofast hans broder havde været imod ham, og bagefter frelst hans liv og så fået sådan en løn derfor. Han sprang ud af sengen og tog dronningen i sine arme uden at mæle et ord. Så løb han ud af døren og ned til sin hest og red igen afsted med sin høg og sin hund.
   Han red lige ud i skoven, til den plet, hvor han havde øvet den gruelige gerning; dér på jorden lå hans broders blodige lig. Hunden lå ved dets hoved, og hesten stod ved dets fødder; men høgen var borte. Da sprang kongen af hesten og kastede sig ned over den døde, mens han brast i gråd og hulkede og jamrede. Så rejste han sig atter op og drog sit sværd. Han ville lade sig falde på det og følge sin broder i døden. Da susede det i luften, og broderens høg kom flyvende med en lille flaske i næbbet. Det var livsvandet, som den havde hentet ude i troldebjerget, og så talte den og sagde: "Stænk på, stænk på!" Og kongen greb flasken og hældte den ud over sin broders lig. Og straks sprang den døde op og var lige så frisk og levende som før.
   Så omfavnede kongen sin broder og bad ham om forladelse for sin mistro og sin hidsighed. Han fik broderens tilgivelse, og de to tvillingebrødre red så tilbage til slottet. Dronningen fik nu alting at vide, og så blev hun glad igen. Det var jo hende, der var født til riget, og hun gav nu det råd, at den unge konge skulle dele det med sin broder, så de altid kunne blive sammen. Og det gjorde kongen hellere end gerne. Den yngste broder fik sig nu en prinsesse fra et andet kongerige. Og så sendte de bud til deres gamle forældre og hentede dem til sig, og de boede hos dem resten af deres dage i glæde og herlighed. Og de to brødre, som nu begge var konger, de styrede riget i indbyrdes enighed. Deres dronninger kom godt ud af det, og deres børn elskede hinanden, som om de havde været søskende alle til hobe.
   Og så er det eventyr ude.