Trosvend
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en fader og en moder, som havde en søn, der hed Svend, og han skulle ud i verden at tjene sit brød. Faderen gav ham den formaning med, at han altid skulle le med de leende og græde med de grædende, være glad med de glade og bedrøvet med de bedrøvede. Og moderen lagde til, at han aldrig måtte gå nogen kirke forbi, uden at gå derind og tage velsignelsen med sig.
Så kom Svend ud at tjene på en herregård, hvor hans herskab syntes så godt om ham, at han steg fra den ene post til den anden og snart var deres mest betroede tjener. Det blev hans medtjenere misundelige over, og især var der én, som aldrig lod nogen lejlighed gå forbi, hvis han kunne sætte ondt for ham. Han bad engang herremanden lægge mærke til, at når fruen lo, så lo Svend med; når hun græd, så græd Svend også; når hun var glad, så var Svend også glad; og når hun var bedrøvet, så hængte han også med hovedet.
Herren lagde mærke til det; det var ganske rigtigt, og han begyndte at tro ondt både om Svend og om sin kone. Han blev mere og mere mistænksom og uvenlig over for sin betroede tjener, og endelig bestemte han sig til at skille sig af med ham på den måde, at han sendte ham i et ærinde hen til en teglovn, han havde, og hvor han i forvejen havde givet besked, at den første, der kom med bud fra ham, skulle de tage og kaste ind i den gloende ovn.
Svend tog straks afsted, da han fik besked om, hvad han skulle sige til dem nede ved teglovnen; men på vejen kom han til en kirke, og han glemte da ikke at gøre, som hans moder havde bedt ham: Han gik indenfor, for at tage velsignelsen med sig også på denne vandring. Den onde tjener, som havde bagtalt Svend for deres herre, han begav sig på vej lidt efter, for han skulle jo forvisse sig om, at Svend kom i ovnen. Han standsede ikke ved kirken, så han kom først derned og blev da straks grebet og kastet ind i den gloende ovn. Men Svend, som var blevet lidt forsinket i kirken, han kom bagefter, forrettede sit ærinde og vendte så tilbage til gården i god behold, og uden at han havde den mindste anelse om, hvad der var foregået, og hvad han havde undgået.
Hans herre blev meget forundret ved at se ham igen, og han tog sig da for at spørge ham ud: om han var gået lige til teglovnen. Svend tilstod, at han på vejen havde været inde i kirken for at tage velsignelsen med, som han havde lovet sin moder; og med det samme kom han til at fortælle om de formaninger, han havde fået med hjemme fra, både fra fader og moder. Da forstod herren, at Svend var en tro og god tjener, og at bagvaskeren kun havde fået løn som forskyldt. Fra den tid af kaldte herren ham aldrig for andet end Trosvend, og han blev hver dag mere vis på, at han kunne stole på ham i et og alt.
Så var det en dag, der var en fremmed herremand i besøg på gården, og de kom til at tale om troskab. Den fremmede herremand sagde, at der ikke var nogen, som man helt kunne stole på. Enhver var tyv i sin næringsvej, og ingen holdt sig længere til sandheden, end han så sin fordel ved. Men værten sagde, at han havde en tjener, det var hans Trosvend, han havde aldrig sagt en løgn og ville heller ikke gøre det, om sandheden så var ham til gavn eller til skade. Den fremmede herremand mente, at det skulle han nok få ham til, og de væddede om det, og satte hver sin herregård som indsats.
Så blev Trosvend kaldt ind, og han fik et brev, som han skulle overbringe til den fremmede herremands frue. Han fik et sæt af sin herres bedste klæder på og herrens bedste ridehest, og så drog han afsted og skulle komme igen samme aften. I det brev, han fik med sig fra den fremmede herremand til dennes frue, der var der jo fuld besked om, hvordan de skulle tage imod ham. Han blev da modtaget som en fin herre. Hesten blev sat i stald, og han blev sat til højbords med fruen, og hun klinkede med ham og drak skåler; og de andre, som var til stede, drak også med ham, og det blev de ved med, til de fik ham drukket fuld. Så fik de kortene frem, og han måtte spille med, og hvordan det nu gik eller ikke gik, så sagde de, at han havde spillet alt, hvad han havde, bort, ikke blot sine penge, men også de fine klæder, han havde på, og sin herres bedste hest, som han var kommet der med. Så trak de klæderne af ham og puttede ham i en seng, og det var langt op ad den næste dag, inden han havde sovet rusen ud.
Klæderne, han var kommet i, dem havde han jo spillet bort, og hesten ligeså. Så gav de ham nogle usle pjalter, han måtte trække i, og en kæp i hånden, og så satte de ham på porten. I denne elendige forfatning måtte han da begive sig på hjemrejsen, og selv om han satte det lange ben foran, så kunne han dog ikke nå frem før hen ad aften.
Trosvend var meget utilfreds med sig selv den dag, og som han stavrer hen ad vejen, så syntes han da, at det dog var helt umuligt for ham at fortælle herren, hvordan han havde båret sig ad. "Det bliver slemt, når jeg kommer hjem," sagde han ved sig selv. "Jeg kan nok tænke mig, hvad herren vil spørge mig om; men jeg aner ikke, hvad jeg skal svare."
Da han nu var kommet så nær sit bestemmelsessted, at han kunne se gården, så ville han gøre en prøve. Så sætter han kæppen i jorden og hænger sin gamle stodderhat på den. "Nu er du herren," siger han. Så går han et lille stykke bort fra den, og så siger han først: "Velkommen, Trosvend." – (Det tænkte han, at hans herre ville sige).
"Tak, nådige herre." Det var nu også så ligetil. Så fortsætter han:
"Men hvordan er det, du ser ud, Trosvend? Hvor er hest og mundering blevet af?"
"Ja, nådige herre, dem har jeg mistet. Ude i skoven blev jeg overfaldet af røvere, og de udplyndrede mig og tog både hest og mundering fra mig, og jeg reddede med nød og næppe mit liv."
Det syntes han, hatten rystede på hovedet ad, enten det nu var vinden, der tog i den eller hvad det var. Den forklaring duede ikke, det kunne han nok mærke. "Og siger jeg nu det," tænkte han, "så sender herren folk ud i alle retninger for at lede efter de røvere. Men der er ingen at finde, og der er ikke noget menneske, der har set dem. Og så står jeg der som en løgner."
Så går han igen et lille stykke bort fra kæppen, og så begynder han forfra: "Velkommen Trosvend."
"Tak, nådige herre."
"Hvordan er det, du ser ud? Hvor er hest og mundering blevet af?"
"Jeg red vild og kom ud i en mose, og der sank hesten i, så jeg måtte springe for livet og fik ingenting med mig."
Nej, han syntes igen, at hatten rystede på hovedet, og så tænkte han ved sig selv: "Hvis jeg nu sagde det, så ville de tage ud og lede efter hesten; og noget af munderingen måtte da også være til at finde. Nej, det går heller ikke."
Så går han igen lidt bort fra kæppen, vender sig om til den og begynder som før: "Velkommen, Trosvend."
"Tak, nådige herre."
"Men hvordan er det, du ser ud? Hvor er hest og mundering blevet af?"
"Stuen var varm, og mjøden var sød;Da syntes han, hatten nikkede til ham. "Ja, sådan var det," sagde han, "og sådan må det være." Så satte han den gamle hat på sit hoved igen, tog kæppen i hånden, og så gik han hjem til gården. Han gik op til herren, og den fremmede herremand var jo også til stede. Men herren begyndte ikke med at byde velkommen, og han kaldte ham heller ikke for Trosvend; han så meget barsk ud, da han råbte imod ham: "Hvad fanden, Svend, har du sat min hest og mine gode klæder over styr?"
derfor misted jeg klæder og ganger rød."
"Ja," sagde Trosvend:
"Stuen var varm og mjøden var sød;Og så fortalte han alt om, hvordan han havde drukket sig fuld og spillet det hele bort.
derfor misted jeg klæder og ganger rød."
"Du går dog som vinder ud af spillet, Trosvend," sagde hans herre, "nu kan du tage den herregård, du lige har været gæst på, den skal herefter tilhøre dig." Og sådan blev det også. Så Trosvend blev herremand, og det fordi han altid holdt sig til sandheden.