Troldens datter
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var en dreng, som ville ud og tjene. Så ret som han gik, så mødte han en mand, som spurgte, hvor han ville hen. Ja, han var da ude og skulle se at finde sig en tjeneste. "Da kan du komme til at tjene hos mig," sagde manden. "Jeg har just brug for sådan en dreng. Og jeg vil give dig en god løn: En skæppe penge det første år, og to det andet år, og tre det tredje år; for du må tjene mig i tre år, og du må adlyde mig i alting, om det også falder dig lidt sært. Men du skal ikke være bange for tjenesten, for der skal ingen fare være ved det, når du kun forstår at lyde."
Så blev den ting afgjort, og drengen fulgte hjem med manden, han havde fæstet sig til. Det var ellers et sært sted; for han boede i en bakke midt inde i den vilde skov, og drengen så ikke andre mennesker der end sin husbond. Han var en stor trold og havde en magt både over mennesker og dyr, så det var farligt.
Dagen efter skulle drengen begynde sin tjeneste. Så det første, trolden satte ham til, det var at fodre alle de vilde dyr fra skoven; dem havde trolden bundet. Der var både ulve og bjørne, hjorte og harer; dem havde trolden samlet i båse og folde i sin stald nede under jorden, og den stald var vel en mil lang. Men drengen fik da det arbejde udført på den dag, og trolden roste ham og sagde, at det var meget godt gjort.
Så den næste morgen siger trolden til ham: "Ja, i dag skal dyrene ikke fodres, de får ikke sådan hver dag. Nu kan du få lov at løbe lidt omkring imens, til de skal fodres igen." Så sagde trolden nogle ord til ham, som han ikke forstod; og i det samme blev drengen til en hare og sprang ud ad skoven til.
Det kan nok være, han kunne springe, og der var også nok at løbe for; for alle og enhver de sigtede på ham og ville skyde ham, og hundene halsede og satte efter ham, hvor de fik færten af ham. Han var nu det eneste dyr, der var i skoven; trolden havde sat alle de andre i stald, og hver en jæger i det hele land havde da god lyst til at få ram på ham. Men de havde ingen held med sig: der var ingen hund, der kunne nå ham, og der var ingen skytte, der kunne ramme ham. De skød og skød forbi, og han sprang og sprang videre. Det var jo et uroligt liv; men omsider vænnede han sig dog til det, da han mærkede, der ingen fare var ved det; og det morede ham endogså at narre alle de mange jægere og hunde, der var så opsatte på ham.
Sådan gik der et helt år, og da det var omme, kaldte trolden ham hjem, for han var jo nu i hans magt, ligesom alle de andre dyr. Og så sagde trolden igen nogle ord til ham, som han ikke forstod, og straks blev haren til et menneske igen. "Nåh, hvordan synes du så om at tjene mig?" sagde trolden, "og hvad synes du om at være hare?" – Jo, det syntes han godt nok om, sagde drengen, aldrig før havde han kunnet komme så rask afsted. Så viste trolden ham den skæppe penge, han allerede havde tjent; og drengen var da godt tilfreds med at tjene ham det næste år med.
Den første dag i det nye tjenesteår havde drengen det samme arbejde som for et år siden: Han måtte fodre alle de vilde dyr i troldens stald. Og da han havde gjort det, sagde trolden igen nogle ord til ham, og så blev han til en ravn og fløj højt op i luften. Det var jo morsomt, syntes drengen, han kom endnu raskere afsted, end da han var hare, og her kunne hundene ikke komme efter ham. Dette her var da en ren fornøjelse. Men snart mærkede han dog, at fred var her ikke, om end der ingen fare var; for alle skytter og jægere, som så ham, de sigtede efter ham, og de plaffede løs; for der var ingen andre fugle at skyde på end den samme; alle de andre havde trolden bundet.
Det blev han dog også vant til, da han mærkede, at de aldrig kunne træffe ham; og sådan fløj han så omkring hele det år, indtil trolden kaldte ham hjem igen, sagde nogle sære ord til ham og skabte ham til et menneske igen. "Nåh, hvordan yndte du så at være ravn?" sagde trolden. "Det yndte jeg godt nok," sagde drengen, "for aldrig før i mine dage har jeg kunnet komme så højt til vejrs." Så viste trolden ham de to skæpper penge, han havde tjent i det år, de stod ved siden af den fra forrige år. Og drengen var da godt tilfreds med at blive i tjenesten et år endnu.
Næste dag havde drengen da sit gamle arbejde med at fodre alle de vilde dyr. Og da det var gjort, så sagde trolden igen nogle ord til ham, og så var drengen blevet til en fisk og sprang ud i åen. Han svømmede op ad den, og han svømmede ned ad den. Det var morsomt, sådan at lade sig drive med strømmen; og så kom han helt ud i havet, og han svømmede længere og længere ud. Så kom han et sted til et glasslot, der stod nede på bunden af havet. Han kunne se ind i alle stuer og sale, og dér var rigtig fint inde: alle møbler var af det hvide hvalben, indlagt med guld og med perler, der var de blødeste hynder og bolstre i alle regnbuens farver, og dejlige tæpper, der så ud som det fineste mos; og blomster og træer var der også med underligt krogede grene, både grønne og gule, hvide og røde; og små springvand var der inde, som sprang op af de kunstigste sneglehuse og faldt ned i klare muslingeskaller og med det samme frembragte den dejligste musik, som fyldte hele slottet.
Men det allerskønneste af det hele det var rigtignok en lille ung pige, som gik omkring der ganske alene. Hun gik af den ene stue og i den anden; men man kunne ikke se, at hun var glad ved al den stads, hun havde om sig. Hun gik der så sorrigfuld i sin ensomhed, og det faldt hende ikke engang ind at spejle sig i de blanke glasvægge, der var allevegne, endskønt hun dog var det nydeligste, man kan forestille sig. Det syntes drengen da også, mens han svømmede rundt omkring slottet og kiggede ind fra alle sider.
"Her var det rigtignok bedre at være et menneske, end sådan en stakkels stum fisk, som jeg nu er," sagde drengen til sig selv. "Hvem der dog blot kunne komme på, hvad det er for ord, trolden siger, når han skaber mig om! Så kanske jeg kunne hjælpe mig selv til at blive menneske igen." Han svømmede, og han grundede, og han tænkte sig om, indtil han kom i tanker om, hvordan dét lød, som trolden sagde, og så prøvede han på at sige det. Og så lige med ét stod han der som et menneske nede på havsens bund.
Han skyndte sig da at komme ind i glasslottet og gik hen til den unge pige og talte til hende. Først havde han jo nær skræmt livet af hende, men han talte så venligt til hende og forklarede, hvordan han var kommet derned, så hun kom sig snart igen af sin forskrækkelse; og så var hun jo meget glad ved at have fået selskab i den gruelige ensomhed, hun ellers levede i. Tiden gik så rask for dem begge to, at karlen – for nu var han hel karl og ikke dreng mere – han glemte aldeles, hvor længe han havde været der.
Så en dag siger hun til ham, at nu var det ved den tid, han skulle være fisk igen. Trolden ville snart kalde ham hjem, og så måtte han jo afsted; men han måtte da forinden være i sin fiskeskikkelse; ellers kom han ikke levende gennem havet. Allerede før, i den tid han var dernede, havde hun sagt ham, at hun var en datter af den samme trold, som karlen tjente hos, og han havde lukket hende inde her, for at være vis på at have hende i fred. Nu havde hun fundet på råd til, hvordan det måske kunne lykkes, at de kunne få hinanden at se igen og få lov at få hinanden og blive sammen. Men der var meget at gøre, og han måtte endelig give nøje agt på alt, hvad hun sagde ham.
Så fortæller hun ham, at alle konger rundt omkring i landene de stod i gæld til trolden, hendes fader; og kongen i det og det kongerige, som hun nævnte ham ved navn, han stod først for tur med at skulle betale, og når han ikke kunne betale til den aftalte tid, så skulle han halshugges. "Og han kan ikke betale," sagde hun, "det ved jeg bestemt." – "Nu skal du allerførst sige din tjeneste op hos min fader," siger hun, "nu, de tre år er omme, så har du lov at rejse; og så rejser du af med dine seks skæpper penge, hen til det kongerige, som jeg har sagt, og der giver du dig i tjeneste hos kongen. Når det så lider hen ad den tid, som jeg har sagt dig, da hans gæld er forfalden, så vil du også nok kunne mærke på ham, at han er ilde til mode. Så skal du sige til kongen, at du ved nok, hvad det er, der trykker ham: at det er de penge, som han skylder trolden, men som han ikke har – for det ved jeg, han ikke har. Men du kan låne ham de penge. For det er lige seks skæpper, som du jo har. Du vil dog kun låne ham dem på den betingelse, at du følger med ham, når han skal hen at betale, og at du da får lov til at løbe foran som hans nar. Når du så kommer hen til trolden, skal du gøre allehånde narrestreger og sørge for, at du kommer til at slå en del vinduer ind, og hvad anden skade du kan komme til at anrette. Så vil min fader blive meget vred; og da kongen skal svare for, hvad hans nar gør, så vil han dømme ham til, uagtet han har betalt sin gæld, at han enten skal svare på tre spørgsmål, eller også miste sit liv. Det første spørgsmål, min fader vil give, det bliver: Hvor er min datter? Så skal du stå frem og svare: Hun er på havsens bund. Han vil da spørge dig, om du kan kende hende; og det svarer du ja til. Så vil han komme frem med en hel mængde kvindfolk og lade dem gå forbi dig, for at du kan se dig den ud, som du antager for hans datter. Men du vil ikke på nogen måde kunne kende mig, og derfor vil jeg tage ved dig, idet jeg går forbi, så du kan fornemme det, og du skal da i en fart gribe om mig og holde mig fast. Så har du løst hans første spørgsmål. Hans næste spørgsmål vil være det: ‘Hvor er mit hjerte?’ Så skal du atter træde frem og svare: ‘Det er i en fisk.’ – ‘Kender du den fisk?’ vil han sige. Og det svarer du igen ja til. Han lader så alle slags fisk komme frem, og du skal vælge imellem dem. Men så skal jeg nok passe på at holde mig ved siden af dig, og når den rette fisk kommer, giver jeg dig et lille puf, og i det samme skal du gribe fat i fisken og skynde dig at skære den op. Så er det ude med trolden, og han gør ikke flere spørgsmål, og så kan vi to få hinanden."
Da nu karlen havde fået al den gode besked om, hvad han havde at gøre, når han var vel i land igen, så gjaldt det nu bare om at huske, hvad det var, trolden sagde, når han skabte ham fra dyr til menneske. Men det havde han glemt, og det vidste pigen heller ikke. Han gik omkring den hele dag som et fortvivlet menneske, og han tænkte og tænkte og grundede og grundede. Men han kunne ikke komme på, hvordan det lød. Om natten kunne han ikke sove, før hen ad morgenstunden, da faldt han i et lille blund, og så med et gik det op for ham, hvordan trolden plejede at sige. Han skyndte sig at sige det, og lige med det samme var han en fisk igen og smuttede da ud i havet. Straks efter blev der kaldt på ham, og han svømmede i en fart over havet og op ad åen, hvor trolden stod på bredden, sagde de samme ord som før og skabte ham til menneske igen.
"Nå, hvordan ynder du så at være fisk?" spurgte trolden. Ja, det var da det, han havde yndt allerbedst, svarede karlen; og det var ingen løgn, som enhver kan vide. Så viste trolden ham de tre skæpper penge, han havde tjent i det sidste år; de stod ved siden af de tre andre, og alle seks hørte de nu ham til. "Så vil du vel nok tjene mig et år endnu?" sagde trolden, "så får du seks skæpper penge til, det gør tolv i alt, og det er en køn skilling." – Nej, sagde karlen, nu syntes han, det kunne være nok, og nu ville han sige så mange tak for den tid, der var gået. Han længtes nu efter at komme andetsteds hen at tjene og se andre folks skik. Men en anden gang kunne han måske komme tilbage til trolden igen. Ja, han skulle altid være velkommen, sagde trolden. Han havde nu tjent ham tro i de tre år, de havde tinget om, så han kunne jo ikke indvende noget imod, at han ville rejse.
Så fik karlen sine seks skæpper penge, og så gav han sig på vej med dem lige hen til det kongerige, som hans kæreste havde nævnt for ham. Han fik gravet sine penge godt ned på et øde sted i nærheden af kongsgården, og så gik han derind og bad om at få tjeneste. Det fik han da også; han skulle være staldkarl og røgte kongens heste. Sådan gik der en lille tid, og han lagde godt mærke til, hvordan kongen altid gik og sørgede og var bedrøvet og aldrig var rolig eller glad. Sådan kom kongen også en dag ned i stalden, der var da ingen andre til stede end karlen, og så siger han lige ud til kongen, at med Majestætens forlov ville han spørge ham om, hvorfor han gik således og sørgede og var bedrøvet. "Det nytter ikke at tale om," svarede kongen; "du kan ikke hjælpe mig alligevel." – Ja, det kunne kongen dog ikke vide, siger så karlen; "for jeg ved ellers godt, hvad det er, som ligger kongen så tungt på sinde; og jeg ved også råd for at få de penge betalt." – Ja, det var en anden sag; så gav kongen sig videre i snak med denne staldkarl, og han siger, at han kan godt låne kongen de seks skæpper penge; men han vil ikke gøre det på andet vilkår, end at han må følge med kongen, når han rejser hen at betale gælden, og han vil da klædes ud som kongens hofnar og løbe foran ham. Han vil jo nok komme til at gøre nogle optøjer, og kongen vil også blive talt hårdt til for det; men han vil svare kongen for, at han ikke skal komme i nogen fortræd. Kongen gik med glæde ind på alt, hvad karlen forlangte, og det var nu på høje tid, at de belavede sig på at komme afsted.
Dengang de nu kom til troldens bolig, så var det ikke inde i bakken, men ovenpå den stod der et stort slot, som karlen aldrig før havde set; det kunne trolden nemlig lade være synligt eller usynligt, ligesom han selv ville. Og efter hvad karlen kendte til troldens kunster, undrede han sig heller ikke videre over den ting. Da de nu kom i nærheden af dette slot, der så ud, som om det var af det bare glas, så løb karlen jo forud som kongens nar. Han løb både forlæns og baglæns, stod snart på hovedet og snart på benene, og han slog da så mange af troldens store glasruder og glasdøre i stykker, så det var skrækkeligt, og væltede alt hvad han kunne, så der blev en farlig forstyrrelse.
Trolden kom jo farende ud og var så vred og så gal og skældte kongen huden fuld, fordi han førte sådan en slem nar med sig: han kunne jo ikke betale det mindste af al den skade, der var sket, siden han ikke engang kunne klare sin gamle gæld. Men så tog narren til orde og sagde: Jo, vel kunne han det; og så kom kongen frem med de seks skæpper penge, som karlen havde lånt ham. De blev målt, og det slog lige til. Det havde trolden ikke gjort regning på, men han kunne da ikke indvende noget imod det. Den gamle gæld var ganske rigtigt betalt, og kongen fik gældsbrevet tilbage. Men nu var der al den skade, der var sket i dag. Den havde kongen jo ikke noget at betale med. Så dømte trolden kongen til, at han enten skulle besvare tre spørgsmål, som han ville give ham, eller også skulle han halshugges, som det var bestemt i kontrakten om den gamle gæld.
Der var ikke andet for at gøre, end at prøve på at løse troldens gåder. Narren stillede sig da lige ved siden af kongen, mens trolden kom frem med sine spørgsmål. Og først sagde han da: "Hvor er min datter?" Da tog narren ordet og sagde: "Hun er på havsens bund!" – "Hvor ved du det fra?" sagde trolden. "Det har den lille fisk set," svarede narren. "Kan du kende hende?" siger så trolden. "Ja, kom med hende!" siger narren. Så lod trolden en hel række kvindfolk gå forbi dem, den ene efter den anden; men det var nu ikke andet end skygger og øjenforblændelse. Næsten til allersidst kom troldens rigtige datter. Hun nappede i narren, idet hun gik forbi ham, så han kunne fornemme det. Ja, hun kneb ham i armen, så han nær havde skreget ved det. Det gjorde han dog ikke, men han greb hende om livet og holdt fast på hende. Nu kunne karlen også godt føle, at det var den rette; og trolden måtte tilstå, at hans første gåde var løst.
Så siger trolden igen: "Men hvor er mit hjerte?" – "Det er i en fisk," svarer narren. "Kender du den fisk?" siger trolden. "Ja, kom med den," siger narren. Så kom jo alle fisk flydende der forbi, og imens stod troldens datter lige ved siden af karlen. Da til sidst den rette fisk kom sejlende, så giver hun ham et lille puf, og han griber i en fart om den, jager sin kniv i den og sprætter den op, tager hjertet ud af den og skærer det midt over.
I det samme falder trolden død om og bliver til bare flintesten. Og alle de bånd, som trolden har bundet, de brister i det samme; alle de vilde dyr og fugle, som han havde fanget og skjult under jorden, de farer nu ud og spredes i skoven og i luften. Og karlen og hans kæreste går ind på slottet, som nu er deres, og de holder bryllup; og alle kongerne der omkring, som stod i gæld til trolden; men som nu slap ud af den, de er med til brylluppet, og de hylder ham som deres kejser, og han regerer over dem allesammen og holder god fred imellem dem og lever på sit slot med sin dejlige kejserinde i herlighed og glæde. Og dersom de ikke siden er døde, så lever de der endnu.