Tre små røde grise
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en gammel kone, som sad i et hus og havde en eneste ko. Hun havde også en dreng, det var hendes barnebarn. Det var en underlig svend, han havde så mange løjerlige indfald.
Det var en gang, den gamle kone var i stor nød og trang. Og så sagde hun til drengen, at han måtte trække til marked med koen og sælge den. Han trækker af med koen; men inden han kommer til købstaden, hvor markedet var, så kommer han i følgeskab med en gammel kone, som går og spørger ham ud om alting, og så siger hun til sidst: "Jeg kan godt lide dig, min dreng, og jeg vil give dig et godt råd: lad du mig få koen; penge har jeg rigtignok ingen af, men du skal få noget i stedet, som er meget bedre." Så lader hun drengen se, hvad hun gik og bar i sit forklæde: Det var tre bitte små grise, de var så små og så pæne, ganske lyserøde var de og med små krøller på halen. De var meget søde at se på. Så tog hun og satte dem ned på jorden, og så havde hun en lille fløjte. Den gav hun sig til at spille på. Så dansede de tre små røde grise og viftede med halerne, så det var en fornøjelse at se på.
"Ser du nu, min rare dreng," sagde konen, "dem vil jeg give dig alle tre for din ene gamle kedelige ko, og så fløjten oven i købet. Det ved jeg, er et godt bytte, som du kan være tjent med." Det syntes drengen også, og så byttede de. Han trak sin trøje af og lagde de tre små grise i den; det var synd, at de skulle gå hele vejen hjem. Fløjten puttede han i sin hue, og så løb han hjem, alt hvad han kunne, og viste nok så glad sin bedstemoder, hvad han havde fået for koen.
Hun gav sig til at græde og klage sig, og det hjalp ikke, at han lod grisene danse for hende. Hun sagde, at drengen var gal, og at han ødelagde hende, stakkels gamle kone. Men han sagde, at det skulle hun ikke tage sig nær; det var en rigtig god handel, han havde gjort; det kunne hun være vis på.
Oppe på den store herregård der boede der en rig herremand med sin kone, og de havde et eneste barn, sådan en overmåde dejlig datter. Hun var på alder med drengen, kun femten år; men hun var jo allerede en meget fin dame. Så næste dag, da drengen vidste, at herremanden og hans kone var taget bort i flere dage, og datteren var alene hjemme, så tog han sine grise og gik op uden for hendes vinduer. Og så blæste han i sin fløjte og lod grisene danse. Jomfruen kom til vinduet og så på det og syntes meget godt om de små grise, og så kom hun ud til ham og sagde, at hun havde sådan en lyst til at få en af dem: Hvad den skulle koste? – Ja, den var ikke til at få for penge; men han ville nok overlade hende en af dem, hvis han måtte få lov at klappe hende på kinden, og hun så ville give ham lidt fødevarer med hjem til hans gamle bedstemoder.
Drengen var pjaltet, og hans hænder var ikke videre rene; så jomfruen var ikke meget for, at han skulle klappe hendes fine kinder. Men hun var så opsat på at få den gris, at hun bød kinden til og lod ham klappe den, og så gav hun ham en god pakke fødevarer med hjem. Han kom nok så stolt hjem og sagde, at alt det havde han fået for den ene gris. Ja, det var jo godt nok, sagde bedstemoderen; men når det var sluppet op, hvad skulle de så få at leve af? "Det skal du ikke bekymre dig om," sagde drengen, "jeg skal nok sørge for resten."
Næste morgen gik han igen uden for jomfruens vinduer med de andre to grise. Han blæste i fløjten, og de dansede endnu mere kunstigt end de havde gjort dagen før. Jomfruen kom ned at se på dansen. Hun havde slet ikke kunnet få sin ene gris til at danse, men så mente hun, at det nok ville lykkes, hvis den fik selskab, og hun kunne få en gris til. Hun spurgte, om han ikke ville sælge hende en af de to. Han sagde jo: Han ville nok lade hende få en til, og han forlangte ikke andet, end at han måtte give hende et kys.
Det var ellers en køn dreng, hvis han bare havde været lidt renere, men snavset var han jo, og han havde lige spist fedtebrød; så den lille jomfru ville meget nødig til det: Men grisen havde hun stor lyst til. "Ja, lad gå," sagde hun, og drengen gav hende et godt smækkys midt på den lille røde mund. Han fik tilmed noget mad med hjem til sin bedstemoder: "Der kan du se," sagde han, "det har jeg nu fået for den anden gris." Hun sagde, at det kunne jo være godt nok altsammen; men når nu det slap op, så havde de jo ingenting igen. "Det skal du ikke bekymre dig om," sagde drengen, "jeg skal nok sørge for resten."
Tredje dags morgen gik han igen uden for jomfruens vinduer med sin ene gris. Han blæste på fløjten, og grisen hoppede og sprang omkring ham, som den var helt ellevild. Den lille herregårdsjomfru kom ud og så på det; hun havde ikke kunnet få sine to grise til at danse, men tænkte da, at hun måtte have den tredje med og så fløjten, for hun mærkede nok, at det var den, som skulle til, for at sætte de små griseben i gang. Hun spurgte da drengen, om han ikke ville sælge hende den tredje gris og fløjten med. Drengen sagde jo: Hun måtte gerne få begge dele, hvis hun blot ville lægge sit hoved i hans skød.
Drengens klæder var både snavsede og pjaltede, og jomfruen ville nødig have sit smukke sorte hår i uorden; men hvis hun ville have sin vilje, så måtte hun også lade drengen få sin, og så lagde hun sit hoved i hans skød. Han lod sine fingre løbe gennem hendes hår og lagde godt mærke til, hvad han så: Der var et guldhår og et sølvhår og et hår, der var helt hvidt. Så fik han også noget mad med hjem til sin bedstemoder, og så kom han hjem uden grise og uden fløjte. Han viste bedstemoderen, hvad han havde fået for sin tredje gris. Hun sagde, som hun plejede, at når nu det slap op, så havde de da slet ikke mere at ty til. Men drengen sagde, at det skulle han nok sørge for.
Herremanden og hans kone kom da hjem igen, inden al maden var sluppet op for drengen og hans bedstemoder. Og nu fik herremanden det indfald, at han ville gifte sin datter bort til den, der kunne nævne tre skjulte kendetegn, som hun havde på sig. Der strømmede nu mange unge herrer sammen fra alle kanter. En gættede på et, og en anden på et andet; men der var ingen, som kunne træffe det rette.
Drengen havde også hørt tale om dette her, og han kom da også hen til herregården. Han løb uden for vinduerne og sang: "Jeg ved nok, hvad jeg vil sige. Jeg ved nok, hvad jeg vil sige." Jomfruen stod og hørte på det, og hun blev meget ærgerlig over det. Så kastede hun nogle penge ud af vinduet til ham og sagde: "Gå din vej, din uartige dreng!" Han samlede pengene op i sin hue; men så begyndte han straks igen på sin vise: "Jeg ved nok, hvad jeg vil sige. Jeg ved nok, hvad jeg vil sige." Jomfruen var bange for, at hun skulle få sådan en pjaltet fattigdreng til mand, og hun kastede flere penge ud til ham og sagde: "Åh, gå din vej, din slemme dreng! Jeg kan ikke tåle at høre på dit vræl." Han samlede pengene op i sin hue og begyndte forfra: "Jeg ved nok, hvad jeg vil sige. Ja, jeg ved nok, hvad jeg vil sige." Hun kastede igen flere penge ud til ham og bad ham dog gå sin vej. Men han blev ved at synge, som han havde begyndt.
Han havde flere gange søgt at slippe ind på herregården; men hver gang var han blevet vist tilbage af tjenerne, som ikke ville have sådan en pjaltet knægt derind. Der kom nu en ung herremand, som også ville forsøge sin lykke. Han lagde mærke til drengen og hørte, hvad han gik og trallede. Så siger han til ham: "Hvad er det, du ved?"
"Det er de hemmelige kendetegn på herremandens datter," sagde drengen.
"Sig mig dem!" sagde den unge junker, "jeg skal belønne dig godt for det."
"Ja, du skal få dem at vide," sagde drengen, "hvis du vil tage mig med ind. Jeg kan stå på dine støvlekraver. Hvis du så slår din kappe over mig, kan jeg slippe med ind og se på de løjer."
Som sagt så gjort: Drengen stod på junkerens støvlekraver og gemte sig under hans vide kappe. Junkeren så jo nok lovlig tyk ud, men der var ingen, der mærkede uråd, og drengen slap med ind i stuen, hvor herrerne stod endnu og gættede, uden at nogen havde truffet det rette. Da råber drengen under kappen: "Jomfruen har et guldhår og et sølvhår og et hvidt hovedhår."
"Det er rigtigt," sagde herremanden.
Nu sprang drengen ud af sit skjul og sagde, at så skulle han også have jomfruen. Og så svingede han med sin røde hue, så alle pengene rullede hen ad gulvet. Herremanden blev helt underlig til mode. Han kunne jo ikke godt gå fra sit ord; men sådan en svigersøn havde han slet ikke tænkt sig. Så, for at sige noget, siger han: "Men hvad er det for penge?"
"Det er dem, jomfruen har givet mig for at tie," siger drengen.
"Hvad for noget?" siger herremanden, "så må du op med hele historien."
Ja, drengen begyndte med begyndelsen: Med koen og de tre små røde grise, og om den første gris, han solgte herremandens datter, og hvad han fik for den, og så om den anden gris, og hvad han fik for den. Og da herremanden hørte, han havde fået kys for den, så ville han ikke høre mere af historien: Han vendte sig til sin datter og sagde: "Ja, har du kysset ham, så skal du også have ham!" Og sådan blev det. De to blev gift, og de blev rigtig gode venner alle deres dage.