Syvstjernen
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en mand. Han havde seks sønner. De sønner havde ikke rigtige navne; faderen kaldte dem blot efter deres alder: Ældste, Næstældste, Tredjeældste, Tredjeyngste, Næstyngste og Yngste. Andre navne havde de ikke.
Da Ældste var atten og Yngste tolv år gammel, lod deres fader dem alle sammen drage ud i verden, for at de hver især skulle lære et håndværk. De fulgtes ad et stykke vej, men da de kom til et vejkryds, hvor der gik seks veje ud til forskellige sider, så blev de enige om at skilles og gå hver sin vej. Men toårsdagen efter skulle de mødes på samme sted og så følges hjem til deres fader.
På den bestemte dag var de alle seks på pletten, og de fulgtes da ad hjem til faderen. Han spurgte dem nu hver især, hvad de så var blevet til og havde lært i de to år. Ældste sagde, at han var blevet skibsbygger og kunne bygge skibe, som gik af sig selv. Næstældste havde været til søs; han var styrmand og kunne styre et skib lige så godt til lands som til vands. Tredjeældste havde lært at lytte så godt, at han kunne høre i det ene kongerige, hvad der gik for sig i det andet. Tredjeyngste var blevet mesterskytte; han havde lært at skyde så godt, at han altid ramte. Næstyngste havde lært at klatre; han kunne gå op ad en væg som en flue, og der var ikke det bjerg, som han ikke kunne bestige.
Da faderen nu havde hørt på de fem og fået at vide, hvad hver af dem var blevet til, så sagde han, at det altsammen kunne være meget godt. Han havde dog ventet sig mere af dem, for det, som de havde lært, var der flere, der kunne. Nu ville han da vide, hvad Yngste havde lært. Ham havde han store forventninger til, for han havde altid været hans kæledægge.
Yngste var glad for, at han endelig blev spurgt, og han svarede nok så glad, at han var blevet mestertyv. Da faderen hørte det, blev han så vred, at han gav ham en på øret og sagde: "Fy for Søren, du bragt skam over mig og hele din slægt!"
Nu skete der det lige på den samme tid, at landets dejlige unge prinsesse blev stjålet af en trold. Kongen lod bekendtgøre, at den der kunne finde hans datter og bringe hende frelst tilbage fra trolden, måtte få hende til ægte og det halve rige i medgift. De seks brødre ville da ud at prøve lykken. Tømreren byggede et skib, der gik af sig selv. De gik alle om bord, og styrmanden styrede skibet både over land og over vand. Lytteren lyttede hele tiden efter, hvor prinsessen kunne være, og omsider sagde han, at han kunne høre hende inde i et glasbjerg. Der sejlede de så hen. Bjergbestigeren kom i en fart op på bjerget; han så trolden ligge nede i det og sove med sit stygge hoved i prinsessens skød. Så klatrede han ned igen, tog den lille mestertyv på ryggen og steg helt ned i bjerget med ham. Mestertyven stjal prinsessen bort, uden at trolden mærkede noget, og bjergbestigeren hjalp dem begge med at komme ud af bjerget og ned til skibet.
De kom om bord, og så sejlede de bort. Imens lå lytteren hele tiden og hørte efter trolden. Da de var kommet et stykke ud fra land, så sagde han til de andre: "Nu vågner trolden – nu rækker han sig – nu savner han prinsessen – og nu kommer han!" Da blev prinsessen meget bange og sagde, at det var ude med dem alle sammen, hvis de ikke havde en mesterskytte om bord. Trolden kunne fare alle vegne gennem luften, så han ville være der om et øjeblik. Han var ganske usårlig, bortset fra en lille sort prik midt på brystet, så stor som et knappenålshoved. Da prinsessen tav, kom trolden allerede susende gennem luften. Men skytten var parat og tog sigte, og han ramte lige i den sorte prik. I samme øjeblik, som trolden blev ramt, sprang den i flint, så stumperne røg vidt omkring; og deraf kommer alle de mange flintesten, man finder alle vegne.
De seks brødre kom da sejlende hjem med prinsessen og førte hende op på slottet til hendes fader. Alle var de indtagne i hende, og enhver af dem kunne med sandhed sige, at uden ham var hun ikke blevet frelst. Kongen var da i stor vildrede; han vidste ikke, hvem af dem han skulle give hende til. Og prinsessen var også i tvivl, for hun vidste ikke, hvem af dem hun holdt mest af.
Det trak op til splid imellem brødrene, men det ville Vorherre ikke tillade. Derfor lod han alle seks brødre og prinsessen med dø i én og samme nat. Og så tog han og satte dem alle syv op som stjerner på himlen. Og det er det stjernebillede, som vi nu kalder Syvstjernen. Den af de syv stjerner, som funkler klarest, det er prinsessen. Men den matteste af dem alle det er mestertyven.