Synd og nåde
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en ung pige, som hverken havde fader eller moder. Faderen havde hun mistet i sin opvækst; sin moder havde hun aldrig kendt: hun var død straks efter, at hun havde bragt datteren til verden. Den unge pige, Margrete var hendes navn, hun var ude mellem fremmede; men hun havde det godt, for hun var afholdt og elsket af alle. Der havde været flere friere, men hun havde svaret nej til dem alle: Hun ville ikke gifte sig. Og det var hendes alvor: Hun havde lovet sig selv ikke at gifte sig på grund af den skræk, hun havde, for at føde børn.
Omsider var der en ung præst, som bejlede til hende. Hun sagde, som hun plejede, at hun ville aldrig gifte sig; men denne gang faldt det hende meget svært at give et afslag; for hun havde ham kær i sit hjerte. Hun var da meget sørgmodig og urolig i sit sind; og sådan vandrede hun en aftenstund om i haven. Der mødte hun en gammel kone, som spurgte hende, hvorfor hun var så bdedrøvet. Først ville hun ikke ud med det; men da konen trængte ind på hende, så tilstod hun, at hun sørgede over, at hun havde måttet afvise en bejler, som hun dog elskede af hele sit hjerte; men hun ville og turde ikke gifte sig, af frygt for at komme til at føde børn.
Den gamle kone havde ord for at være en klog kone – (men hun var en rigtig heks, var hun) – og hun sagde da, at pigen kunne godt blive fri for at få børn, også selv om hun giftede sig med den mand, hun elskede, og som så gerne ville have hende til kone. Hvis den lille jomfru ville vise hende en lille erkendtlighed, så skulle hun så gerne sige hende, hvordan hun kunne være ganske rolig for, aldrig at komme til at føde børn. Den unge pige lovede hende en god betaling, og konen sagde da, at hun juleaften blot skulle samle syv små sten, fire sorte og tre hvide, og så skulle hun gå ud til brønden, vende ryggen til den og kaste de syv sten, den ene efter den anden, baglæns over sin venstre skulder, og hver gang skulle hun sige nogle trylleord, som pigen ingen mening kunne finde i, men som var snart lært udenad.
Den unge pige fandt, at det var nemt klaret og en meget let måde at slippe for et stort onde; og hun blev nu let om hjertet og glad igen. Den unge præst havde ikke opgivet håbet; og næste gang han talte til hende om giftermål, så havde hun jo skiftet sind og gav ham sit ja, og brylluppet blev bestemt til næste forår. Julen faldt jo imellem, og juleaften, da det var blevet mørkt, listede pigen sig ud i gården og hen til brønden med syv små sten, fire sorte og tre hvide, som hun havde samlet op, og hun kastede dem en efter en bag over sin venstre skulder ned i brønden. Ved den første sten hun kastede, så syntes hun, at hun hørte ligesom et suk. Ligeså ved den næste. Hun tænkte, det måtte være indbildning; men hun blev mere og mere ilde til mode: For hver sten hun kastede ned i brønden, syntes hun, at sukkene lød højere og højere; til sidst var det som et helt skrig. Men hun blev ved, til den sidste sten var kastet i brønden. Så løb hun ind i huset, og da hun kom imellem de andre, så glemte hun sin forskrækkelse og lo ad sine egne indbildninger.
Næste forår stod Margretes bryllup, hun flyttede med sin brudgom ind i hans præstegård, og der levede de i kærlighed og glæde år ud og år ind. Der var nu gået syv år og de havde været et lykkeligt par. Børn var der jo ingen af; men det gjorde ikke noget skår i deres glæde.
Så er det en dejlig måneskinsaften i høstens tid, at præsten og hans kone går arm i arm gennem deres have og ud på kirkegården, som støder op til den. Så lige med ét, som de bedst går, så slipper præsten hendes arm, træder et skridt tilbage og så frem igen og går helt rundt om hende, og hele tiden stirrer han ned på jorden. "Men hvad er det, lille mand," siger hun. Han svarer hende ikke, men griber hende ved armen og trækker hende afsted hjem til præstegården.
"Tænd lys," siger han.
"Det behøver vi da ikke," siger præstekonen.
"Tænd straks lys," siger præsten.
Hun tror, han er syg, og hun skynder sig at komme med nogle vokslys. Han tager og flytter lysene hid og did og stirrer imens på gulv og på vægge. Hun bliver helt urolig for ham og går hen til ham og vil lægge armene om hans hals. Men præsten støder hende fra sig og siger: "Vig fra mig! Hvilken gruelig synd har du begået, siden din skygge har forladt dig? Hverken himlens eller jordens lys lader dig kaste nogen skygge; du må have begået en synd, som hverken Gud eller mennesker kan forlade dig."
Den unge kone brast i gråd og forsikrede, at hun var sig ingen alvorlig synd bevidst. Men præsten blev ved: "Skrift hvilken pagt har du sluttet med den onde! Eller hvem har du myrdet, fader eller moder eller børn! Kun for sådanne dødssynder viger skyggen fra et menneske." Hun bliver ved at forsikre og sværge, at hun ingen sådan synd har på sin samvittighed. Hun tænker sig om, og hun begynder at opregne alle de fejl og synder, som hun kunne komme i tanke om; men præsten ryster på hovedet og siger: "Nej, skrift, hvad er det, du har begået!"
Så kommer hun endelig i tanke om, at hun nok selv var skyld i, at de ingen børn havde; for hun havde altid haft sådan en angst for at føde børn, så hun havde besluttet aldrig at gifte sig, indtil en klog kone havde lært hende det råd med de syv sten, der skulle kastes i brønden; og det havde hun fulgt. Da sagde præsten: "Det er pagten, du har sluttet med Den Onde; du har på forhånd taget livet af de syv børn, som det var Guds vilje, at du skulle have født til verden." Så løb han ind i sit kammer og hentede alle de penge, han havde, lagde dem i en pung, stak hende den i hånden, gav hende en kåbe og en kyse på, trak hende ud af døren og sagde så til hende: "Du kan ikke mere bo under mit tag; gå, hvorhen du vil og kom aldrig mere for mine øjne!" Hun ville endnu forsvare sig: Hun havde aldrig tænkt, at det var nogen synd, hun begik. "Men er det en synd," siger hun, "kunne du, som selv er præst, da ikke hjælpe mig til at få den forladt?"
"Nej," sagde præsten, "din synd kan ikke forlades, så lidt som der kan gro roser op af denne sten." Og så slog han hånden i stenbordet, der stod i haven. Så vendte han rundt og gik ind i huset og låste døren og lod hende stå ene derude.
Præstekonen løb ud af haven og hen ad vejen. Hun skyndte sig at komme bort fra det hjem, der nu havde lukket sig for hende. Hun havde nu kun den ene tanke: at blive løst fra sin synd. Hun vandrede på sin fod fra sted til sted og fra land til land, og hun skriftede sin synd for mange hellige mænd, både præster og provster og bisper; men ingen af dem kunne forlade hende den synd, og ingen af dem vidste råd for, hvordan hun skulle få tilgivelse.
År gik efter år, og hun blev ved at vandre. Men når enten solen eller månen var oppe, så krøb hun i skjul og turde ikke gå ud; for da så hun jo hele tiden, hvad hun aldrig før havde lagt mærke til: at hun ingen skygge havde. Og derfor turde hun heller aldrig komme, hvor der var lys eller lamper. Kun når det var overskyet, regn og slud, eller i tåge og tusmørke turde hun fortsætte sin vandring.
Hun var nu kommet langt bort fra sit hjem og befandt sig i et fremmed land, hvis sprog hun dog forstod. Der kom hun omsider til en gammel præst, for hvem hun også skriftede sin synd. Han sagde som de andre, at han ikke kunne give hende syndsforladelse. Men han var klogere end alle de andre, og han vidste råd: "Din synd kan sones," sagde han, "men den må sones, hvor den er begået, og du må derfor gå hjem til dit eget land. I det samme stift og det samme herred, hvor din mand bor, er der en gammel præst, som har studeret sammen med mig; han kan vist hjælpe dig. Nu farvel, og Gud være dig nådig!"
Så begav hun sig på den lange vej hjem og kom atter til sit land og til den egn, hvor hun hørte hjemme. Det var nu syv år, siden hun havde forladt den. De penge, hun havde fået med sig, var jo forlængst sluppet op, og hun havde måttet tigge sig frem. Hun så nu gammel og ussel ud, og syg og pjaltet var hun også. Sådan kom hun nu til den gamle præst, som hun var blevet henvist til. Hun talte ene med ham i hans kammer og fortalte ham alt fra først til sidst. Han tav en stund, men omsider sagde han: "Jo, der er frelse for dig; men du må først gennem en hård dyst." Hun sagde da, at hun ville tåle og lide alt, for at blive skilt ved sin synd. Han lod da husets folk bringe hende mad og drikke og lod hende blive i kammeret indtil aften. Så tog han hende med sig hen ind i kirken og op i koret, hvor han tændte lysene på alteret og lod hende sætte sig på knæfaldet, med ryggen vendt imod alteret og ansigtet mod den mørke kirke. Han gav hende en bog i hånden; den måtte hun holde fast på og ikke slippe eller tabe. Han tegnede derpå en kreds om hende på gulvet, og så gik han op for alteret og læste noget op af en bog i et sprog, som hun ikke forstod. Så sagde han til hende, at der måtte hun blive siddende, uanset hvad hun fik at se og at høre, indtil næste morgen, når han selv kom og rakte hende hånden og sagde: "Kom så, Margrete." Indtil da måtte hun ikke flytte sig fra sin plads og ikke give en lyd fra sig: Ikke skrige og hyle af angst, hvad der så end skete, og ikke svare et ord, hvem der så end talte til hende. Dersom hun kunne bestå den prøve, så var hun frelst; hvis ikke, så var hun fortabt.
Dermed lod han hende alene og gik ud og låste kirkedøren efter sig. Han gik hjem og faldt på sine knæ og bad til Gud om hendes frelse. Men hun sad stille med ryggen til alteret og bad tavst og inderligt om, at hendes synd måtte forlades hende. Det første hun så, da hun havde siddet noget, det var hendes mand. Han kom gående op ad kirkegulvet i sin præstekjole; han smilede til hende og bredte armene ud imod hende. Men hun blev siddende stille. Så kom han helt op til hende; i det samme slukkedes lysene på alteret, og der blev bælgmørkt. Hun kunne føle hans varme ånde i sit ansigt; men han rørte ikke ved hende, og straks efter tændtes lysene atter, og da var han forsvundet.
Da hun igen havde siddet en stund, så kom der syv børn op til hende, fire drenge i sorte klæder og tre piger i hvide klæder. Det var de syv ufødte børn, som hun skulle have haft. De kom én efter én, fra den ældste til den yngste. Først så de mildt til hende og rakte armene ud imod hende; men da hun blev siddende ubevægelig, så spyttede de på hende, og hver gang brændte det hende som ild. Det yngste barn var en lille pige. Hun kom op og sagde: "Lille mor, vi to skulle have fulgtes ad til Himmerige." Men præstekonen sad tavs og ubevægelig. Så spyttede den lille også på hende og sagde: "Din onde moder! Nu kommer ingen af os dér." Det brændte konen ind i sjælen; men hun holdt sig rolig. Og derefter var der en stund stille i kirken.
Men så kom der én farende op imod hende, så forfærdelig at se til, at det ikke kan beskrives, og da han var hende ganske nær, så slukkedes lysene atter på alteret, og hun sad i mørke. Men hun mærkede, at han var hende ganske nær og rakte ind efter hende fra alle kanter og ville slå bogen af hendes hånd, men han kunne hverken nå bogen eller hende. Der blev nu en larm og tummel i kirken, som om den skulle falde sammen over hovedet på hende; men hun sad stadig stille, uden at røre sig og uden at give en lyd fra. Så ophørte larmen, alterlysene tændtes igen, og der var ingen at se i den øde kirke.
Da hun har siddet sådan en stund i den dybe stilhed, hun vidste ikke hvor længe, så begyndte det at lysne i kirken, som om det var af morgenrøden, og hun hørte nøglen drejes om i låsen, og hun så den gamle præst komme gående op ad kirkegulvet. Han gik lige hen til hende og rakte sin hånd ud imod hende; men han sagde ikke noget. Der havde præstekonen nær ladet sig narre; men hun huskede på, hvad præsten havde sagt, at han ville sige til hende. Og hun blev roligt siddende. Så spyttede skikkelsen på hende og forsvandt, og i det samme svandt også det lys, hun havde antaget for daggry.
Først en rum tid efter så lysnede det atter, og lidt efter kom den gamle præst virkelig, åbnede kirkedøren, kom op til hende og rakte hende hånden med ordene: "Kom så, Margrete." Så gav hun ham hånden og forsøgte at rejse sig; men i begyndelsen kunne hun ikke, så mat og fortumlet var hun. Endelig kom hun dog på benene og fulgtes med præsten ud af kirken; og idet hun trådte ud på kirkegården, så kom solen op, og hun så nu en lang skygge falde hen over gravene; det var hendes egen skygge, som nu var kommet tilbage.
Så gik hun hjem med den gamle præst, og han gav hende mad og drikke, og lod hende hvile sig til over middag; men så sagde han til hende: "Gå nu hjem til din mand; du må nå at se ham endnu i aften." Så begav hun sig på vej, men hun nåede først frem, da det var aften, og præsten var gået i seng. Hun syntes ikke, hun havde mod og kræfter til at åbenbare sig for sin mand samme aften, så hun gik ind til husholdersken og bad om nattely. Hun så jo ud som en omløbende tiggerske, og husholdersken sagde først nej: De kunne ikke huse sådanne folk. Men konen bad så bønligt om, at de dog ikke måtte jage hende bort ud i natten, så syg og dårlig som hun var; så omsider fik hun da lov at krybe ind i ovnen og lægge sig der på nogle strå. Men husholdersken sagde, at hun skulle være væk straks om morgenen, for det var hende strengt forbudt at huse omløbere.
Næste morgen var præsten som sædvanligt tidligt oppe, og han gik da, som han plejede, ud i haven. Der kommer han hen til det stenbord, hvor han sidste gang havde set sin hustru, den aften han jog hende bort. Da så han en rosenbusk, der var vokset midt op af stenbordet, fuld af de dejligste, hvide roser, der fyldte haven med deres duft. Da forstod han med ét, at hans hustru måtte have fundet nåde og være kommet tilbage til ham. Han kaldte på husholdersken og de andre folk og spurgte dem, om der var kommet fremmede til gården. De sagde først nej, for de var bange, da de havde overtrådt hans forbud. Præsten gik da selv rundt og ledte alle vegne, indtil han kom til ovnen. Der lå strå udenfor, og da han så efter, så lå derinde liget af en død kvinde, og han så straks, at det var hans hustru; han så også vielsesringen på hendes finger. Da kastede han sig ned ved siden af den døde hustru og rakte hænderne mod himlen, og i det samme var han død, ramt af et hjerteslag.
Præsten og hans hustru blev begravet på kirkegården og lagt i den samme grav.