Sundhedstræet
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en mand, som havde tre sønner. Da han skulle til at dø, kaldte han dem til sig og sagde: »Jeg har ikke noget at efterlade jer undtagen min frugthave; den må I dele, så I får hver sit stykke. Et af træerne i haven bærer sundhedsfrugter; men hvilket siger jeg jer ikke.«
Så døde manden, og sønnerne skulle nu dele arven; men den yngste var så lille, at han ikke måtte være med til at dele. De to ældre brødre delte haven lige imellem sig, og den lille broder fik kun et eneste træ, som stod midt i haven. Jord fik han slet ikke noget af, og brødrene tænkte, at hvis ulykken skulle være, at det just var hans træ, der bar sundhedsfrugterne, så kunne de altid pille op, hvad der faldt på deres jord.
En dag kom det dem for øre, at prinsessen i landet var farlig syg, og kongen havde lovet, at den, der skaffede hende sundheden igen, skulle få prinsessen og det halve kongerige. Brødrene tænkte jo straks på at forsøge deres lykke. Den ældste løb først ned i haven og plukkede kurven fuld af alle sine frugter, og så begav han sig på vej til kongeslottet.
På vejen kom han gennem en stor skov, og da han kom ind i den, mødte han en gammel kone.
»God dag,« sagde konen, »hvad har du i din kurv?«
»Frøer og skruptudser,« svarede svenden, »men hvad kommer det ellers dig ved?«
»Så lad det da være frøer og skruptudser!« sagde konen, og dermed gik hun sin vej.
Svenden gik så videre og kom til vagten ved slotsporten.
»Hvad vil du, min ven?« sagde de til ham.
»Jeg har sundhedsfrugter i min kurv, og jeg vil op på slottet for at helbrede prinsessen,« sagde han. Nå, det var jo meget godt; men først ville de dog se kurven, og da de tog låget af, myldrede det med frøer og skruptudser. Vagten gav så svenden en god dragt prygl og jog ham bort.
Imidlertid var da også den næstældste broder løbet ned i sin del af haven og havde plukket sin kurv fuld af alle sine frugter, hvorefter han begav sig på vej til slottet. Da han kommer ind i skoven, møder han den samme gamle kone, som siger god dag til ham og spørger ham, hvad han har i sin kurv.
»Snoge og firben,« siger han og er lige så studs som sin ældre broder. Og hun siger lige sådan til ham:
»Så lad det da være snoge og firben!«
Han kom til vagten og ville ind med sine sundhedsfrugter; men da de løftede låget af, myldrede det ud med de ækleste snoge og firben, nogen havde set, og han fik sig en banket trøje ligesom broderen.
Nu skulle da endelig den yngste broder til at forsøge sin lykke. Han plukkede frugter af sit træ og begav sig på vej. I skoven mødte han den gamle kone.
»God dag,« sagde hun, »hvad har du i din kurv?«
»God dag igen,« sagde den lille nok så venlig, »det er sundhedsfrugter, jeg har i min kurv.«
»Så lad det være sundhedsfrugter,« sagde konen, og dermed gik hun sin vej.
Den lille gik nu videre; og da han kom gennem skoven, faldt hans vej langs med stranden. Der så han, at bølgerne havde kastet en stor gedde op på bredden, hvor den lå og gispede.
»Du stakkels fisk,« sagde han; »jeg skal nok hjælpe dig.« Og han kastede den langt ud i vandet.
Lidt efter stak gedden hovedet op af vandet og sagde: »Tak for din hjælp! Kommer du i nød, og jeg kan hjælpe dig, så kald blot på mig. Jeg skal da straks være der.«
Den lille gik nu videre; og da så han en ravn og en bisværm, der var stødt sammen og sloges, så det gik ud over begge parter. Så gik drengen hen til dem og sagde: »Det er jo ganske urimeligt, at I sådan vil slås. I må da hellere flyve hver til sin side.« Det syntes de, der var mening i, og både ravnen og bisværmen råbte til ham, da de fløj bort: »Tak skal du have for dit gode råd! Hvis du kommer i nød, og vi kan hjælpe dig, så kald kun på os, og vi skal da straks komme.«
Drengen gik nu videre og kom til vagten ved slotsporten.
»Hvad vil du, min ven?« sagde de til ham.
»Jeg har sundhedsfrugter i min kurv, og jeg vil op på slotiet for at helbrede prinsessen,« svarede drengen. Nå, det var jo meget godt; men han ville dog først se, hvad der var i kurven, hvordan de sundhedsfrugter så ud: han havde set så mange underlige ting den dag. Men det var ganske rigtigt. Kurven var fuld af dejlige æbler; og da drengen gav vagten et af æblerne at spise, blev han så let og lystig, at de skyndte sig, alt hvad de kunne, at føre den unge knøs op til kongen og derfra ind til prinsessen.
Han gav hende straks nogle af æblerne, og da hun havde spist det første, kunne hun løfte hovedet fra puden; da hun havde spist det andet, kunne hun rejse sig op i sengen, og da hun havde spist det tredie, sprang hun op og dansede på gulvet.
Kongen blev så sjæleglad og sagde til prinsessen, at den lille svend skulle være hendes mand. Men det syntes hun ikke om; hun mente, at det var et alt for dårligt parti; for hun var så stolt af sig. Derfor sagde hun til sin fader, at den mand, hun skulle have, han måtte have udrettet noget i verden, og dersom hun skulle have den lille svend til mand, så måtte han først hente den ring, hendes fader havde tabt i havet for fire og tyve år siden.
Det sagde kongen til den unge mand, og han blev jo noget betænkelig ved det; men så huskede han på gedden. Han løb ned til strandbredden, kaldte på gedden og klagede sin nød for den.
»Jeg skal nok hjæpe dig,« sagde gedden og dykkede ned til bunden. Snart efter dukkede den op igen, og ringen havde den med; og den lille svend løb let om hjertet op med den til slottet.
Kongen blev meget forbavset; han tog ringen, gik ind med den til prinsessen og sagde: »Ja, du ved, hvad jeg har lovet den, der gjorde dig rask. Nu hjælper ingen snak længere; nu må du tage ham til mand.«
Men det mente prinsessen nu ikke; hun syntes, hun måtte have en mand, der kunne skaffe hende et lige så prægtigt slot som det, de nu boede i; og det skulle være af voks og skinne som guldet det blanke.
Kongen gik da ud til den lille svend og sagde ham, hvad prinsessen havde forlangt. Først blev han jo lidt lang i ansigtet; men så kom han i tanker om bierne. Han løb ud, kaldte på dem og klagede sin nød for dem.
»Vi skal nok gøre for dig, hvad vi kan,« summede de allesammen. Og da folk stod op den næste morgen, da stod der et slot af voks, lige så stort og prægtigt som kongens, og det skinnede i solen som guldet det blanke.
Så gik kongen igen ind til prinsessen og sagde: »Nu må det være forbi; du bliver nødt til at tage ham til mand; og du kan jo også se, at han forstår mere end andre folk.«
Prinsessen var jo nok meget forbavset over det, hun fik at se; men hun ville alligevel ikke lade sig nøje med det. Hun forlangte endnu, at kongen skulle sige til den lille svend, at han skulle hente hende tre brande inden for helvedes port. Kunne han skaffe hende dem, så skulle hun ikke forlange mere, men med glæde give ham sin hånd.
Kongen var vred; men han gjorde dog, som hans datter ville, og sagde det til svenden. Han blev først meget bedrøvet; men så huskede han på ravnen, den Ondes apostel, som han havde hjulpet. Han kaldte på den og klagede sin nød for den.
»Jeg skal nok gøre, hvad jeg kan,« sagde ravnen; og snart var den tilbage med tre brande. Svenden tog dem og løb, så rask han kunne, op på slottet; og her kastede han dem lige i skødet på prinsessen. De flammede højt i vejret, og røgen og ilden havde nær kvalt hende. Da sprang hun op i stor angst og løb hen til svenden; og nu var der ikke mere i vejen for at blive hans kone. Så holdt de da bryllup, og svenden fik det halve kongerige i medgift.