WeirdSpace - Kultur uden grænser

Skomagerdrengen




Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeeventyr her Dokument


   Der var en gang en skomagerdreng; han var ellers en præstesøn og skulle have studeret til præst ligesom sin fader; men så mistede han både fader og moder, inden han var fjorten år gammel, og der var ingen til at tage sig af ham og holde ham til bogen. Så kom han i lære hos en landsbyskomager, og der havde han nu været i tre år, da denne historie begynder. Han havde fået mange slag af spandremmen, når mester kom bag på ham, mens han sad i sine egne tanker og snoede den begede tråd om fingeren, i stedet for at sy, eller sad og skar ansigter ad skomagerkuglen, i stedet for at banke pløkke ind. Og de stryg havde da bragt ham så vidt, at han havde fået lært alt, hvad der hørte til skomagerfaget: Han kunne både skære og sy og nådle og pløkke; men han havde aldrig fået nogen lyst til det håndværk.
   Så var det en dag, hans mester sagde til ham, at den dag skulle han have lov at være fri for at sidde hjemme og sy, han skulle gå ud i skoven og skære træpløkke, for de havde ikke flere på værkstedet. Han kom afsted i en fart og ud i skoven; det var rigtig noget for ham. Men pløkkene tænkte han ikke på; han skulle op på hver en høj og ned i hver en dal; han skulle plukke hindbær, og han skulle klatre efter fuglereder, han skulle se på myretuer, og han skulle fange sommerfugle. Og dagen gik, og aftenen kom, og han havde endnu ingen træpløkke. Så kom han endelig i tanker om, hvad han var kommet derud efter; og han gav sig da til at lede efter noget hyld, for han skulle jo have hyld til pløkkene; men der var ingen hyld at finde, og det blev mørkt ude i skoven, og han vidste ikke, hvor han var. Så tænkte han ikke på andet end det ene: At komme ud af skoven igen, og han gav sig til at løbe, indtil han endelig var så heldig at komme ud på fri mark.
   Lige som han kom derud, så kom der springende en stor hund hen imod ham og gøede ad ham, og han kunne forstå, hvad den gøede: "Vov vov, du menneskebarn!" sagde den, "du må straks følge med ind i skoven igen; der er nogen, der vil tale med dig." Den store hund sprang omkring ham og blev ved at gø; så turde han ikke andet end gøre som den sagde, og han fulgte med den ind i skoven.
   Der lå en stor kronhjort død på jorden, og ved siden af den stod der en vældig, brun bjørn og brummede; på en gren tæt ved sad en stor, hvid falk og skreg; og på toppen af et højt græsstrå sad der en lille, sort myre og peb. Så brummer bjørnen og siger til skomagerdrengen, at han skal dele den hjort imellem dem. De har alle fire krav på den, men de kan ikke blive enige om fordelingen.
   Skomagerdrengen får da sin kniv frem og får flået huden af dyret. Så tager han først hovedet og giver til myren: "Det er bedst for dig," siger han, "for der er så mange små huller og kamre, som du kan løbe ud og ind ad." Så sprætter han dyret op og tager alle indvoldene ud og giver dem til falken: "Dem er du bedst tjent med," siger han, "for de er så møre at hakke i." Så skærer han benene af og giver dem til hunden: "De passer bedst for dig," siger han, "der er noget at gnave på." Men kroppen gav han til bjørnen: "For du er så stor og så stærk," siger han, "du kan bedst splitte den ad." Den deling var de alle godt tilfredse med, og hver gav sig straks i lag med sin part.
   Drengen tog huden og skyndte sig afsted; han tænkte, at hvis mester fik den gode hjortehud, så slap han nok for stryg, fordi han ingen pløkke havde med hjem. Men ligesom han kom ud af skoven, så kom hunden farende efter ham og sagde, han måtte komme tilbage: Bjørnen ville tale med ham. Det bud blev drengen ikke glad ved. Han tænkte, at han måske ikke burde have taget huden, og han klagede da sin nød for hunden og sagde, at hvis det havde været urigtigt af ham at tage huden, så bad han da om forladelse og ville give hunden den med tilbage. Han havde slet ikke lyst til at komme ind til bjørnen igen. For når de var færdige med hjorten, frygtede han, de ville æde ham med hud og hår. Men hunden sagde, han godt måtte beholde huden; bjørnen ville bare tale lidt med ham.
   Så måtte han jo følge med tilbage. Bjørnen modtog ham venligt og sagde til ham, at de alle fire var blevet enige om at ville give ham noget til gengæld for, at han havde delt byttet så godt imellem dem. Fra nu af skulle han have magt til at blive en bjørn, når som helst han ønskede det – lige så stor og stærk og klog, som den selv var; og når han ønskede det, blev han menneske igen. Hunden gav ham magt til at skabe sig om til en hund, lige så rask som den selv var og med lige så fin en lugtesans; falken sagde, at han kunne skabe sig til en falk, med lige så smukke fjer, lige så rappe vinger og lige så skarpe øjne som den selv havde; og til sidst sagde myren, at han kunne skabe sig om til en myre, lige så lille, lige så køn og lige så kløgtig som den selv var.
   Drengen takkede dyrene så meget for deres godhed, og så skyndte han sig at komme hjemad. Men da han kom i nærheden af skomagerens hus, så tænkte han, at det dog var en fattig fornøjelse at komme tilbage til værkstedet. "Hvem der nu bare var en falk," tænkte han, og i det samme så var han blevet til en falk. Så bredte han sine vinger ud og for igennem luften som en pil. Han blev ved at flyve over land og over vand, for han ville rigtig langt bort med det samme, og sådan kom han helt ned til Spanien. Der fløj han om og frydede sig ved alt, hvad han så: Både bjerge og floder, byer og mennesker; det var så nyt og så spændende altsammen.
   Sådan blev han nu ved at flyve og flagre omkring, indtil han kom til et stort slot, meget større og prægtigere end nogen af alle de andre, han havde set på sin vej. Det var let at se, at det var et kongeslot. Men der var det forunderlige ved det, at alle vinduerne mod øst og mod vest og mod syd var muret til; kun igennem vinduerne mod nord kunne lyset komme ind i det pragtfulde slot. Ved nordsiden var der en dejlig stor have, hvor solen skinnede, blomsterne duftede og fuglene sang. Der fløj falken ned og satte sig i et højt træ lige uden for et åbent vindue. Indenfor var der stort selskab: Der sad den unge, dejlige prinsesse med sine hofdamer. Hendes fader kongen var også inde hos hende. Dronningen var død, og hun var deres eneste barn, og kongen elskede hende over alt på jorden. For hendes skyld havde han bygget hele slottet om, så der ingen vinduer var på det uden imod nord. For det var blevet spået ved prinsessens fødsel, at dersom solen kom til at skinne på hende, inden hun var tredive år gammel, så ville hun blive bortført af en trold. Denne trold havde vist fået lovning på hende af hendes moder, inden hun var født. Prinsessen var nu femten år gammel, og hun havde måttet leve al sin tid inden døre. Kun om aftenen, når solen var gået ned, kunne hun gøre sig en lille spadseretur i den dejlige have; ellers måtte hun altid holde sig inde.
   Det kan nok være, at skomagerdrengen brugte sine øjne. Aldrig havde han set så dejligt et pigebarn, med et hår så glinsende sort som ravnens vinge, og en hud så blændende hvid som falkens fjer, og et par øjne lige så blanke som falkens. Kongedatteren var den første, som fik øje på den vilde fugl ude i træet. "Se dog den smukke, fremmede fugl, der sidder derude," sagde hun til sin fader. Og kongen så ud: "Ja, det må du nok sige, det er en sjælden fugl, som har hjemme højt oppe i nord; den fører sig kongeligt, og den er også som en konge mellem de andre fugle. Den var nok værd at eje, hvis man blot kunne fange den." Prinsessens kammerfrue var en gammel erfaren dame, og hun sagde, at hun godt vidste, hvordan man fangede sådanne vilde fugle. Hun fik bundet en snor i vinduet og lagt noget råt kød i vindueskarmen, og så gik de alle ud af stuen, undtagen prinsessen, hun ville selv være den, som fangede fuglen, og hun skjulte sig da derinde, med enden af snoren i sin hånd. Hun ventede, til falken kom og satte sig i vindueskarmen; så trak hun vinduet til, og falken var fanget. Det var dog ikke for kødmadens skyld, den falk kom ind i vindueskarmen; men da den ikke længere så den dejlige prinsesse, og der blev helt tomt inden for vinduet, kunne den ikke længere modstå, men måtte hen at kigge derind.
   Sådan blev falken fanget, og da den så, hvem det var, der havde fået den i sine garn, så var den heller ikke videre ked af det. Den fandt sig tamt og tålmodigt i, at prinsessen greb fat om den, klappede og kælede for den og til sidst puttede den ind i et stort, forgyldt bur, som havde den været en papegøje. Nu kaldte hun de andre ind, og kongen og alle hofdamerne kunne ikke nok beundre den dejlige fugl, de der havde fået fat på. Prinsessen var så glad og så stolt af sin fangst, at buret da ikke kunne få lov at stå noget andet sted end i hendes soveværelse.
   Falken led jo ingen nød: Prinsessen fodrede den både med kød og med brød og kaldte den med de kærligste navne; men i længden var det dog kedeligt at sidde på en pind der i buret, og om en tidlig morgen, mens prinsessen endnu lå og sov, så ønskede falken sig til en myre og krøb i denne skikkelse ud mellem burets tremmer. Men da den kom ned på gulvet, så tænkte myren: "Bare jeg nu var skomagerdreng igen." Og så var den skomagerdreng og stod på to ben midt i prinsessens sovekammer. I det samme vågnede prinsessen og skreg i vilden sky og greb fat i klokkestrengen, der hang ved hendes seng. Hun kimede løs, så alle kammerpiger og hofdamer kom styrtende. Men i mellemtiden var skomagerdrengen i en fart blevet til myre igen, og myren til falk og sad nok så pænt på sin pind i buret. Da de allesammmen så kom ind til hende og spurgte, hvad der var på færde, og hun sagde, at hun havde set et mandfolk, så ledte de jo alle vegne, både i skabe og under sengen. Men der var ingen, og de var alle sikre på, der ingen kunne have været, for mandfolk kan jo ikke gå gennem lukkede døre. Prinsessen måtte altså have drømt det, eller også måtte hun være syg; og derfor fik hun både dråber og pulvere og måtte blive liggende i sengen hele dagen, og den følgende nat blev der våget hos hende.
   Hun sov ganske rolig den nat, og om morgenen stod hun op og skyndte sig hen for at fodre sin falk. Hun tog den ud på sin hånd og strøg dens hvide fjer, og hun kyssede og klappede den og kaldte den sin allerkæreste ven og sagde, det var en skam, hun havde forsømt den hele den forrige dag. Så talte falken og sagde: "Du skal ikke være bange for mig, prinsesse."
   "Kan du også snakke?" sagde hun. Ja, den kunne mere end det, sagde falken, og hvis hun ville love ikke at forråde den, så skulle hun få at vide, hvad det var. Det lovede hun, og så fortalte falken, hvordan den kunne blive til en myre, når den ville, og til en hund og til en bjørn og bagefter til et menneske igen, og at det var ham, som hun var blevet så forskrækket for den foregående morgen. Prinsessen bad ham da vise sig for hende i alle disse skikkelser. Myren lo hun ad, hunden var hun glad ved, bjørnen blev hun bange for, men da hun så ham igen i hans egen skikkelse, så var hun ikke mere bange, men syntes allerbedst om ham sådan; for selv om han kun var en skomagerdreng, så var han dog et rigtig kønt ungt menneske, og skønt hun var en prinsesse, så var hun da heller ikke mere end et menneske.
   Fra nu af blev han fri for at sidde i bur, men fik lov til at følge prinsessen overalt i falkeham. Han sad på hendes skulder og spiste af hendes hånd, når de sad til taffels; og hun bar ham på sin hånd, når hun om aftenen spadserede i slotshaven med sine damer. Men når hun var ene i sit kammer, så tog han sin menneskeskikkelse på. De havde så meget at tale sammen om, og for hver dag der gik, blev de mere forelskede i hinanden. De var snart enige om, at de ville have hinanden; men prinsessen vidste godt, at hendes fader aldrig i livet ville lade hende gifte sig med en skomagerdreng, endsige med en bjørn, en hund, en falk eller en myre. Men så fandt hun på råd. Hun gav ham en pung fuld af guldpenge og sagde, at han nu skulle flyve bort og påtage sig menneskeskikkelse og købe sig kongelige klæder og prægtige heste. Så skulle han tage væbnere og smådrenge i sin tjeneste og komme i et fyrsteligt optog og bejle til hende.
   Næste dag var falken borte, og ingen vidste, hvor den var fløjet hen. Prinsessen lod, som hun var helt utrøstelig over tabet af sin kære falk, og kongen var rigtig ked af, at de havde mistet den sjældne, fremmede fugl. Men det var der jo ikke noget at gøre ved; så kongen slog falken af hovedet, og prinsessen forvandt snart sin påtagne sorg.
   En måned efter kom en fornem herre ridende ind på slottet med et prægtigt følge. Det var kongens søn af England, prins Falk, der kom med sit følge af riddere og svende og fireogtyve opsadlede heste, skinnende af guld og sølv. De blev gæstfrit modtaget i den spanske konges gård, og den fremmede kongesøn fremførte sit ærinde og bejlede til kongens datter. Kongen svarede, at han ville lade sin datter bestemme; han ville ikke tvinge hende til nogen mand. Men han stillede den betingelse, at den som hun valgte til sin ægtefælle, måtte være hvor hun var, og blive boende i slottet med vinduer mod nord, og ikke føre hende bort fra hendes hjem, før hun var tredive år gammel. For dersom solen kom til at skinne på hende inden den tid, så hørte hun trolden til; og kongen havde lovet hendes moder at tage vare på hende så længe.
   Det gik den fremmede prins ind på, og der gik da bud efter prinsessen, at hun skulle komme og tage bejleren i øjesyn, og inden tre dage skulle hun bestemme sig. Prinsessen ventede da også til den tredje dag, inden hun sagde, at når hendes fader kongen ønskede det, så ville hun ægte den engelske prins. Det blev da afgjort, og der blev først holdt forlovelsesgilde og siden bryllup, og brylluppet varede i mange dage med fester og lystighed.
   På en af disse dage tog alle bryllupsgæsterne hen til et andet kongeligt slot, hvor der blev holdt turnering. Men brudeparret blev hjemme, for bruden måtte jo ikke komme ud på grund af den spådom. Det var en gråvejrsdag og så snarere ud til regn end til solskin; så siger prins Falk, at der vist ingen fare kunne være ved at køre hen og se på den stads. Og prinsessen ville jo hellere end gerne se lidt mere, end hun kunne se fra sine nordvinduer; og de kører da afsted og kommer hen til det øvrige selskab. Men næppe er de kommet der og har indtaget deres pladser under åben himmel for at se på turneringen, så bryder solen frem et øjeblik, og der falder en stråle på prinsessen ved brudgommens side. I samme øjeblik føler han, at hun rives bort fra ham, og han kan ikke se hende nogen steder. "Gid jeg nu var en hund," tænkte han, og straks så var han det; og han afsted med snuden i jorden, for nu kunne han jo lugte sporet.
   Men på turneringspladsen blev der en jammer uden lige, lige så stor sorg som der før havde været glæde; prinsessen var forsvundet og prinsen med. Turneringen blev afbrudt, bryllupsgæsterne rejste hjem, og kongen drog alene tilbage til sit slot og lukkede sig inde: Nu var den ulykke sket, som han hele tiden havde søgt at undgå.
   Imidlertid fulgte hunden jo sporet, og det førte den langt, langt ud i en øde ørken. Omsider slap sporet ved et bjerg. Hunden sprang til højre og til venstre, den sprang op og den sprang ned; men sporet førte ikke videre. Prinsessen måtte være blevet taget ind i det bjerg, men der var ingen port eller dør at finde. Så skabte hunden sig om til en myre og gav sig til at lede efter en indgang. Der gik timer, og der gik dage, myren løb op og ned og ind og ud igen ad alle de kløfter og huller og revner, der var i bjerget ud for det sted, hvor hunden tabte sporet. Så endelig kom den da ind i en revne, som den blev ved at følge, dybere og dybere ind i bjerget, indtil den nåede ned til en vældig grotte, der var ligesom en forgård til et helt slot, der var inde i bjerget. Og myren blev ved at gå, gennem lange gange og op ad mange trapper, gennem den ene sal efter den anden, til den kom ind i en stenstue, hvor der hang en brændende lampe. Derinde sad prinsessen med forgrædte øjne, men hun var ikke alene; den lede trold var der også. Han lå og strakte sig og havde lagt sit grimme troldehoved i hendes skød; hun måtte sidde og rede hans filtrede troldehår, mens han lå og sov.
   Myren løb ind i stuen og op ad prinsessen, til den var lige ved hendes øre. Så hviskede den til hende: "Her er jeg, din allerkæreste ven." Det gav et ryk i hende; men hun genkendte dog hans stemme, og hun havde jo set, at hendes elskede også kunne blive til en myre. Så hvisker han til hende: "Alt kan blive godt igen. Nu spørger du først trolden, hvor længe du skal blive her." Så lod prinsessen hænderne synke og holdt op med at rede troldens hår. Da vågnede den og sagde: "Hvorfor holder du op?"
   "Åh, jeg tænkte," sagde hun.
   "Nå, hvad tænkte du så?" sagde trolden.
   "Jeg tænkte på, om jeg skal blive her alle dage," svarede prinsessen.
   "Ja, det kan du være vis på," sagde trolden, "jeg slipper dig ikke, så længe jeg lever. Pas du bare dit arbejde." Så lod hun atter kammen gå gennem det fæle troldehår, og trolden sov sødeligt ind. Så hvisker myren: "Spørg ham igen."
   Hun lader atter hænderne synke, og trolden vågner og siger: "Falder du nu igen i tanker?"
   "Ja," sagde prinsessen, "jeg tænkte på, hvor længe vel dit liv kan vare."
   "Nå, så det gjorde du?" sagde trolden og grinede, "mit liv varer længere end dit liv, og mit liv kan ingen tage, for det er i mit hjerte; og det har jeg ikke hos mig; det er bedre forvaret end som så. Pas du nu dit arbejde og lad de dumme tanker fare."
   Så måtte hun igen lade kammen gå, og trolden faldt i søvn. Men myren hvisker påny: "Spørg om hans hjerte." Så lader prinsessen atter hænderne hvile i skødet, og trolden vågner, og nu er han arrig over al den forstyrrelse i hans gode søvn. "Gid fanden havde de tanker!" siger han; "er det nu dem igen, der forstyrrer dig?"
   "Du giver mig jo selv så meget at tænke på," sagde prinsessen, "du siger, du har et hjerte, men du har det ikke hos dig. Det kan jeg ikke forstå. Hvor er det da henne?"
   "Det er ingen nytte til, at du får det at vide," sagde trolden, "men det er heller ingen skade til; så du må gerne høre det. Langt borte herfra i et land, som hedder Polen, er der en stor sø, og i den sø er der en drage, og i den drage er der en hare, og i den hare er der en and, og i den and er der et æg, og i det æg er mit hjerte. Nu har jeg givet dig noget at tænke over. Men dersom du én gang til holder op med dit arbejde, så drejer jeg halsen om på dig, at du ved det!" Så skyndte prinsessen sig at få kammen i gang, og trolden faldt i søvn og snorkede snart, så bjerget rystede.
   Så hviskede myren til prinsessen, at hun skulle kun være ved godt mod: Hun skulle snart blive fri af sin trælsomme tjeneste. Og så pilede den, alt hvad den kunne, ud af stuen og ud af bjerget og blev til en falk i luften og fløj den lange vej over til Polen. Der dalede den ned ved bredden af en stor sø og blev til menneske igen. Det var hen ad aften, da prins Falk kom der, og han gik da og så sig om, men der var jo ikke nogen drage at se. Der lå et lille enligt hus i nærheden; der gik han så ind og bad, om han kunne blive natten over. Nej, de var fattige folk, sagde de, de kunne ikke tage imod så fine folk, som han var. Ja, de kunne vel nok lade ham sidde på en stol, sagde han, og det fik han så lov til.
   Næste morgen var han tidligt oppe og gik straks udenfor. Der så han, at der stod tolv fede svin i en sti. "Nå, I har det nok ikke så fattigt, som I snakker til," sagde han, da han kom ind igen, "jeg ser, I har tolv gode svin stående."
   "Ja, Gud nåde os," sagde manden, "det er ikke sådan, at det er vore svin; nej, dem skal dragen have til frokost. For ude i søen bor der en drage, som vil lægge hele landet øde, hvis kongen ikke hver dag giver ham tolv fede svin. De bliver bragt herud hver nat, og jeg er sat til at skulle drive dem ned til søbredden om morgenen. Men nu er der snart ikke flere svin i landet; og når de er sluppet op, så går det gruelig ud over os alle."
   "Da vil jeg følge med," sagde prinsen.
   "Åh nej," sagde manden, "det går ikke. Ser dragen, at der er en fremmed med, river han os ihjel begge to."
   Men det hjalp ikke, hvad manden sagde; prinsen ville med, og han fulgte med, da manden drev svinene ad søen til. De havde ikke gået langt, før de hørte det knase og brase i skoven; det var dragen, der skred op på landjorden for at få sin frokost. "Gid jeg nu var bjørn," tænkte prinsen, og i det samme var han det. Så brølede dragen: "Kom med mine svin!" Men bjørnen sagde: "Du får tage mig i stedet." Og dermed gik den løs på dragen, og de brødes og sloges med kløer og med tænder i lang tid, uden at nogen af dem kunne få overtaget. "Havde jeg haft de tolv flæskesider i mig," sagde dragen, "så skulle dit liv have fået ende."
   "Ja, havde jeg haft en bid brød og en slurk vin, så havde det været ude med dig," sagde bjørnen. Men nu var de begge så trætte, så de ikke kunne mere. Så væltede dragen sig ud i søen og blev borte for dem. Men bjørnen blev menneske igen og sagde til manden: "De svin kan du sætte på sti igen; dragen vil ingen frokost have i dag."
   Men selv ville han nok have noget at leve af; og han gik ind til hovedstaden, som lå i nærheden, og plejede sig godt den dag med mad og drikke, og han fik sin gode søvn, inden han næste morgen tidligt lod sig køre ud til det lille hus ved søen. Han kom der tids nok, lige som manden drev ud med fireogtyve svin; for dragen havde jo også de tolv til gode fra i går. De hørte det da atter knase og brase, da dragen skred i land; men den var ikke fuldt så kry som den foregående dag, da den sagde: "Kom med mine svin!" Prinsen var nu bjørn igen og gav den det samme svar som den foregående dag: "Du må tage mig i stedet." Så de røg sammen og reves og stredes, så jorden rystede under dem. Omsider siger dragen: "Ja, havde jeg nu haft de fireogtyve flæskesider i mig, så skulle dit liv have fået ende." Og bjørnen svarede: "Ja, havde jeg så bare haft en bid brød og en slurk vin, så havde det været ude med dig." Så væltede dragen sig ud i søen, og bjørnen blev til menneske igen og kørte ind til sit herberg.
   Husmanden satte de fireogtyve fede svin på sti, og så skyndte han sig ind til staden og op til kongen og fortalte ham, at dragen ingen svin havde fået, hverken i går eller i dag; for en gruelig stor mandbjørn var kommet og havde kæmpet med dragen, til ingen af dem kunne mere. Og han fortalte også, hvad dragen sagde, og hvad bjørnen sagde, inden de skiltes ad. Det hørte kongens søn på; han var kun en dreng endnu, men en stor vovehals. Det var da en skam, sagde han, at ingen havde hjulpet bjørnen til det brød og den vin, han trængte til. Så sagde han ikke mere; men han vidste nok, hvad han ville.
   Næste morgen drev husmanden ned til søen med seksogtredive svin. Kongen havde sagt, at de ikke turde gøre andet: Dragen måtte have, hvad der tilkom den, så længe de kunne skaffe det. Den konge var ingen stor helt. Da svinene kom ned til bredden, så skred dragen op på land og fik snappet et af dem, inden bjørnen lod sig se. Men dragen fik snart andet at gøre, og de to sloges og droges og reves og bedes, så det var en gru at se på. Men ingen af dem kunne endnu få bugt med den anden. "Havde jeg bare haft de femogtredive flæskesider i mig," sagde dragen, "så skulle dit liv have fået ende."
   "Ja, havde jeg så bare haft en bid brød og en slurk vin, så skulle det have været ude med dig," svarede bjørnen.
   I det samme blev der kastet et stort hvedebrød i gabet på den, og bagefter en hel kande vin; det var den lille vovehals af en kongesøn, som havde listet sig derud og nu så sit snit til at give bjørnen, hvad den trængte til. Så snart prins Falk havde fået den hjertestyrkning, så for han atter løs på dragen og rev den ihjel og splittede den ad. Da sprang der en levende hare ud af den døde drage og løb afsted ad skoven til. Men i det samme blev bjørnen til hund og satte efter haren og bed den ihjel. "Bæk, bæk," sagde det, og ud af den døde hare fløj der en and op. Men lige så snart var der en falk i hundens sted. Den fløj efter anden og slog ned på den med næb og kløer. Da slap anden et æg, som faldt ned på jorden. Men falken havde øjnene med sig og så hvor det faldt. Og snart stod prins Falk der i sin egen skikkelse og holdt ægget i sin hånd. Det var faldet højt oppefra lige ned på en sten, men var dog stadig helt; der var ikke en revne i det.
   "Det er hårdt," sagde prinsen, "men jeg ved dog nok, hvad der er hårdere." Så skabte han sig til falk igen og fløj den lange vej til troldebjerget. Der gjorde han sig til myre og krøb gennem revnen ind i bjerget. Da den kom ned i den store grotte, så blev myren til mand igen, og han holdt stadig ægget i hånden. Prinsen løb nu gennem de lange gange og sprang op ad de mange trapper, og for igennem de store sale, til han nåede bjergstuen, hvor lampen brændte, og hvor prinsessen endnu sad med troldens hoved i sit skød. Da hun hørte ham komme, lod hun kammen falde og slog hænderne sammen. Nu gjaldt det liv eller død både for prinsen og hende. Trolden for op af sin søvn og greb efter sin jernstang; men i det samme stod prins Falk i døren og kastede ægget lige i panden på ham, så det kvaste og indholdet løb ned over hans grimme fjæs. Trolden gik straks bagover og slog sin nakke i stengulvet. Han var død som en sild.
   I samme øjeblik revnede bjerget fra øverst til nederst, og prinsen og prinsessen stod på en balkon på det prægtigste slot, man kan forestille sig. Alle salene var udsmykket med guld, sølv og ædelsten, og egnen om slottet var nu ikke længere en ørken, men der var parker og haver med træer og blomster. Nu var hele fortryllelsen hævet, og det blev igen, som før trolden havde forhekset det.
   De unge folk sørgede for at komme hurtigt hen til hendes fader kongen. Derhenne blev nu en glæde, som er over al beskrivelse. Der blev sendt bud til alle bryllupsgæsterne om at komme igen, og de holdt bryllup påny, og kongen gav prinsen det halve rige i medgift. De unge folk kom til at bo på det slot, som trolden havde ejet; og kongen fik lavet vinduer på de andre sider af sit slot, både mod øst og mod vest og mod syd. Han levede længe nok til at få glæde af sine børnebørn; og da han døde, så blev skomagerdrengen konge af Spanien.