WeirdSpace - Kultur uden grænser

Skatten




Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeeventyr her Dokument


   Der var engang en fattig bonde, han gik og pløjede på herremandens mark. Så med ét stødte ploven imod noget, så den gik i stå. Manden troede, det var en sten; men da han fik set efter, så var det et stort skrin, fuldt af gamle penge. Der var både guldpenge og sølvpenge; de var nok blevet gravet ned der i krigstider for mange hundrede år siden.
   Manden fik stoppet pengene i sin fodersæk, og han tog dem med sig hjem. Han syntes, de hørte lige så godt ham til som nogen anden. Den rette ejermand måtte jo være død for mange Herrens år siden. Men han var dog bange for, at herremanden ville tage dem fra ham, når han fik at vide, at de var fundet på hans mark. Derfor talte han ikke om det til andre end sin kone, og han bad hende tie med det.
   Men hun kunne ikke holde tæt; hun måtte dog lade nogle gode venner vide, hvordan de var kommet til velstand; men hun bad dem rigtignok hver især om ikke at sige det til nogen. Men de kunne heller ikke dy sig; og rygtet om den skat, der var fundet på hans mark, kom omsider også herremanden for øre.
   Han red da hen til det sted, hvor bonden boede; det lå ensomt ude på heden. Konen var alene hjemme, for manden var netop taget ind til byen, for at få nogle af pengene byttet. Da herremanden nu spurgte konen ud, så sagde hun, som det var, at manden havde fundet nogle gamle penge ude i marken; men at han ikke var hjemme i øjeblikket, og hun ikke vidste, hvor pengene var henne. Så ville herremanden ikke gå videre med sagen den dag, men vente til han kunne tale med dem begge to.
   Da manden kommer hjem, fortæller konen ham jo det hele. Han skældte hende slet ikke ud for hendes sladderagtighed; men han gjorde sig sine egne tanker ved det. Så næste dag får han spændt for hestevognen og beder konen tage med, og så kører han til staden igen med resten af pengene og får dem byttet og sat i banken derinde. Så køber han sig en hel mængde hvedebrød og stopper i sin fodersæk. Han trakterer konen godt i købstaden, og så om aftenen kommer de på vognen igen og kører ad hjemmet til.
   Det var langt ud på efteråret, og det var både regn og blæst, da de kørte hjem i den mørke aften; men konen på bagsædet hun var blevet så godt trakteret, at hun nu sad lunt og godt og småsov det meste af tiden. Da de var kommet et stykke ud ad vejen, så vågnede hun ved, at der faldt et stykke hvedebrød i hovedet på hende, så faldt der et i skødet, og så snart hun var ved at sove ind igen, så regnede det på ny ned over hende med hvedebrød. Det var jo manden, der sad og kastede dem op i luften, så de faldt ned på hende.
   "Men mand dog," sagde hun, "hvad er det for noget? Jeg synes, det regner med hvedebrød."
   "Ja," sagde manden, "det gør det også; det er et forskrækkeligt vejr."
   Så kom de da også forbi herregården; og ligesom de kørte uden om den, så vågnede konen ved, at der var et æsel, der skrydede.
   "Hvad var dog det?" sagde hun; hun var nu helt uhyggelig til mode.
   "Ja, det må du ikke tale om," sagde manden, "for når jeg skal sige min oprigtige mening og ikke lyve, så er det Fanden, der plager herremanden; han har lånt ham penge, og nu vil vor husbond ikke ud med renterne."
   "Uha!" sagde konen, "skynd dig og lad os komme afsted!" Og så piskede manden på hestene, og de kom lykkeligt og vel hjem.
   Men da de nu var vel hjemme, så sagde manden til sin kone: "Hør, lille kone, det var en slem nyhed, jeg hørte i byen i dag: fjenden er brudt ind i landet, og han kommer her i nat. Nu må du krybe ned i kartoffelkælderen, for at du ikke skal komme noget til; men jeg må ud og forsvare vor ejendom, så godt jeg kan."
   Så gemte han hende nede i kartoffelkælderen, og han fik så fat på sin bøsse og gik uden for gården og råbte og skød. Det var jo med løst krudt, men det gjorde dog et farligt rabalder. Sådan blev han ved hele natten, til hen ad morgenstunden. Så hentede han konen op af kartoffelkælderen og sagde: "Ja, jeg forsvarede mig godt. De fleste fik jeg vist skudt, og de andre rendte til sidst deres vej og tog deres døde kammerater med sig."
   "Det var da godt," sagde konen. "Jeg har været så bange hele natten!" Så kom de jo i seng og sov godt oven på den forskrækkelse.
   Det var så nogle dage efter, så kommer herremanden ridende ud til dem. Han træffer først manden uden for huset og siger til ham: "Hvad er det med den skat, du har fundet på min mark?" – Ja, det vidste manden ikke noget om.
   "Åh snak," sagde herremanden, "det kan ikke nytte, du vil nægte det; for din kone har tilstået, og jeg har det fra hendes egen mund."
   "Ja," sagde bonden, "min kone hun snakker sommetider sært over sig. Man skal ikke tro på alt, hvad hun siger."
   Så kalder herremanden konen ud og spørger, om det ikke er rigtigt, at hun har tilstået, at hendes mand har fundet nogle gamle penge på herregårdens mark.
   "Jo, det er rigtigt nok," siger konen, "og jeg var selv med inde i købstaden, da vi fik dem byttet."
   "Hvornår var det?" spørger herremanden. "Ja, det var den dag, vi havde det forskrækkelige vejr, da det regnede med hvedebrød," siger konen.
   "Sludder og sladder!" siger herremanden. "Sig nu, hvornår det var?"
   "Ja, det var lige dagen før det store slag, der stod ude på marken, da fjenden var brudt ind i landet," siger så konen.
   "Slag og fjender?" siger herremanden. "Jeg tror, kællingen er gal! Hvornår var det, spørger jeg, at I var inde at bytte de penge?"
   Ja, konen græd og krympede sig, men så måtte hun jo frem med det: "Det var den samme dag," sagde hun, "som Fanden plagede jer, husbond, om aftenen og piskede jer ude i herregårdshaven."
   "Hvad siger du?" skreg herremanden. "Må Fanden plage og piske dig, for al den sladder, du løber omkring med!" Og så slog han hende med ridepisken, så hun måtte flygte ind i huset.
   Derpå kastede han sig på hesten og red sin vej. Og herremanden spurgte aldrig siden efter den skat. Men bondemanden købte sig en god gård i en anden egn, og dér lever han nok så glad og fornøjet med sin kone. Hun var ham jo til stor hjælp, selv om hun ikke selv var klar over det.