Salby Ravn
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en kone, som kun havde en eneste søn. Men han var så doven, at han ikke engang gad klø sig, og hans moder måtte udrette alting for ham. En dag sad han og så ud ad vinduet, da fik han øje på en stor ravn, som sad oppe i et æbletræ i haven og hakkede i æblerne. Det kunne drengen ikke lide at se på, og han gjorde sig da den ulejlighed at tage en bøsse ned fra væggen og skyde på ravnen. Det lod til, at han havde ramt, for ravnen faldt i det samme et lille stykke ned af træet. Drengen skød igen, og ravnen faldt da igen et stykke ned. Han skød tredje gang, og da faldt ravnen helt ned på jorden og lå, som den var død.
Nu gik drengen ud i haven og hen til ravnen; men han gad ikke bukke sig efter den. I stedet lod han sig falde pladask ned på den. Men i det samme rejste ravnen sig, slog sine brede vinger ud og fløj med drengen på sin ryg højt op i luften. Drengen kunne ikke gøre andet end at klamre sig til dens hals, mens den blev ved at flyve; og den fløj da langt ud over det vilde hav. Med et lod ravnen sig synke, så drengen blev dukket i vand til livet. "Åh, nej," råbte drengen, "jeg havde nær troet, jeg var fortabt."
"Ja, det troede jeg også, da du skød på mig den første gang," sagde ravnen. Og så løftede den sig igen højt op under skyerne og fløj langt, langt ud over det vilde hav. Så med et dalede den igen, så drengen blev dukket i vand til hagen.
"Åh, nej," råbte drengen, "nu troede jeg nær, at jeg var fortabt."
"Ja, det troede jeg også, da du skød på mig anden gang," sagde ravnen. Så steg den igen og fløj længere ud over havet, til den med et lod sig falde ned i det, så bølgerne skyllede over drengens hoved.
"Åh, nej!" råbte han, "nu troede jeg da, at jeg var helt fortabt."
"Det troede jeg også," sagde ravnen, "da du skød på mig den tredje gang."
Så hævede den sig igen højt op i luften og blev ved at flyve, først over hav og så over land, til den kom til en enlig bondegård. Der dalede den ned og satte drengen af på en mark og sagde, at i den gård skulle han gå ind og hilse fra Salby Ravn, at de skulle give ham et fadfuld grød med tolv smørhuller. Når han fik det, skulle han spise tolv skefulde grød deraf og dyppe hver i sit smørhul. For hver skefuld han tog, fik han en mands styrke. Dersom man spurgte ham om nyt inde i gården, så skulle han tie stille og lade som han intet vidste. Når han havde fået grøden, så skulle han gå ud og se efter Salby Ravn. Så han da ikke den selv, så skulle han nok se en lille hvid klud, der svævede i luften i en rød tråd. Når han bare fulgte den, så skulle han nok finde ravnen.
Drengen gjorde, som ravnen havde sagt ham, han gik ind i gården og hilste fra Salby Ravn, at han skulle have et fad grød med tolv smørhuller. Det fik han, og med de tolv skefulde fik han da tolv mands styrke. Folkene i gården ville udfritte ham, men han tav stille og gik ud for at se efter ravnen, men han kunne ingen ravn øjne. Da så han en hvid klud i en rød tråd flagre oppe i luften, og da han fulgte efter den, kom han omsider til ravnen, som atter tog ham på sin ryg og fløj langt bort med ham, indtil de kom i nærheden af en herregård.
Der satte ravnen ham på jorden og sendte ham ind med den samme hilsen fra Salby Ravn. Han fik atter et fad grød med tolv smørhuller og vandt tolv mands styrke til; han tav stille til folkenes spørgsmål og fandt igen ravnen ved at følge den hvide klud i den røde tråd.
Ravnen fløj da videre med ham til et stort slot, hvor han også kom ind og på Salby Ravns navn fik grød med tolv smørhuller. Han havde nu seksogtredive mands styrke. Da han kom ud derfra, kunne han ingen ravn øjne, men kun den hvide klud og den røde tråd, og den fulgte han efter, men vejen gik op ad en meget svær bakke, og da drengen kom op på toppen og endnu så tråden og kluden langt forude, så var han for doven til at gå ned ad bakken. Han lagde sig derfor ned og lod sig rulle ned ad den. Men der var både stok og sten at støde sig på, så han blev ynkelig forslået, inden han kom til foden af bakken. Der lå han da og råbte højt på Salby Ravn om hjælp i sin nød. Ravnen kom da også susende og tog ham op, men først baskede den ham dygtigt med sine stærke vinger, fordi han havde givet efter for sin gamle dovenskab.
Ravnen fløj nu længe med drengen på sin ryg over land og over hav, til de fik øje på et stort kongeslot. Da satte den ham ned og sagde til ham: "På dette slot skal du gå ind og tage tjeneste som kokkedreng. Men pas nu på, at du følger landevejen derhen. Og kommer du nogensinde i en fare, du ikke selv kan redde dig ud af, så kald kun på mig med de ord: ‘Salby Ravn, hjælp mig nu, for nu er jeg i nød!’." Da ravnen havde sagt det, så løftede den sig på sine brede vinger og steg så højt, at den snart var ude af syne. Da den stærke dreng nu var ene med sig selv, så tænkte han som så: "Rigtignok har Salby Ravn sagt, at jeg skulle følge landevejen til slottet; men det kan jeg da se, at den løber vidt omkring og er vel sine tre mil lang; men stikker jeg lige over, så er der kun en kvart mil. Så måtte jeg da være gal, om jeg ikke gik den nærmeste vej." Så gik han da lige over; men den genvej var vildvej, for snart sad han fast i et uføre af tjørne og hvasse torne, så han kunne hverken komme frem eller tilbage. Da råbte han: "Salby Ravn, hjælp mig nu, for nu er jeg i nød!" Så kom ravnen susende og greb ham i sin klo og ruskede ham dygtigt mellem tornene og sagde, at sådan skulle han have for sin selvklogskabs skyld. Så satte han ham igen på samme sted som før og stak så til vejrs. Nu var drengen da blevet klog af skade, og han fulgte landevejen, til han kom til slottet. Der gik han ind i køkkenet og bad om at komme i tjeneste som kokkedreng. Han blev også antaget, og der gik han så og hentede vand og bar brænde, så det kunne forslå noget. Kræfter havde han jo nok af.
Det så ellers galt ud der på slottet, for kongen havde engang i havsnød lovet sin datter bort til en havmand, og kort efter at drengen var kommet i tjeneste der, kom der bud og besked fra den samme havmand, at nu ville han have kongedatteren. Hvis hun ikke mødte næste dag ved stranden, ville han lægge hele landet øde. Der blev da en sorg og elendighed uden lige. Kongen bød sin datter og det halve rige til den, der kunne fri ham for at holde sit ord til havmanden. Nu var der da en fornem herre der på slottet, som hed Ridder Rød. Han lovede højt og helligt, at han ville kæmpe med havmanden og frelse prinsessen. Og næste morgen fulgte denne Ridder Rød også prinsessen ned til stranden; men lige så snart han så en høj bølge langt udefra komme rullende ind imod land, så tænkte han, det var havmanden, og så løb han ind i skoven og krøb op i et træ og lod prinsessen skøtte sig selv.
Samme morgen havde kokkedrengen imidlertid listet sig ud af køkkenet og ned til stranden. Han så den samme høje bølge komme brusende, som Ridder Rød løb for. Men han blev og så nøjere til, og han så da bølgen bryde sig og løbe op på land, men der var ingen havmand: Den skyllede kun over prinsessens fødder og løb så tilbage igen. Lidt efter kom der en anden bølge, større end den første; den skyllede prinsessen op til bæltestedet, men den skjulte heller ingen havmand. Så snart den var løbet ud, så kom der rullende ude fra dybet en bølge så høj som et hus. Den slog over prinsessens hoved, og den bølge var havmanden i. Men i det samme han ville gribe hende, så for kokkedrengen til og tog et tag i havmanden, og de to brødes nu på strandbredden, så sandet lå i bjerge rundt omkring dem. Drengen fik brug for alle sine seksogtredive mands kræfter i den kamp; men enden blev dog, at han vandt sejr og tog havmanden af dage, så bølgen bar hans lig ud på dybet.
Efter den kamp var drengen så træt, at han sank om på strandbredden og faldt i en dyb søvn. Da gik prinsessen hen og knyttede en guldring i hans hår og skyndte sig så ad slottet til, for at bringe sin fader den gode nyhed. Men da hun kom til skoven, så skyndte Ridder Rød sig ned igen af træet og truede hende på livet, dersom hun ikke ville sige, at det var ham og ingen anden, der havde frelst hende fra havmanden. De fulgtes da ad til slottet, hvor Ridder Rød fortalte vidt og bredt om sin tapperhed, og hvordan han havde taget livet af havmanden og frelst kongens datter. Der blev da stor fryd og gammen, og Ridder Rød skulle nu have bryllup med prinsessen ugedagen efter og så have det halve rige i medgift.
Bryllupsdagen kom, og gæsterne indfandt sig, og der var en stads, som der aldrig var set magen til på kongens slot. Men så ved bryllupsbordet tog prinsessen med ét til orde og sagde, at hvem det var, der havde frelst hende og taget livet af havmanden, det vidste hun ikke; men det vidste hun, at hun havde knyttet sin guldring i hans hår, da han, træt af den hårde kamp, var faldet i søvn på strandbredden; så hun ville ingen anden have til mand end den, som havde den ring.
Nu var det galt for Ridder Rød; for han havde ikke hendes guldring; og kongen lod da gå bud ud over landet, at alle mand i hans hele rige skulle komme til slottet og synes, om de havde prinsessens guldring knyttet i deres hår. De blev da alle synet, så mange som der var i hele riget; men der var ingen guldring at finde. Så begyndte kongen at blive vred og sige, at den guldring ville prinsessen nok binde dem på ærmet; men hun blev ved at påstå, at der måtte endnu være nogen, som ikke var blevet synet; og så kom de da i tanker om, at der var en stor kokkedreng ude i køkkenet, som ikke havde været for endnu, og kongen sender da to af sine stærkeste karle ud, for at de skulle hente ham, enten han ville eller ej.
De kom til drengen og sagde, at han skulle straks komme ind, for kongen ville tale med ham. Men drengen sagde, at han ikke havde noget at snakke med kongen om. Dersom kongen ville ham noget, så kunne han komme til ham. Karlene greb da fat i ham og ville føre ham ind med magt; men det skulle de ikke have gjort, for han smed dem til jorden som ingenting. Så snart de kunne komme på benene igen, så løb de ind til kongen og sagde, at drengen ikke ville komme, og de ikke kunne tage ham. Så sendte kongen da ti af sine bedste folk efter ham; men det gik med de ti som med de to; og bedre gik det ikke, da kongen sendte sine fireogtyve stærkeste kæmper: Drengen blev ved at sige, at han havde ikke noget at snakke med kongen om; og at kongen måtte komme til ham, hvis han ville ham noget. Da de så ville bruge magt, tog han og slog dem sammen to og to, og smed dem ud af køkkendøren allesammen.
Nu måtte kongen da selv som en anden tjener gå ned i køkkenet og pænt bede drengen om at følge med op i tronsalen, og det gjorde han så også. Da kokkedrengen kom der op, lige så snavset som han var og med sin røde hue på hovedet, så måtte kongen pænt bede ham om at tage den hue af et øjeblik; og så snart den kom af, så så de alle prinsessens guldring glimte i hans hår.
"Er det dig, som har frelst min datter fra havmanden?" sagde kongen.
"Ja, vel er det det!" sagde drengen.
"Hvordan er det gået til, at du kunne frelse hende?" spurgte så kongen.
"Jo, det er gået således til," sagde drengen, "at jeg har seksogtredive karles styrke, og der er kun én i verden, der er stærkere end mig, og det er Salby Ravn, han har syvogtredive mands styrke."
"Ja," sagde prinsessen, "ham var det og ingen anden, der sloges med havmanden og frelste mit liv; mens Ridder Rød sad i skoven og var krøbet op i et træ, før havmanden kom."
Da vendte kongen sig til sine folk og sagde: "Grib nu straks den falske Ridder Rød og hæng ham op i det samme træ, som han krøb op i, da han skulle forsvare prinsessen!" Men til drengen sagde han, at han kunne nu få prinsessen og det halve kongerige; det var, hvad der tilkom ham for hans dåd. Drengen takkede for de gode tilbud, men sagde, at han havde ikke tænkt på at gifte sig og sætte bo endnu; så han ville hverken have prinsessen eller riget; men han ville nok fremdeles tjene kongen en tid.
Så blev han da sat over kongens krigshær og fik så høj en løn og så mange klæder og våben og heste, som han havde lyst til; og sådan stod på det i nogen tid. Men så var det en dag, han red hen ad vejen, og alle dem han mødte, de veg til side, for de vidste jo, han havde seksogtredive mands styrke. Men til sidst mødte han en rytter, som ikke veg til side, men red lige imod ham, og da de mødtes, så lagde den fremmede rytter sin hånd på hans skulder, så hans hest sank ned og strakte sine fire ben til alle sider hen ad jorden, og den stærke dreng selv gik i knæ. Da mærkede han, at han havde fundet sin overmand, og råbte da højt: "Salby Ravn, hjælp mig nu, for nu er jeg i nød!"
"Nej, du har ingen hjælp nødig," svarede Salby Ravn; for det var ham selv, der mødte drengen. Han gav sig nu til kende for ham, og drengen fulgtes hjem med ham til hans slot og hans kongerige, og der fik han Salby Ravns søster til ægte, og han lever endnu med hende i herlighed og glæde.